Papias påskønnede Herrens ord

„JEG finder ikke . . . Glæde i dem, der siger meget, men i dem, der lærer Sandheden.“ Sådan skrev Papias, der bekendte sig som kristen, i det andet århundrede.

Papias levede i perioden umiddelbart efter Jesu Kristi apostles død. Han var ven med Polykarp, som efter sigende var blevet undervist af apostelen Johannes. Dette, foruden Papias’ måde at tilegne sig kundskab på, vidner om at han sandsynligvis har været velorienteret.

Omhyggelig studiemetode

Papias’ sandhedstørst fremgår klart af de fem bøger der udgør hans værk om ord af Herren. I sine unge år indprentede Papias sig uden tvivl mange af de sandhedsord han hørte. Fra sit bosted i den frygiske by Hierapolis i Lilleasien forhørte han sig senere hos de ældre kristne om hvorvidt de nogen sinde havde set eller hørt nogen af Jesu apostle. Han udspurgte dem ivrigt og gengav hvad de havde at sige.

Papias forklarer: „Jeg vil ikke tøve med . . . at meddele dig, hvad jeg engang godt har lært af de gamle og godt har erindret, og jeg garanterer for Sandheden af det. Thi jeg finder ikke som de fleste Glæde i dem, der siger meget, men i dem, der lærer Sandheden, heller ikke i dem, der omtaler fremmede Bud, men i dem, der omtaler de Bud, som fra Herren er givet til Troen, og som er kommet fra selve Sandheden. Hvis der kom en, som havde fulgt de ældste, spurgte jeg dem ud om de ældstes Ord, hvad Andreas eller Peter eller Filip eller Thomas eller Jakob eller Johannes eller Matthæus eller nogen anden af Herrens Disciple sagde.“

Hans værk

Papias havde uden tvivl et vældigt åndeligt kundskabsforråd at øse af. Vi kan kun forestille os hvor ivrigt han har lyttet til detaljerne om hver af apostlenes liv og tjeneste. Omkring år 135 nedfældede Papias det han havde hørt, i en bog. Desværre er denne bog gået tabt. Den blev citeret af Irenæus, der bekendte sig som kristen og levede i det andet århundrede, samt af historikeren Eusebios, der levede i det fjerde århundrede. Den blev endnu læst i det 9. århundrede og har måske eksisteret helt frem til det 14. århundrede.

Papias troede på Kristi kommende tusindårsrige. (Åbenbaringen 20:2-7) Ifølge Irenæus skrev han om den tid „da den fornyede, frigjorte skabning skal frembringe en overflod af al slags føde, af himmelens dug og jordens frugtbarhed, ligesom de ældste, der så Johannes, Herrens discipel, fortalte at de havde hørt hvordan Herren underviste om disse tider“. Papias skrev videre: „For de troende er det muligt at fæste lid til dette. Og da Judas, forræderen, nægtede at tro og spurgte: ’Hvordan vil sådanne frembringelser bliver udvirket af Herren?’ sagde Herren: ’Det vil de der lever til den tid, få at se.’“

Papias skrev på en tid da gnosticismen greb om sig. Gnostikerne blandede filosofi, spekulationer og hedensk mysticisme med frafalden kristendom. Papias’ forklaring af Herrens ord var et forsøg på at dæmme op for den gnostiske bølge. Efter ham fortsatte Irenæus med at modstå gnostikernes falske og overspændte spiritualitet. Den gnostiske litteratur må have været omfattende i betragtning af Papias’ sarkastiske bemærkning om „dem, der siger meget“. Hans mål er klart, nemlig at bekæmpe falskheden med sandheden. — 1 Timoteus 6:4; Filipperne 4:5.

Kommentarer til evangelierne

I de brudstykker af Papias’ skrifter som endnu eksisterer, finder vi beretningerne fra Mattæus og Markus omtalt. Papias siger for eksempel om Markus’ skrift: „Markus, der var Peters Tolk, nedskrev omhyggeligt alt, hvad han huskede.“ Papias bekræfter yderligere dette evangeliums nøjagtighed ved at tilføje: „Markus begik ikke nogen Fejl ved at skrive noget af det, eftersom han kom i Tanker om det, thi han bestræbte sig for ikke at udelade noget af det, som han havde hørt og for ikke at give en fejlagtig Fremstilling.“

Papias tilvejebringer et ydre vidnesbyrd om at Mattæus oprindelig skrev sit evangelium på hebraisk. Papias siger: „Matthæus sammenstillede Ordene paa Hebraisk, og enhver oversatte dem, som han kunde.“ Det er sandsynligt at Papias også havde henvisninger til Lukas’ og Johannes’ evangelieberetninger, samt andre af bøgerne i De Kristne Græske Skrifter. I givet fald var han et af de tidligste vidner om deres autoritet og guddommelige inspiration. Desværre er kun få brudstykker af Papias’ skrifter blevet bevaret.

Erkendte sit åndelige behov

Som tilsynsmand i menigheden i Hierapolis var Papias en utrættelig forsker og viste desuden stor værdsættelse af Skriften. Papias dømte korrekt når han sagde at enhver læresætning af Jesus Kristus eller hans apostle var langt mere værdifuld at forklare end de mærkværdige udsagn der blev fremsat i litteraturen på hans tid. — Judas 17.

Papias menes at have lidt martyrdøden i Pergamum i år 161 eller 165. Hvor dybt Jesu Kristi lære prægede Papias’ liv og adfærd kan ikke siges med bestemthed. Men han nærede et oprigtigt ønske om at kende Skriften og beskæftige sig med den. Det samme gør sande kristne i dag, for de erkender deres åndelige behov. (Mattæus 5:3) Og ligesom Papias påskønner de Herrens ord.