Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w63 15/3 s. 125-142
  • Hvad er den oversanselige opfattelsesevne?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvad er den oversanselige opfattelsesevne?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1963
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Videnskaben undersøger fænomenet
  • Hvad de præsterer
  • Hvordan de får deres viden
  • Hvor evnerne har deres udspring
  • Er det klogt at undersøge „ESP“?
    Vågn op! – 1974
  • Ønskekvist og ESP
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1963
  • Hypnose og spiritisme
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1963
  • Beskyt dig mod onde åndemagter
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1963
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1963
w63 15/3 s. 125-142

Hvad er den oversanselige opfattelsesevne?

Hvad ligger der bag en sådan evne? Skal kristne stile efter at eje den?

„MANDEN med røntgenhjernen“, „manden med en indbygget radarskærm“ — det er udtryk man har hørt anvendt om mennesker som siges at have en oversanselig opfattelsesevne. Det drejer sig om mænd og kvinder der har den egenskab at de kan komme i besiddelse af viden uden de fem sansers hjælp. Man kalder det „psykiske evner“. Hvad er disse „psykiske“ eller oversanselige evner?

Den oversanselige opfattelsesevne siges at omfatte telepati, overførelsen af tanker fra et menneske til et andet, og clairvoyance, en paranormal synsevne der sætter et menneske i stand til i vågen tilstand klart at se for sig genstande og situationer eller udseende og omrids af ting der befinder sig langt borte eller som hører fortiden eller fremtiden til.

Tydeligvis knytter der sig noget „oversanseligt“ til en sådan evne. „Jeg tror,“ udtaler et menneske som ejer denne egenskab, „at den oversanselige opfattelsesevne kan give og bestemt også giver os et glimt af verdener og eksistenstrin som går over min forstand og over hovedet på enhver jordisk der lever i dette tyvende århundrede.“

Videnskaben undersøger fænomenet

Hvad siger videnskabsmændene til de oversanselige opfattelsesevner på baggrund af en sådan udtalelse? Mange stiller sig skeptisk. De siger at de forsøg der skulle bevise tilstedeværelsen af en oversanselig opfattelsesevne er upålidelige eller ligefrem forfalskede, eftersom en sådan evne ikke „stemmer overens med sund fornuft“. Dr. D. O. Hebb, professor ved McGill Universitet, udtaler: „Personligt kan jeg ikke for et øjeblik gå med til at der skulle findes en oversanselig opfattelsesevne, for den er i mine øjne fornuftstridig. Mine eksterne kriterier på det fysiske og fysiologiske felt siger at en oversanselig opfattelsesevne ikke har nogen grund i virkeligheden.“

Mange videnskabsmænd forkaster således dette fænomen eller stiller sig tvivlende over for det. „Hvis vi tager disse iagttagelser [vedrørende oversanselige fænomener] for hvad de siges at være,“ konkluderer dr. W. Grey Walter i sin bog The Living Brain, „kan vi ikke passe dem ind i universets fysiske love således som disse er defineret i dag. Vi kan afvise påstanden om eksistensen af en transcendent formidling ved at henvise til eksperimentelle fejl eller misvisende statistiske beregninger, eller vi kan stille os afventende, eller vi kan gladeligt acceptere dem som vidnesbyrd om åndeligt liv; men det synes ikke at være nogen let sag at forklare dem ud fra biologiske mekanismer.“

Skønt psykologerne er ude af stand til at forklare disse oversanselige opfattelsesevner på anden måde end ved at henføre dem til „underbevidsthedens“ ytringer, anerkender mange af dem nu fænomenet, ja bruger endog deres tid til at studere det. Parapsykologerne undersøger disse oversanselige evner og har offentliggjort utallige værker om de forsøg der er foretaget af universiteters videnskabsmænd for at godtgøre tilstedeværelsen af oversanselige opfattelsesevner. Nogle af de mest bemærkelsesværdige forsøg blev ledet af dr. J. B. Rhine ved Duke Universitet. Telepati-eksperimenter der nylig blev foretaget i et laboratorium på et meget anvendt medium resulterede i at chancen for at de skyldtes sammentræf eller tilfældighed reduceredes til 1 mod 1.000.000.000.000.000.000.000.000.000. Undersøgelser der for ikke længe siden er foretaget i England, blev omtalt i bogen Modern Experiments in Telepathy, skrevet af S. G. Soal og F. Bateman. Forfatternes værk udmunder i den betragtning at chancerne for at oversanselig virksomhed beror på rene tilfældigheder er uhyre små. For telepatiens vedkommende, udtrykker bogen, ville chancen for tilfældighed være 1 mod 1070, eller et et-tal efterfulgt af halvfjerds nuller. Til sammenligning tjener at 1 mod en million ville være 1 mod 106.

I betragtning af de mangfoldige forsøg som anerkendte videnskabsmænd har udført, drager dr. H. J. Eysenck følgende slutning i bogen Sense and Nonsense in Psychology:

„Medmindre der består en omfattende sammensværgelse mellem de videnskabelige afdelinger ved over tredive universiteter i hele verden samt mellem flere hundrede højt ansete videnskabsmænd på adskillige videnskabsfelter, videnskabsmænd som i begyndelsen stillede sig fjendtligt over for de psykiske forskeres påstande, kan den uvildige iagttager kun nå til den slutning at der findes et lille antal mennesker som ved midler videnskaben ikke kender, opnår en viden der eksisterer enten i andre menneskers tanker eller i en verden uden for vor egen.“

Hvad de præsterer

Flere udøvere af den oversanselige virksomhed formidler clairvoyance ved hjælp af psykometri. „Psykometri,“ forklarer en sådan udøver, „er modtagelsen af et ’åndebudskab’ eller, hvad jeg vil foretrække at kalde det, et oversanseligt indtryk ved at berøre en eller anden livløs genstand som har nær tilknytning til et menneske.“

Psykometrien anvender ikke krystalkugler, ønskekviste, penduler eller ouija-borde, men nogle psykometrikere gør brug af trance til formålet. Mange af dem „læser“ imidlertid genstanden ved fuld bevidsthed, og næsten øjeblikkelig lyser visioner op for deres indre blik. Så beretter de hvad genstanden fortæller om de mennesker i hvis besiddelse den har været. Genstanden „læses“ altså i virkeligheden kun i relativ forstand. Ved berøringen af genstanden opnås en viden om besiddernes personlige data, særpræg og oplevelser. Genstanden skaber blot „kontakten“. I princippet svarer det til hvad en voodoo-dyrker gør når han vil forgøre en eller anden, idet han så sikrer sig en genstand tilhørende sit offer og bringer den til troldmanden, eller han bringer en eller anden genstand hen til offeret for således at skabe „kontakt“.

I psykometrien kan „kontakten“ etableres selv om den person som genstanden er knyttet til er afgået ved døden, hvilket er blevet bevist ved videnskabeligt kontrollerede forsøg. Et eksempel nævnes i en bog der udkom om Peter Hurkos, en kendt skikkelse inden for den oversanselige virksomhed. „I Antwerpen havde jeg arbejdet sammen med dr. René Dellaerts, professor i psykologi ved universitetet i Louvain, i et forsøg på at afsløre nogle af hemmelighederne ved den oversanselige opfattelsesevne. Dr. Dellaerts gav mig en række fotografier af mænd og kvinder, og efterhånden som jeg betragtede dem, et for et, fortalte jeg ham hvad jeg kunne fornemme. ’Denne mand bor i Antwerpen,’ forklarede jeg om et af dem, ’men han er meget ældre nu end dengang billedet blev taget — det må være tyve år gammelt.’ ’Denne kvinde må være død nu,’ sagde jeg om et andet. Cirka halvdelen af fotografierne afbildede personer der var afgået ved døden, og jeg kunne næsten altid sige om vedkommende levede eller var død.“ — Psychic: The Story of Peter Hurkos.

Hvad enten oversanselige indtryk meddeles gennem psykometri eller på anden måde, fortæller de i vid udstrækning om personlige træk hos mennesker. Man har derfor anvendt den oversanselige virksomheds udøvere til at finde savnede mennesker, spore forbrydere og give oplysninger om afdøde personer. Nogle analyserer forretningsverdenens problemer. Nogle spår om menneskers fremtid, og man siger at deres forudsigelser har været forbavsende korrekte. Andre finder frem til tabte genstande eller ejendele. Atter andre kan betragte et landkort og udpege steder hvor der findes kostbare malmlejer eller vandførende lag. Om nogle hedder det at de endogså er i stand til at opdage sygdomme. Set under ét kan de skue tilbage i fortiden og ind i fremtiden.

Hvordan de får deres viden

Mennesker der beskæftiger sig med oversanselig virksomhed forklarer meget lidt om deres clairvoyante evner og om måden hvorpå de modtager deres viden. Peter Hurkos siger: „Jeg har ikke et færdiglavet svar parat. Jeg ved hvad der sker med mig selv — at mit personlige liv og mine personlige tanker ligesom føres af sted på en bølge og at jeg i virkeligheden betragter verden gennem det andet menneskes øjne når jeg optager dets vibrationer i mig.“

Mennesker med disse evner er almindeligvis enige om at deres evner stiger i takt med hvor meget de anvender dem, selv om nogle finder at de udmattes når de bruger dem i mange timer ad gangen. De forklarer at de i almindelighed ikke selv kan dirigere den indledende impulsmodtagelse, men at de dog af og til er i stand til at rette den mod en bestemt person eller ting. De fleste af de oversanselige ytringer der formidles til dem fortæller kun om ubetydelige detaljer, i lighed med de budskaber man modtager fra et ouija-bord. Og på samme måde som et ouija-bord kan bringe budskaber på et sprog som modtageren ikke forstår, kan udøveren af oversanselig virksomhed undertiden udtrykke sætninger på et sprog han eller hun ikke kender.

En af de mest oplysende beskrivelser af den oversanselige opfattelsesevne og budskabernes formidling gives af Ronald Edwin, der har beskæftiget sig med denne virksomhed i mere end tredive år. I sin selvbiografi, Cloch Without Hands, fortæller han om den hastighed hvormed de oversanselige indtryk melder sig og forsvinder. „Hermed antydes øjeblikkelig,“ skriver han, „én betydningsfuld faktor: at de normale hukommelsesprocesser ikke spiller nogen særlig rolle for de oversanselige indtryk, og da slet ikke på indledningsstadiet.“ Videre forklarer han:

„En tanke der modtages ad oversanselig vej synes at benytte de normale hjernebaner, men den har hvad jeg kun kan kalde en anden ’sammensætning’ i forhold til en sædvanlig tanke. Der er almindeligvis ingen mulighed for at forveksle de to. . . .

Tanker modtaget ad den oversanselige vej når mig altid som en indre uro. De ankommer uden at gøre brug af de sædvanlige sanser som lugt, syn, hørelse og følelse. Det mest interessante træk er at de ledsages af en tvingende følelse af at man må gøre noget. Jeg har det altid som om jeg blev drevet til at sige hvad der dukkede op i mit hoved, at fortælle det til en eller anden eller at skrive det ned. Det er næsten umuligt at beskrive hvordan oversanselige indtryk ankommer. De synes enten at sprænges pludselig i mit hoved som en boble . . . eller at fremtræde som en pludselig erkendelse af et eller andet, som om en normal bevidst tankeproces skulle til at begynde. Det mærkes som om de føres glidende ind i min hjerne ovenfra gennem mit hoved, i en vinkel på 45 grader. . . . Navne dukker hyppigt op for mig som om de blev råbt op inde i mit hoved.“

Hvor evnerne har deres udspring

„Hvor har den oversanselige opfattelsesevne sit udspring?“ spørger ovennævnte forfatter. „Her må jeg tilstå: jeg ved det ikke.“ Han forklarer at hvis der er spor at gå efter, er de i hvert fald meget svage. Og dog forekommer der et væld af spor i hans selvbiografi. For eksempel fortæller han om dengang han forsøgte at bevise at det var en let sag at eftergøre en spiritistisk medium-seance med en ektoplasmisk materialisation. Han købte noget osteklæde som skulle gøre det ud for ektoplasma. Under seancen faldt han i trance og opdagede senere at han virkelig havde frembragt ektoplasma, og en videnskabelig undersøgelse viste at det ikke bare var osteklæde men en slags protoplasma:

„En vis del af de fotograferede fænomener var . . . ægte nok. . . . I hvert enkelt tilfælde havde jeg en mærkværdig følelse af at jeg ’videdes ud’ og en uforklarlig fornemmelse af at jeg svandt hen. . . . Mens jeg ved en af disse lejligheder befandt mig i trance gav jeg en af de tilstedeværende lov til at tage et stykke af det hvidlige stof som et fotografi senere viste havde svævet over mit ansigt.

Denne vilkårligt valgte prøve blev overgivet en kemiker, Percy Egerton fra et offentligt prøvelaboratorium, til analyse. For den interesserede gengives rapporten her: ’. . . et klæbrigt stof indeholdende mange skællede epitelceller med kerne. Der var også nogle få epitelceller uden kerne og nogle nedbrudte celler af en lignende karakter. Et stort antal stærkt lysbrydende ægformede legemer af lighed med gær sås sammen med nogle få tråde af udseende som bomuld. Ingen pusceller var at se men der iagttoges nogle få organismer og mange formløse affaldsstoffer.’ Det er en mærkelig tanke at et menneske midt i et bedrag alligevel kan frembringe et ægte fænomen.“

Her ser vi oversanselige kræfter knyttet til spiritisme, eftersom udøveren, temmelig uventet, var i stand til at frembringe den ektoplasma der almindeligvis optræder i forbindelse med åndemedier. Vor hjemmelsmand indrømmer tillige: „Trolddom, med dens grundbestanddele af oversanselig og, måske i nogle andre tilfælde, anden psykisk virksomhed, øves stadig her i landet [England].“ Læg mærke til at han taler om trolddommens grundbestanddele af oversanselig virksomhed. Desuden er åndemedier i stand til at fremkalde nogle af de fænomener som ses ved oversanselig virksomhed, skønt medierne ikke altid befinder sig i en bevidst tilstand. Det berømte amerikanske medium mrs. Piper medvirkede ved nogle meget omhyggeligt udførte forsøg som blev foretaget af Selskabet for Psykisk Forskning i De forenede Stater og, som det hedder i Beyond the Reach of Sense, „alle var enige om at hun havde nogle bemærkelsesværdige oversanselige evner.“

Hvor har disse evner så deres egentlige udspring? Hos de kræfter som står bag åndemedier, voodoo-dyrkere, ouija-borde og deslige — de åndeskabninger om hvilke Bibelen siger at de var „engle, som ikke varetog deres høje hverv, men forlod deres bolig“. (Judas 6) Disse åndeskabninger materialiserede sig som mennesker på jorden i tiden før Vandfloden i Noas dage. Det skete i ulydighed mod Gud, og således gjorde disse engle sig selv til dæmoner. Efter Vandfloden forhindrede Gud dem i atter at materialisere sig, og nu virker disse dæmonengle gennem mennesker eller medier. I kraft af Guds ånd uddrev Jesus Kristus dæmoner — disse selv-dæmoniserede engle der har magt til at hæmme mennesker fysisk og at pine og besætte dem. — Matt. 12:28; Luk. 9:38-43; 11:14, 20.

Dæmonerne har magt til at give mennesker evnen til at se hvad der skete i fortiden og hvad der vil ske i fremtiden. Det er intet nyt at de har givet mennesker synske evner. Bibelen fortæller at apostelen Paulus engang mødte en pige som kunne spå. Pigen „var besat af en spådomsånd“. (Ap. G. 16:16) Eller som The New Testament in Modern English udtrykker det: Pigen havde „en clairvoyanceånd“. Da apostelen Paulus uddrev denne „spådomsånd“ mistede pigen evnen til at forudsige fremtiden. Hun havde ingen oversanselige evner mere.

Selv om udøvere af den oversanselige virksomhed hævder at de hjælper mennesker, ændrer dette ikke ved den kendsgerning at Guds ord betragter spiritisme som en overtrædelse af Guds befalinger: „Der skulle ingen findes hos dig som . . . driver spådomskunst, øver magi eller tager varsler, ingen som er troldmand, eller som binder andre med en besværgelse, ingen som rådspørger et åndemedium eller en professionel spåmand eller -kvinde . . . hvad dig angår har Jehova din Gud ikke givet dig noget sådant.“ — 5 Mos. 18:10-14, NW.

De oversanselige evner har derfor ikke deres oprindelse hos Gud. Hans eget ord byder kristne at holde sig fra „trolddom“ eller „udøvelse af spiritisme“. (Gal. 5:20, 21, NW) Sande kristne stiler ikke efter at råde over oversanselige opfattelsesevner, og de vil heller ikke hente hjælp hos mennesker som besidder dem. Kristne ved at Gud har givet dem Bibelen som en rettesnor — den bog der afslører at oversanselige evner simpelt hen er en moderne etikette for de kræfter som står bag spiritistiske fænomener.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del