Guds navn og kristenheden
UNDER gudstjenesten i mange af Europas ældre kirker kan tilhørerne sikkert ikke lade være med også at se på rummets udsmykning, det kunstfærdige billedskærerarbejde og kalkmalerierne som pryder vægge og loft — minder fra baroktiden i europæisk kunst. Opmærksomme iagttagere vil opdage mange tegn og symboler, og søger måske at finde ud af hvad de betyder. Et af disse symboler kan det godt være vanskeligt at tyde. Hvilket symbol tænker vi på?
Da det ofte indtager den fornemste plads i udsmykningen, må det stå for noget ret betydningsfuldt eller en ret fremtrædende person. Det ligner et ord på fire bogstaver — men bogstaver som forekommer de fleste meget fremmedartede. Som oftest ser man de fire bogstaver i en trekant, omgivet af solstråler. Hvad betyder dette mystiske symbol, som ikke engang nævnes under gudstjenesten?
De fire tegn benævnes med et græsk ord, „tetragrammaton“, og fremmedordbogen siger at det betyder et „ord på 4 bogstaver; især Guds navn (med 4 hebraiske bogstaver)“. Almindeligvis gengives de på dansk som JHVH, „et bibelsk egennavn for Gud“. Forekommer det ikke temmelig mærkeligt at der findes et bibelsk egennavn for Gud og at præsterne alligevel kun har meget lidt, om overhovedet noget, at sige om det?
Måske i Deres kirke
I mange kirker og katedraler, især i dem der stammer fra det sekstende og det syttende århundrede eller er ældre endnu, kan man finde dette guddommelige navn i form af tetragrammatonet. Det findes måske også i den kirke De kommer i.
I kirken i den tyske by Steinhausen, for eksempel, findes der i loftet et freskomaleri som forestiller engle og skyer, og i maleriets centrum ses en trekant med dette navn på fire bogstaver. Højt oppe over alteret i den katolske basilika i Gossweinstein, Schweiz, forekommer det samme symbol, omgivet af forgyldte solstråler. I Tyskland kan man desuden finde Guds navn skrevet med hebraiske bogstaver i basilikaen i Ottobeuren, i sognekirken Skt. Trudpert, Minstertal, i den katolske kirke i Vilseck, Oberpfalz, i den benediktinske klosterkirke Skt. George, Isny, Allgäu, i Zeil slotskirke i nærheden af Leutkirch, Allgäu, og i Lorenzkirken i Kempten, Allgäu.
Eftersom Guds personlige navn var vigtigt nok til at få en meget fremtrædende plads da disse kirker blev bygget, hvorfor bliver det da ikke forklaret for kirkegængerne? Hvorfor undgår de fleste præster det omhyggeligt? Mener nutidens teologer at der er noget anstødeligt ved dette navn? Kunne det tænkes at deres tilbøjelighed til at undgå det skyldes, som nogle hævder, at man ikke længere ved hvordan man udtalte vokallydene i dette navn på gammelhebraisk? Nej, det kan næppe være en tilstrækkelig grund, for så måtte man også udelade alle de andre egennavne i De hebraiske Skrifter — navne som Abraham, Josua og Melkizedek. Kunne man forestille sig en historisk beretning uden navne?
Den hollandske præst Hellmut Rosin indrømmer at de gejstlige har måttet træffe en afgørelse, stillet over for den kendsgerning at Guds personlige navn forekommer over 7000 gange i Bibelens grundtekst. Ifølge denne religiøse talsmand måtte man vælge imellem ’at tage dette hellige navn alvorligt, eller betragte det som noget der kun har historisk interesse’.
At nogle gejstlige før i tiden virkelig tog navnet alvorligt, er meget tydeligt. På indersiden af kuplen på Nordlingen kirke i Tyskland indtager dette navn en dominerende plads. Et loftsmaleri i en anden kirke, i Salem i nærheden af Bodensøen, skildrer Moses ved den brændende tornebusk, og tetragrammatonet tjener som symbol på Guds nærværelse. Man kan også finde navnet i klosterkirken i Schöntal, i en kirke i Waldenburg, godt tredive kilometer fra Stuttgart, i Speinsharth kloster i Kemnath/Bayreuth, Bayern, og i den evangeliske kirke i Fürstenau.
I domkirken i Strasbourg er der til venstre for kirkeuret en cirkel med tre ord: tetragrammatonet, og det græske og det latinske ord for „Gud“. Også i katolicismens hjemland kan man finde det guddommelige navn. På Skt. Victorbasilikaen i Varese indtager det den fremtrædende plads lige over hovedindgangen. Ja endog i Peterskirken i Rom findes det mindst to steder.
Skulle man så ikke kunne forvente at katolikkerne ved noget om dette personlige navn på Gud — et navn der er så fremtrædende i kirkernes udsmykning? Dog antyder en oplevelse som en turist har haft i domkirken i Toledo, Spanien, at det er lidt småt med denne viden. Kunstneren El Greco har i denne kirke taget det hebraiske navn på fire bogstaver med i et af sine berømte vægmalerier. Turistføreren, en lærer fra Barcelonas universitet, oplyste fejlagtigt at disse fire bogstaver stod for „gloria Maria“ på kryptografisk latin.
Ophøjer kristenheden Guds navn?
Kristenhedens kirkesamfund, både katolske og protestantiske, har frit gjort brug af de bibelske Salmer i deres liturgi. Sognebørnene må dog ofte være i tvivl om hvem de priser med deres sang — om det er Herren Jesus Kristus eller Jesu Kristi Fader. I grundteksten til Salmernes bog forekommer det hebraiske navn på Gud hyppigere end i nogen anden bog i Bibelen, og Salmernes grundtema udtrykkes magtfuldt med følgende ord fra Salme 34, vers 3 4: „O pris Jehova med mig, I folk, og lad os sammen ophøje hans navn.“ (NW; vers 4 i den danske oversættelse) I kristenhedens kirker synger man imidlertid om en anonym „Herre“.
I stedet for at prise den suveræne Guds navn har gejstligheden forholdt sig tavs med hensyn til det guddommelige navn. Ja teologen Johann D. Michaelis, hvis oversættelse af De hebraiske Skrifter (fra det attende århundrede) indeholder navnet Jehova mange gange, indrømmer at hans ’venner holdt på at han overhovedet ikke burde indføje dette fremmedord i teksten’. Hvem disse „venner“ var fortæller han ikke, men han svarede dem at hans integritet som oversætter krævede at han gengav Guds navn ligesom han gengav andre egennavne, som for eksempel Abraham, Isak og Josua.
Siden har istandsættelsen af kristenhedens kirkebygninger næppe holdt trit med hjernevaskningen af de teologistuderende. I domkirken i Grenoble i Frankrig findes dette navn på fire bogstaver også, skønt det står på hovedet; i Schweiz kan man desuden finde det højt oppe under loftet i jesuiterkirken i Einsiedeln, i kantonen Schwyz. Og i Skt. Martinskirken i Olten (Schweiz) har man på den fremtrædende plads hvor tetragrammatonet sædvanligvis findes, anbragt navnet JEHOVAH, skrevet helt ud.
Der kan ikke være nogen tvivl om at gejstlighedens respekt for den „som nævnes Jehova“ (Sl. 83:19, Kalkar) er gået stærkt tilbage. For eksempel gav dronning Elisabeth I af England — som det titulære overhoved for den engelske katolske kirke — med rette eller urette Jehova æren for befrielsen for den spanske Armada; på sin erindringsmedalje skrev hun: „יהוה [ikke ’Gud’ eller ’HERREN’] blæste med sin vind, og de blev spredt.“ Men under hendes efterfølger, kong Jakob I, bestemte højtstående kirkelige embedsmænd som foretog oversættelsen af den engelske autoriserede bibel, sig for at følge en overtroisk sædvane, og de indsatte „HERREN“ eller „GUD“ næsten alle de steder hvor det hebraiske tetragrammaton forekommer.
Alligevel kan de der besøger Skt. Nicholaskapellet på den engelske ø Wight stadig se tetragrammatonet på en fremtrædende plads i loftet. Og i residensbyen Edinburgh findes navnet „JEHOVA“ i en inskription som er dateret 1614, over indgangen til koret i St. Mary’s Cathedral. I Plymouths byvåben finder vi sætningen: „Jehovas navn er det stærkeste tårn.“ (Ordsp. 18:10) Heller ikke Westminster Abbey i London mangler sin gengivelse af Skaberens hebraiske navn.
Christian IV af Danmark og Norge (1588-1648) er en anden af kristenhedens monarker som brugte Jehovas navn. På Rundetårn i København, færdigbygget i 1642, lod han udfærdige en rebusindskrift som i oversættelse lyder: „Jehova! Led visdom og retfærd til den kronede kong Christian IV’s hjerte.“ Også andre steder i Danmark kan man finde eksempler på brugen af tetragrammatonet på fremtrædende steder: over altertavlen i Povls Kirke på Bornholm, i kirker i Tønder og Møgeltønder, og på gavlen af Holmens Kirke i København.
Christian IV lod også Skaberens hebraiske navn få en fremtrædende plads på loftet i en af salene på Frederiksborg Slot i Hillerød, og en af hans mønter, dateret 1644, bærer inskriptionen „יהוה Justus Judex“, det vil sige „Jehova den retfærdige Dommer“.
I Hälsingborg i Sverige findes tetragrammatonet på et rækværk foran alteret i Skt. Mariakirken. I Finland kan man se det over den vestlige indgang til Skt. Charleskirken i Helsingfors, også i Kuopio domkirke, den nye kirke i Kauhajoki, i den vestlige del af landet, og endvidere i en gammel kirke i markedsbyen Lohja, og i Oulu domkirke oppe mod nord.
Som en del af baroktidens religiøse udsmykning fandt tetragrammatonet vej tværs over Atlanterhavet til Amerika. I Skt. Paulskapellet (som blev fuldført i 1776) i New Yorks Trinity-sogn forekommer det guddommelige navns fire hebraiske bogstaver umiddelbart over alteret. De kan også ses midt på hvælvingen over alteret, i en forgyldt trækartouche som forestiller solens stråler. På de malede ruder over alteret i Trinity-kirken i Wall Street kan man også se de bogstaver som udgør det guddommelige navn.
Nu vil kristenhedens talsmænd imidlertid gerne glemme alt om Guds personlige navn. Guds inspirerede ord erklærer: „Enhver, som påkalder [Jehovas] navn, skal frelses.“ (Joel 3:5; Rom. 10:13) Men modernistiske gejstlige deler det synspunkt som en canadisk præst har givet udtryk for: „Det navn som folk giver Gud har heller ingen betydning. Han vil sandsynligvis ikke lytte mindre opmærksomt til deres bønner fordi de kalder ham ’Allah’, eller måske endog, som de nordamerikanske indianere, ’Manitou’.“ Disse gejstlige glemmer at det ikke er et spørgsmål om hvad folk vil kalde Gud, men et spørgsmål om hvad Han selv bekendtgør som sit personlige navn. — Es. 42:8.
Stadig et mysterium
I hele kristenheden har man altså fulgt den fremgangsmåde at fortie alt om det hellige navn. De fleste kirkegængere ved ikke hvilken betydning der ligger i disse fire bogstaver som er brugt så meget i kirkernes udsmykning. Måske betragter de disse fire bogstaver som et af mysterierne ved deres tro — som noget de aldrig vil forstå. Kun få af dem der gentager ordene fra Fadervor: „Helliget vorde dit navn“ — enten det nu er i kirken i Palafrugell-Gerona i Spanien, eller i den imponerende Arlon domkirke i Belgien, eller i de luxembourgske kirker i Differdange og Dudelange, eller i domkirken i Wien i Østrig — er klar over forbindelsen mellem dette symbol på væggene i deres kirker og den bøn de udtaler.
Nu har moderne præster imidlertid en grund, mener de, til fortsat at udelade Guds personlige navn i gudstjenesten. Vi lever i en økumenisk tidsalder hvor der ikke lægges så meget vægt på hvad man tror, men på i hvor vid udstrækning man er parat til at opgive Bibelens principper for at opnå en slags enhed mellem religiøse med forskellige synspunkter. For dem der har forladt Bibelen er Bibelens Gud nævnt ved det navn han selv har valgt sig, Jehova, for hård; han ønsker for streng disciplin, han er ikke tolerant nok over for løgn, hykleri og moralske forseelser — han er en Gud der fordrer absolut hengivenhed af sine tjenere. — Nah. 1:2.
Når kristenhedens teologer og oversættere skal lave nutidige oversættelser af Bibelen, foretrækker de derfor at udelade tetragrammatonet eller det mere forståelige „Jehova“, og indføjer i stedet et udtryk som lyder mere neutralt, som for eksempel „Herren“. Bibelen giver imidlertid ikke Gud noget andet navn, selv om den omtaler ham under forskellige titler. Den nævner kun ét personligt navn på Gud — et navn som han selv bekendtgør og som vi ikke må tilsidesætte. — 2 Mos. 34:5-7.
Kristenheden er kommet til kort
Det at kristenheden har forsømt at ophøje Guds eget navn er en af de ting der tydeligt viser at den ikke længere tjener noget formål. Til trods for at der findes så mange eksempler på at navnet engang blev betragtet med ærbødighed, har præster i dag bandlyst det fra deres gudstjenester. De strides om navnets form, om det skal være Jehova, Jahveh, Jahve eller måske en helt fjerde form, og kommer så til sidst til det resultat at de vil udelade det og i stedet bruge den ubestemte titel „Herre“.
Men denne forsømmelse fra de gejstliges side vil ikke få lov at gå upåagtet hen. For lang tid siden erklærede Bibelens Gud: „Mit navn skal blive stort blandt nationerne.“ (Mal. 1:11, NW) I denne endens tid har han oprejst vidner som højt skal forkynde hans navn og ry til jordens ender. Disse vidner, de kristne Jehovas vidner, er fuldt ud klar over at de trofast må følge i Jesu Kristi fodspor, han der var det ypperste vidne. De har altid i tanke at Jesus Kristus under sin jordiske tjeneste åbenbarede sin Faders navn for sine disciple. (Joh. 17:26) Som indviede tjenere for den højeste Gud må de derfor bekendtgøre den sande Guds personlige navn og hans storslåede hensigt med menneskene og jorden.
[Illustration på side 52]
Tetragrammatonet på facaden af Skt. Victorbasilikaen i Varese, Italien
[Illustration på side 71]
Navnet JEHOVAH på loftet i Skt. Martinskirken i Olten i Schweiz