Tilbedelsesfrihed

1. (a) Hvad sagde Jesus om sine disciples forhold til denne verden? (b) Hvad betyder det at en kristen ikke er „af verden“?

JESUS KRISTUS sagde ikke alene at hans rige ikke var af denne verden, men også at hans disciple ikke var af verden. I en afsluttende bøn som han bad sammen med sine apostle sagde Jesus til Gud: „Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ (Joh. 17:14, 16) Jesus havde tidligere sagt til sine disciple: „Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.“ (Joh. 15:19) At Jesu sande disciple ikke er af verden, vil ikke blot sige at de forholder sig absolut neutrale hvad angår nationernes uenigheder, stridigheder og konflikter. Det vil også sige at de er frie og uafhængige af denne verden og altså ikke er i trældom under den. Den rene tilbedelse af Gud som sandheden har ført dem ind i, har frigjort dem fra denne undertrykkende og fordærvede verden.

2. Betyder den kristnes frihed at han ikke skal underordne sig den verdslige øvrighed? Hvor langt skal den kristne gå?

² Én ting må de dog huske på: At de har opnået frihed på grund af sandheden og den sande tilbedelse af Gud, betyder ikke at de er fuldstændig fri for at underordne sig de politiske „øvrigheder“ i denne verden. Nej! Jesus sagde: „Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ (Matt. 22:21) Og i Romerbrevet 13:1-5 sagde apostelen Paulus: „Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig; thi der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud, og de, som findes, er indsat af Gud, . . . Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for vredens, men også for samvittighedens skyld.“ Den kristne underkastelse under „øvrigheden“ eller „de højere myndigheder“ (NW) kan således kun være en relativ underkastelse. Deres underkastelse under de højere myndigheder kan ikke gå så langt som til at de skal gøre vold på deres kristne samvittighed og overtræde Guds sandhed som den findes i Bibelen.

3. (a) Er de kristne blevet fri for forfølgelse, selv om de er blevet frigjort fra denne verden? (b) Hvornår blev de kristne nægtet tilbedelsesfrihed i romerriget?

³ At sande kristne ikke er af denne verden men er blevet frigjort fra den, betyder heller ikke at de vil nyde tilbedelsesfrihed i denne verden. Jesus Kristus blev dømt til døden af den romerske statholder, Pontius Pilatus, men grunden hertil var den modstand han mødte hos jødernes religiøse ledere og at de falskeligt anklagede ham for at have tilskyndet til oprør. Apostelen Paulus blev ligeledes anklaget for oprør og fængslet. Disse anklager mod Jesus og Paulus var af politisk art, og den romerske regering anlagde ikke sag mod dem på grund af deres religion. De blev altså ikke berøvet religions- og tilbedelsesfriheden. Da kristendommen blev grundlagt i årene 29-33 var der tilbedelsesfrihed i det romerske verdensrige. Det var først efter Roms brand i år 64 at de kristne blev nægtet tilbedelsesfrihed. Trofaste kristne nægtede at gå på kompromis og tilbede den romerske stat eller den romerske kejser.

4, 5. (a) Hvordan så myndighederne i lande hvor der var en statsreligion, på at nogle nægtede at tage del i de religiøse ritualer? (b) Hvordan så man på retten til at udbrede en anden lære, og hvorfor var de verdslige og kirkelige myndigheder bange for afvigelser fra statsreligionen?

⁴ The Encyclopedia Americana, bind 17 (1929-udgaven), siger på side 346 under overskriften „FRIHED, Religiøs“:

⁵ „Det er næppe mere end et århundrede siden at regeringsmagten endelig indrømmede at religion ikke er et statsanliggende men udelukkende et personligt anliggende. Selv i nutiden indrømmes dette ikke i alle lande. I umindelige tider har staten ved lov stadfæstet sin religion, ud fra den tanke at statens sikkerhed og velfærd afhang af at statsreligionen blev udøvet på rette måde. Hvis man protesterede imod disse religiøse ritualer og nægtede at overholde dem, var man en urostifter og muligvis et revolutionært element i staten. Stridsspørgsmålet var hermed givet. På den ene side stod de der sad inde med magten og som fastholdt at den offentlige orden og sikkerhed krævede at alle dyrkede Gud i overensstemmelse med den anerkendte religion, og ikke på anden måde. På den anden side stod et stadigt voksende antal der som en guddommelig rettighed krævede frihed til at dyrke Gud i overensstemmelse med deres egen samvittighed. Striden omfattede mere end dette — og her har vi den alvorligste side af sagen — nemlig menneskets ret til ikke alene at dyrke Gud, men også til at lære og udbrede de trossætninger man mener er sande, så andre kan komme til at tilbede på samme måde. Under det gamle system med en statsreligion var dette ensbetydende med intet mindre end retten til inden for staten at danne et parti der var i strid med statens religion og regering. . . . De politiske herskere frygtede derfor at afvigelser fra statsreligionen kunne føre til revolution; og de kirkelige myndigheder frygtede at friheden til at udbrede en kættersk lære ville føre menneskesjælene i fortabelse.“

6. Hvem har Portugal indtaget en sådan holdning over for, og hvad har politiet for nylig gjort over for nogle af dem?

⁶ Med disse ord har The Encyclopedia Americana beskrevet netop den holdning som republikken Portugal har indtaget over for de kristne vidner for Jehova så sent som i året 1966. Det er almindeligt kendt i hele verden hvordan Jehovas vidner er blevet behandlet i Portugal og Angola. Vi kan derfor frit omtale Portugals handlemåde i denne henseende, på linje med hvad andre allerede har gjort. I en af de nyeste sager har politiet i Portugal arresteret niogfyrre portugisiske Jehovas vidner og ført dem for retten. Anklagen mod dem er blevet rejst af den offentlige anklagemyndighed. For at blive løsladt mens sagen stod på, skulle de hver stille en kaution på flere tusinde portugisiske escudos. Lad os nu mens vi lytter til den anklage der er rejst mod dem, tænke på hvad vi lige har læst i Americana om religionsfrihed. Anklageskriftet lyder:

7-12. Hvilke anklager rettede anklagemyndigheden i Portugal mod de arresterede Jehovas vidner?

⁷ „Alle de anklagede er skyldige i en forbrydelse mod statens indre sikkerhed, i at have tilskyndet til kollektiv ulydighed, omtalt i og strafbar ifølge straffelovens artikel 174, med den tillægsstraf der er omtalt i straffelovens artikel 175, da rettens forundersøgelser viser følgende:

⁸ De anklagede er ’medlemmer’ af en sekt ved navn ’Jehovas vidner’, der ledes af Watch Tower Bible & Tract Society, som har hovedkontor i New York, og som de adlyder selv til mindste detalje.

⁹ Internationalt udfolder de forskellige former for virksomhed som især går ud på at forkynde kollektiv ulydighed mod landets love om offentlig ro og orden og mod myndighedernes lovlige forordninger. Fædrelandet, alle de indsatte myndigheder og især hæren, udgør foruden de falske religioner en væsentlig del af Satans rige, som nødvendigvis må udslettes. De betragter sig som ambassadører for det teokratiske rige og erklærer som sådanne at de ikke skal adlyde myndighedernes forordninger, deltage i valg eller samarbejde med den offentlige administration.

¹⁰ At hilse nationens flag er en afguderisk tilbedelseshandling, og soldaten som kæmper for fædrelandet er en fjende af Gud, fordi han kæmper for Satan.

¹¹ De udgør en politisk bevægelse der kommer fra forskellige lande og har det mål at tilskynde folkemasserne, især ungdommen, til opsætsighed, oprør og samfundsnedbrydende virksomhed.

¹² Watch Tower Bible & Tract Society forbyder alle tilhængere af den religiøse sekt Jehovas vidner at gøre militærtjeneste. . . .“

Eksempler der modbeviser anklagen

13. (a) Hvorfor ville de portugisiske anklagere sikkert have forfulgt de kristne hvis de havde levet i kristendommens første århundreder? (b) Hvilken anklage rettede man i Portugal mod Watch Tower Society, og ville det have været muligt for Selskabet at fortsætte sin virksomhed hvis anklagen var begrundet?

¹³ Stillet over for en sådan anklage er det ikke en overdrivelse at sige at hvis Jehovas vidners portugisiske anklagere havde levet i den sande kristne kirkes første tid, ville de have været mellem dem der forfulgte de kristne. Verdenshistorien viser tydeligt at de kristne i det første og andet århundrede blev forbudt, drevet ned i katakomberne, fængslet og dræbt under frygtelige pinsler, på grundlag af de samme anklager som de portugisiske myndigheder har rejst mod Jehovas vidner i dag. De portugisiske anklager mod Jehovas vidner er ikke noget nyt, hvad historien også viser. Og med hensyn til det anklagede Watch Tower Bible & Tract Society, som blev oprettet af pastor Charles Taze Russell i 1884 i overensstemmelse med staten Pennsylvaniens love, ville det have gjort sig skyldigt i at drive illegal virksomhed i De forenede Stater, hvor det var blevet grundlagt, hvis det havde blandet sig i regeringens militære operationer og prøvet at forhindre dem, og hvis det — hvad der er værre — havde tilskyndet Jehovas vidner i andre lande, som for eksempel Portugal, til at gøre det samme.

14, 15. (a) Hvordan blev Watch Tower Society’s præsident og andre repræsentanter for dette selskab behandlet af den amerikanske regering i 1918? (b) Hvad siger Encyclopedia Americana om denne sag og om det religiøse spørgsmål det drejede sig om?

¹⁴ Pastor Russell, den første præsident for Watch Tower Bible & Tract Society, døde den 31. oktober 1916. Året efter blev Amerikas forenede Stater inddraget i den første verdenskrig. I 1918 blev Watch Tower Society’s nye præsident og andre af Selskabets ledere anklaget for at have lagt hindringer i vejen for krigsanstrengelserne og for at være en trussel mod nationens sikkerhed. De blev anbragt i et forbundsfængsel uden mulighed for at kunne appellere dommen eller stille kaution. Ovennævnte artikel i The Encyclopedia Americana (side 349) siger om denne meget omtalte sag:

¹⁵ „Efterhånden ophørte man med at forfølge folk på grund af kætteri eller fordi de havde en anden religiøs opfattelse. Oftere og oftere erklærede retten at det ikke påhvilede loven at forbyde nogen at udøve sin religiøse tro, så længe det ikke, som Blackstone udtrykte det, ’truede med at ødelægge staten eller forårsagede uroligheder’. I den kendte sag (1918) mod pastor Russells tilhængere gjorde retten det klart at religionsfrihed aldrig kunne komme til at omfatte retten til at begå en forbrydelse.“

16. (a) Hvad nævnte denne artikel i Americana ikke om disse otte anklagede repræsentanter for Watch Tower Society? (b) Hvad ville De forenede Staters højesteret aldrig have tilladt hvis dommer Rutherford havde været en straffet person?

¹⁶ Denne artikel i Americana undlader at fortælle at disse pastor Russells fængslede medarbejdere blev holdt fængslet i ni måneder og derpå løsladt mod kaution i marts 1919 efter at deres sag var blevet taget op på ny. Året efter (1920) blev de alle otte renset for de falske anklager som havde bevirket at de var blevet fængslet. Det blev bevist at de ikke var forbrydere der truede statens fred og sikkerhed.a I 1940 fik den tidligere fængslede præsident for Watch Tower Society, kendt som dommer Rutherford, der var sagfører i staten New York, adgang til at føre sager for De forenede Staters højesteret i Washington. Dette ville højesteretten aldrig have tilladt hvis dommer Rutherford havde været en straffet person.

17, 18. (a) Hvad tillod højesteret dommer Rutherford og hans kollega ved denne lejlighed? (b) Hvad sagde Rutherford i slutningen af sin tale til retten om samvittigheden og om at være et vidne for Jehova?

¹⁷ Retten tilstod endog ham og professor Gardner fra Harvard-universitetet en forlængelse af tiden, så de i halvanden time kunne debattere den berømte flaghilsensag der var opstået fordi en søn og en datter af en familie i Pennsylvanien havde nægtet at hilse det amerikanske flag i skolen. I afslutningen af sin tale til højesteretten sagde dommer Rutherford:

¹⁸ „Dette er en hellig sag for enhver amerikaner der elsker Gud og hans ord. Medlemmerne af denne ret respekterer Jehova Gud, og jeg antager at de ønsker at tjene ham, da man ikke kan vinde livet på anden måde. Staten Pennsylvanien kan ikke give nogen livet. Amerikas forenede Stater kan heller ikke give nogen livet, for Jehova Gud er livets kilde. ’Hos Jehova er frelsen.’ De indstævnte i denne sag stoler samvittighedsfuldt på Bibelen. Deres samvittighed må ikke beherskes eller krænkes af nogen, ifølge staten Pennsylvaniens forfatning. Underrettens og appelrettens kendelse bør derfor stadfæstes, hvorved medlemmerne af denne ret vil gøre sig til vidner for den Allerhøjestes navn, majestæt og overhøjhed, han hvis navn alene er Jehova.“b

19. Hvilken kendelse afsagde De forenede Staters højesteret i flaghilsensagen i 1940 og 1943?

¹⁹ I krigsåret 1940 afsagde De forenede Staters højesteret en dom som gik Jehovas vidner imod, med stemmerne otte mod en. Men tre år senere tog retten spørgsmålet op til en ny behandling, og på selve flagdagen, den 14. juni 1943, omstødte retten sin egen kendelse. Den afgav en kendelse der anerkender en kristen samvittighed, endog når denne samvittighed betragter det at hilse et lands flag som en uret tilbedelseshandling og altså et brud på Guds lov. — 1 Joh. 5:21; 2 Mos. 20:1-5.c

Guds lov må adlydes først og fremmest

20, 21. (a) Hvilket råd giver Salme 2:10, 11 til konger og dommere i dag? (b) Hvorfor behøver Jehovas vidner ikke Watch Tower Society til at fortælle dem hvad de skal gøre i denne henseende, og hvilken apostels eksempel følger de?

²⁰ I den anden salme, versene ti og elleve, står der: „Og nu, I konger, vær kloge, lad eder råde, I jordens dommere, tjener [Jehova] i frygt, fryd jer med bæven!“

²¹ Denne salme opfyldes i vor tid, efter 1914. Det er altså på høje tid at jordiske præsidenter, diktatorer, regenter og dommere anerkender den højeste Guds lov, og forstår at hans søn Jesu Kristi efterfølgere først og fremmest må anerkende og adlyde den når de står over for et modsætningsforhold mellem Guds lov og menneskers love. De kristne vidner for Jehova i Portugal og andre steder behøver ikke Watch Tower Bible & Tract Society til at fortælle dem dette; de har selv læst det i Bibelen, enten på portugisisk eller på et af de mange andre sprog den udgives på. Og de behøver ikke nogen præst i kristenheden til at udlægge den for sig. Apostelen Peter, som den katolske kirke hævder var den første pave, sagde til den jødiske højesteret i Jerusalem: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ (Ap. G. 5:29) Og i denne henseende følger Jehovas vidner overalt Peters eksempel.

22, 23. (a) Hvad siger Britannica om førnævnte engelske jurist William Blackstone? (b) Hvad sagde Blackstone om „naturens lov, der er . . . pålagt af Gud selv“, og om menneskers love?

²² I det foregående citat fra Americana omtales den fremtrædende engelske jurist Sir William Blackstone, som levede i årene 1729-1780. I en artikel om Blackstone siger The Encyclopædia Britannica (ellevte udgave), bind 4, side 26: „Han betragtede tyngdeloven, naturens lov og Englands lov som forskellige eksempler på samme princip — som handle- eller adfærdsregler som en højere magt har pålagt sine undersåtter.“ Britannica henviser derefter til følgende udtalelse i indledningen til Blackstones Commentaries on the Laws of England (paragraf 9):

²³ „Naturens lov, der er lige så gammel som menneskeslægten og pålagt af Gud selv, forpligter naturligvis mere end nogen anden. Den er bindende overalt på kloden, i alle lande, og til alle tider: ingen menneskelige love har nogen gyldighed hvis de går imod den; og de der er gyldige, kan, direkte eller indirekte, tilskrive denne kilde deres magt og autoritet.“d

24. (a) Hvad må vi i betragtning heraf sige om Guds skrevne lov? (b) Hvilken befaling angående vor tid udfører Jehovas vidner, og hvorfor kan denne virksomhed ikke siges at være oprørsk?

²⁴ Hvis det Blackstone siger, gælder med hensyn til Guds uskrevne lov i „naturen“ eller det fysiske skaberværk, hvor meget mere gælder det da ikke Guds højeste lov, som er nedskrevet i hans inspirerede ord, frihedens bog, Bibelen? De døbte vidner for Jehova har uforbeholdent indviet sig til ham, til at gå i hans søn Jesu Kristi fodspor ved at efterligne ham og holde hans befalinger. Dette indbefatter den profetiske befaling som Jesus gav i sin profeti om „verdens ende“. Her sagde han: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ (Matt. 24:14) Da Jesus forudsagde denne jordomspændende forkyndelse af Riget befalede han ikke sine disciple at gøre noget som enhver nation med rette kunne kalde oprørsk.

Hvem tjener Satan Djævelen?

25. Hvem er „denne verdens gud“, og hvem gør en nation sig til tjener for når den forfølger Jehovas kristne vidner?

²⁵ Jesus Kristus kaldte Satan Djævelen „denne verdens fyrste“. (Joh. 12:31; 14:30) Apostelen Paulus kaldte ham „denne verdens gud“. (2 Kor. 4:4) Og i den sidste bog i Bibelen klargjorde Jesus Kristus for apostelen Johannes at det er Satan Djævelen der er årsag til at de der holder Guds bud og bærer vidnesbyrd om Jesus, bliver forfulgt. (Åb. 12:13-17) Når en nation inden for eller uden for kristenheden er med til at forfølge Jehovas vidner, hvem tjener denne nation da i virkeligheden, Jehova Gud eller Satan Djævelen? Lige før sin død sagde Jesus til sine disciple: „De skal udelukke jer af synagogerne, ja, den tid skal komme, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved dyrker Gud.“ (Joh. 16:2) Men denne forkerte indstilling er ingen undskyldning for dem der slår sande kristne ihjel.

26. (a) Hvem sidder i kristenhedens fængsler, og hvad bestræber Jehovas vidner sig for at gøre i modsætning hertil? (b) Hvilke handlinger griber Jehovas vidner ikke til, selv ikke når de forfølges?

²⁶ Det er medlemmer af kristenhedens kirkesamfund der sidder i fængslerne, fordi de har brudt både Guds og menneskers love. Men Jehovas vidner stræber fredeligt efter at hjælpe alle til at opnå evigt liv i Guds nye ordning ved at forkynde den gode nyhed om hans rige, det rige man længe har bedt om. Ikke engang når Jehovas vidner forfølges af en nations højere myndigheder, rejser de sig i væbnet oprør eller danner en hemmelig sammensværgelse for at undergrave eller styrte den eksisterende politiske regering. For at bevare en god samvittighed fortsætter de med først og fremmest at give Gud hvad Guds er og derpå kejseren hvad kejserens er. De betragter forfølgelsen som en prøve på deres trofasthed og lydighed mod den højeste Gud. De overlader det til Gud at tage sig af deres modstandere når han om kort tid udsletter Babylon den Store og denne skøges politiske elskere i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. — Åb. 16:13-16; 17:5.

27. (a) Hvordan kan man sige at Jehovas vidner er et frit folk, selv om de ikke alle steder nyder tilbedelsesfrihed? (b) Hvordan bestræber de sig for at bevare deres frihed?

²⁷ Selv om Jehovas vidner måske ikke alle steder nyder tilbedelsesfrihed, er de alligevel et frit folk. De stræber efter at bevare den frihed som den rene tilbedelse udvirker for dem. (Jak. 1:27) De er fast besluttede på at bevare den frihed Kristus har frigjort dem til. De ved godt at de er i verden, men — som Jesus har forklaret dem — er de ikke af verden. De holder sig fri af denne verdens bestræbelser for at bevare denne tingenes ordning, hvis sikre afslutning Jesus Kristus har forudsagt. (Matt. 24:3-22) De sætter ikke deres lid til denne verden eller dens fyrster. (Sl. 146:3-5) De tillader ikke sig selv at blive så afhængige af denne verden at de bliver forpligtede til at behage den og blive menneskers trælle. Som Jesus bød dem i sin bjergprædiken søger de først Guds rige og hans retfærdighed og stoler på at Jehova Gud vil give dem alt hvad de ellers har brug for. — Matt. 6:33.

28. (a) Hvad har Jehova Gud i tusinder af år tilstået nationer der praktiserer falsk gudsdyrkelse? (b) Hvornår vil det være forbi med den frihed de har fået, og hvordan vil forholdene i religiøs henseende være derefter?

²⁸ I tusinder af år, lige fra det gamle Babylons tid og til i dag, har den allerhøjeste Gud Jehova tilstået nationerne religions- og tilbedelsesfrihed. Nu vil det snart være slut med deres frihed til at praktisere falsk gudsdyrkelse, og de vil blive fjernet af Guds messianske rige, som sande kristne har bedt om i bønnen Fadervor. (Matt. 6:9, 10) I den nye ordning under Guds rige vil der være fuld frihed til uhindret at tilbede den sande Gud gennem Jesus Kristus. Ved hjælp af denne sande tilbedelse vil lydige mennesker blive Guds frie jordiske sønner for evigt!

[Fodnoter]

I relation til ovenstående har følgende uddrag af A Treatise on the Constitutional Limitations, af dr. Jur. Thomas M. Cooley, interesse (Boston 1927, 4. udgave, bind 2, siderne 966-969):

„De ting som ikke kan indføres ved lov under nogen af de amerikanske forfatninger kan udtrykkes således:

1. Enhver lov om indførelse af en bestemt religion. . . .

2. Tvungen støtte til en eller anden form for religionsundervisning, for eksempel ved skat. . . .

3. Pligt til at overvære en gudstjeneste. Enhver som ikke føler sig tilskyndet af sit eget ønske eller af pligtfølelse til at overvære religiøse ritualer, kan ikke tvinges dertil af staten. Det hører ind under statens område at sørge for, i så vid udstrækning som muligt, at de forpligtelser der påhviler enhver borger eller som enhver borger har over for sine medborgere eller over for samfundet, bliver overholdt. Men de pligter der beror på menneskets eget forhold til dets Skaber, kan kun opfyldes ved påmindelser fra menneskets egen samvittighed og ikke ved straffe efter menneskelige love. Da al sand tilbedelse i sit inderste væsen består i at skabningen frivilligt, viser Skaberen sin tilbedelse og taknemmelighed, er det indlysende at menneskelige love ikke formår at fremkalde eller fremtvinge de følelser der skal tilskynde til denne tilbedelse, og menneskelige straffeforanstaltninger kunne højst fremtvinge en overholdelse af tomme ceremonier, som, når de udføres under tvang, er uden værdi for deltagerne og ganske mangler den sande tilbedelses kendetegn.

4. Begrænsninger af den frie religionsudøvelse i overensstemmelse med samvittighedens bud. Ingen ydre magt må stille sig imellem det begrænsede væsen og det Ubegrænsede, når førstnævnte søger at bringe sidstnævnte sin hyldest på en måde der tiltaler hans samvittighed og skønnes at være passende for ham og antagelig for genstanden for hans tilbedelse. . . .

5. Begrænsninger af menneskets ret til at give udtryk for sin tro. Den oprigtigt troende betragter det almindeligvis som sin pligt at udbrede sine meninger og få andre til at antage samme synspunkter som han selv. At berøve et menneske denne ret, er at fratage det magten til at udføre en handling som det anser for at være en hellig pligt.“