Etruskerne — fortsat et mysterium

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I FRANKRIG

„Etruriens magt var så omfattende at dets navn fyldte jorden og havene.“ — Livius, en historiker fra det første århundrede.

DU FØLER måske at din viden om etruskerne er meget begrænset. Men hvis det sprog du taler, bruger det latinske alfabet, har du uden at vide det noget at sige etruskerne tak for. Hvis det ikke var for dem, ville det latinske alfabet have begyndt med a, b, g, (som det græske alfa, beta, gamma eller det hebraiske ’alæf, beth, gimæl). Filologerne ved at det etruskiske alfabet begyndte med a, b, c, men de har stadig vanskeligt ved at forstå sproget. Og det er kun ét aspekt ved den etruskiske gåde.

I hundredvis af år har historikere spekuleret over denne yderst ejendommelige civilisations oprindelse. I etruskernes storhedstid i det 5. århundrede f.v.t. dannede de et forbund af 12 byer og et vidtstrakt kommercielt netværk i Europa og Nordafrika. Blot fire århundreder senere var de imidlertid fuldstændig underlagt Roms voksende magt. Men hvad ved vi om etruskerne, og hvorfor er de fortsat et mysterium?

Gådefuld oprindelse

Historikere, arkæologer og sprogforskere har længe funderet over etruskernes baggrund. Udvandrede de fra provinsen Lydien i Lilleasien som Herodot mente, eller stammede de fra Italien som Dionysios fra Halikarnassos hævdede i det første århundrede f.v.t.? Kunne det tænkes at de havde en blandet oprindelse? Uanset svaret, var den etniske og kulturelle forskel mellem dem og nabofolkene så stor at man ikke med sikkerhed kan fastslå deres herkomst.

Det er imidlertid en kendsgerning at etruskerne dominerede Centralitalien fra omkring det 8. århundrede f.v.t. Romerne kaldte dem tusci eller etrusci, og det område som de beboede mellem Arnofloden i nord og Tiberen i syd, blev kendt under navnet Toscana. På et tidspunkt dominerede den etruskiske civilisation omkring 50 italiske folkeslag.

Selv om det etruskiske sprog grundlæggende benytter en tidlig form af det græske alfabet, hvilket tilsyneladende gør det nemt at dechifrere, afviger det rent faktisk meget fra alle andre kendte sprog. De fleste af de ord etruskerne har benyttet, lader sig ikke oversætte. Der findes imidlertid mange tekster på etruskisk, eftersom bøger var en vigtig del af deres kultur, især i forbindelse med religiøse anliggender. I dag findes der tusinder af eksempler på etruskiske inskriptioner på gravsten, vaser og sarkofager af alabast, men de er kortfattede og er derfor ikke til megen hjælp når man ønsker at forklare oprindelsen og betydningen af de etruskiske ord.

Etruskernes samfund

Det etruskiske folk var organiseret i selvstyrende bystater der i begyndelsen blev ledet af konger og senere af embedsmænd. Disse byer sluttede sig sammen i et etruskisk forbund, en løs religiøs, økonomisk og politisk sammenslutning. Nogle etruskiske huse var udstyret med rindende vand og lå ved brolagte veje med kloakeringssystemer. Der blev i stor udstrækning gjort brug af dræningskanaler. Selv byen Rom blev af etruskiske konger omdannet fra at være en klynge byer til en formfuldendt, befæstet by med kloakeringssystemer, som for eksempel Cloaca Maxima der stadig kan ses i dag.

I de etruskisk kontrollerede områder var der økonomisk fremgang på grund af de rige mineralforekomster, som for eksempel dem af jern på den nærliggende ø Elba. For at tilfredsstille deres ønske om metaller forarbejdede etruskerne jern, sølv og kobber; de importerede endda tin fra De Britiske Øer. Ud over disse rigdomme var der frugtbar landbrugsjord og græsarealer dér hvor de boede. Her producerede de korn, oliven, druer og tømmer. Disse naturrigdomme og den omfattende ind- og udlandshandel gav etruskerne en blomstrende økonomi.

Etruskerne var dygtige søfolk. I 540 f.v.t. blev grækerne besejret af en etruskisk-karthaginiensisk flåde, hvorved etruskerne sikrede sig de oversøiske forretningsforbindelser. Efter at have konstrueret krigsskibe der med stævnen kunne vædre fjendtlige skibe, var de klar til kamp. Produkter, som for eksempel den berømte sorte bucchero-keramik, blev fragtet over havet til det fjerntliggende Spanien og Ægypten. Ved at benytte handelsruter over land eksporterede etruskerne vin til Gallien (Frankrig) og Germanien (Tyskland), og på den måde øgede de deres berømmelse.

Etruskernes fornøjelser

Etruskernes kunstværker er en af de mest varige og beskrivende informationskilder vi har om dem. De elskede luksus og fremstillede derfor overdådige guldsmykker, deriblandt ørenringe, brocher, smykkevedhæng, armbånd og halssmykker. Selv i dag er det et mysterium hvordan man udformede de kunstfærdige klenodier med filigran og granuleringer, idet man brugte meget små guldperler. Ud over drikkebægre, fade, kopper og middagsservice i sølv og andre ædelmetaller benyttede de andre kostbare materialer, som for eksempel elfenben.

De mange skulpturer, kunstværker og vægmalerier der er blevet fundet, afslører at etruskerne var livsnydere. De nød at overvære hestevæddeløb, boksekampe, brydekampe og atletikkonkurrencer. Kongen overværede disse kampe, måske siddende på en stol af elfenben, omgivet af slaver som stammede fra erobringstogter. Hans purpurfarvede tunika, et symbol på hans position, blev senere overtaget af romerne. I sit hjem ville han ved måltiderne læne sig tilbage ved siden af sin hustru og lytte til musik fra en fløjte eller en tvillingfløjte og lade sig underholde af dans mens slaver vartede op.

I stærk kontrast til grækerne eller romerne havde man ligestilling i det etruskiske samfund. Både mænd og kvinder kunne erhverve sig ejendom og more sig med sociale sammenkomster. De etruskiske kvinder havde både et fornavn og et efternavn, hvilket er et bevis på deres juridiske rettigheder.

En mærkværdig religion

En historiker i det første århundrede kaldte etruskerne „et folk der mere end noget andet var optaget af religiøse skikke“. Etruskerne havde mange guder, men de havde en forkærlighed for triader af guder. For at ære disse guder byggede de tredelte eller treværelses templer. I hvert værelse var der et gudebillede. Den etruskiske civilisation byggede på de mystiske babyloniske forestillinger. Først og fremmest troede de på et liv efter døden og på at der fandtes en underverden. De døde blev enten begravet eller brændt. Hvis de blev brændt, blev asken lagt i urner af forskellig størrelse og form. Sammen med alt hvad man anså for nødvendigt til livet i underverdenen, blev urnen lagt i en urnegrav mens man udførte ritualer og bragte ofre. Væggene på rige personers grave var dekoreret med farverige freskomalerier der skildrede forskellige scener, nogle gange portrætteredes dæmoner eller et menageri af frygtindgydende skabninger. Som en kilde siger, „har etruskerne altid elsket monstre“.

Etruskernes skik med at tage varsel af et offerdyrs lever som en form for spådomskunst kan spores tilbage til Babylon. (Jævnfør Ezekiel 21:21.) Når som helst der skulle tages vigtige beslutninger i livet, søgte man hjælp hos guderne. Folk henvendte sig til jorden eller himmelen efter varsler. Spådomskunst var så almindeligt at skikke af den art blev kendt som disciplina Etrusca, etruskisk videnskab.

Indlemning og udslettelse

I 509 f.v.t. ophørte det århundredgamle dynasti af etruskiske konger som regerede Rom. Det var et dårligt varsel. I nord blev etruskerne truet af kelterne hvis indtrængen svækkede etruskernes magt i området. Mod syd havde vedvarende grænsekonflikter med de italiske folk undermineret etruskernes magtgrundlag og skabt indre sociale problemer.

I det 3. århundrede f.v.t. var det etruskiske område kommet under romersk dominans. Derved begyndte en periode med romanisering, det vil sige udbredelse af romersk kultur. Da alle italiske folkeslag fik romersk borgerret i 90 f.v.t., forsvandt de sidste spor af etruskernes identitet. Man krævede at etruskerne lærte at tale latin og blev indlemmet i den romerske verden. Tilsyneladende var det meget få romerske lærde som forsøgte at oversætte eller blot bevare etruskernes litterære værker. Til sidst forsvandt den etruskiske civilisation og efterlod et mysterium. Men de efterlod en arv.

En udødelig arv

I dag kan man i Rom tydeligt se den etruskiske arv. Romerne kan takke etruskerne for deres capitolinske tempel, indviet til treenigheden Jupiter, Juno og Minerva; deres tredelte templer; deres første bymure; og de kloakledninger der bortleder vandet fra Forum. Selv den Capitolinske ulvinde (Lupa Capitolina), Roms vartegn, er af etruskisk oprindelse. Desuden antog romerne adskillige etruskiske skikke, som for eksempel konkurrencer hvor man kæmpede til døden, og kampe mod dyr. (Jævnfør Første Korintherbrev 15:32.) Den form for triumftog som Paulus uden tvivl hentyder til i en af hans illustrationer, er af etruskisk oprindelse. — 2 Korinther 2:14.

Etruskiske symboler er også blevet benyttet i vid udstrækning. Den etruskiske præstestav — der minder om en hyrdestav — er blevet identificeret med kristenhedens bispestav. Etruskernes fasces (bundter af stokke som er bundet sammen om skaftet på en økse) blev af romerne benyttet som et myndighedssymbol. Senere blev symbolet brugt under Den Franske Revolution og af det italienske fascistparti i det 20. århundrede.

Trods arkæologernes fælles anstrengelser for at afdække fortiden er etruskernes oprindelse og mange af facetterne ved deres tilværelse fortsat et mysterium.

[Kort på side 24]

ETRURIEN

ITALIEN

[Illustrationer på side 24, 25]

1. Den capitolinske ulvinde, vartegn for byen Rom, i etruskisk bronze fra det 5. århundrede f.v.t.

2. Disse guldplader indeholder, som inskriptioner på etruskisk (til højre) og på fønikisk (til venstre), en troskabsed til guden Uni (Astarte)

3. En etruskisk sarkofag med et ægtepar

4. En etruskisk murbue fra det 4. århundrede f.v.t. Etruskerne lærte romerne at bygge buer

5. Etruskisk krater (kar til blanding af vin) fra det 7. århundrede f.v.t.

[Kildeangivelser]

Guldplader: Museo Nazionale di Villa Giulia, Roma; sarkofager og krater: Musée du Louvre, Paris