Bibelen og Ægyptens historie

UNDERTIDEN hører man nogle udtrykke bekymring over at det er vanskeligt at få de historiske passager i Bibelen til at stemme med den kronologi der er grundlagt på gamle beretninger fra oldtiden — for eksempel de ægyptiske. Naturligvis er denne bekymring kun berettiget hvis de verdslige annaler er saglige, nøjagtige og helt igennem pålidelige. Hvordan forholder det sig med dette? Danner den tidlige ægyptiske historie et pålideligt grundlag? Af mere end forbigående interesse er også spørgsmålet: Hvordan klarer Bibelen sig i en sammenligning med disse verdslige annaler?

Som alle der har læst Bibelen ved, var Ægyptens historie direkte forbundet med den bibelske historie over en ret lang tidsperiode — nemlig fra Abrahams første besøg i Ægypten og helt frem til det tidspunkt da jøderne flygtede til Ægypten efter at Jerusalem var blevet indtaget af babylonierne. I denne periode indtraf også den række af mærkelige og hurtigt på hinanden følgende katastrofer som blev umiddelbart efterfulgt af israelitternes udvandring på trods af Faraos og hans hærs overmagt. Den bibelske beretning er klar og saglig, men hvordan forholder det sig med de ægyptiske beretninger?

Ægyptens historie

Når nutidige historikere udforsker Ægyptens oldtidshistorie støtter de sig hovedsagelig til nogle gamle dokumenter der indeholder ægyptiske kongerækker. Blandt disse kan nævnes den fragmentariske Palermosten, der efter hvad man mener opregner de første fem dynastier i Ægyptens historie; Torino-papyrusen, der er meget ufuldstændig og anfører en række konger og deres regeringstider fra „Det gamle Rige“ og et stykke ind i „Det nye Rige“; samt forskellige kongerækker indridset i sten; men ingen af disse er fuldstændige. For at kunne koordinere disse fragmentariske dokumenter og opstille en sammenhængende kronologi støtter historikerne sig stærkt til Manetho, en ægyptisk præst i det tredje århundrede f.v.t. der har skrevet et værk om Ægyptens historie.

Imidlertid er der den vanskelighed at Manethos værk ikke eksisterer i dag. Man må nøjes med de henvisninger til og citater fra hans værk som findes hos senere historieskrivere, som for eksempel Josefus fra det første århundrede e.v.t., Sextus Julius Africanus fra det tredje århundrede, Eusebios fra det fjerde århundrede, og Syncellus fra det ottende eller niende århundrede; og hvad der gør sagen endnu vanskeligere er den omstændighed at disse historieskrivere ofte var unøjagtige når de citerede. Ifølge professor W. G. Waddell er deres citater fra Manetho „fragmentariske og ofte forvanskede“, med det resultat at „det er yderst vanskeligt at blive helt på det rene med hvad der virkelig stammer fra Manetho og hvad der er uægte eller forvansket“.

Efter at have påpeget at Manethos kildemateriale indbefattede nogle uhistoriske sagn og overleveringer, som ofte var anbragt uden hensyn til den kronologiske orden, siger professor Waddell: „Der har været mange fejl i Manethos værk lige fra begyndelsen: de kan ikke alle føres tilbage til afskriverne og bearbejderne. I mange tilfælde har man fundet regeringstidernes længde umulig: i nogle tilfælde har Manethos opgivelser af navne på konger og den rækkefølge hvori de regerede, vist sig uholdbare når de blev sammenholdt med mindesmærkernes vidnesbyrd.“ — Manetho (1940), siderne vii, xvii, xx, xxi, xxv.

Disse kongefortegnelser er noget af et problem, for lægges regeringstiderne sammen bliver den årrække den ægyptiske historie strækker sig over, en umulighed. Således siger The Encyclopædia Britannica (1965-udgaven, bind 5, siderne 722, 723) om disse kongefortegnelser: „. . . de må anvendes med forsigtighed når man søger at rekonstruere den ægyptiske histories kronologi; i visse perioder, for eksempel, ser det ud til at rivaliserende konger, ja endog hele dynastier, som opføres efter hinanden af Manetho, regerede samtidig.“

Rekonstruktion af Ægyptens historie

Det har derfor været nødvendigt for ægyptologerne, ikke én men flere gange i de sidste hundrede år, at revidere deres opfattelse af Ægyptens historie. Læg for eksempel mærke til hvordan ægyptologiske autoriteter, mange af dem samtidige, er kommet til helt forskellige konklusioner vedrørende tidspunktet for det første dynasti, som antageligvis begyndte med Ægyptens forening under kong Menes.

Ifølge — 1. dynasti begynder

Champollion — 5867 f.v.t.

Mariette — 5004 f.v.t.

Lauth — 4157 f.v.t.

Lepsius — 3892 f.v.t.

Breasted — 3400 f.v.t.

Meyer — 3180 f.v.t.

Wilkinson — 2320 f.v.t.

Palmer — 2224 f.v.t.

Føj hertil den tidsangivelse som for øjeblikket er almindeligt anerkendt blandt historikere, nemlig 2900 f.v.t.

Ægypterne udviklede den astronomiske videnskab til en vis grad, og der findes ægyptiske tekster der beskæftiger sig med månefaser og Hundestjernens (Sothis’) opgang. Ved at tvinge disse opgivelser ind i tidsregningen og forbinde dem med andre fragmentariske tidsangivelser har man opstillet en kronologisk tabel der giver følgende tilnærmede tider for de forskellige dynastier:

Prædynastiske kulturer — ca. 3000-2850 f.v.t.

1.-6. dynasti — ca. 2850-2200 f.v.t.

7.-12. dynasti — ca. 2200-1786 f.v.t.

13.-20. dynasti — ca. 1786-1085 f.v.t.

21.-31. dynasti — ca. 1085-332 f.v.t.

Skønt man havde håbet at brugen af astronomiske tidsangivelser ville have givet en nøjagtig kronologi, er dette dog ikke sket. Hundestjernens opgang (som man bruger til beregning af en „sothisk periode“) er ikke konstant i sin forsinkelse. En ubetydelig fejlberegning på en dag kan betyde en fejl på 120 år i en tidsangivelse. De ægyptiske observationer, foretaget med det blotte øje, var ikke så nøjagtige som vor tids teleskopobservationer og kunne let være en dag forkert.

Hvorfor indeholder de ægyptiske beretninger ingen oplysninger om jødernes udgang og de opsigtsvækkende begivenheder der gik forud herfor? Det er slet ikke så overraskende, for som professor i ægyptologi J. A. Wilson siger, „de ægyptiske beretninger [var] altid positive idet de fremhævede en guds eller faraos fremgang, hvorimod fejltagelser og nederlag aldrig blev nævnt undtagen i forbindelse med den fjerne fortid“. (The World History of the Jewish People, 1964, bind I, siderne 338, 339) Ægypterne undså sig ikke for at ødelægge beretningerne om en tidligere regering hvis de ikke faldt i den regerende faraos smag. Således lod Thutmosis III efter dronning Hatshepsuts død alle hendes navne og symboler mejsle ud af de mindesmærker hun havde sat.

Den farao der regerede på den tid jødernes udgang fandt sted er ikke navngivet i Bibelen, og bestræbelserne for at identificere ham er derfor baseret på gisninger. Dette forklarer til dels hvorfor verdslige historikeres beregninger af tiden for udgangen varierer fra 1441 f.v.t. til 1225 f.v.t. — en forskel på over 200 år. Det ses således tydeligt at den verdslige histories beregninger med hensyn til den ægyptiske kronologi i deres nuværende tilstand på ingen måde udgør nogen alvorlig udfordring til Bibelens tidsregning.

Bibelens fortrin

Hele den indstilling bibelskribenterne åbenbarer i deres værker vidner om at de var sig betydningen af at måle tiden særdeles bevidst. Læg for eksempel mærke til slægtsregisteret i det femte kapitel af Første Mosebog. Hvert slægtled er omhyggeligt forbundet med det næste. Intet overlades til tilfældigheder. Vi får at vide hvor gammel hver enkelt var, både da han blev fader til sin førstefødte og da han døde. Intet der kan sammenlignes hermed findes i de ægyptiske annaler.

I modsætning til den møjsommeligt konstruerede ægyptiske kronologi giver Bibelen en bemærkelsesværdigt sammenhængende og detaljeret historisk beretning der strækker sig over tusinder af år. Den giver en levende og virkelighedstro skildring af Israels nations historie fra nationens fødsel og fremefter; ærligt skildrer den dens stærke og svage sider, dens medgang og modgang, dens rette gudsdyrkelse og dens umiskendelige frafald til hedensk religion, de velsignelser den modtog og de ulykker den kom ud for. Og selv om denne ærlighed ikke i sig selv er bevis for kronologisk nøjagtighed, giver den dog et solidt grundlag for at man kan fæste lid til bibelskribenternes integritet.

Ofte overses det at bibelskribenterne som støtte for nogle af deres oplysninger henviser til historiske annaler; for eksempel omtaler de „bogen om [Jehovas] krige“ (4 Mos. 21:14, 15), „Israels Kongers Krønike“ (1 Kong. 14:19; 2 Kong. 15:31), „Judas Kongers Krønike“ (1 Kong. 14:29; 2 Kong. 24:5), og „Salomos Krønike“ (1 Kong. 11:41); og Ezra og Nehemias anfører fjorten eller flere henvisninger til lignende annaler eller officielle dokumenter. Bibelskribenterne støttede sig altså ikke til hukommelsen eller en mundtlig overlevering. Alt vidner om at deres tidsangivelser var undersøgt med omhu og at de var veldokumenterede.

Der var også et bestemt forhold der medvirkede til at bibelskribenterne, ja for den sags skyld alle israelitter, til stadighed var sig tiden bevidst. Moseloven krævede overholdelse af mange festtider og sabbatsordninger, hvilket betød at man måtte måle tiden nøjagtigt: Forsoningsdagen, de mange højtider, sabbaterne og jubelårene. Så længe nationen holdt sig til Loven, holdt man omhyggeligt regnskab med dage, måneder, år, syvårsperioder og halvtredsårsperioder. Hertil kom at hvis den enkelte israelit på grund af fattigdom blev tvunget til at afstå sin jord, kunne han få sin ejendom tilbage i det førnævnte halvtredsindstyvende år. — 3 Mos. 25:2-5, 8-16, 25-31.

En anden vægtig grund til at bibelskribenterne og folket i almindelighed holdt øje med tiden, var de mange profetiske udtalelser som var inspireret af deres Gud og som henviste til bestemte tidspunkter i fremtiden. Folk mærkede sig disse profetier og ventede på deres opfyldelse. Vi kan være sikre på at da Jesus blev født var manden Simeon ikke den eneste om hvem det kunne siges at han var retfærdig og gudfrygtig og „ventede Israels trøst“. — Luk. 2:25.

Nogle vil måske indvende at de originale bibelmanuskripter ikke eksisterer mere, og at beretningen kan have mistet en stor del af sin nøjagtighed ved at blive afskrevet og bearbejdet i tidens løb. Her gør vi klogt i at huske på hvor yderst samvittighedsfulde bibelafskriverne var. For dem var det et spørgsmål om at have Guds velbehag eller mishag, et spørgsmål om liv eller død. De måtte kontrollere og atter kontrollere og gik endog så vidt som til at tælle linjer, ord og bogstaver på hver side de havde afskrevet.

Et tydeligt vidnesbyrd om at Bibelens bøger som vi har dem i dag, i det store og hele svarer til originalmanuskripterne, har vi i de skriftrullefund der inden for den sidste snes år er gjort i Qumranhulerne i nærheden af Det døde Hav. En af disse skriftruller er en velbevaret udgave af hele Esajas’ bog, nedskrevet på sytten stykker pergament. Før dette fund blev gjort, var den ældste hebraiske tekst man havde til Esajas’ bog en udgave fra det tiende århundrede efter vor tidsregnings begyndelse. Her fik man nu en skriftrulle som var fra omkring det første århundrede e.v.t., og forbavsende nok var der, når man sammenlignede den med vore moderne udgaver af Esajas’ bog, kun mindre, ubetydelige forskelle.

Ingen virkelig sammenligning

Det skulle være indlysende at Ægyptens historiske annaler i den form hvori vi har dem i dag, ikke udgør nogen pålidelig målestok hvormed man kan bedømme nøjagtigheden af Bibelens kronologi. De ægyptiske skriveres omhu, sandfærdighed og pålidelighed er på ingen måde fritaget for mistanke. Som professor J. A. Wilson siger (i The World History of the Jewish People, 1964, bind I, siderne 280, 281): „En advarsel bør fremsættes om de ægyptiske inskriptioners nøjagtighed og historiske værdi. Det var en verden fuld af . . . gudesagn og mirakler.“ Efter at have antydet at skriverne ikke generede sig for at lave om på tidsangivelserne for at vise den regerende monark en særlig ære, tilføjer han: „Historikeren vil acceptere hans opgivelser som de er, medmindre der er tydelige grunde til at nære mistillid; men han må være rede til at ændre opfattelse så snart nyt materiale kaster nyt lys over den tidligere fortolkning.“

Den kronologi nutidens historikere har opstillet på grundlag af ægyptiske kilder, er stadig noget skrøbelig. Ægyptologen E. A. Wallis Budge har sagt: „De oplysninger man har fået af tidsmæssig art fra ægyptiske mindesmærker er på nuværende tidspunkt ikke tilstrækkelige til at rette de fejl i Manethos fortegnelse som skyldes afskrivernes forsømmelighed eller uvidenhed, og indtil man har fundet en anden måde at gøre det på, er det nytteløst at bytte rundt på og lave om på hans tal, sådan som mange af dem der har skrevet om Ægyptens kronologi har gjort.“ (A History of Egypt, 1902, bind I, Forordet, side xvi) Et halvt århundrede senere indrømmer historikere at „den ægyptiske kronologi stadig er flydende, . . .“. (Pritchards Ancient Near Eastern Texts, 1955, Indledningen, side xvii) Professor J. A. Wilson siger at det først er efter 663 f.v.t. at Ægyptens kronologi bliver „temmelig præcis“, og at „jo længere man går tilbage, jo større bliver uoverensstemmelsen [mellem de lærde]“. — The World History of the Jewish People, 1964, bind I, side 268; The Interpreter’s Dictionary of the Bible, 1962, bind II, side 43.

Der er altså ingen grund til at tvivle på nøjagtigheden af den bibelske kronologi blot fordi visse verdslige annaler ikke stemmer med den. Tværtimod kan man først når den verdslige kronologi stemmer med Bibelens, fæste nogen lid til den verdslige datering. Dette gælder i særdeleshed de gamle ægyptiske dateringer.