SÆLSKIND
Der hersker usikkerhed med hensyn til hvilken slags skind der sigtes til med det hebraiske ord taʹchasj. Ordet bruges i beskrivelsen af teltboligens overdækning og af overdækningen til helligdommens udstyr og redskaber under transport. Taʹchasj eller techasjīmʹ (flertal) bruges som regel sammen med ‛ōr eller ‛ōrōthʹ (skind). (2Mo 25:5; 26:14; 35:7, 23; 36:19; 39:34; 4Mo 4:6-14, 25; Ez 16:10) Oversætterne af den græske Septuaginta lader ikke til at have opfattet det hebraiske ord som betegnelsen for et dyr, men for farven blå. (Jf. 4Mo 4:14, fdn.) Så godt som alle jødiske kommentatorer siger imidlertid at det betegner et dyr. Leksikografen W. Gesenius er også af denne opfattelse. Han mente at læsemåden i Septuaginta udelukkende var baseret på formodninger, en gengivelse der hverken fandt støtte i etymologien eller i beslægtede sprog. På grundlag af sammenhængen, talmudisternes autoritet, hebraisk etymologi og en sammenligning af det hebraiske ord med lignende ord på andre sprog drog han den slutning at taʹchasj betød enten sæl eller grævling.
Bibeloversætterne har gengivet ‛ōr (‛ōrōthʹ) taʹchasj (techasjīmʹ) med „delfinskind“ (DA92), „søkoskind“ (DA31, fdn.), „grævlingeskind“ (KJ), „gedeskind“ (RS), „marsvineskind“ (AT), „sælskind“ (AS), „læder“ (Mo), „fint skind“ (JB), „violette skind“ (Dy) og „tahasjskind“ (DA31; NV, 2Mo 25:5, fdn., men „sælskind“ i hovedteksten). Forskerne går i almindelighed ikke ind for gengivelsen „grævlingeskind“, da det ifølge deres mening er usandsynligt at israelitterne kunne fremskaffe tilstrækkelig mange grævlingeskind, i Ægypten eller i ørkenen, til at dække teltboligen med. Andre forskere mener at hverken „grævlingeskind“, „sælskind“ eller „marsvineskind“ er den rigtige gengivelse i betragtning af at grævlingen, sælen, marsvinet eller delfinen, søkoen og lignende skabninger var urene. (3Mo 11:12, 27) De har svært ved at forestille sig at skindet af et „urent“ dyr blev brugt til noget så helligt som opførelsen af teltboligen og som et beskyttende dække over helligdommens udstyr. Ifølge deres opfattelse kan taʹchasj betegne skindet af et rent dyr, måske en art antilope, får eller ged.
Kunne anvendes, selv om sælen blev regnet for uren. Den omstændighed at sælen blev regnet for uren til føde, udelukkede ikke nødvendigvis at dens skind kunne bruges som overdækning til teltboligen. Løven og ørnen blev også regnet for urene (3Mo 11:13, 27), men de himmelske keruber som Ezekiel så i et syn, blev fremstillet med blandt andet et løveansigt og et ørneansigt. (Ez 1:5, 10; 10:14) Og de kobbervogne Salomon lod lave til brug i templet, blev udsmykket med billeder af løver, uden tvivl i overensstemmelse med de planer David havde fået ved guddommelig inspiration. (1Kg 7:27-29; 1Kr 28:11-19) Israelitterne brugte „urene“ dyr, for eksempel æsler, som ridedyr; ja, det blev endda forudsagt at Messias ville ride ind i Jerusalem på et æsel. (Zak 9:9; Mt 21:4, 5) Til trods for at Johannes Døber havde den højhellige opgave at „gå forud for Jehova for at berede hans veje“, bar han en klædning der var lavet af hår fra et „urent“ dyr. (Lu 1:76; Mt 3:4; 3Mo 11:4) Alt dette synes at vise at Moselovens skelnen mellem rene og urene dyr blot var en kostforskrift (der undertiden også blev anvendt i forbindelse med ofre), og at Loven ikke krævede at israelitterne generelt betragtede de „urene“ dyr med afsky. (3Mo 11:46, 47) Disse dyr var ligesom de „rene“ skabt af Gud og var derfor i sig selv gode, ikke afskyelige. — 1Mo 1:21, 25.
Hvor israelitterne fik skindet fra. Hvis taʹchasj betegner en sælart, kunne man spørge hvor israelitterne fik skindet fra, da sæler jo normalt holder til i arktiske og antarktiske egne. Nogle arter foretrækker imidlertid et varmere klima. Der lever stadig et antal munkesæler i en del af Middelhavet og i andre varme farvande. Menneskene har i tidens løb reduceret sælbestanden meget, så før i tiden har det sikkert vrimlet med sæler både i Middelhavet og i Det Røde Hav. Så sent som i 1832 oplyste den engelske udgave af Calmets Dictionary of the Holy Bible (s. 139): „På mange af småøerne i Det Røde Hav omkring Sinajhalvøen findes der sæler.“ — Se også The Tabernacle’s Typical Teaching af A. J. Pollock, London, s. 47.
De gamle ægyptere drev handel på Det Røde Hav og modtog også varer fra mange af de områder der lå ud til Middelhavet, hvorved de havde rig mulighed for at erhverve sig sælskind. Da israelitterne drog ud af Ægypten, kan de derfor have taget skind med som de selv ejede, foruden flere skind som ægypterne gav dem da de overøste dem med værdifulde gaver. — 2Mo 12:35, 36.