Hvordan vi gør godt mod dem der har den samme tro
„Så lad os da, mens vi har lejlighed til det, gøre godt mod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme tro.“ — Gal. 6:10.
1. Er det at „gøre godt“ begrænset til ens familie?
DEN foregående artikel handlede især om ægtemænd, deres ansvar som familieoverhoved og det store gode det medfører for deres hustruer, deres børn, og dem selv når de følger Guds ords vejledning i familieanliggender. Kristne bør kun gøre det der er godt og ret, og de der hævder at følge kristendommens grundlægger, Kristus Jesus, kan også gøre godt uden for familiekredsen. Ud over pligterne i familien er der mange andre pligter som Jehovas vidner må tage i betragtning og tage vare på.
2. (a) Hvor store muligheder har vi for at gøre godt, som det fremgår af Galaterbrevet, kapitel 6? (b) Hvad er passende og nødvendigt for de kristne?
2 Det er især det sjette kapitel i Galaterbrevet der viser hvilke ubegrænsede muligheder der er for at gøre godt mod andre i almindelighed, og især mod dem der har den samme tro, andre Jehovas vidner og dem der slutter sig til os. Dette kapitel i Galaterbrevet handler især om det hjælpsomme, kærlige forhold der råder mellem kristne, og om de muligheder dette giver for at gøre godt. At „gøre godt“ vil derfor sige at gøre det som er ret og passende for den kristne tro, og det er i virkeligheden et nødvendigt udtryk for at man lever op til de krav Guds ord stiller og til Kristi Jesu eksempel.
3. (a) Hvorfor har Jehovas tjenere et særligt ansvar nu? (b) Hvordan spiller motivet ind?
3 De første seks vers i Galaterbrevet, kapitel seks, taler om at man skal hjælpe hinanden i mildhed, i ydmyghed og ved uselvisk at dele med hinanden. Derpå siges der i vers syv: „Lad jer ikke føre vild: Gud lader sig ikke spotte. Thi hvad et menneske end sår, det skal han også høste; for den som sår med henblik på sit kød skal høste fordærvelse af sit kød, men den som sår med henblik på ånden skal høste evigt liv af ånden.“ (Gal. 6:7, 8, NW) Kristne har derfor afgjort mulighed for at „så“ ved at gøre gode gerninger. Denne mulighed bliver stadig større i vor tid, idet en stor skare mennesker nu opnår Guds gunst og slutter sig til den kristne menighed. Dette pålægger Jehovas tjenere et stort ansvar, blandt andet ansvaret for at så på rette måde, for som vi har læst, „hvad et menneske end sår, det skal han også høste“. For at der virkelig kan være tale om gode gerninger må der være et ret motiv, for som der siges i vers otte, kan man enten så „med henblik på sit kød“ eller „med henblik på ånden“. Hvis den kristne sår med gode, bibelske bevæggrunde, med det rette motiv, vil han også kunne „høste evigt liv af ånden“.
4. (a) Hvordan tilskynder tiden os til at gøre godt „mod alle“? (b) Hvad indebærer det at „gøre godt“ også?
4 De begivenheder og den udvikling der i vor tid finder sted i den religiøse verden, gør dette til den gunstigste af alle tider med hensyn til at gøre godt. Tiden nu er gunstig fordi vi kan komme sammen med mange af vore medkristne. Vi har mulighed for at forkynde, for at „gøre godt mod alle“; men det er især nu, da vi ikke er adskilt fra vore brødre men kan komme sammen med dem, at vi har mulighed for at hjælpe vore trosfæller. Lad os derfor „mens vi har lejlighed til det, gøre godt mod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme tro“. (Gal. 6:10) Kristne har således mulighed for at så det gode ved at forkynde; men det at „gøre godt“ indebærer langt mere, hvilket fremgår af de ovennævnte ord i Galaterbrevet der understreger at vi skal gøre godt „mod dem, der har hjemme i den samme tro“.
5. Hvad er formålet med at nævne nogle af de særlige måder hvorpå vi kan gøre godt?
5 Lad os nu behandle nogle af de særlige måder hvorpå vi kan gøre godt mod dem der har den samme tro. Ikke således at forstå at vi her vil nævne alle de måder hvorpå dette kan gøres. Oversigten her er på ingen måde fuldstændig, men det at vi omtaler nogle af disse gode gerninger, kan hjælpe os alle til at se hvordan vi på mange måder kan leve op til kravet i Galaterbrevet 6:10 om at vi skal gøre godt „mod dem, der har hjemme i den samme tro“.
6. Hvilket mål har alle Jehovas vidner?
6 Som Jehovas vidner tjener vi sammen med dem der har den samme tro, idet vi arbejder sammen med dem i tjenesten i den kristne menigheds interesse og til gavn for andre mennesker som vi og vore trosfæller forkynder Guds ord for. Vi har alle det samme mål, nemlig at så med henblik på ånden og trofast at tjene og tilbede vor Gud og befæste vort håb om liv i hans retfærdige nye tingenes ordning. For at nå dette mål må vi hjælpe hinanden, og meget af denne hjælp ydes i form af den vejledning og de råd vi får og som vi giver, alt sammen på grundlag af Guds ord og i overensstemmelse med de bestræbelser hans teokratiske organisation lægger for dagen.
Hvornår vejledning er gavnlig
7. (a) Hvornår er vejledning gavnlig? (b) Giv nogle eksempler. (c) Hvad må vi derfor tænke på når vi vejleder andre?
7 Du har fået megen vejledning og mange råd i dit liv. Hvornår har dette været til gavn for dig? Sikkert kun når du tog imod vejledningen, når du fulgte den og rettede dig efter de forslag der blev givet til gavn for dig. Hvis du ikke reagerede på denne måde ville vejledningen ikke have gavnet dig. Det er det samme med den vejledning vi får i teokratisk henseende. Vi kan heraf se hvor vigtigt det er at vi er modtagelige for råd når vi tjener sammen med dem der har den samme tro, så vi kan drage nytte af andres vejledning og forslag, og at vi er taktfulde, så andre kan få gavn af de råd vi giver dem. Man får kun gavn af råd og forslag hvis man tager imod dem, ikke hvis man forkaster dem. Dette kommer klart til udtryk i den vejledning der gives i den teokratiske skole, hvor de der holder deres indlæg fra talerstolen for at dygtiggøre sig til at holde offentlige bibelske foredrag, på en venlig og kærlig måde vejledes om hvordan de kan gøre fremskridt. Der bliver givet forslag, og når forslagene følges sker der forbedringer. Rigets Tjeneste indeholder forslag og vejledning. Menighedernes tilsynsmænd giver også forslag og vejledning. Guds ord indeholder en overflod af gode råd. Når vi tjener sammen med dem der har hjemme i den samme tro, vil taktfuldhed hjælpe os til at give vejledning på en virkningsfuld og hjælpsom måde.
8. Hvilket betimeligt råd får vi i Første Timoteusbrev 5:1, 2?
8 Vær taktfuld når du giver vejledning eller stiller forslag, selv når den du giver det til er en moden kristen og det derfor ikke skulle være nødvendigt at vejlede vedkommende. Selv om han eller hun øjensynlig burde „have vidst bedre“, kræver vor hensynsfuldhed, høflighed og taktfuldhed at vi omgås vore brødre i menigheden på samme kærlige måde som vi omgås vor familie. „En gammel mand må du ikke fare hårdt frem imod, men tal ham til rette som en fader og unge mænd som brødre, gamle kvinder som mødre og unge kvinder som søstre, i al renhed.“ (1 Tim. 5:1, 2) Sådan lyder Bibelens vejledning til os, og vi må derfor have respekt for vore brødres følelser. Vi må være taktfulde når vi omgås dem, så vi ikke forfejler vor hensigt, som er at gøre dem godt, at gavne dem og, når det drejer sig om råd og vejledning, at få dem til at tage imod vor vejledning og følge vore forslag. Alt dette er til deres bedste og til fremme af tilbedelsen af Jehova.
9. (a) Hvorfor er det ofte nødvendigt at opmuntre? (b) Giv et eksempel på hvordan man kan ’trøste og opbygge’.
9 Bør vi være på udkig efter lejligheder til taktfuldt at opmuntre vore brødre? Ja vi bør. Kristne har det privilegium at opmuntre og trøste hinanden. Det er ofte nødvendigt med opmuntring, for selv de der tjener Jehova Gud kan blive grebet af mismod. Vort fælles privilegium på dette område omtales i Første Tessalonikerbrev 5:11: „Bliv derfor ved med at trøste hverandre og opbygge hverandre, sådan som I også gør.“ (NW) Hvis vi retter os efter dette råd vil det resultere i at begge parter, både den der giver trøst og opbyggende hjælp og den der modtager den, erfarer en større glæde og kan yde mere. Vi formanes til stadig at gøre det. En tilsynsmand eller en anden kristen lægger måske mærke til at en broder er nedtrykt og han sørger for at få en lejlighed til at tale med ham om det. En privat samtale mellem den nedtrykte kristne og den broder der søger at opmuntre ham, kunne forløbe omtrent som sådan:
„Broder, jeg håber at din familie har det godt på alle måder. Hvordan har du det selv?“
„Jeg ved ikke hvad der er i vejen med mig. Jeg føler mig helt slået ud; jeg kan ikke blive begejstret for noget. Jeg ved ikke hvad jeg har gjort. Jeg har helt mistet modet. Jeg er så deprimeret.“
„Det er jo ikke ualmindeligt at man af og til kan blive slået ud, og jeg er glad for at du siger det til mig. Der er ikke noget mærkeligt ved at man mister modet. Jeg har selv været nedtrykt og fortvivlet, og hvis vi ser i Bibelen finder vi også dér nogle, for eksempel Peter og Paulus, for blot at nævne to, der følte sig modløse ved forskellige lejligheder.“
„Ja, det kan jeg godt huske.“
„Når vi føler os slået ud på denne måde er det som regel et tegn på at vi har et problem at slås med, og hvor der er et problem er der også en løsning. Har du prøvet at finde ud af hvad dit problem kan være?“
„Jeg tror ikke jeg har spekuleret nærmere over det.“
„Må jeg hjælpe dig med at finde ud af det?“
„Ja, det vil jeg være glad for.“
„Lad os for det første blive klar over om alt står godt til hjemme hos jer.“
„Hvad mener du?“
„Jo, hvordan er forholdet mellem dig og din kone, for eksempel?“
„Storartet, glimrende!“
„Det er jeg glad for at høre. Hvordan med børnene — er alt som det skal være med dem?“
„Ja, det går fint med dem.“
„Så har hele din familie det godt, og I er sunde og raske?“
„Ja, vi har det godt alle sammen; vi fejler ikke noget.“
„Har du problemer på dit arbejde?“
„Ikke noget ud over det sædvanlige.“
„Hvad mener du med ’ikke noget ud over det sædvanlige’?“
„Som du måske ved er mit verdslige arbejde sæsonpræget, og netop nu har vi en meget travl tid hvor jeg må arbejde over. Jeg har ikke tid til noget som helst andet end at arbejde, arbejde, arbejde! Det er hvad der er at sige om den sag.“
„Mange af os er i en lignende situation. Så hvis du føler dig udkørt efter en lang arbejdsdag kan dette naturligvis være et problem. Det kan gøre dig så udmattet at du føler dig deprimeret, nedslået, fortvivlet og modløs. Men hvilket problem det end drejer sig om, findes der som jeg før sagde, en løsning. Du husker sikkert et skriftsted som er særlig opmuntrende for os når vi er modløse og fortvivlede. Det er Salme 55:23, der formaner: ’Kast din byrde på [Jehova], så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i evighed rokkes.’ På hvilken måde tror du nu at dette skriftsted kan hjælpe dig, nu da du føler dig lidt forstemt og nedtrykt?“
„Ja, det nævner at jeg bør kaste min byrde på Jehova, og så vil han sørge for mig.“
„Godt, og hvordan kan du kaste din byrde på ham?“
„I bøn?“
„Det er rigtigt. Og han siger at ’den retfærdige lader han ikke i evighed rokkes’. Hvad vil det sige at ’rokkes’?“
„At falde, vil jeg tro, eller at komme i den åndelige tilstand som jeg tilsyneladende befinder mig i.“
„Hvordan vil du selv beskrive den åndelige tilstand du befinder dig i?“
„Jeg er vel simpelt hen slået ud og har mistet modet.“
„Ja, netop.“
„Jeg er helt på det rene med hvor du vil hen med det skriftsted; jeg kan se at det gælder i mit tilfælde, og jeg er meget taknemmelig for at du henledte min opmærksomhed på det.“
„Det skriftsted har altid været en stor hjælp for mig. Da det opfordrer og til at kaste vor byrde på Jehova og dette, som du ser, kan gøres i bøn, skulle vi så ikke nu bede om Jehovas hjælp og give udtryk for vore værdsættelse og taknemmelighed?“
„Jo, lad os gøre det.“
De beder så sammen til Jehova, idet den besøgende broder fremsiger bønnen for dem begge. I harmoni med sine bønner må den der har det vanskelige problem der er som en tung byrde, som han nu erkender, også gøre en virkelig bestræbelse for at bringe sine forhold i orden og ændre sin personlige timeplan til det bedre. Måske du ved lejlighed kan benytte en lignende fremgangsmåde.
10. Genfortæl en virkelig tildragelse som viser hvad opmuntring resulterede i.
10 Et medlem af den salvede rest fortæller her om en tildragelse der i 1966 fandt sted i en menighed i De forenede Stater:
„Vor menighed har kunnet glæde sig over en 30 procents forøgelse. Dette skyldes hovedsagelig de tidligere uvirksomme der igen er begyndt at tage del i høstarbejdet. Vi har aflagt opmuntrende og åndeligt opbyggende besøg hos dem. Hermed en kort oplevelse: En søster der havde været uvirksom i tre år, sagde til tilsynsmanden: ’Det vil blive svært at vende tilbage til sandheden. Jeg har været borte så længe. Hvordan kan jeg så meget som tænke på at gå ud i tjenesten eller at komme til møderne?’ Hun havde passet sin alvorligt syge moder til denne døde, og det havde varet så længe at hun selv var blevet åndeligt svag og uvirksom. Hun blev opmuntret til at betragte sagen under en anden synsvinkel, at se sådan på det at hun aldrig virkelig havde været borte fra sandheden, men at hun blot havde varetaget en side af tjenesten som også er et vigtigt udtryk for god kristen opførsel og kærlighed, og at Jehova ikke havde glemt hendes kærlighedsgerninger. Tilsynsmanden mindede hende om at de brødre der er i fængsel heller ikke kan deltage i møderne eller i tjenesten på arbejdsmarken, men at de ikke af den grund er borte fra sandheden. Dette syn på sagen hjalp hende umådeligt. Hun er nu regelmæssig i tjenesten og overværer møderne. Andre glædelige oplevelser i lighed med denne hjælper os til fortsat at vise venlighed mod vore brødre.“
Materielle gaver
11. Kan man også gøre godt med materielle ting?
11 At gøre godt med materielle ting fører også til åndelig velsignelse og glæde. Galaterbrevet 6:10 giver rum for denne tanke, og det betyder at vi gavmildt må dele materielle goder med vore brødre. Ved at give gavmildt lægger vi i virkeligheden Guds kærlighed for dagen, hvilket tydeligt kommer til udtryk i Johannes’ første brev, kapitel tre, versene tretten til atten. Vers sytten lyder: „Men den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød og lukker sit hjerte for ham, hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?“ Vers atten bekræfter yderligere dette og viser hvilket motiv de kristne må have: „Børnlille, lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge, men i gerning og sandhed.“ Johannes stiller gerninger op som en modsætning til ord og viser at vi gavmildt må dele med andre. Vor kristendom må vises i praksis og ikke blot i teori.
12. (a) Mod hvem kan vi vise materiel gavmildhed? (b) På hvilke „dage“ kan kristne give materielle gaver? (c) Hvad er det rigtigt at vise værdsættelse af?
12 Mod hvem kan man vise denne materielle gavmildhed? Mod alle brødre. Det er ikke blot de trængende der nyder godt af deres brødres gavmilde kærlighed, men det er og bør være alle. Blandt mennesker i almindelighed gives mange gaver som en ren formssag, for eksempel på verdslige helligdage. Der hersker ofte en kappestridens ånd, idet man skinsygt sammenligner gaverne. Den gavmildhed som sande kristne praktiserer behøver ingen officiel anledning. Man kan give gaver som udtryk for ens værdsættelse af trofast tjeneste, og man kan give dem på et hvilket som helst tidspunkt og til hvem som helst der fortjener det, for eksempel ældre mennesker. Ægtefæller kan give hinanden gaver som udtryk for deres kærlighed til hinanden, forældre kan give deres børn gaver som udtryk for deres kærlighed til dem, og børn kan give deres forældre gaver som udtryk for deres kærlighed til forældrene, fordi de underviser og opdrager dem til at leve efter de guddommelige principper. Det kan også være vi ønsker at give en gave til en broder som tak for noget han har gjort for os, måske ved at han har ydet os en særlig håndsrækning eller hjælp der har gavnet os teokratisk. Sande kristne behøver ikke en „moders dag“, „faders dag“, „juledag“, „påskedag“ eller andre helligdage som folk i almindelighed fejrer, for at give gaver. Ganske vist giver nogle ved disse lejligheder af et oprigtigt hjerte, men når man bliver kristen ønsker man ikke at ens gavmildhed skal skæmmes af nogen forbindelse med helligdage af hedensk oprindelse. Kærlighedsgaver kan være udtryk for værdsættelse af mangt og meget, som for eksempel pionerers trofaste tjeneste. Modtageren velsignes, og giveren velsignes endnu mere. Alle, ældre såvel som unge, vil høste gavn af det og blive opbygget i troen. „Indtil alderdommens tid og de grånende hår svigte du mig ikke, o Gud. End skal jeg prise din arm for alle kommende slægter.“ (Sl. 71:18) Når vi gavmildt deler med vore elskede brødre bidrager det til at vi alle knyttes sammen med kærlighedens stærke bånd.
Personlige besøg
13. Hvordan kan personlige besøg udvirke noget godt?
13 Nogle af de foregående paragraffer indeholdt en troværdig samtale mellem to brødre. Der blev aflagt et besøg i den hensigt at opmuntre en der var modløs. Sådanne besøg hos dem der har hjemme i den samme tro, er et af de midler vi kan benytte for at gøre godt og styrke det kristne broderskab. Vi opmuntres til at besøge andre på grund af vor levende interesse for dem. Dette gælder især når nogen trænger til vor særlige opmærksomhed, som når en er blevet syg eller, som før nævnt, måske har mistet modet. I Mattæus 25:35-40, hvor Jesus fortæller lignelsen om fårene og bukkene, omtaler han dette princip idet han siger: „Jeg var i fængsel, og I besøgte mig.“ Når vi besøger dem der har hjemme i den samme tro, hjælper vi dem alene ved vor nærværelse, idet vi derved viser vor kærlige interesse for dem, og ligeledes ved den opmuntring vi kan give dem, også ved måske rent praktisk at yde en håndsrækning, for eksempel ved at passe børnene, gøre rent og sørge for noget at spise til dem. Sådanne besøg bør være et spontant udtryk for gensidig kærlighed og ikke noget vi blot gør når vi mener det er absolut nødvendigt for at røgte vort ansvar. Vi bør derfor ikke mene at vi blot skal besøge en broder eller søster når vedkommende ikke kommer til møderne eller ikke er med i tjenesten. Vort kristne samvær er noget vi må værne om, og det er til stor åndelig gavn både for den besøgte og den besøgende. „Thi jeg længes efter at se jer, for at jeg må kunne give jer del i en og anden åndelig nådegave, så I kan styrkes derved — eller rettere: for at vi hos jer sammen må kunne opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min.“ — Rom. 1:11, 12.
14. Hvilke sider af den kristnes liv har vi her drøftet?
14 Vi har nævnt nogle eksempler på hvordan vi kan gøre godt mod dem der har hjemme i den samme tro, hvordan vi taktfuldt kan tjene sammen med dem, opmuntre dem til at fortsætte med deres gode gerninger, dele materielt med dem og besøge dem til gensidig åndelig opmuntring. Når vi gør det, vil vi blive rigt velsignet af Gud, for menigheden vil blive opbygget og styrket ved sådanne gode gerninger. Når brødrene er taktfulde, opmuntrende og gavmilde, og når de tager sig tid til at besøge hinanden, knyttes menigheden sammen i et stærkere enhedens og kærlighedens bånd. Alt dette er en væsentlig del af livet, især den kristnes liv, et liv i kærlighed til Gud og næsten.
15. Hvad bliver resultatet af at gøre godt på denne måde?
15 Når Jehova velsigner sådanne gode gerninger, opnås der et vidunderligt resultat. Hans velsignelse resulterer i fred, styrke og trøst, hvilket også fremgår af Apostlenes Gerninger 9:31: „Så havde da menigheden fred overalt i Judæa og Galilæa og Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens frygt og voksede ved Helligåndens trøst og formaning.“ Fred er grundlagt på retfærdighed og fører til Jehovas velsignelse. Når freden råder bliver menigheden og alle de der er tilsluttet den bedre i stand til at gøre godt mod alle, også imod dem udenfor. Ja, vi bliver i sandhed rigt velsignet når vi gør godt mod dem der har hjemme i den samme tro.