Hvordan fik israelitterne fat i sælskind?

● Når vi tænker på sæler tænker vi på dem i forbindelse med de kolde have ved nord- og sydpolen; men Bibelen siger at israelitterne brugte sælskind til overdækning af tabernaklet dengang de opholdt sig på Sinajhalvøen. I sin omtale af tabernaklets indretning siger den i 2 Mosebog 36:19: „Fremdeles lavede han [Bezal’el, en kunstforstandig mand blandt israelitterne] over teltdækket . . . et dække af tahasjskind [New World Translation og Kalkars og Lindbergs danske oversættelser gengiver ordet med sælhundeskind].“ Hvordan kunne det lade sig gøre? Nogle sælarter foretrækker de varmere have, og selv nu holder munkesælerne til visse steder i Middelhavet og i andre varmere have. I de forløbne århundreder har man drevet skånselsløs jagt på sælerne med det resultat at sælbestanden er blevet reduceret betydeligt. Så før i tiden har det sikkert vrimlet med sæler både i Middelhavet og i Det røde Hav. M’Clintock og Strongs Cyclopædia citerer oldtidens græske geograf Strabo, der fortæller at der fandtes sæler i stort tal ved Sinajhalvøens kyster. (Strabo, Geography [Geographica], xvi. 776) Selv så sent som i 1832 oplyste Calmet’s Dictionary of the Holy Bible: „På mange af småøerne i Det røde Hav omkring Sinajhalvøen findes der sæler.“

De gamle ægyptere benyttede Det røde Hav som handelsrute og modtog varer fra de andre Middelhavslande. De havde således rig mulighed for at erhverve sig sælskind. Disse skind er meget holdbare og egner sig fortrinligt til at beskytte værdier mod vind og vejr. Da israelitterne forlod Ægypten tog de naturligvis de sælskind med som de ejede, og ægypterne har sikkert givet dem flere med da de overøste dem med gaver inden de drog af sted. Da israelitterne senere hen opførte tabernaklet gav Jehova dem besked på at anvende disse sælskind til overdækning af helligdommen.