Babylon falder men dens religion består og behersker nationerne

1. Hvilket spørgsmål giver Babylons fald som verdensmagt anledning til at stille?

I TIDLIGERE artikler har vi drøftet Babylons fald for perseren Kyros’ hånd i 539 f.v.t. Fra da af var Babylon ikke mere en politisk verdensmagt. Men hvad med Babylons religion? Var det at Babylons politiske magt blevet brudt og herredømmet over verden blev arisk i stedet for semitisk ensbetydende med at Babylons religion gik til grunde? Ingenlunde.

2. (a) Hvilket grundlag var der tidligere blevet lagt for at nationerne kunne udøve Babylons religion? (b) Hvad skete der med Babylons præster da byen mistede sin høje politiske position, og hvilken beslutning tog de? (c) I hvilken retning vendte de blikket, og med hvilket resultat?

² Grundlaget for at alle nationer bortset fra Sems trofaste efterkommere kunne udøve Babylons religion blev lagt ved opførelsen af Babelstårnet på Nimrods tid. Familierne spredtes ved den mirakuløse forvirring af sprogene, men de tog deres falske religiøse ideer med sig.a Siden da har de hedenske nationer betragtet Babylon som centret for al religion. Hertil kommer en anden faktor: efter Babylons fald i 539 f.v.t. fordrev perserne alle de babyloniske præster, men så vidt det stod til dem skulle den magt og ophøjede position som traditionen havde skænket babylonisk religion ikke blive til intet. Babylon mistede nok sin politiske overhøjhed, men dens religion, Nimrods religion, hævdede sig som religionens verdensimperium over alle med undtagelse af dem der holdt fast ved den sande tilbedelse af Jehova som den foregik i Jerusalem. Under Satan Djævelens behændige manøvrering vendte dette imperium imidlertid blikket mod den vestlige verden i den hensigt at oprette et nyt center for dets præsteskab og opretholde arveretten efter Belsazzar. Vi skal her se at selve dets inderste væsen senere trængte dybt ind iblandt de frafaldne kristne, ja dette imperium kom til at beherske den del af jorden som nu kaldes kristenheden.

Babylonisk religion vinder indpas i Europa

3. (a) Hvem var etruskerne, og hvilken forbindelse har de med den romerske historie? (b) Ophørte den etruskiske indflydelse da de etruskiske konger blev undertvunget? Forklar.

³ Længe før Babylon faldt beredtes jordbunden for denne indplantning af den babyloniske religion i Italien. Historikeren J. H. Breasted fortæller i bogen Ancient Times — A History of the Early World at et sørøverfolk der kaldtes etruskerne, og som sandsynligvis kom fra Lilleasien, slog sig ned i Italien omkring 1000 f.v.t. Efter 800 f.v.t. bredte de sig over det nordlige Italien, og Rom blev et byrige under en etruskisk konge ligesom de andre etruskiske byer der lå på strækningen fra Capua og nordpå til havnebyen Genua. Disse konger herskede i to hundrede og halvtreds år. Det vil sige at Rom udelukkende havde etruskiske konger i tiden fra omkring 750 til 500 f.v.t. Roms grundlæggelse, der ifølge traditionen fandt sted kort tid før 750 f.v.t., ville således korrespondere med etruskernes erobring af byen og dens opbygning som et stærkt kongerige. Dette bekræftes af de arkæologiske vidnesbyrd, mens skrevne dokumenter om Roms historie i denne tidlige periode intet siger derom. Skønt Rom erfarede fremskridt under de etruskiske konger, forårsagede deres grusomhed og tyranni til sidst et oprør, og omkring 500 f.v.t. var det forbi med Roms tid som kongerige. Men, siger dr. Breasted, de to hundrede og halvtreds års etruskisk styre satte sine spor blandt andet på romersk arkitektur, religion og stammeorganisation.

4. (a) Hvilken oplysning får vi i The Encyclopædia Britannica til bekræftelse af historikeren Breasteds beretning om etruskerne? (b) Hvilken religion dyrkede etruskerne? (c) Nævn nogle eksempler.

⁴ The Encyclopædia Britannica bekræfter dette, idet værket henviser til historikeren Herodot, som fortæller at der under Manes’ søn Atys indtraf en alvorlig hungersnød i hele Lydien og at den stod på i atten år. Til sidst gav kongen sin søn Tyrrhenus befaling til at føre halvdelen af folket ned til Smyrna, hvor de byggede skibe og sejlede ud for at søge sig en levevej og et land. Efter at have besøgt mange folk kom de til umbrierne i Italien, hvor de grundlagde byer. Om disse nybyggere, der (ifølge Herodot) ikke længere kaldte sig lydere men tyrrhenere, siges det videre i Britannica: „Efter de ældste ruiner at dømme må tidspunktet for den første permanente bosættelse fastsættes til slutningen af 9. århundrede.“ Hvilken religion dyrkede tyrrhenerne? Britannica beretter:

At etruskerne var orientalere eller halvorientalere fremgår af deres tidligste kunsts hele natur og af mange enkeltheder ved deres religion og gudsdyrkelse. Det er en kunst som røber nær kontakt dels med Mesopotamien, Syrien og Kypern, dels med Ægypten. De guder og mytologiske figurer som findes på etruskiske guldarbejder og smykker fra 7. århundrede er tydeligvis den asiatiske mytologis helte og guder. . . . Hvad ritualer og religion angår stammer mange enkeltheder direkte fra Mesopotamien, og hele stemningen og atmosfæren er rent orientalsk. De mest slående ligheder er udøvelsen af divination eller spådomskunst og varseltydning, for den skik at tage varsler af en fårelever eller af fuglenes flugt er rent kaldæisk (se DIVINATION). Der findes mesopotamiske lermodeller af levere beskrevet med kileskrifttegn som nøjagtig ligner den bronzeafstøbning af en lever man har fundet i Piacenza [i landskabet Emilia i Italien], opdelt i felter, der alle er mærket på etruskisk med navnet på hver sin gud.b

5. (a) Hvilken udvikling fandt sted indtil det sjette århundrede f.v.t.? (b) (Med fodnote) Hvor lå Etrurien, og hvilket nutidigt navn er afledt af en af betegnelserne for Etrurien?

⁵ Arkæologien viser altså klart at etruskerne kom fra et sted i Lilleasien og gik i land på Toscanas kyst. Veji i Etrurien,c nord for Rom, blev en af deres vigtigste byer. Etrurien blev til sidst opslugt af Rom. I det sjette århundrede eksisterede der et forbund af tolv byer, hvis årlige forsamling fandt sted ved Voltumnas helligdom ved Lacus Volsiniensis (Bolsenasøen), og det forekommer sandsynligt at forbundet hovedsagelig kun beskæftigede sig med religiøse anliggender.d Alt dette skete før og indtil tidspunktet for Babylons fald i det sjette århundrede (539 f.v.t.).

6. (a) Var den religion Rom fik i arv mere babylonisk end den de andre nationer udøvede på den tid? (b) Hvad var de babyloniske præster interesseret i, og hvad gjorde de efter at de var blevet fordrevet fra Babylon? (c) Hvad fortæller Bibelen os om Pergamon? (d) Hvad bestod kongeriget Pergamon af? (Til fodnoten) (e) Hvad siges der om Pergamons betydning som by? (f) Hvem var Pergamons gud?

⁶ Således vandt Babylons religion sikkert fodfæste i Europa. Roms religion havde ikke bare en fjern forbindelse med det gamle Babylon; nej, den var en, direkte arv derfra. Her er vi imidlertid først og fremmest interesseret i Babylons præsteskab. Som Satan Djævelen havde indført babylonisk religion ved Nimrod i den hensigt at modstå den sande tilbedelse, således tilskyndede hans ånd de babyloniske præster til at sørge for at hverken præsteskabet eller arveretten til Belsazzars religiøse embede gled ud af sagaen da Babylons tid som hovedstad hørte op. Efter Babylons nederlag skete der ifølge et værk om Kilikiens larer og penater (husguder)e følgende: „De slagne kaldæere flygtede til Lilleasien og oprettede deres centralkollegium i Pergamon.“ Det er det Pergamum eller Pergamon der nævnes i Åbenbaringen 2:12, 13 som hjemsted for en kristen menighed langt senere i tiden, nemlig i det første århundrede e.v.t. I en kommentar til det ovenfor anførte citat vedrørende flytningen af det kaldæiske hovedkvarter siger dr. Alexander Hislop:

Frygien . . . udgjorde en del af kongeriget Pergamon. Mysien var også en del deraf, og mysierne nedstammede ifølge Paschal Chronicle fra Nimrod. Dér siges: „Nebrod [det græske ord for Nimrod], jægeren og kæmpen — fra hvem mysierne nedstammede.“ (Paschal Chronicle, bind I, side 50) Lydien, som [historikeren] Livius og Herodot siger etruskerne [i Italien] kom fra, var ligeledes en del af dette kongerige. At Mysien, Lydien og Frygien var dele af kongeriget Pergamon bekræftes på side 542 i SMITHS Classical Dictionary.f

Rom påvirkes religiøst

7. (a) Hvordan påvirkedes Rom religiøst ved etruskisk indflydelse? (b) Hvordan anvendte babylonierne deres kundskab om astronomien? (c) Vis hvilken forbindelse romerne havde med kaldæisk astrologi.

⁷ Dette rige viste sig at få en stærk indflydelse på Rom. Efter at de etruskiske byer var blevet undertvunget og Rom blevet en republik (509 f.v.t.) overtog romerne de etruskiske guder, Jupiter, Juno, Minerva og så videre, og hver gud fik nu for første gang menneskeskikkelse og tog bolig i et tempel eller en helligdom. De blev gjort identiske med de græske guder. Jupiter, etruskernes „himmelfader“, blev den romerske version af den græske Zeuspater. Mars, krigsguden, var de krigeriske romeres yndlingsgud. De kristne overtog senere saturnalierne som deres jul, blot gav de dem en ny betydning. Et moderne historisk værkg forbinder de romerske skikke direkte med de kaldæiske:

Kaldæerne gjorde store fremskridt i studiet af astronomien som følge af deres bestræbelser for at læse fremtiden i stjernerne. Denne kunst kalder vi „astrologi“. Babylonierne samlede systematisk en mængde oplysninger, og disse blev begyndelsen til astronomien. De stjernegrupper som vi nu kalder „dyrekredsens tolv himmeltegn“ blev her kortlagt for første gang, og man kendte planeterne Mercur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn. Da man troede at disse planeter havde særlig magt over menneskenes liv fik de navne efter de fem øverste guder og gudinder. Vi nævner disse planeter ved deres romerske navne, men romerne havde valgt at bruge de babyloniske udtryk og simpelt hen oversætte disse til de tilsvarende romerske udtryk. Således blev planeten Ishtar — kærlighedens gudinde — til Venus, og guden Marduk blev til Jupiter.

8. (a) Hvordan blev Pergamon en romersk besiddelse? (b) Hvilken religiøs stilling indtog kong Attalos? (e) Hvordan fik Pergamons konger deres religiøse embede? (d) Hvilken brudt kæde af arvinger blev derved helet?

⁸ I 133 f.v.t. testamenterede kong Attalos III på sit dødsleje Pergamon og de dertil hørende områder til romerne, og alt dette blev senere en romersk provins under navnet Asien. Denne kong Attalos var af de kaldæiske magere blevet valgt til Belsazzars efterfølger, som dr. Hislop skriver:

Kongerne af Pergamon, inden for hvis magtområde de kaldæiske magere fandt et fristed, blev øjensynlig af disse [magerne] — og i kraft af den i hedenskabet fremherskende opfattelse som var dem gunstigt stemt — indsat på den tomme plads som Belsazzar og hans efterkommere havde indtaget. De blev hyldet som den gamle babyloniske guds repræsentanter. Dette fremgår af Pausanias’ udtalelser. . . . Attalos, i hvis magtområde magerne havde deres hovedsæde, var blevet opstillet og anerkendt som selveste Bacchus, magiens overhoved. Derved blev Belsazzars tomme plads udfyldt, og den brudte kæde af arvinger til det kaldæiske embede blev helet. — The Two Babylons, siderne 240, 241.

Hvorfra stammer embedet som pontifex maximus?

9. (a) Hvorfor eftersporer vi oprindelsen til pontifex maximus-embedet med særlig interesse? (b) Hvordan betragtede Rom etruskerne, og hvorfor?

⁹ Nu da verdens religioner med den romersk-katolske kirke i spidsen tilbyder sig som verdens fredshåb, skylder vi os selv fordomsfrit at efterspore oprindelsen til det romerske embede pontifex maximus. Dr. Hislop citerer et stykke historie på siderne 239, 240 i The Two Babylons:

En koloni af etruskere, der ivrigt gik op i den kaldæiske afgudsdyrkelse, var udvandret, nogle siger fra Lilleasien [hvor Pergamon lå], andre fra Grækenland, og havde slået sig ned i Roms umiddelbare nærhed. Deres område blev til sidst indlemmet i den romerske stat. Længe før denne politiske forening fandt sted øvede de imidlertid den stærkeste indflydelse på romernes religion. Lige fra begyndelsen fik deres dygtighed i at tage varsler, i at spå og i alle former for virkelig eller indbildt videnskab — som varseltagerne og spåmændene havde monopol på — romerne til at se op til dem med respekt. Det indrømmes fra alle sider at romerne hovedsagelig hentede deres kundskab om varseltydning . . . hos toscanerne, det vil sige Etruriens folk, og at det i begyndelsen kun var dette lands indfødte der havde lov til at virke som haruspices. Disse havde at gøre med de riter som var væsentlige led i ofringerne. . . . de højeststående blandt Roms adelige ungdom blev sendt til Etrurien for at blive oplært i den hellige videnskab som florerede dér.

10. (a) Hvem grundlagde pontificernes kollegium? (b) Hvilken myndighed udøvede pontifexen, det præsiderende medlem af dette kollegium, og var han i virkeligheden romersk af oprindelse og i praksis? (c) Hvad siger dr. Hislop om hvor pontifexens virkelige myndighedssæde lå?

¹⁰ Pontificernes kollegium blev grundlagt af Numa Pompilius, Roms anden legendariske konge. Om Numa siger Hislop: „Denne gud blev i Babylon kaldt Nabu, i Ægypten Nub eller Num, og blandt romerne Numa, for Numa Pompilius, romernes store præste-konge, indtog nøjagtig samme stilling som den babyloniske Nabu.“h Den øverste pontifex, som præsiderede over dette kollegium og som overvågede alle det romerske folks offentlige og private religiøse riter, blev i ånd og praksis etruskisk pontifex. Herom siger dr. Hislop:

Den retmæssige babyloniske pontifex havde sit sæde uden for romerrigets grænser [romerriget bredte sig aldrig til det sydlige Mesopotamien eller Kaldæa]. Dette pontifikat lå, efter at Belsazzar var død og den medo-persiske konge havde fordrevet de kaldæiske præster fra Babylon, i Pergamon, hvor en af Asiens syv kirker senere fik hjemsted.i

11. (a) Hvilken slutning leder vort studium os til med hensyn til de romerske pavers embede? (b) Hvornår blev den babyloniske pontifex’ myndighed og funktioner overdraget Roms hersker? (c) Hvordan viste Julius Cæsar at han gjorde krav på den babyloniske pontifex’ myndighed? (d) Hvem var den første romerske kejser der nægtede at tage imod embedet som pontifex maximus? (e) Forblev embedet som pontifex maximus ubesat? (f) Hvem var den første pave i Rom der antog titlen, og var Rom kristen på det tidspunkt? (g) Hvordan var pave Damasus I? (h) (Til fodnoten) Hvordan fik Damasus I verdslig hjælp til at styrke sin stilling? (i) Som hvad accepterede hedningerne paven så sent som i det fjerde århundrede e.v.t.? (j) Hvad skete der i 606 e.v.t. i forbindelse med paveembedet i Rom?

¹¹ Det vil være af største interesse for os i denne korte historiske oversigt at se at denne religiøse forbindelse mellem Pergamon og Rom, der blev den sjette verdensmagt i det første århundrede f.v.t., manifesteredes i pontifex maximus-embedet, hvilket nemlig tydeligt viser at babylonisk religion i virkeligheden er kilden til de romerske pavers embede som pontifex maximus. The Two Babylons beretter:

I begyndelsen havde den romerske pontifex ikke umiddelbart nogen forbindelse med Pergamon og hierarkiet dér; alligevel blev pontifikatet i Rom og pontifikatet i Pergamon i tidens løb ét og det samme. Pergamon blev en fast del af romerriget da Attalos III, den sidste af kongerne, ved sin død i 133 f. Kr. overlod det romerske folk hele sit magtområde. . . . Da Julius Cæsar, som tidligere var blevet valgt til pontifex maximus, i sin egenskab af kejser også blev romernes øverste civile hersker, var al den retmæssige babyloniske pontifex’ myndighed og alle hans funktioner overdraget til ham da han jo var såvel den romerske stats som den romerske religions overhoved, og han var klar over, at han var i stand til at gøre denne myndighed gældende. Derpå synes han at have gjort krav både på Attalos’ guddommelige værdighed og på det kongerige som Attalos havde testamenteret romerne; . . . Ved visse lejligheder, når han udøvede sin høje pontifikale tjeneste, fremtrådte han naturligvis i al den babyloniske klædedragts pragt, som Belsazzar selv ville have gjort, iført purpurkappe og med Nimrods bispestav i hånden, bærende [fiskeguden] Dagons mitra og Janus’ [guden Janus, der afbildes med to ansigter] og [modergudinden] Kybeles nøgler. . . .

Sådan fortsatte det . . . indtil Gratian [vest-romersk kejser], der som [den engelske historiker] Gibbon viser var den første der nægtede at lade sig klæde i den afguderiske pontifikale dragt eller at virke som pontifex. . . .

. . . Der var ikke gået mange år efter afskaffelsen af den hedenske titel pontifex før den opstod igen . . . og, med alle de hedenske vedhæng der knyttede sig til den, blev skænket Roms biskop, der fra nu af var den ophøjede mellemmand der overøste navnkristenheden med . . . hedenske læresætninger som stammede fra det gamle Babylon.

. . . De omstændigheder hvorunder denne hedenske titel blev skænket pave Damasus ville for en langt bedre mand end han have været en ikke helt ringe prøve på hans tro og uangribelighed. Selv om hedenskabet var afskaffet ved lov i det vest-romerske rige, florerede det dog stadig i byen på de syv høje, og det i en sådan grad at Hieronymus [oversætteren af den latinske Vulgata], som havde et godt kendskab dertil, da han skrev om Rom i denne periode kaldte den „overtroens slamkiste“. Til sidst var det sådan at den kejserlige forordning om at hedenskabet skulle afskaffes blev respekteret alle andre steder i hele riget, mens den i selve Rom i vid udstrækning blev gjort til en tom frase. . . .

. . . Den mand [pave Damasus I] der kom til bispedømmet i Rom som en tyv og røver, over ligene af mere end hundrede af sine modstandere, var ikke i tvivl om hvilket valg han skulle træffe. Resultatet viser at han havde handlet i overensstemmelse med sin natur: for at tilrane sig den hedenske titel som pontifex havde han været villig til at ofre en hvilken som helst sandhed for over for hedningerne at påvise at han som den retmæssige repræsentant for deres lange række af pontificer var berettiget til denne titel. . . .j

. . . Som tilfældet er nu, var paven ved slutningen af det fjerde århundrede den eneste repræsentant for Belsazzar, eller Nimrod, på jorden, for hedningerne accepterede ham tydeligvis som sådan. . . . i 606 e. Kr., da paven af Rom, midt under de krampetrækninger og den forvirring som prægede nationerne, der var omtumlede som et oprørt hav, blev udnævnt til universel biskop, og de ti vigtigste kongedømmer i Europa anerkendte ham som Kristi stedfortræder, enhedens eneste samlingspunkt, deres troners eneste kilde til stabilitet.k

Babylons religion vil til sidst forsvinde

12. (a) Hvad siger Guds ord om Babylon den Store? (b) Hvad har „hun“ dannet af de forskellige religiøse organisationer der står under „hende“, kristenhedens religioner indbefattet? (c) Hvilken tilstand har det ført nationerne ud i? (d) Hvad er Guds hensigt med at afsløre Babylon den Store i alle enkeltheder, og hvad må oprigtige mennesker derfor gøre?

¹² På denne måde fuldførte Babylon erobringen af den vestlige verden. Dens verdensomspændende religiøse imperium bliver i Guds ord kaldt „Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder“. (Åb. 17:5) Dette religiøse imperium herskede over Pergamon, ja endog over Rom, men dets herredømme over kristenheden har været af uendelig større betydning. Dets børn, dets „døtre“ eller religiøse organisationer, ligner det, de er skøger og har ulovlige forbindelser med denne verdens politiske element. Med dets vederstyggelige læresætninger og med den kurs hvorefter det leder verdensmagterne, bringer det lige så megen skade og lige så megen død over menneskene som tilfældet var med det gamle Babylon. Det gamle Babylon efterlod sig et navn der vakte alle senere slægters foragt. Nutidens Babylon har forledt sine tilhængere til at tro at der i kraft af menneskers planer kan skabes fred i verden, og det har vakt andres afsky på grund af dets hykleri og fordærv, og derved har det fået verden til at kæmpe imod Guds rige. Bibelen åbenbarer kærligt det sande billede af hensyn til vor sikkerhed og for at vi kan træffe fornuftige forholdsregler, og historien bekræfter dette billedes rigtighed i alle enkeltheder. Hvorfor skulle vi tøve med at lytte til hvad menneskeslægtens Skaber siger med vor sikkerhed for øje? Ved Jehovas ufortjente godhed imod os er Babylon blevet afsløret. Flygt derfor fra nutidens Babylon den Store og hør sandheden om dets snarlige tilintetgørelse og om den frihed dette medfører for menneskene fordi Guds rige hersker! (Åb. 18:4, 5, 20) I de kommende numre af dette blad skal vi se hvilke dramaer Gud har skildret for at hjælpe oprigtige mennesker og lede deres flugt ud af Babylon.

[Fodnoter]

Det berømte og hyppigt besøgte Æskulaps tempel lå i Pergamon. Æskulap blev kaldt Pergamons gud, og mytologien i forbindelse med tilbedelsen af ham smager af Babylons religion. Han blev dyrket i form af en levende slange, som man fodrede i templet og betragtede som dets guddom.

„Damasus I, pave, . . . efterfulgte Liberius som biskop i Rom i 366 e. Kr. Han blev modarbejdet af Ursinus, der gjorde krav på at blive valgt, og under deres skændige stridigheder blev mange mennesker myrdet . . . Kejser Gratian gav ham [Damasus] i 378 ret til at domfælde de præster af det andet parti som var blevet udstødt af Rom, og desuden gav kejseren efter anmodning fra en romersk synode der afholdtes samme år, de verdslige myndigheder ordre til at yde ham den nødvendige støtte. . . .“

[Kort på side 499]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ETRURIEN

Rom

LYDIEN

LILLEASIEN

Pergamum

Babylon