Hvorfor bekendende kristne mangler nidkærhed

I NEW YORK Times for 22. december 1952 kunne man læse følgende udtalelse: „Katolikker, der bevarer en „halvvejs skamfuld ydre tilknytning til kirken“, er kun katolikker „af navn“, for de mangler den kundskab, ydmyghed og taknemmelighed, som er nødvendig for at bevare en loyal indstilling til kirken og Kristus, erklærede pastor Vincent P. McFadden i går i St. Patrick’s Cathedral.

I den tredje af en række adventsprædikener sagde fader McFadden, at befolkningsgrupper som kommunisterne og Jehovas vidner udslynger deres angreb med en „fænomenal nidkærhed“, og at katolikkerne „finder sig i disse angreb uden at løfte røsten for at protestere“.

Fader McFadden, der er missionær for St. Colombas Ydre Mission, sagde videre, at beskyldninger om, at kirken er intolerant og gammeldags, stammer fra „en hedensk verden“, i hvilken „ret og uret er veget pladsen for selviskhed“.“

Læg først mærke til, med hvilken underfundighed kommunisterne og Jehovas vidner nævnes i samme åndedræt. Den opfattelse, tilhængerne uvægerlig måtte få heraf, var, at Jehovas vidner og kommunister hører sammen og har noget til fælles, hvad absolut ikke er tilfældet. Intet kan være mere gudløst end kommunismen, hvorimod ingen tager Gud og Bibelen mere alvorligt end Jehovas vidner. Kunne det tænkes, at det er de katolske præsters mangel på intellektuel ærlighed, som er skyld i, at katolikkerne „mangler den kundskab, ydmyghed og taknemmelighed, som er nødvendig for at bevare en loyal indstilling til kirken“? Det får være, hvad det være vil, men een ting er sikker: Missionær McFadden kan ikke lægge hele skylden på katolikkerne, for når katolikker bliver Jehovas vidner, erhverver de sig samme „fænomenale nidkærhed“. Øjensynlig har de så tilegnet sig den kundskab og lært den ydmyghed og taknemmelighed, som er „nødvendig for at bevare en loyal indstilling“ til Guds menighed og Kristus.

Er det ret og rigtigt at laste katolikkerne for deres mangel på „kundskab, ydmyghed og taknemmelighed“? Oplæres de ikke i katolikkernes underskoler, højere skoler og kollegier? Lærer de ikke som børn den katolske katekismus, bliver de ikke konfirmeret i den katolske kirke, deltager de ikke i nadveren, går de ikke til skrifte, messe og hører søndagsprædikener? Findes der ikke hele laviner af katolske skrifter og blade, dagblade, ugeblade og månedsblade, alt sammen beregnet på at give katolikkerne den hårdt tiltrængte kundskab, for ikke at tale om det katolske radio- og fjernsynsprogram? Hvis nogen befolkningsgruppe skulle være godt underrettet om, hvad de skal tro, og i forstandsmæssig og åndelig henseende godt udrustet til at gendrive „angreb“ på deres religion og organisation, må det være katolikkerne; og ikke desto mindre hører vi her en katolsk missionær beklage sig over, at katolikkerne står tilbage i disse henseender. Der er ganske givet noget galt med den lære, der indpodes dem.

Og er der nogen rimelighed i at vente, at det katolske lægfolk skulle overgå deres religiøse ledere? Tid efter anden har katolske præster gjort en ynkelig figur i deres drøftelser med Jehovas vidner. De kan ikke selv gøre rede for noget, og hvorledes skulle de så kunne lære andre at svare for sig? Sådan forholder det sig med den katolske præst i en nærmere bestemt østrigsk landsby, der besøgte et af sine sognebørn, en landmand, der havde studeret Bibelen sammen med et af Jehovas vidner. Landmanden spurgte præsten, hvorledes han kunne forene den katolske kirkes lære om sjælens udødelighed med udtalelsen i Ezekiel 18:4: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ Præsten holdt på, at den bibel, landmanden brugte, var falsk, men så tog landmanden en anden bibel og læste samme skriftsted op af den. Igen påstod præsten, at det var en forfalsket bibel, men landmanden oplyste ham da om, at det var en bibel, en af naboerne havde købt af præsten selv. Præsten blev bleg som et lig, snappede Bibelen og forlod huset bandende og sværgende. Hvordan skal almindelige mennesker forventes at kunne give en pålidelig redegørelse for deres tro, når deres religiøse ledere kommer så ynkeligt til kort? Og hvordan skal præsterne undgå at komme sørgeligt til kort, så længe de er lænkebundet af så utrolig mange traditioner, der hverken finder støtte i fornuften eller Bibelen?

Når katolikker så ofte tyr til pøbelforfølgelse af Jehovas vidner og deres virksomhed, skyldes det åbenbart, at de ikke selv finder støtte for deres tro hverken i fornuften eller Bibelen. Der berettes for eksempel om et tilfælde, hvor pøbelsværme drev Jehovas vidner ud af byerne Joliette og Edmunston, og et andet, hvor en pøbelsværm i april 1950 molesterede et kirkekapel ved Shawinigan Falls i Canada tilhørende de Kristne Brødre og ødelagde alt inventar, stole, møbler, bibler og også en bil, som holdt udenfor. Og hvad var grunden? De troede, det var mødested for Jehovas vidner!

Så var der de katolske pøbelelementer i Venlo i Holland, der forulempede Jehovas vidner, som gik fra dør til dør og stod på gaderne. Tusind mand stærk stormede Jehovas vidners mødesal, alt mens de skreg og sang vulgære sange for at overdøve et offentligt bibelsk foredrag. Eller katolikkerne i Santa Barbara, Iloilo på Filipinerne, om hvem Free Press (Filipinerne) skrev: „Det syntes ganske ufatteligt, at katolikkerne i Santa Barbara skulle reagere så voldsomt — på en måde, der næsten antog panikagtige former — mod Jehovas vidners forsøg på at holde møde i byen.“ Mange flere eksempler kunne nævnes.

Det siger sig selv, at katolikker, der deltager i sådanne pøbeloptøjer, mangler kundskab om den sande kristendoms indhold, men er de alene at laste derfor, når det dog er præsterne, der ophidser dem til disse ukristelige meriter? Og kan man bebrejde Jehovas vidner, at de prøver på at bringe den sande kundskab til sådanne mennesker? Missionær McFadden taler om en hedensk verden, der lader sig lede af selviskhed fremfor af principper, men hvad viser disse katolske aktioner? Dikteres sådanne voldsoverfald på et upopulært mindretal af principper eller af selviskhed? Og hvad skal man sige om de bestræbelser på at standse Jehovas vidners forkyndelse af Guds rige, som gøres af totalitære herskere som Spaniens Franco, Trujillo i den Dominikanske Republik og Perón i Argentina?

Giv retsindige mennesker kundskab og forståelse af Jehova Gud og hans hensigter, og „fænomenal“ nidkærhed vil blive følgen, og så vil ingen behøve at ty til pøbelforfølgelse og diktatorer for at forsvare sin lære.