Hvad det vil sige at være ærlig
JETFLYET fra New York var netop landet i Wien. Ud af den steg over et hundrede passagerer, alle kristne forkyndere der skulle overvære en kongres som allerede var i gang i Wiener Stadthalle. Forkynderne blev ført ind i toldbygningen hvor kun nogle få toldbetjente, som ikke syntes at have særligt hastværk, var at se. Nogle af passagererne som var ivrige efter at komme til Stadthalle, begyndte at spekulere på hvor lang tid det mon ville tage at komme igennem tolden med den fart.
Så bad toldbetjentene to af forkynderne om at åbne deres kufferter. De undersøgte omhyggeligt indholdet. Fuldt ud tilfredse vinkede de de mere end et hundrede andre gennem tolden. Men hvad nu hvis en af de to der fik deres bagage undersøgt, havde prøvet at smugle noget ind i landet? Så ville det ikke alene have betydet en stor forsinkelse for alle de andre, som hver især måtte have deres bagage undersøgt, men det ville også have givet det bibelselskab som afholdt denne kongres et dårligt omdømme.
Dette eksempel fra det virkelige liv understreger nogle af de mange grunde til at kristne forkyndere bør være ærlige. De skylder deres Gud, deres kristne trosfæller, og sig selv at være det.
Hvad vil det sige at være ærlig? Ordbog over det danske Sprog definerer det at være ærlig således: „Som ikke lyver, forstiller sig, søger at skjule noget; som taler sandt, aabent, oprigtigt, af hjærtens grund; hvis karakter, væsen er blottet for hykleri, forstillelse, alt unaturligt ell. uægte; oprigtig; sand(dru); aaben.“
Bibelen viser at Skaberen, Jehova Gud, er „sandhedens Gud“. Han er fuldkommen ærlig og retfærdig: „Alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ Ja, „det er umuligt for Gud at lyve“. — Sl. 31:5, NW; 5 Mos. 32:4; Hebr. 6:18, NW.
Omfattende uærlighed
I vor tid ignorerer man i det store og hele denne sandhedens Gud, Jehova, og hvad er resultatet? Der hersker en iøjnefaldende mangel på ærlighed overalt hvor mennesker har med hinanden at gøre, både på det sociale, økonomiske og politiske område. I Amerika stjæler butikstyve hvert år for flere hundrede millioner dollars fra butikkerne. Arbejdere stjæler på forskellig måde fra deres arbejdsgivere. Folk der har tegnet forsikringer stjæler fra forsikringsselskaberne ved at stille falske erstatningskrav. Sammenslutningen af amerikanske forsikringsselskabers erstatningskontor anslår således at 75 procent af alle krav om erstatninger er delvis svindel, hvilket årligt betyder et tab på 350 millioner dollars.
Mange skoleelever tager snyderi for givet. Borgere snyder staten for skat eller told, og staten snyder borgerne. I De forenede Stater taler man om en „tillidskløft“. Dermed mener man at der er en stor kløft mellem det regeringen fremholder som kendsgerninger, og det der virkelig viser sig at være kendsgerninger. New York Times for 18. april 1968 meddelte således at komiteen for de amerikanske bladudgiveres selskab havde udtalt at for De forenede Staters regerings vedkommende var „tillidskløften blevet bredere end nogen sinde“. Komiteen forklarede at De forenede Staters regerings nyhedskanaler i virkeligheden er blevet så vant til at fortælle usandheder at „officielt bedrag praktiseres både når det er nødvendigt“ — som for eksempel i forbindelse med militære hemmeligheder — „og når det ikke er det“.
Selv blandt dem der giver sig ud for at være kristne, både dem på prædikestolene og dem i kirkestolene, møder man uærlighed! I tidsskriftet Plain Dealer, Cleveland (Ohio), kunne man den 21. februar 1968 læse at en opinionsundersøgelse som omfattede 3000 protestantiske præster, havde afsløret at flertallet af dem der var under fyrre, kun anerkendte ganske få bibelske opfattelser. De troede for eksempel ikke at det var Moses der havde skrevet Bibelens fem første bøger, at Jesus var født af en jomfru og var blevet oprejst fra de døde ved et mirakel, og så videre. Kort sagt, de troede ikke på Bibelen som Guds inspirerede ord. Og alligevel giver disse mænd sig ud for at være kristne forkyndere, efterfølgere af Jesus Kristus, der om Guds ord, Bibelen, sagde: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Louisville-bladet Times (Kentucky) fortalte den 10. februar 1968 om de klager som unge mennesker indsender over de organiserede religionssamfund. Det hed blandt andet: „Der var ét ord der gang på gang dukkede op i brevene: hykleri.“
Hvad skal sande kristne gøre, omgivet som de er af dårlige eksempler? Være uærlige fordi „sådan gør alle“? Skal de blot tage let på det og ’drive spot med brøde’? (Ordsp. 14:9, NW) Skal de efterligne verden og således vise at de er en del af den, eller skal de bevare sig selv „uplettet af verden“? — Jak. 1:27.
Vær ærlig i tale
At være ærlig vil blandt andet sige at man er sandfærdig i sin tale. Løgn fordømmes i stærke vendinger i Bibelen, som viser at Satan Djævelen var den første løgner. (Joh. 8:44) Af det der skete med Ananias og Safira kan vi forstå hvor alvorligt Gud ser på det at lyve. Disse to blev øjeblikkelig ramt af Guds kraft og faldt døde om fordi de havde løjet for apostelen Peter, et medlem af den kristne menigheds styrende råd. Deres straf synes at vise at Jehova ser særlig alvorligt på dét at lyve eller at give en urigtig fremstilling over for dem der har ret til at vide sandheden fordi de har en stilling som tilsynsførende i den kristne menighed, som for eksempel det styrende råds rejsende tilsynsmænd i dag. — Ap. G. 5:1-11.
Nogle synes måske ikke at det Ananias og Safira gjorde, var så slemt. De var ikke skyld i at andre led tab på grund af deres løgn; de dækkede ikke over tyveri med en løgn. De havde heller ikke berøvet andre noget der tilhørte dem. Hvori bestod da deres synd, deres fejl? I uærlighed, hykleri!
Ja, de ønskede at tage sig bedre ud end de virkelig var. De ønskede at have et godt omdømme blandt Guds folk, så det kunne hedde sig at de var blandt de gavmilde der solgte deres ejendom og derpå gav hele udbyttet for at hjælpe deres kristne brødre, skønt de i virkeligheden tilbageholdt noget af det. Det som kristne forkyndere i vor tid kan lære af denne begivenhed, er at de må være 100 procent ærlige når de rapporterer deres kristne tjeneste. Tjenerne i menigheden må ligeledes være fuldstændig ærlige når de skal fortælle en rejsende tilsynsmand fra Jehovas folks styrende råd om menighedens sande tilstand. De bør ikke „pynte“ på den, blot fordi den rejsende tjener der virker som tilsynsførende, kommer på besøg, men forklare hvordan det virkelig står til i menigheden.
Her satte apostelen Paulus de kristne i vor tid et udmærket eksempel. Han skrev: „I enhver henseende anbefaler vi os som Guds tjenere . . . ved kærlighed uden hykleri, ved sandfærdig tale.“ (2 Kor. 6:4, 6, 7, NW) Han og apostelen Peter formanede meget betimeligt de kristne til at være sandfærdige og ærlige i deres tale: „Derfor aflæg løgn og tal sandhed, hver med sin næste.“ „Lyv ikke for hverandre.“ „Den, som vil elske livet og se lykkelige dage, skal holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig.“ — Ef. 4:25; Kol. 3:9; 1 Pet. 3:10.
En kristen synes måske at det er kærligt at skjule sandheden, selv for nogen der har ret til at kende den, for at beskytte en anden mod at blive tugtet. Men en sådan handlemåde udspringer ikke af sand kærlighed, af den principbestemte agápe-kærlighed, men er en form for selviskhed, eller i bedste fald misforstået venlighed. En moder holdt således sandheden om sin datters opførsel skjult for sin mand, for at faderen ikke skulle blive vred og tugte sin datter. Men da datteren blev gravid fordi hun holdt til med den slags unge som hendes fader ikke syntes om, kunne moderen ikke længere skjule sandheden for faderen, der blev højst chokeret. Moderen, derimod, havde ingen grund til at blive chokeret, for hun burde have vidst hvad datterens adfærd kunne føre til. En kristen bør heller ikke over for de tilsynsførende i menigheden tilbageholde oplysninger som har at gøre med menighedens renhed, blot for at beskytte en overtræder mod at blive tugtet.
Tilbagebetal hvad du låner
At være ærlig vil også sige at man tilbagebetaler det man har lånt. Det vil sige at man aldrig bør stifte gæld som man ikke har god grund til at tro at man kan betale tilbage. Og har man én gang stiftet gæld, vil det sige at man må være præcis med hensyn til at betale den tilbage ifølge aftalen. Det er forkasteligt at låne fra andre og ikke betale tilbage, og det er også en byrde for andre. Apostelen Paulus satte os et glimrende eksempel, hvilket vi kan læse i hans brev til de kristne i Tessalonika. Han arbejdede og sled nat og dag ’for ikke at falde nogen af dem til byrde’. „I kan vidne, ja Gud selv,“ skrev han, „om hvor fromt og retskaffent og ulasteligt vi færdedes iblandt jer, som tror.“ Ja Paulus brugte ikke det at han var en apostel og en kristen missionær som en undskyldning eller begrundelse for at ligge andre til byrde eller for noget så forkasteligt som at stifte gæld og ikke betale den tilbage. — 1 Tess. 2:9, 10.
Alle kristne, og især alle heltidsforkyndere, gør vel i at ransage sig selv for at finde ud af om de kommer til kort på dette punkt. Nogle der kalder sig kristne har undladt at følge Paulus’ eksempel, og dette har bragt vanære over Jehovas navn’ og organisation. Ved deres handlemåde har de heller ikke fulgt Paulus’ råd på dette punkt, for han skrev også: „Bliv ingen noget skyldige uden det at elske hverandre.“ Det er uærligt ikke at betale det tilbage som man skylder, og det uanset om man skylder lidt eller meget, om man skylder en kristen broder som har været så venlig at give en et lån, eller man skylder en forretning for de ting man har købt. — Rom. 13:8.
Hvis man låner og ikke betaler tilbage gør man sig i virkeligheden til ét med onde og gudløse mennesker, om hvem salmisten David skrev: „Den gudløse låner og bliver i gælden.“ Især er det forkasteligt at udsætte tilbagebetalingen hvis man er i stand til at betale gælden tilbage, for Ordsprogenes forfatter siger: „Nægt ikke den trængende hjælp, når det står i din magt at hjælpe; sig ej til din næste: ’Gå og kom igen, jeg vil give dig i morgen!’ — såfremt du har det.“ — Sl. 37:21; Ordsp. 3:27, 28.
Vær ærlig inden for familiekredsen
Ærlighed er også påkrævet inden for familiekredsen. Ægtefæller fristes ofte til at være uærlige med hensyn til hvordan de bruger deres penge og tid. Hustruen giver måske en urigtig forklaring på hvor meget hun har brugt til husholdningen, for at få penge til noget som hendes mand betragter som luksus.
Ægtefæller bør også være loyale i deres forhold til hinanden. Det er ikke ærligt hvis ægtefæller lader sig indtage i andre end deres ægtefælle. Blot en såkaldt „lille flirt“ kan såre den anden og kunne let føre til noget mere alvorligt, til en blind forelskelse, som igen kunne føre til utroskab og udstødelse af den kristne menighed. — Ordsp. 5:15-23.
Forældre må ligeledes være ærlige over for deres børn. Dette indbefatter at de må praktisere det de lærer børnene med hensyn til at følge bibelske principper. Lærer forældre deres børn at de ikke må lyve, for derpå selv at lyve når de udfylder deres selvangivelse? Siger de til børnene at de ikke må stjæle, og tager selv håndklæder fra et motel? Formaner de deres børn til at være lovlydige, men overtræder selv færdselsloven?
Børnene må på deres side være ærlige over for deres forældre. Deres forældre har ret til at vide hvad de laver, hvem de er sammen med, og hvordan de bruger deres tid, penge, og så videre. Alt dette er indbefattet i Bibelens formaning til børn om at ære deres forældre. Hvis man allerede som barn er uærlig i små ting, kan det meget let føre til at man i en tidlig alder kommer ind på forbryderbanen. — Ordsp. 6:20-23; Ef. 6:1-3.
Vær ærlig over for ’dem der er udenfor’
Kristne har også pligt til at være ærlige over for udenforstående, det vil sige dem uden for den kristne menighed og familiekredsen. De må være eksemplariske skatteborgere, for på dette punkt er der givet tydelige bibelske påbud. Da Jesu opmærksomhed blev henledt på spørgsmålet om at betale skat, sagde han: „Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ Og apostelen Paulus gav følgende formaning: „Giv alle, hvad I er dem skyldige: den, I er skat skyldige, skat.“ Dette indbefatter naturligvis at man betaler told af varer man fører ind i landet. — Matt. 22:21; Rom. 13:7.
Kristne bør også være ærlige i forholdet til deres arbejdsgiver. De bør ikke fortælle usandheder for at få fri fra arbejde eller benytte sig af visse omstændigheder for at drive i arbejdstiden. De skal arbejde, „ikke med øjentjeneste som de, der vil tækkes mennesker, men af et oprigtigt hjerte i ærefrygt for Herren. Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker“. Ja som den vise kong Salomon sagde: „Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til.“ — Kol. 3:22, 23; Præd. 9:10.
Ærlighed belønnes
Vi bør ikke blot være ærlige fordi det betaler sig. De der blot er ærlige fordi „ærlighed varer længst“, sætter taktik før ærlighed, og de vil måske til tider opdage at ærlighed ikke synes at betale sig bedst og derfor blive fristet til at være uærlige. Men eftersom det at være ærlig er et bibelsk krav, kan vi også forvente at ærlighed fører til et godt resultat, „thi hvad et menneske sår, det skal han også høste“. — Gal. 6:7.
Ærlighed fører til Guds godkendelse: „[Jehova], hvo kan gæste dit telt, hvo kan bo på dit hellige bjerg? Den, som vandrer fuldkomment og øver ret, taler sandhed af sit hjerte.“ Ja „den falske er [Jehova] en gru; mod retsindige er han fortrolig“. — Sl. 15:1, 2; Ordsp. 3:32.
Ærlighed giver desuden en god samvittighed, og gør det således lettere for os at leve med os selv. Kristne formanes gentagne gange til at have en god samvittighed, og at være ærlig er en absolut nødvendighed for at have samvittigheden i orden. (Rom. 13:5; 1 Tim. 1:5, 19; 1 Pet. 3:16) Alle bør stræbe efter at kunne sige som Paulus: „Brødre! jeg har med fuldgod samvittighed levet mit liv for Gud indtil denne dag.“ Hvilken belønning, hvilken tilfredsstillelse, at kunne sige således! — Ap. G. 23:1.
Den der er ærlig vil heller ikke vække anstød eller bringe andre til fald. Jesus advarede herimod idet han sagde at det var bedre om der var hængt en møllesten om ens hals og man var kastet i havet end at man forargede en af hans disciple. (Luk. 17:2) Her er Paulus atter et godt eksempel: „Vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry,“ sagde han, og han bad om at de kristne i Filippi ikke måtte være „til anstød for andre“: — 2 Kor. 6:3; Fil. 1:9, 10, NW.
Endnu en belønning som det at være ærlig medfører, er at det giver Jehovas folk et godt navn. Et eksempel kan nævnes fra Spanien. Her er flere Jehovas vidner i fængsel fordi de nægter at gøre militærtjeneste. Inspektøren for et af fængslerne spurgte lederen af snedkerværkstedet om hvorfor han altid satte et af vidnerne til at stå for udstyrslageret, og fik som svar: „Vidnerne er de eneste pålidelige og ærlige folk i fængslet. De slås ikke, de spiller ikke hasard, og de smugler ikke spiritus ind i fængslet imod reglementet.“ Noget lignende fortælles fra Ungarn. Den nye politichef i en landsby var temmelig fjendtligt indstillet over for Jehovas vidner. En dag kom et vidne til politistationen med en tegnebog som hun havde fundet og som indeholdt en betydelig sum penge. Dette fik ham til at forandre indstilling over for Jehovas vidner. Ved et selskab hvor han hørte nogle nedsættende bemærkninger om vidnerne, udtalte han: „Disse mennesker bør man på ingen måde tale dårligt om, for de er virkelig ærlige; der findes ingen bedre mennesker. Hvis blot alle var Jehovas vidner! Dem har jeg aldrig haft besvær med.“ — 1968 Yearbook of Jehovah’s Witnesses.
Er det ikke sådan det skal være? Som Jesus sagde i sin bjergprædiken: „Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.“ Det at være ærlig indebærer i sandhed en stor belønning! — Matt. 5:16.