Himmelen og jorden forkynder: „Gud lever!“

Hvor overbevisende er deres budskab? Modbeviser de virkelig påstanden om at Gud er død?

I VOR tid hævder fremtrædende teologer og præster at „Gud er død“. Nogle mener at han virkelig er afgået ved døden, at han ikke længere eksisterer. „Bibelens Gud levede engang,“ erklærer Thomas J. J. Altizer, professor i religion ved en metodistskole i De forenede Stater, „så døde han.“

Andre teologer mener øjensynlig at Gud er fraværende, at han intet ser, at han har forladt landet og ikke længere bekymrer sig om menneskene og jorden. William Hamilton, der er ansat ved Colgate Rochester Theological School, forklarer det således: „Vi taler ikke om at vi ikke har erfaret at Gud er til, men om at vi har erfaret at Gud ikke er til.“

Selv om sådanne „Gud er død“-teorier betragtes som revolutionære og giver anledning til mange diskussioner og debatter, er de på ingen måde af nyere dato. For over 2500 år siden, lige før det judæiske rige faldt for Babylon, var der mange der sagde praktisk talt det samme. Læg mærke til hvor nøje Bibelen forbinder deres „Gud er død“-filosofi med den umoralitet og ondskab der praktiseredes: „Israels og Judas hus’ brøde er såre, såre stor, thi landet er fuldt af blodskyld og byen af retsbrud; thi de siger, at [Jehova] har forladt byen, og at [Jehova] intet ser.“ — Ez. 9:9.

Mange år senere, mens Rom endnu befandt sig på sin magts tinde, var en lignende opfattelse og indstilling populær blandt befolkningen i denne umoralske og onde by. Den kristne apostel Paulus følte sig derfor foranlediget til at fordømme den afskyelige kønslige umoralitet og de andre former for uretfærdighed som disse mennesker øvede. Samtidig argumenterede han imod deres „Gud er død“-filosofi, idet han sagde: „Thi hans [Guds] usynlige egenskaber har klart kunnet ses fra verdens skabelse af, fordi de erkendes af de ting som er dannet, endog hans evige magt og guddommelighed, så de kan ikke undskyldes.“ — Rom. 1:20-32, NW.

Hvad himmelen forkynder

Har Bibelen ret? Forkynder „de ting som er dannet“, for eksempel himmelen med dens milliarder af strålende, juvellignende stjerner, at Gud lever? For lang tid siden besvarede Bibelens salmist dette spørgsmål med et ja. „Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk. Dag bærer bud til dag, nat lader nat det vide.“ — Sl. 19:2, 3.

Men skeptikerne vil måske påstå at salmisten David ikke var en uddannet videnskabsmand og derfor ikke var i stand til at fortolke himmelens vidnesbyrd på rette måde. Men en af de største videnskabsmænd der nogen sinde har levet, Sir Isaac Newton, var af samme opfattelse som salmisten, og han sagde: „Dette forunderlige system bestående af solen, planeterne og kometerne, kan kun hidrøre fra et væsen som har intelligens og magt til at udtænke og styre det.“

I vor tid findes der snesevis af uddannede videnskabsmænd som besidder en langt større kundskab om himmelen, og som også undrer sig over den orden og præcision hvormed disse himmellegemer bevæger sig. Cecil Boyce Hamann, en kendt videnskabsmand og forsker ved Oak Ridge-instituttet for kernestudier, har udtalt:

„Når vi løfter vore øjne mod himmelen, må vi i sandhed bryde ud i undren over den orden hvormed stjernerne er strøet ud over himmelen. Nat efter nat, årstid efter årstid, år efter år, århundrede efter århundrede har disse verdener i det ydre rum fulgt deres baner over himmelen. De er så regelmæssige i deres kredsløb at sol og måneformørkelser kan forudsiges århundreder i forvejen. . . . Ville mennesker mon sætte deres lid til disse himmellegemer og lade sig lede af dem tværs over de syv verdenshave eller gennem himmelens uafmærkede stier, hvis de ikke var underlagt visse love?“

En anden videnskabsmand, Marlin Books Kreider, der er medlem af det amerikanske selskab for udøvende biologer, har draget følgende fornuftige slutning angående himmelens vidnesbyrd:

„Der findes beviser for Guds eksistens der er lige så stærke som de beviser der ofte bruges inden for den rationelle videnskabs tænknings mange områder. . . . Vort første bevis er kosmologisk og består i eksistensen af et univers der styres af nøjagtige naturlove og af en orden der vidner om en arrangør eller en organisator. Denne præcision er så stor at planeternes, og i den senere tid også de kunstige satellitters, baner kan forudsiges. . . . En sådan orden er, ifølge almindelig menneskelig erfaring, et resultat af en ordenspræget hjerne. Kaos og ikke orden bliver følgen, medmindre der står en kraft bagved som har udtænkt og styrer alt.“

Alligevel hævder nogle fremtrædende tilhængere af „Gud er død“-teorien, at dette blot beviser at „Bibelens Gud levede engang“; han skabte himmelen, men „så døde han“. De hævder at himmelen blot forkynder at Gud engang levede. Bygger denne slutning på en fornuftig tankegang?

Himmelen forkynder at Gud stadig lever

Tænk et øjeblik på hvad dette betyder. Man hævder at den der skabte disse milliarder af galakser med deres utallige stjerner, og som anbragte dem i baner som de gennemløber med pinlig nøjagtighed, så mennesker kan stille deres tidsmålere efter dem — denne Skaber døde! Er det fornuftigt at mene at en der besad en sådan magt, kunne dø? Hvad mener du?

Du vil uden tvivl være af samme mening som den profet fra fortiden der, inspireret af Gud, udtalte: „Er du ikke fra en fjern fortid, o Jehova? o min Gud, min Hellige, du dør ikke.“ (Hab. 1:12, NW; AT; Mo; Ro) Nej, Gud kan ikke dø! Han er udødelig, han er „evighedernes konge“. (1 Tim. 1:17) Salmisten Moses udbrød: „Førend bjergene fødtes og jord og jorderig blev til, fra evighed til evighed er du, o Gud!“ (Sl. 90:2) Det er simpelt hen ufornuftigt og ubibelsk at tro at den Gud der skabte dette vidunderlige univers, døde på et eller andet tidspunkt for ikke så længe siden!

Den lov og orden der stadig styrer himmellegemernes bevægelse, vidner om at Gud stadig er til, at han lever. Det må være sådan, for når love virker og håndhæves, beviser det at der stadig er en hersker eller en regering der står bagved. Tag for eksempel de færdselslove som styrer færdselen gennem en bys gader. Hvad er de et vidnesbyrd om? Om at der findes en borgerlig myndighed som har udstedt disse love og som opretholder og håndhæver dem!

Kan vi da sige at den der gav de love som styrer himmellegemernes bevægelser, stadig opretholder og håndhæver disse love? Ja, ganske afgjort! Hver gang videnskabsmændene sender en raket ud i rummet, stoler de på at disse love vil blive opretholdt og at de vil fungere i overensstemmelse med Lovgiverens hensigt. Og når en raket kommer ud af kurs, skyldes det altid en eller anden menneskelig fejl; det skyldes aldrig at de love der styrer universet, ikke virker rigtigt. I sandhed, himmelen forkynder: „Gud lever!“

Hvad jorden forkynder

Men hvordan forholder det sig med jorden og de ting der findes på den? Forkynder de også at Gud lever? Viser de at han er interesseret i menneskene og i deres velfærd?

Ja, det gør de! Den kristne apostel Paulus udbrød: „Gud, ’som har skabt himmelen og jorden og havet og alt, hvad deri er’ . . . lod . . . sig ikke uden vidnesbyrd, idet han viste jer velgerninger, gav jer regn og frugtbare tider fra himmelen og mættede jer med føde og fyldte jeres hjerter med glæde.“ (Ap. G. 14:15-17) Jesus Kristus sagde også at Gud „lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige“. — Matt. 5:45.

At Gud har sørget for solskin, regn, og velsmagende føde, og givet alle „liv og ånde og alt andet“, vidner om at han lever. (Ap. G. 17:25) Han sørger daglig for at menneskene kan opretholde livet og glæde sig over det. Han har ikke vendt jorden eller menneskene ryggen; han har ikke ladet os være uden vidnesbyrd om at han er en levende Gud.

Tænk engang på den vidunderlige måde hvorpå han ernærer og opretholder livet på jorden. Al vor føde er et resultat af den vidunderlige proces som kaldes fotosyntese. Selv om den synes så enkel og ligetil, må selv de lærdeste videnskabsmænd forbløffes over den. Den energi de grønne planter optager fra sollyset, danner på mirakuløs måde sukker af vand og kultveilte. De vidunderlige love der styrer denne proces, ligger uden for menneskers forstand og fatteevne. Science News Letter for den 6. april 1957 beskriver processen på følgende måde:

„Luftens kultveilte trænger ind i blade eller andre grønne plantedele gennem ganske små åbninger. Når kultveilten er kommet indenfor, opløses den i det vand der findes mellem plantens cellevægge. Opløsningen trænger nu let gennem cellevæggene ind til små legemer inden i cellerne der indeholder klorofyl, det stof der giver planterne deres grønne farve.

Her er det miraklet sker. Sollyset leverer energien til den store kemiske ændring, og klorofylet virker som et ’omstillingsbord’ hvorfra reaktionerne styres. Under indflydelse af sollyset og klorofylet går kultveilten og vandet nu i forbindelse med hinanden og danner grundlaget for alle næringsstoffer, et simpelt sukkerstof. De talrige fedtstoffer, proteiner og kulhydrater som planterne og dyrene forbruger, må senere dannes af dette sukkerstof.“

Hvor ufatteligt! På hvilken enkel og dog vidunderlig og virkningsfuld måde Gud sørger for os! Tænk også på at planterne under denne mirakuløse fødedannende proces fremstiller ilt som afgives til atmosfæren. Mennesker og dyr optager denne ilt, som er nødvendig for at de kan ’have liv og kan røre sig og være til’, og afgiver til gengæld kultveilte, som er nødvendig for planternes fremstilling af føde. I sandhed et vidunderligt kredsløb hvori både planter og dyr samarbejder! — Ap. G. 17:28, NW.

Gud har for menneskenes skyld sørget for mange andre vidunderlige processer til livets opretholdelse. Der er for eksempel kvælstofkredsløbet.

Kvælstof er en betingelse for planters og dyrs liv. Det er en luftart der udgør omkring 78 procent af den luft vi indånder, men vort legeme kan dog ikke optage den fra luften, sådan som vi optager ilt. Kvælstofkredsløbet virker imidlertid på den måde at jorden under tordenvejr såvel som gennem visse bakterier tilføres kvælstof i form af nitrater der kan absorberes af planterne. Vi får derefter det nødvendige kvantum kvælstof ved at spise planterne eller ved at spise dyr som har ædt planterne. Når planter og dyr går i forrådnelse, frigøres der kvælstof til atmosfæren, hvorved kredsløbet fuldendes.

Gud lever!

Hvad er denne forbavsende orden og harmoni som vi ser rundt omkring os, et vidnesbyrd om? Merlin Grant Smith, en fremragende matematiker og universitetsprofessor, henviser til de skaberværkets undere som forvirrer skeptikerne og siger:

„Hele naturen fungerer efter bestemte love. Der opdages stadig væk nye love. . . . Skal vi antage den teori at de er af materiel oprindelse? Det store antal hvori de forekommer, deres harmoni og selve deres natur gør dette fuldstændig umuligt. Disse love stammer fra noget der er højere end det univers hvori de virker. Min almindelige, sunde fornuft siger mig at der kun er ét antageligt svar, og det er at disse love nødvendiggør troen på en Lovgiver, som jeg kalder Gud.“

Mange tilhængere af „Gud er død“-teorien indrømmer måske at det ganske rigtigt var Gud der gav disse love, men de hævder også at han nu enten ikke eksisterer mere eller er komplet uinteresseret i menneskene. Men hvordan kan han være det? Hvis han er død, hvad er det så for en kraft eller magt der opretholder de komplicerede love og de forunderlige processer hvorved føden fremstilles? For at disse love og processer fortsat kan virke, må der naturligvis være nogen som håndhæver dem og står bag dem.

Selv om det er populært at påstå at Gud er død, bekræfter alle vidnesbyrd tværtimod Bibelens udtalelser om at Gud lever, at han er „evighedernes konge“, at han ikke dør, og at han er „fra evighed til evighed“. — 1 Tim. 1:17; Hab. 1:12, NW; Sl. 90:2.

Hvorfor nogle er skeptiske

Hvad er da grunden til den tåbelige påstand om at Gud er død? Der kan uden tvivl peges på flere faktorer. En væsentlig grund er den at de mennesker der går ind for den, ikke ønsker at indordne sig under Guds love. De ønsker at være frie så de kan følge deres egne selviske, uafhængige veje, uden de begrænsninger som Guds love pålægger dem. Ligesom de onde, umoralske folkeslag i fortiden siger de at ’Gud har forladt byen og intet ser’, ja, at han er død. (Ez. 9:9) Men ved at indtage en sådan holdning viser de at de er dårer. „Dårerne siger i hjertet: ’Der er ingen Gud!’“ — Sl. 14:1.

En anden grund er at skeptikerne i deres stolthed som regel ønsker at Gud skal gøre det de ønsker. Og når han ikke gør det, viger de ikke tilbage for at kritisere Gud og finde fejl hos ham, og betvivler endog hans eksistens. De er ikke villige til tålmodigt at lære hvordan og hvornår Gud til sin egen tid og på sin egen måde vil afhjælpe de ulykkelige forhold menneskene lever under. Ved deres mangel på tro og kundskab om Bibelen afslører de sig som vor tids sidestykke til de religiøse ledere om hvem Jesus Kristus sagde: „I . . . kender [hverken] skrifterne eller Guds kraft.“ — Matt. 22:29.

Men uanset hvor mange mennesker der ignorerer Bibelens vidnesbyrd og Guds magt og majestæt, som så klart kommer til udtryk i hans skaberværk, står den kendsgerning fast at HAN LEVER. Himmelen og jorden forkynder i sandhed: „Gud lever.“