„Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte“
1. Hvilken slags tilsynsmand for Guds hjord viste Paulus at han var, og hvordan reagerede hans kristne brødre?
SOM en trofast tilsynsmand og hyrde for Guds hjord var apostelen Paulus altid ivrigt optaget af at hjælpe andre til at vokse åndeligt. Til de kristne i Rom skrev han: „Jeg længes efter at se jer, for at jeg må kunne give jer del i en og anden åndelig nådegave, så I kan styrkes derved.“ (Rom. 1:11) Det var denne inderlige og kærlige interesse for andre som gjorde at denne apostels tjeneste havde en sådan fremgang og var en velsignelse for dem han betjente. Hans kristne brødre værdsatte hans kærlighed. Tanken om at miste denne broder smertede „menighedens ældste“ i Efesus meget, ja fik dem til at briste i heftig gråd. Som et spontant udtryk for deres kærlighed til ham „faldt [de] Paulus om halsen og kyssede ham inderligt“. — Ap. G. 20:17, 37, 38.
2. Hvilken formaning gav Paulus menighedens ældste i Efesus?
2 Blot nogle få øjeblikke før denne bevægede begivenhed havde Paulus opmuntret de ældste fra menigheden i Efesus til at have den samme kærlige omsorg for dem der befandt sig i deres åndelige varetægt. Han ønskede at også de skulle gøre alt for at hjælpe menighedens medlemmer til at så „med henblik på ånden“. Han sagde indtrængende til dem: „Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte sig med sit eget blod [med blodet af sin egen søn, NW].“ — Ap. G. 20:28.
3. Hvilken slags tilsynsmænd er der i dag brug for i Guds folks menighed?
3 Der er afgjort behov for den slags tilsynsmænd i den kristne menighed i dag. Ikke blot mænd der er nidkære i forkyndelsen, mænd der sætter et godt eksempel med hensyn til at gå foran i den offentlige forkyndelse fra hus til hus, mænd der kan holde interessante offentlige foredrag fra talerstolen og som har en god forståelse af Bibelens lære — sådanne egenskaber er prisværdige og yderst gavnlige, både for menigheden og for andre som lytter til forkyndelsen af den „gode nyhed“ — men som det fremgår af de ovennævnte skriftsteder var Paulus som tilsynsmand optaget af den hjord der allerede var indsamlet. Han var interesseret i at den voksede åndeligt, at den blev en „fuldvoksen mand“ i åndelig forstand, og nåede „det mål af vækst der hører til Kristi fylde“. Det var sådan apostelen udtrykte sig da han skrev tilbage til menigheden i Efesus efter sin ankomst til Rom som fange. (Ef. 4:11-13, NW) Kristne tilsynsmænd og de assisterende tjenere i vor tid må derfor først og fremmest have dette i tanke: at hjælpe hver eneste i menigheden til at vokse åndeligt, at hjælpe alle til at så „med henblik på ånden“, så de kan „høste evigt liv af ånden“, og ikke give op med hensyn til at gøre det rette. — Gal. 6:8, 9, NW.
4. Hvilke ord som Paulus skrev til galaterne er det godt at have i tanke når man skal hjælpe andre til at vokse åndeligt?
4 Det at vi hjælper et af menighedens medlemmer til at bruge mere tid til forkyndelsen af den gode nyhed, kan ganske rigtigt være en af de måder hvorpå vi kan hjælpe vedkommende til at så mere med henblik på ånden, men det behøver ikke nødvendigvis at være det. Det kunne endog få den vi hjælper, til at tro at han gør fremskridt rent åndeligt, skønt han i virkeligheden mangler meget med hensyn til andre og vigtigere sider af den åndelige vækst. I forbindelse med den åndelige vækst er det derfor godt om ikke blot tilsynsmanden men alle i menigheden hver især tænker på disse ord, der ligeledes er at finde i Paulus’ brev til galaterne: „Mener nogen, at han er noget, skønt han intet er, da bedrager han jo sig selv: Hver prøve sin egen gerning, og da skal han få sin ros alene efter, hvad han selv er, og ikke efter, hvad næsten er. Thi hver skal bære sin egen byrde.“ — Gal. 6:3-5.
5. Hvordan bedrog nogle af de jødiske kristne i Galatien sig selv ved deres måde at ræsonnere på?
5 De jødiske kristne i menighederne i provinsen Galatien som lagde så stor vægt på at de var blevet omskåret, ’bedrog i sandhed sig selv’. De havde engang vist tro på Kristus Jesus og hans offer som det der kunne frelse dem fra synd og død, men nu ’skubbede de Guds ufortjente godhed til side’. Som Paulus rammende skrev til dem: „Opnås retfærdigheden ved lov, er Kristus jo død til ingen nytte.“ De var „uforstandige“ når de kunne antage sådanne ideer, de var blevet „forhekset“ eller „bragt under ond indflydelse“. (NW) Apostelen ræsonnerer derfor med dem: „Er I nu, efter at I begyndte i ånd, ved at fuldendes i kød?“ Umuligt! Ved at anlægge et kødeligt synspunkt kunne de ikke fuldendes som åndeligsindede mænd med håb om evigt liv. De anså sig selv for at være noget de ikke var. Det at de drog sammenligninger på grundlag af kødet og foretrak omskærelse fremfor ikke-omskærelse, gav dem ikke et fortrin fremfor deres uomskårne kristne brødre med hensyn til åndelig modenhed. Tværtimod, med en sådan indstilling ville det de havde „oplevet“, deres „lidelser“ (NW) for Kristi navns skyld, i virkeligheden have været forgæves. Da de havde sået med henblik på kødet og ikke med henblik på ånden, ville de ikke høste det evige liv. — Gal. 2:21; 3:1-4, NW.
6, 7. (a) Hvordan er nogle kristne i vor tid faldet i den snare at de søger at fuldendes „i kød“ efter at være begyndt „i ånd“? (b) Hvad må vi derfor gøre når vi hjælper andre?
6 Det at vi i dag udholder lidelse og forfølgelser, og det at vi gør en stor indsats i tjenesten ved at forkynde og undervise, vil ligeledes være til ingen nytte hvis vi begynder at sætte vor lid til disse gerninger som et grundlag for retfærdighed, og ikke til Guds ufortjente godhed. Så vil også vi tro at vi er noget, skønt vi intet er, og således bedrage os selv. Nogle er faldet i denne snare og har tillagt deres stilling for stor betydning idet de har sammenlignet deres virksomhed og indsats med andres og følt at denne sammenligning faldt ud til deres fordel. De prøver i realiteten på at „fuldendes“ som kristne, „i kød“ og ikke „i ånd“.
7 Vi der har mulighed for at hjælpe andre til kristen modenhed må derfor ønske at hjælpe dem til at nå dette mål på den rigtige måde. Vi må ønske at hjælpe enhver til at så med henblik på ånden, så vedkommende kan høste en åndelig frugt og virkelig vokse åndeligt med evigt liv for øje. Hvordan kan vi gøre dette? Paulus kommer med et godt forslag i Galaterbrevet 6:4: „Hver prøve sin egen gerning, og da skal han få sin ros alene efter, hvad han selv er, og ikke efter, hvad næsten er.“
8. Hvorfor er empati af så stor betydning når man skal hjælpe andre på rette måde?
8 En kristen tilsynsmand vil bestræbe sig for at have dette princip i tanke når han tilbyder at hjælpe menighedens medlemmer. Dette kræver virkelig empati eller forståelse, evnen til at sætte sig i andres sted. Menighedens medlemmer er ikke alle lige åndeligt modne, og det skyldes forskellige faktorer, såsom år og erfaring i sandheden, evnen til at opfatte og huske oplysninger og anvende dem, den oplæring man har fået som ung, og de nuværende daglige problemer. Hvad det næste skridt er som en kristen må tage, afhænger hovedsagelig af hvor vedkommende befinder sig på vejen til kristen modenhed, og det er vigtigt at tilsynsmanden gør sig dette klart så han kan give den vejledning og opmuntring som hver enkelt personligt har behov for.
9. Hvilken fremgang ønsker vi andre skal gøre, og hvorfor?
9 Det er for eksempel indlysende at en der endnu ikke er begyndt at overvære møderne nogenlunde regelmæssigt, ikke er i stand til at tage tjenesten op og begynde at forkynde den gode nyhed for andre fra hus til hus. Den åndelige anstrengelse det koster at tage et så stort skridt fremad kunne føre til et fald der skadede troen i stedet for at føre til åndelig vækst til modenhed. Dertil kommer desuden at vedkommende slet ikke er i stand til at repræsentere menigheden på rette måde da han endnu ikke regelmæssigt kommer i menigheden. Vi ønsker ganske vist at alle som er interesseret i Guds ord skal gøre fremskridt og nå så vidt at de tager del i den kristne tjeneste. Dette er Jehovas vilje med dem. Men de må gå fremad skridt for skridt, og deres fremgang må ske ved at de lidt efter lidt tillægger sig gode åndelige vaner.
10. (a) Hvorfor er det vigtigt at forældre lægger mærke til de fremskridt deres børn gør og at de roser dem derfor? (b) På hvilket grundlag vil forstandige forældre opmuntre deres børn til at gøre fremskridt?
10 Det er i sandhed opmuntrende når vi kan se at vi gør fremskridt. Det gælder alt hvad vi gør, ikke sandt? Det gælder det lille barn når det lærer noget nyt: at kravle, at tage sine første skridt og at sige sine første ord. Det klukker af henrykkelse over at have udrettet noget. Somme tider kan man næsten ikke spore en fremgang fordi den kræver tid. Dette gælder også med hensyn til vækst. Selv om man sad i timevis og betragtede en plante i haven, ville man ikke kunne se den vokse. Men det gør den! Har man været borte nogle dage og så vender tilbage, er det let at se forandringen i haven, en forandring der skyldes vækst. En fader eller moder der ser sit barn hver dag, lægger måske ikke mærke til at barnet vokser, men en ven af familien der vender tilbage efter nogle måneders forløb, vil straks sige til barnet: „Hvor er du dog blevet stor!“ Efterhånden som barnet bliver ældre er det også opmuntrende for det når man giver udtryk for at det vokser på andre måder. Hvis barnet hjælpes til at se hvordan det gør fremskridt i skolen, vil det blive opmuntret og vil højst sandsynligt arbejde endnu flittigere. Det føler tilfredshed fordi det udretter noget. Forstandige forældre vil spejde efter åndelig vækst hos deres børn og rose dem på en kærlig og venlig måde når der er grund til det. De vil forstandigt vejlede deres børn til at tage de skridt der fører til åndelig vækst i overensstemmelse med børnenes personlige behov og evner. De vil afstå fra at komme med nedslående sammenligninger med andre børn, men hjælpe hvert barn til at „prøve sin egen gerning“, til at se hvordan det gør fremskridt, og så vil barnet ’få sin ros alene efter, hvad det selv er’, og ikke efter hvad et andet barn er, hvilket kunne virke nedslående eller, i nogle tilfælde, være et falsk grundlag for opmuntring.
11. (a) Hvad vil en forkynder med skelneevne gøre for at opmuntre den han studerer Bibelen med? (b) Hvilken form for hjælp vil være til størst gavn for åndeligt syge, og hvordan bør den gives? (c) Hvad vil give det nye medlem af menigheden eller den åndeligt syge virkelig grund til at rose sig?
11 Hvis man ikke kan se at man gør fremskridt, kan det virke yderst nedslående. De der for nylig har tilsluttet sig den kristne menighed og som i nogen tid har haft et bibelstudium, føler ofte at de ikke gør så store fremskridt som de kunne ønske. En klog lærer vil derfor hjælpe sådanne til at se de fremskridt de virkelig gør, ved at rose dem på en venlig og oprigtig måde når lejlighed byder sig. Det samme vil tilsynsmanden bestræbe sig for at gøre over for dem der regelmæssigt kommer i menigheden, men naturligvis skal det ikke være for at smigre. Hvis en der har været et aktivt medlem af menigheden bliver åndeligt syg, behøver vedkommende virkelig hjælp og kærlig støtte. Dette vil hjælpe ham til at bedømme sit eget arbejde, til at se hvad det er der mangler, og til at få nogle praktiske forslag til at overvinde sit problem. Måske hans problem blot består i at han ikke er sikker på hvad han skal gøre eller hvilket skridt han skal tage. Han vil værdsætte at få hjælp og vejledning om hvad han skal gøre for at blive åndeligt styrket. En sådan hjælp bør ganske rigtigt gives på en kærlig og taktfuld måde, men den må også være ærlig og realistisk. Når en sådan hjælp gives med kærlighed og empati, er de der hjælpes taknemmelige for at blive hjulpet til at tage det rette skridt på vejen til åndelig vækst og modenhed. Ros dem oprigtigt efterhånden som de gør fremskridt. Hjælp dem til at se deres egen fremgang. Så vil de have grund til at rose sig, og det efter hvad de selv er og ikke efter hvad andre er.
Vær på vagt — mist ikke åndeligheden
12. Hvad må vi være på vagt over for hvis vi skal høste det evige liv af det vi sår?
12 Når vi sår med henblik på ånden, fører det til åndelig vækst. Hvis vi holder op med at så med henblik på ånden, holder vi op med at vokse åndeligt. Endnu værre, hvis vi vender tilbage til at så med henblik på kødet, ophører vi med at gøre hvad der er ret, og vor værdsættelse af åndelige ting dør, hvilket vil føre til åndelig uvirksomhed og død. Vi har måske førhen vandret „i overensstemmelse med tingenes ordning i denne verden“. (NW) „Til dem hørte vi også alle forhen, da vi fulgte vort køds lyster og gjorde, hvad kødet og tankerne ville, og af natur var vi vredens børn ligesom de andre.“ (Ef. 2:2, 3) Men da vi begyndte at tage til os af Guds sandhedsord, begyndte vi at forstå hvad Jehovas hellige ånd åbenbarede om hans vilje med os, og at handle efter den; da begyndte vi at blive levende i ordets egentligste forstand. (1 Kor. 2:11, 12; 2 Kor. 3:6) Hvis vi vedbliver med at så med henblik på ånden, skal vi „høste evigt liv af ånden“. Vi ønsker ikke at miste denne velsignede høst, det evige liv, vel? Vi må derfor være årvågne så vi hos os selv opdager enhver tendens til at vende tilbage til at så med henblik på kødet.
13, 14. (a) Hvordan viser man at man handler i overensstemmelse med Guds ånd når det gælder personlige problemer i forbindelse med andre? (b) Hvad kan det føre til hvis vi undlader at handle i overensstemmelse med Guds ånd i sådanne spørgsmål? (c) Hvordan skaber det at man er åndeligsindet et godt forhold mellem kristne brødre?
13 Det kan være at du, kære læser, allerede er et medlem af en af Jehovas vidners menigheder. Hvordan ser du da på dine trosfæller? Ved du at den måde du betragter andre på, giver dig et klart billede af hvordan du sår? Det kan hurtigt sige dig om du betragter tingene på en rent kødelig måde eller på en åndelig måde. Hvis du for eksempel opdager at du er begyndt at finde fejl ved, og i dine tanker ser ned på, andres indsats i Jehovas tjeneste, er det et advarende tegn på at du står i fare for at vende tilbage til at så med henblik på kødet. Hvis der virkelig er en grund til en uoverensstemmelse mellem dig og din kristne broder eller søster, hvis du føler at vedkommende har syndet imod dig, så sørg hurtigt for at få sagen bragt ud af verden, enten ved ’ikke at holde regnskab med forurettelser’ — og det betyder at man virkelig får dem ud af sindet og ikke bærer nag — eller ved at følge Jesu vejledning i Mattæus 18:15-17 så du kan vinde din broder. På denne måde handler du i overensstemmelse med Guds ånd. (1 Kor. 13:5, NW) Hvad bliver resultatet hvis du ikke følger denne handlemåde? At du i dit hjerte bærer nag til vedkommende broder eller søster. Dette vil farve hele dit forhold til vedkommende. Når „overtræderen“ er på podiet for at fremholde et bibelsk foredrag eller tage del i en drøftelse eller demonstration, vælder der en følelse af uvilje op i dig, og du lytter med en kritisk indstilling og ikke med kærlighed og værdsættelse. Det er den indstilling som „kødelige“ og ikke „åndelige“ mennesker har, ikke sandt? — 1 Kor. 3:1-3.
14 Dette betyder ikke at vi ikke kan se andres skrøbeligheder. Men den åndeligsindede, der bærer Guds ånds frugter, er barmhjertig, langmodig og fuld af mildhed. Han bærer over med andre. Han husker på at enhver i menigheden er en Jehovas tjener som søger at behage Ham.
15. Hvad er følelser som misundelse og vrede et tegn på, og hvilken indstilling opfordrer Jakob os til at have?
15 Hvis man har mistet sin åndelighed kan det også give sig udslag i misundelse. Det kan være at man har forventet at få overdraget en eller anden opgave eller tjenesteforret, men at man bliver forbigået til fordel for en anden. Det „kødelige“ menneske, den der sår „med henblik på sit kød“, vil føle krænkelsen og forurettelsen vælde op i sig. Denne forurettelse ødelægger glæden og gør det vanskeligt, ja måske endog umuligt, at samarbejde med den broder der nu er udnævnt. Det er ikke uden grund at disciplen Jakob skrev: „Er der nogen viis og forstandig iblandt jer, så skal han ved sin gode færd lade det komme frem i gerning med visdommens sagtmodighed. Men huser I bitter misundelse og egennytte i jeres hjerter, så ros jer ikke løgnagtigt på trods af sandheden! Den ’visdom’ kommer ikke ovenfra, men er jordisk, sjælelig, og stammer fra de onde ånder. Thi hvor der er misundelse og egennytte, der er forvirring og alt, hvad ondt er.“ — Jak. 3:13-16.
16. Hvorfor bør vi bekæmpe enhver tilbøjelighed til at afvise opmuntring fra andre eller til at tage vejledning ilde op?
16 Et sikkert tegn på at vi har mistet vort åndelige udsyn er at vi begynder at tage det ilde op hvis modne kristne prøver at opmuntre eller vejlede os når dette er på sin plads og det gøres i kærlighed og med støtte i Bibelen. Vær på vagt over for dette faresignal. Undgå enhver tendens til at ringeagte vejledning ved at sige til dig selv: „Åh, det er bare ham der siger sådan,“ for på den måde betragter du vejledningen som om den blot kom fra et menneske og ikke fra Jehova gennem en af hans tjenere. Når alt kommer til alt kan vi forvente, når vi er tilknyttet Guds sande menighed, at blive tilbudt personlig hjælp, at få vejledning og opmuntring når vi har brug for det. De „som har åndelige kvalifikationer“ har pligt til at sørge for hjorden, til i en mildhedens ånd at hjælpe dem der „begår et eller andet fejltrin“, på fode igen. (Gal. 6:1, NW) Tag imod en sådan hjælp. Hvis du gør det, viser du den form for ydmyghed som fører til at du bliver velsignet af Jehova, til at du erfarer hans ufortjente godhed og ophøjes til livet i hans retfærdige nye orden. — Jak. 4:6, 10.
17, 18. (a) Hvilket andet symptom vil højst sandsynligt vise sig hos den som har mistet sin åndelighed, og hvad kan bidrage hertil? (b) Hvorfor er tiden ikke inde til at blive træt når man gør det rette?
17 Et almindeligt symptom på at man har mistet sin åndelighed er at man mister sin nidkærhed i den kristne tjeneste. Den første nidkærhed man havde da man blev kristen og som skyldtes forventningen om snart at se håbet om liv i lykke under Guds rige virkeliggjort, kan forsvinde. Tiden går og Harmagedon er ikke kommet så hurtigt som man forventede. Dagliglivets problemer trænger sig atter ind på os og minder os om vore ufuldkommenheder og skrøbeligheder. Eller måske skæver vi længselsfuldt til de nuværende materielle goder som andre nyder, og fristelsen til ikke at gå glip af de fornøjelser livet nu byder på, underminerer vor hengivenhed for Jehovas sag.
18 Men er det virkelig tiden til at holde op med den skønne gerning Gud har overdraget sine tjenere i disse „sidste dage“? Mere end nogen sinde før er dette tiden til at vise udholdenhed i Jehovas tjeneste. Hans rige som var lovet for længe siden, har hersket fra himmelen siden 1914. Der er allerede gået en stor del af „endens tid“, de sidste dage for den nuværende tingenes ordning. Det ondes fuldstændige ende er nær og vil komme i vor generation. Millioners liv står på spil; de har hårdt brug for vor hjælp. Hvilken forret det da er for indviede kristne at lede oprigtige mænd og kvinder bort fra denne verdens vanvittige adfærd og hjælpe dem til at antage den sande tilbedelse som fører til evigt liv! Derfor, „når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid; såfremt vi ikke giver tabt. Så lad os da, mens vi har lejlighed til det, gøre godt mod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme tro“. — Gal. 6:9, 10.
19. Hvilken kamp må vi hver især udkæmpe, og hvad står på spil?
19 Lad os ikke tage let på vor tilbøjelighed til at så ’med henblik på kødet’, som om det var uden betydning. Eftersom vi stadig er ufuldkomne, lider vi naturligvis fortsat under kødets skrøbeligheder. Vi erfarer at vi ikke altid gør det vi gerne ville gøre, eller at vi har gjort noget vi ønsker vi ikke havde gjort. Men vi må ikke give efter for kødets begæringer og „leve efter kødet“. Der udkæmpes en kamp inden i os, mellem vort sind, hvormed vi stræber efter at være i overensstemmelse med Jehovas ånds ledelse, og vort kød. (Rom. 7:18-23; 8:12, 13) At give efter for kødet og atter begynde at så med henblik på kødet, vil uvægerlig føre til at vi høster fordærvelse, ja død. Men „den som sår med henblik på ånden, skal høste evigt liv af ånden“. — Gal. 6:8, NW.
20. Hvilke opmuntrende ord indeholder Hebræerbrevet 6:9-12 til dem der trofast holder ud og gør det rette?
20 Til dem der holder ud og gør det rette, lyder denne kærlige og opmuntrende vejledning: „Men selv om vi også taler således, er vi dog overbeviste om, at med jer, I elskede, står det bedre til, og at I har del i frelsen. Thi Gud er ikke uretfærdig, så han skulle glemme jeres arbejde og den kærlighed, I har vist mod hans navn, ved at I har hjulpet og stadig hjælper de hellige. Men vi ønsker inderligt, at enhver af jer må vise den samme iver efter at fastholde fuld vished i håbet indtil det sidste, så I ikke bliver sløve, men efterfølger dem, som ved tro og tålmodighed arver det, der er dem forjættet.“ — Hebr. 6:9-12.