Hvordan man holder ungdomskriminalitet ude af sit hus
FOR ikke længe siden kunne man i hele New York se plakater ophængt med påskriften „Når familielivet hører op, begynder ungdomskriminaliteten.“ Mange af dem der har studeret ungdomskriminalitetens alvorlige problem kan bekræfte dette. Deres udtalelser skulle interessere alle forældre.
De iagttagelser som Sheldon og Eleanor Glueck, der er ledere af den kriminologiske forskningsafdeling ved Harvard-universitetets juridiske fakultet, har gjort, er af særlig interesse. Efter i femogtredive år at have studeret forbrydelser og ungdomskriminalitet har de lagt mærke til „den betydelige rolle som forholdet mellem de enkelte familiemedlemmer spiller for ungdomskriminalitetens opkomst; den tydelige mangel på et nært forhold mellem de unge forbryderes fædre og deres sønner, samt den næsten fuldstændige mangel på familieenhed“. Andre undersøgelser bekræfter dette.
I Buffalo, New York, viste en undersøgelse af ungdomsforbrydernes forhold at der „ikke i et eneste tilfælde forefandtes et sundt hjem og et virkeligt familieliv“. I en indisk rapport om ungdomskriminalitet hed det: „Familien er og bliver det unge menneskes sidste udvej og bedste middel til at opnå moralsk styrke og respekt for lov og orden.“ Dr. Harry A. Snyder er kommet til den samme slutning: „Hvis der findes noget middel mod manglende respekt for loven, ringe sans for moralske værdier og mangel på religiøs vejledning ser det ud til at det først og fremmest er familiekredsen der må påtage sig sit ansvar.“ Vanskeligheden er blot at familielivet ikke er hvad det har været.
Familielivet har ændret sig
For det første findes der ikke mere det stærke sammenhold i familien som der tidligere har været. Dengang faderen arbejdede på gården og moderen i køkkenet kunne forældrene langt bedre holde øje med børnene. Fra forældrene, der læste Bibelen, modtog børnene en stærk sans for moralske værdier. Forældrene var strenge, men de lod børnene forstå at de var ønskede og elskede. Der fandtes ingen knallert eller motorcykel som på et øjeblik kunne fjerne de unge fra faderens vagtsomme øje. I stedet for vore dages købte fornøjelser oplevede man hyggelige stunder i familiens opholdsstue. Familien bevægede sig fremad som en enhed, „én for alle og alle for én“. Selv de mindre børn bidrog til de øvrige familiemedlemmers velbefindende ved at have passende pligter at udføre. Dengang holdtes familien sammen af en stærk og gensidig følelse af enhed, kærlighed, orden, ansvar og respekt, hvilket holdt forbrydelserne nede på et minimum. Efter at de „strenge tider“ som Bibelen har forudsagt, er kommet, har familielivet imidlertid ændret sig i mange hjem. — 2 Tim. 3:1, 2.
De industrielle og tekniske fremskridt samt to verdenskrige har trukket fædrene og mødrene til fabrikkerne. Vandringen fra land til by og fra et land til et andet har overskåret de bånd der bandt mennesker til stabiliserende traditioner. Motorkøretøjer har taget børnene bort fra hjemmet og forældrenes overopsyn. Bibelens indflydelse på moralen er blevet undermineret hos mange som følge af evolutionsteorien og den såkaldt „højere“ bibelkritiks grundløse påstande. Alt dette har banet vej for en skændig slappelse af moralen. Sex og vold er blevet det stadig tilbagevendende tema i film, ugeblade, aviser, radio og fjernsyn.
I denne nye atmosfære er hjemmet mere blevet en tankstation end et center for opdragelse. Det er børnenes luner i stedet for forældrenes vilje der er blevet den bestemmende faktor. I stedet for familiens tidligere enhed og sammenhold passer hvert familiemedlem nu sig selv og søger kun sine egne interesser. Penge og fornøjelser er for mange blevet de eneste mål i livet. Umoralitet betragtes som „smart“ og nyttigt. Idealistiske unge ser at mange voksne kun hylder lov og moral rent pro forma. Desillusionerede, verdslige unge har forkastet de voksnes samfund og antaget en lov der passer til deres eget, gadens. Uden voksne til at lede sig og uden et nyttigt mål i livet er „berømmelse“ og stimulanser blevet det vigtigste for dem, og de har opdaget at de kan nå disse mål ved at øve hærværk, begå tyveri, starte slagsmål, kaste sig ud i seksuelle oplevelser samt bruge narkotika. Selv om der er beskæftigelsesmuligheder nok kender ingen af disse unge tilfredsstillelsen ved at gøre et stykke arbejde. Der er intet der ansporer dem til at arbejde og spare sammen til det de ønsker sig, når de kan stjæle det. Forståeligt nok har ungdomskriminaliteten udviklet sig til det New York-dommeren Samuel Leibowitz for nylig har kaldt „et problem så alvorligt som en verdensbrand“. Ikke des mindre kan vi holde denne brand ude af vort hjem hvis vi virkelig ønsker det.
Opdragelse af forældre og børn
Forældrene må først og fremmest undgå at være uforstandige. De må søge at „forstå, hvad der er Herrens vilje“. (Ef. 5:17) Myndighederne finder ofte at de unge lovovertræderes forældre er vanskeligere at have med at gøre end de unge selv. Forældre vil bedst kunne forhindre ungdomskriminalitet når de omhyggeligt studerer Guds ord og med begejstring anvender dets principper. Så kan de opdrage deres børn i „Jehovas tugt og myndige formaning“. (Ef. 6:4, NW) Dette giver forældrene den sikkerhed og tillid som mange synes ikke at have, og det problem at forældrene enten er for strenge eller for eftergivende vil være løst, for Bibelen lærer dem at være faste og at forbinde retfærdighed med barmhjertighed uden at lade forseelser helt ustraffet.
Når forældrene bærer deres ansvar, kan de lære børnene at bære deres. Vær ikke bange for at det kan give børnene et „skyldkompleks“. Lad dem vide at både Gud, I og samfundet vil belønne dem når de handler ret og straffe dem når de med vilje begår en overtrædelse. Understreg over for børnene at både de og I må stå Gud til regnskab, og at den samme lov gælder for begge parter uden personsanseelse. Den måde hvorpå Gud gør børnene bekendt med sin lov omtales i Femte Mosebog 6:7: „Du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.“ Forklar jeres børn at det er Guds hensigt at mennesker der er lydige skal leve i hans nye, retfærdige verden. (2 Pet. 3:13) Få det til at stå klart for dem at ingen tyve, ingen havesyge og ingen oprørske drenge eller piger vil få lov at komme ind i Guds rige. — 1 Kor. 6:9, 10; Sl. 37:9; Ez. 9:6.
Efterhånden som I indprenter børnene guddommelige principper og praktiserer dem i hjemmet vil børnene få sans for moralske værdier og blive mere og mere præget af en indstilling der genspejler denne gode påvirkning. Uanset samfundets skiftende love og uanset hvad andre unge gør, vil jeres børn ikke indlade sig på noget kriminelt, for de ved hvad Gud siger er rigtigt og forkert. De vil ønske at gøre det der er ret hvis I forbinder lydighed mod Guds lov med deres mål i livet.
Et mål i livet og ansvarsfølelse
Mange unge kommer ud i vanskeligheder fordi de intet mål har i livet. De er som skibe der sejler af sted uden bestemmelsessted. Uden Bibelen som rettesnor har de ikke engang et ror. Uanset hvilket fag eller hvilken profession jeres søn eller datter vælger som sit levebrød er det jeres opgave at vise dem at deres mål i livet først og fremmest er at vandre med Gud og vinde det evige liv. (Joh. 17:3) Understreg over for dem hvordan de kan opnå fred og tryghed i tilværelsen til trods for de kritiske tider vi lever i, hvis deres mål er at gøre Guds vilje. Når dette bliver deres faste forsæt vil de indse at læsning og skrivning og studiet af den verdslige og bibelske historie bliver midler til at nå dette mål. De vil forstå at skulkeri er spild af kostbar tid, at den tid man anvender til læsning er en klog investering, og at selv mindre lovovertrædelser ville hindre dem i at nå deres mål i livet. Når de forstår hvad deres vigtigste mål i livet er, så vis dem at det allerede har betydning for dem nu ved at give dem et vist ansvar at bære.
Barnet må forstå at det at bære et ansvar og udføre et produktivt stykke arbejde er en væsentlig del af livet, og det bør det begynde at lære så tidligt som muligt. Man kan begynde med at lære det at klæde sig på, og at lægge sit tøj, sine legesager og sine bøger til side. Hvis man har hus og have er der sikkert nogle pligter man kan overdrage barnet, som for eksempel at slå græsplænen, klippe hæk, rive visne blade sammen, male stakit og gøre rent i kælderen eller på loftet. Hvis man bor i en lejlighed kan børnene hjælpe til med at dække bord, vaske op og tørre af, støvsuge gulvtæpper, bone gulve, tørre støv af og polere møbler, stryge, rede senge og gå byærinder. Og er der ikke tilstrækkelige muligheder her kan man også lære børnene at bære et ansvar i menighedens mødesal.
Tilskynd barnet til at melde sig til at hjælpe med renholdelse af mødesalen, at sætte stole på plads, at folde traktater, at lukke vinduerne efter udluftning af salen og at skovle sne. Sæt det rette eksempel ved selv at melde dig til disse arbejder, hvis det er muligt.
Ved at påtage sig sådanne opgaver vil jeres barn lære noget som er en mærkbar mangel ved den afsporede ungdoms opdragelse — hvordan man udfører et stykke arbejde og hvordan man arbejder sammen med andre. Det lærer glæden ved et veludført arbejde at kende. Dermed følger selvrespekt og vækst til modenhed. Måtte det ikke gå jeres søn som det gik en nittenårsdreng. Først efter et ophold i en statsungdomslejr var han i stand til at sige: „De lærte mig at arbejde, den . . . glæde et menneske kan erfare ved at gøre noget selv.“ Når man giver et barn pligter at udføre får man også mulighed for at kontrollere dets initiativ, grundighed og pålidelighed. Som Ordsprogene 20:11 siger: „Selv drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans færd.“ Visse karaktertræk som trænger til at rettes hos barnet kan man ofre særlig opmærksomhed. Samvittighedsfuldt arbejde giver forældrene lejlighed til at rose barnet og tildele det ekstra privilegier. Forældrene bør også benytte lejligheden til at lære barnet værdien af at arbejde og spare sammen til noget man ønsker sig. Naturligvis er barnet som jeres afkom ikke mere fuldkomment end I selv. I skal derfor ikke forvente fuldkommenhed af det, men heller ikke overse nødvendigheden af tugt.
Tugt og kærlighed
Når I giver formaninger og påbud så sig hvad I mener, og men hvad I siger. Hvis I udsteder ordrer i en irriteret og småskændende tone, lærer I barnet ikke at lyde, for det véd at det kan ignorere jeres påbud og at I ikke vil gøre andet end at gentage jeres ord. Derimod vil det ikke tøve med at adlyde hvis I viser at I står bag jeres ord med handling. Naturligvis vil det mange gange være klogt at anføre en grund for et bestemt påbud eller forbud. I føler måske at I ikke er forpligtet til at give jeres barn en grund for de ordrer I giver det, men husk en ting: Hvis barnet forstår hvorfor en bestemt handlemåde er enten klog eller tåbelig, vil det have god grund til at vælge den kloge handlemåde når I ikke er til stede. Læg mærke til at Bibelen hyppigt fortæller hvorfor en bestemt handlemåde er rigtig eller forkert. Følg dette gode eksempel. — Ordsp. 23:20, 21; 24:15, 16, 19, 20.
Når jeres søn eller datter handler tåbeligt trods jeres vejledning og formaninger, husk da på hvad Ordsprogene 22:15 siger: „Dårskab er knyttet til ynglingens hjerte, tugtens ris skal fjerne den fra ham.“ Jehova opfordrer jer til ikke at spare drengen for tugt. (Ordsp. 23:13, 14) I ved når barnet er trådt over stregen, og det ved det højst sandsynligt også selv. Som en ung lovovertræder sagde til en journalist: „Jeg fik aldrig prygl, selv om jeg faktisk ofte burde have haft det.“ Irriter ikke børnene ved konstant at ændre „reglerne“ eller at straffe ulydighed den ene dag men ikke den næste. Følg Jehovas eksempel. Lev op til dit ord, vær konsekvent og tugt børnene af kærlighed. — Ordsp. 13:24; Hebr. 12:6.
I disse strenge tider hvor mange mennesker er uden kærlighed er det vigtigt at børnene ved at de er elskede og ønskede. (2 Tim. 3:3) Når I fastsætter fornuftige påbud med hensyn til børnenes omgangskreds og tidspunkter for hvornår de skal være hjemme om aftenen og nøje håndhæver disse regler, viser I at I elsker jeres børn og har deres velfærd på sinde. De føler jeres kærlighed, selv om den måske ikke værdsættes lige i det øjeblik hvor I insisterer på at børnene altid beder om tilladelse til at gå et eller andet sted hen og altid fortæller hvem de er i selskab med. Atter og atter har det vist sig at når børn er blevet grebet på fersk gerning, for eksempel i butikstyveri, har forældrene aldrig haft nogen idé om hvor børnene var. Hvis I elsker jeres børn, vil I sørge for at vide hvor de er. I vil også lære børnene at holde sig fra enhver der enten ved latterliggørelse eller tvang vil søge at få dem til at handle imod Guds eller deres forældres ønske. Lær dem at det er deres omdømme hos Gud der virkelig betyder noget. Hvis familien oplever modgang kan forældrene benytte denne lejlighed til at vise børnene hvordan man holder sig nær til Gud og søger trøst og vejledning hos ham. Det er alt sammen led i den uvurderlige opdragelse der vænner barnet til at følge den vej der fører til evigt liv. — Ordsp. 22:6.
Hvis I har givet jeres børn Riget som mål, hvis I har lært dem at se hen til Guds ord efter vejledning og har lært dem at bære et ansvar, vil de se at vandalisme, tyveri, umoralitet og enhver anden form for kriminalitet kan tage dem bort fra den vej der fører til livet. (Matt. 7:14) Hold ungdomskriminalitet borte fra jeres hjem ved at styre det i nøje overensstemmelse med Jehovas myndige formaning. „Ved visdom bygges et hus, ved indsigt holdes det oppe.“ — Ordsp. 24:3.