Siger du tak for en venlighed?

VENLIGHED er en egenskab der varmer hjertet. Skaberen har udrustet os med trangen til at vise venlighed, en egenskab der har sit udspring i kærlighed. At mennesket besidder en naturlig trang til at vise venlighed fremgår blandt andet af Jesu ord: „Der er større lykke ved at give end ved at modtage.“ — Ap. G. 20:35, NW.

Men selv om det forholder sig sådan er der mange som ikke viser venlighed. Måske skyldes det at udvist venlighed ofte ikke påskønnes. Som et gammelt ordsprog siger: „Utak er verdens løn.“ En engelsk forfatter har engang sagt: „Dyrene har overladt utaknemmeligheden til mennesket.“ Ja, som regel er denne gamle verden kold og utaknemmelig.

Det ser oven i købet ud til at verden bliver mere og mere utaknemmelig. Det skulle dog ikke overraske os eftersom profetien siger: „I de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive . . . utaknemmelige.“ Især har menneskene vist deres utaknemmelighed over for deres Gud og Skaber. De ofrer ikke mange tanker på de gaver de daglig modtager af ham som skænker „lutter gode og fuldkomne gaver“. De siger ikke Gud, vor Fader, „tak for alle ting“. Mange forældre som ikke viser nogen taknemmelighed over for Gud for hans godhed mod dem, forsømmer at lære deres børn at påskønne en venlighed. Resultatet er at en stor del af vor tids unge vokser op uden nogen sinde at føle sig forpligtede til at vise taknemmelighed mod deres forældre eller andre for de gaver de modtager eller de tjenester der ydes dem. — 2 Tim. 3:1, 2; Jak. 1:17; Ef. 5:20.

Mangt et venligt menneske er blevet skuffet over at den venlighed det har vist andre enten ikke er blevet påskønnet eller er blevet misbrugt. Det gælder især forholdet mellem to ægtefæller. Det er den mest gavmilde der hele tiden må holde for, mens den anden tager det som en selvfølge. I dette tilfælde er det godt for den opofrende ægtefælle at huske på Jesu ord om at ’gøre godt uden at vente at få noget igen, så skal I være den Højestes børn, for han er god mod de utaknemmelige’. Dette påbud om at gøre godt mod de utaknemmelige er naturligvis ingen undskyldning for disse og berettiger dem ikke til ikke at vise taknemmelighed. — Luk. 6:35.

Den der stræber efter at være retfærdig vil passe på til begge sider. Han vil på den ene side være gavmild, hjælpsom og tjenstvillig når han har lejlighed til det, og på den anden side give udtryk for sin værdsættelse af den venlighed der vises ham. Her gælder „den gyldne regel“ også: „Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer!“ — Luk. 6:31.

Den simpleste måde at vise sin værdsættelse på er mundtligt eller skriftligt med nogle få ord at give udtryk for sin taknemmelighed. Et venligt ord koster ingenting, og det varmer modtageren om hjertet. Det viser ham at den gave han har skænket eller den tjeneste han har ydet er blevet værdsat og at det har været umagen værd at vise denne lille venlighed. Det samme ønske om at mærke modtagerens taknemmelighed har Jehova sikkert næret da han havde skabt Adam og Eva og vist sin godhed imod dem. Han ville gerne have et bevis på at de værdsatte hans gaver og derfor forlangte han lydighed af dem i en ganske lille ting: de måtte ikke spise af frugten på et bestemt træ. Ved deres ulydighed røbede de at de ikke værdsatte Guds gaver og derfor skulle de heller ikke længere modtage dem. — 1 Mos. 2:17; 3:19.

Ja, den der forsømmer at give udtryk for sin værdsættelse røber at han i nogen grad er selvisk og rejser tvivl om han i det hele taget har fortjent den godhed man har vist ham. Han ligner de ni af de ti spedalske som Jesus helbredte og hvoraf kun én følte så megen taknemmelighed at han vendte tilbage for at sige tak. „Han kastede sig ned på sit ansigt for hans fødder og takkede ham.“ Det fik Jesus til at spørge: „Var der ikke ti, der blev renset? hvor er de ni?“ De følte ingen taknemmelighed. — Luk. 17:14-18.

Men taknemmelighed for en venlighed udtrykkes ikke blot i ord. Bibelen siger: „Lad os ikke elske [blot] med ord, ej heller med tunge, men i gerning og sandhed.“ Man kan vise at man værdsætter en gav ved selve måden man modtager og bruger den på. Her vil beskedenhed være en god hjælp. — 1 Joh. 3:18.

Man kan også vise sin taknemmelighed ved på en eller anden måde at gøre gengæld. Man kan vise sig villig til at yde en håndsrækning som tak for gæstfrihed man har modtaget. Måske kan man tilbyde at være med til at betale udgifterne og gøre dette med glæde.

Der er dog også tider hvor ens taknemmelighed over et andet menneskes godhed og offervilje byder en at afslå deres venlige tilbud, nemlig når deres gavmildhed overskrider fornuftens grænse og deres virkelige formåen. Bibelen fortæller at kong David ved en lejlighed gav udtryk for sin længsel efter en drik vand fra brønden ved Betlehems port. Tre af hans venner som hørte dette satte deres liv på spil for at bryde gennem fjendens linjer og hente dette vand. Men drak David vandet? Nej, prisen for det havde været for høj. Det ville have været som drak han deres blod, og derfor ofrede han det til Jehova ved at udgyde det som et drikoffer til ham. Havde han drukket vandet havde han ikke alene vist manglende respekt for Guds lov vedrørende blodets hellighed, men havde også røbet ligegyldighed for sine venners liv, som om blot en drik vand var den risiko værd de havde løbet. — 1 Krøn. 11:17-19.

Her er blot nævnt nogle få af de måder hvorpå man kan give udtryk for sin taknemmelighed over en venlighed der er blevet vist en. Derved glæder man dem der har vist én venlighed og gavner sig selv ved ikke at blive hård og selvisk, og det gælder både når det er Jehova og når det er et menneske der har vist én godhed.