Papias og Mattæus’ og Markus’ evangelier
HAR Bibelen og alt hvad den angår en særlig tiltrækning på dig? Hvis det er tilfældet så vil navnet Papias være af interesse for dig. Hvorfor? Fordi hans bøger indeholder de tidligste oplysninger vi har om tilblivelsen af nogle af De kristne græske Skifters bøger, bortset fra disse skrifters eget vidnesbyrd.1
Man har opgivet forskellige årstal for Papias fødsel og død, men „perioden år 60-135 e. Kr. som den rette tidsangivelse synes at stå uimodsagt“.2 Papias var en ven af Polykarp, der siges personligt at have kendt flere af apostlene.3 Papias boede i Frygien i provinsen Asien, vore dages Lilleasien.
Ifølge Irenæus, en af det andet århundredes kirkefædre, var Papias en lærd mand der blev agtet højt og respekteret fordi han omhyggeligt videreførte den apostolske lære.4 Eusebius, en af det fjerde århundredes store kirkehistorikere, gav Papias et helt andet skudsmål. Først omtaler han ham som „værende i besiddelse af stor lærdom og velbevandret i Skriften“, men senere karakteriserer han ham som „temmelig indskrænket“ og som en mand der havde samlet „visse ejendommelige udsagn af vor Herre og nogle lidt for fantastiske beretninger“.1
Men grunden til at Eusebius ikke var enig med Papias var nok den at sidstnævnte troede på Kristi tusindårsrige som et jordisk rige.2 Dette var den gængse opfattelse blandt dem der i det andet århundrede bekendte sig til kristendommen.5 De antog at verden ville fortsætte i seks tusind år og så skulle tusindårsriget komme i det syvende årtusind.6 De forstod også at nogle kristne skulle opnå en himmelsk belønning mens andre ville opnå liv på en paradisisk jord.4 Hvis, således som Eusebius lader skinne igennem, Papias var tilbøjelig til at opfatte billedtale rent bogstaveligt, viser optegnelser vedrørende ham imidlertid at „han, stillet over for den tids grundløse opfattelser, var meget påpasselig med at der forelå fyldestgørende beviser for alt hvad han accepterede som Kristi egen lære“.2
Hans skrifter
Det væsentligste af det Papias skrev er fem bøger (eller måske snarere kapitler, for de lignede mere De kristne græske Skrifters korte „bøger“ end bøger i almindelighed) med titlen „Forklaring af Herrens Udsagn“. De er blevet citeret af en del forfattere, og der eksisterede afskrifter af dem så sent som i år 1218 e. Kr., men siden er de gået fuldstændig tabt.7
I sit forord forklarede Papias sin arbejdsmetode. Han indsamlede omhyggeligt oplysninger fra dem der personligt havde kendt sådanne apostle som Andreas, Peter, Filip, Tomas, Jakob, Johannes og Mattæus. Han bemærkede også at han ikke brød sig om dem der talte så meget, men derimod om dem som lærte sandheden, og at han foretrak at få førstehåndsoplysninger fra levende vidner fremfor fra skriftlige kilder.8 De vigtigste brudstykker af hans værk vi kender noget til i dag, er dem som omhandler Markus’ og Mattæus’ evangelier:
„Den ældste [som nogle mener kan have været apostelen Johannes] sagde dette: Markus, der var blevet Peters tolk, nedskrev nøjagtigt hvad han kunne huske. Men han gengav ikke Kristi ord eller gerninger i den nøjagtige rækkefølge. For han hverken hørte Herren selv eller ledsagede ham. Men senere, som jeg sagde, ledsagede han Peter, der tilpassede sin undervisning efter [sine tilhøreres] behov men uden tanke for at give en udtømmende beretning om Herrens udsagn. Markus begik ikke nogen fejl ved at nedskrive nogle af tingene efterhånden som han kom i tanker om dem. Han var nemlig meget omhyggelig med ikke at udelade noget af det han havde hørt, og ikke at lægge noget til disse udtalelser.“ „Mattæus samlede [Herrens] udsagn på det hebraiske sprog og enhver fortolkede dem efter bedste evne.“8
Andre steder citerer Papias de første breve af både Peter og Johannes, hvilket viser at de cirkulerede på hans tid. Hans gunstige omtale af Åbenbaringsbogen er især værd at bemærke, for den gør ham til det ældste vidne om denne bogs inspiration og troværdighed.5 Papias’ udtalelser om Markus’ og Mattæus’ evangelier finder deres bekræftelse i selve evangelierne.
Hvad han siger om Markus’ evangelium forklarer dets livfulde stil, der så ganske tydeligt taler om et øjenvidnes førstehåndsindtryk. Den fart og flugt der er over dette evangelium er lige hvad vi ville vente af en beretning fra Peters mund. Papias’ bemærkning om Mattæus’ evangelium stemmer også med kendsgerningerne, for det er klart at Mattæus først skrev på hebraisk eftersom han foretrak at citere den hebraiske tekst fremfor den græske Septuaginta-oversættelse, som de øvrige af De kristne græske Skrifters nedskrivere plejede at gøre. Mattæus oversatte sikkert selv på et senere tidspunkt sit evangelium til græsk for at det kunne få større udbredelse. Her har vi utvivlsomt årsagen til at det ikke lyder som en oversættelse.
Disse første religiøse forfattere, som for eksempel Papias, der levede før kirkemødet i Nikæa i år 325 e. Kr., kaldes de „ante-nikænske fædre“. Om deres vidnesbyrd er der blevet sagt: „Disse skrifter . . . er først og fremmest beviser på at Det nye Testamente er kanonisk og troværdigt. . . . Indrømmes skal det at disse disciple ikke kan stå mål med deres mestre, de taler med skrøbelige og ufuldkomne menneskers røst og ikke som Det nye Testamentes forfattere, med den hellige ånds ildtunger.“ Men alligevel har de deres værdi.9
Disse forfattere afgiver et tosidet vidnesbyrd vedrørende De inspirerede græske Skrifter. På den ene side supplerer de med historiske kendsgerninger der kaster lys over disse skrifters tilblivelse, og på den anden side understreger deres mangler at De kristne græske Skrifter så absolut er inspirerede af Gud. Dog er det stærkeste bevis for De kristne græske Skrifters inspiration at finde i disse inspirerede skrifter selv.
Henvisninger
1 M’Clintock & Strongs Cyclopædia, bind 1, side 638.
2 The Encyclopedia Britannica (1961-udgaven), bind 17, side 238A.
3 Samme, bind 18, side 180.
4 A Literary History of Early Christianity, Crutwell, siderne 102-108.
5 History of the Christian Church, Schaff, bind 2, side 696.
6 History of the Christian Religion and Church, Neander, side 650.
7 The New Schaff-Herzog Religious Encyclopedia, bind 8, siderne 336-339.
8 The Ante-Nicene Fathers, Coxe, bind 1, siderne 151-155.
9 Samme, side 1.