Assyriens historiske optegnelser og Bibelen

I GENNEM århundreder er navnene på fremtrædende assyriske herskere, som for eksempel Sargon, Tiglat-Pileser, Salmanassar og Sankerib, givet videre fra generation til generation af bibellæsere. Med en realitetssans som ingen profanhistorisk beretning kan måle sig med, har Bibelen fortalt om deres forbindelse med Juda og Israel. Med hensyn til Sargon var den nyere tids historikere længe ikke engang sikre på hvem han var.

Så kom i det attende og nittende århundrede arkæologiens tidsalder. Ved udgravninger i Mesopotamiens høje eller „tells“ fremdroges overraskende fund. Specielt om arkæologen Paul-Émile Bottas arbejde skriver C. W. Ceram i sin bog Fund, Forskere og Fortidsgaader, side 204: „Om Landet mellem de to Floder havde man hidtil kun kunnet læse i Bibelen, og den gjaldt for det 19. Aarhundredes Videnskab kun som en ’Legendesamling’.“

Men nu levede disse assyriske krigerkonger op igen, efterhånden som deres annaler, paladser, mindeindskrifter og kongelister så dagens lys. Assyriologien blev en anerkendt videnskab, og dens forskere gravede ned i massen af fremdragne optegnelser for at opbygge et lidet kendt imperiums historie. Hvad Bibelen fortalte om Assyrien og dets herskere blev anerkendt, men forskerne begyndte at betvivle Bibelens datering af begivenheder i Assyriens historie.

Derfor opstår spørgsmålet: Har assyriologerne tilstrækkelig pålideligt materiale hvorpå de kan støtte deres formodede korrektioner af den bog der i så mange århundreder har bevaret disse gamle navne og de dermed forbundne begivenheder i live? Udgør de optegnelser og mindesmærker som er blevet fravristet det nære østens støvede høje et så solidt grundlag at Bibelens kronologi nu må forvises til en underordnet plads? I bekræftende fald må vi forvente at finde de assyriske optegnelser i høj grad nøjagtige og troværdige. Hvad viser kendsgerningerne?

De assyriske optegnelser

De optegnelser som assyrerne selv har efterladt sig og som er blevet gravet frem af jorden, udgøres af officielle kongeindskrifter som har prydet paladsernes vægge, kongelige annaler, skrevet af kongers og præsters skrivere til forherligelse af den herskende regent, kongelister, som for eksempel dem der er fundet i Khorsabad, og fortegnelser over de såkaldte limmu eller eponymer, det vil sige høje embedsmænd. Disse blev opført på lister, antageligvis én for hvert år, med årets mest fremtrædende begivenhed anført ved siden af. Alle disse optegnelser udgør — sammen med visse gamle astronomiske optegnelser — det råmateriale hvoraf assyriologerne har vævet deres historie.

Men hvordan forholder det sig med de officielle kongeindskrifter og annalerne? Er de nøjagtige nok til at kunne antages som grundlag for kronologien? Professor Olmstead, der indtil sin død i 1945 var en af de største autoriteter med hensyn til det nære østens historie, sagde følgende herom: „Vi kan . . . bruge den officielle indskrift til udfyldning af hullerne i annalerne [kongekrøniker som opregner årets begivenheder], men den har ikke den mindste værdi når den ikke stemmer med originalen.“ „Lige så alvorligt er det,“ siger professoren, „at de [officielle indskrifter] sjældent anfører begivenhederne i kronologisk orden. . . . At de må anvendes med forsigtighed skulle være tydeligt.“

Om annalerne skriver professor Olmstead: „Vi har her en egentlig kronologi, og hvis der undertiden kan findes fejl i den, begået med forsæt eller på anden vis, er i hvert fald den relative kronologi i almindelighed korrekt. . . . Men det ville være meget forkert at antage at annalerne altid er pålidelige. Tidligere historikere har i alt for vid udstrækning godtaget deres angivelser, medmindre de havde et afgjort bevis for deres unøjagtighed. I de sidste få år har man fremdraget en mængde nyt materiale som vi måske kan bruge til en kritisk undersøgelse af Sargon-dokumenterne. . . . Føj hertil hvad fremmede kilder, som for eksempel de hebraiske og babyloniske, kan oplyse, og vi behøver næppe at studere Assyriens egen historie for at blive overbevist om at annalerne langtfra er pålidelige.“ — Assyrian Historiography, University of Missouri Studies, Social Science Series, bind II, siderne 5, 6.

Bemærk også hvad professor D. D. Luckenbill siger: „Man opdager hurtigt at det motiv der drev de kongelige skrivere ikke var at give en nøjagtig skildring af de begivenheder som fandt sted år efter år under kongens regering. Undertiden ser det ud til at der er byttet rundt på felttogene uden påviselig grund, men som oftest er det tydeligt at den kongelige forfængelighed krævede at man tog let på den historiske nøjagtighed.“ — Ancient Records of Assyria and Babylonia, bind I, side 7.

Efterhånden som man kom længere ind i en konges regeringstid, blev de kongelige annaler ofte underkastet en drastisk revision. I de senere udgaver lykkedes det tilsyneladende at manipulere med tidligere tal og begivenheder for at gøre kongen tilpas. For eksempel nævner professor Olmstead at Assurbanipal „koldt beregnende tog bid efter bid af sin faders to sidste felttog til Ægypten, indtil der i den sidste udgave ikke er noget som han ikke selv gør krav på“. — Assyrian Historiography, siderne 7, 8.

Det ses heraf at oldtidens krønikeskrivere langtfra var uvildige og objektive skildrere af samtidens historiske begivenheder. Historikerne påpeger at skriverne ikke undså sig for at opføre en konge som en vasal der betalte tribut, selv om kongen var død på det pågældende tidspunkt, hvilket fremgår af andre historiske optegnelser. Der er således meget i deres arbejder der tyder på manglende omhu, uærlighed og simpel forvirring. Forholder det sig anderledes med eponymlisterne?

Assyriens eponymlister

Det er den almindelige opfattelse blandt nutidige kronologer at eponymlisterne på en eller anden måde har undgået den forvanskning som annalerne og kongeindskrifterne har været genstand for, og at deres nøjagtighed praktisk taget er uangribelig. De hævder at disse lister danner det bedste grundlag for den tids kronologi. For at give et lille indblik i hvad disse lister indeholder, skal vi her anføre et uddrag af en af dem:

Som det ses af dette eksempel gives der ingen egentlige tidsangivelser, skønt man antager at hvert navn på listen repræsenterer et år. Det ser ud som om „årets mand“, for at bruge et moderne udtryk, står opført ud for en af årets store begivenheder. Da navnene på de assyriske konger forekommer på disse eponymlister, tæller historikerne årene fra den ene konge til den næste for at få længden af hans regeringstid. Derefter sammenligner de denne sammentælling med de tal de kan få fra de assyriske kongelister.

Man har hævdet at eponymlisternes opstilling i det store og hele er ret regelmæssig. Man har fulgt en bestemt rækkefølge, begyndende med kongen, og derefter, i de følgende år, opført sådanne høje embedsmænd som „feltmarskal“, „overmundskænk“, „kammerherre“, og så videre. Undersøgelser har imidlertid vist at denne orden ikke er blevet fulgt konsekvent, og at embedsmændene senere hen ikke opføres med disse titler. Ikke engang navnene på nye konger forekommer på listerne efter Sankeribs tid.

Historikere i vor tid holder heller ikke konsekvent fast ved at længden af en konges regeringstid kan fastslås ved at man tæller eponymerne fra det år han blev konge og indtil den næste konge forekommer på listen. De hævder at Salmanassar V regerede i kun fem år, men ifølge navnene på listen mellem ham og hans efterfølger skulle hans regeringstid være på otte år. For at forklare de tilsyneladende uoverensstemmelser siger nogle historikere at Sargon (Salmanassars efterfølger) lavede en forandring i fremgangsmåden, idet han lod sig udråbe til eponym i sit tredje regeringsår i stedet for i sit første, Endvidere tilskriver man Sargon en regeringstid på kun 17 år, selv om det ifølge eponymlisten ser ud til at han har regeret i 32 år.

Som følge af at oplysningerne på disse lister er knappe, er det indlysende at muligheden for at opdage fejl er betydeligt reduceret. Til trods herfor og til trods for deres tydelige mangler, foretrækker nutidige historikere dog at sige at der er fejl i de kongelige annaler når de ikke stemmer med eponymlisterne. Der er meget der er uklart i forbindelse med disse lister.

Bibelen fuldstændig troværdig

At den kronologi som vor tids assyriologer har opstillet, ikke stemmer med den bibelske, fremgår af følgende eksempler: Ifølge Bibelens tidsregning regerede kong Menahem af Israel fra år 791 til år 780 f.v.t., og kong Akaz af Juda fra år 761 til år 745 f.v.t. Den assyriske konge Tiglat-Pileser III, også kaldet Pul i Bibelen, inddrev skat hos Menahem og blev bestukket af Akaz. (2 Kong. 15:19, 20; 16:7, 8) Men assyriologerne sætter Tiglat-Pileser III’s regeringstid til omkring 744-727 f.v.t., altså efter Menahems og Akaz’ død. På samme måde er der en forskel på omkring tyve til tredive år mellem deres og Bibelens ansættelse af tidspunktet for Samarias fald og Sankeribs angreb på Juda i Ezekias’ fjortende regeringsår. — 2 Kong. 17:3-6; 18:9, 10, 13.

Hvad skal vi mene om disse uoverensstemmelser? Viser Assyriens historiske beretninger sig at være så nøjagtige og indbyrdes overensstemmende at man ubetinget kan have tillid til dem? Forståeligt nok er assyriologerne stolte af at det er lykkedes for dem at sætte den assyriske histories puslespil sammen. Dog er der mange huller og uoverensstemmelser i det billede de har fået ud af det, og meget har måttet overlades til historikernes egne gisninger og formodninger.

Nogle af de tilsyneladende modsigelser i de hedenske beretninger kan ganske vist skyldes at de nutidige forskere ikke helt forstår de metoder der anvendtes i oldtiden, ligesom der er punkter i den bibelske kronologi der undertiden misforstås. Men den uhildede læser som foretager en ærlig sammenligning, kan ikke andet end bemærke modsætningen mellem de assyriske kileskrifttavlers ensidige, tydeligt overdrevne og som regel usammenhængende historiske beretning, og Bibelens bemærkelsesværdigt klare, objektive og sammenhængende skildring af begivenhederne.

Læs for eksempel beretningen om Judas og Israels konger i Konge- og Krønikebøgerne i Bibelen. Bibelskribenterne har bemærkelsesværdigt konsekvent opgivet længden af hver judæisk konges regeringstid, hans alder da han besteg tronen og da han døde, navnet eller navnene på den eller de samtidige konger i det nordlige Israels rige, de vigtigste begivenheder under kongens regering, hans trofasthed eller manglende trofasthed, hans gode og onde gerninger, og navnet på hans efterfølger på tronen, og efterfølgerens slægtskabsforhold til den afdøde konge. Det skal indrømmes at der er mindre problemer i forbindelse med kronologien der må løses; men at Bibelens historiske oplysninger ikke har deres lige i nogen af de hedenske beretninger, er hævet over enhver tvivl.

Bibelskribenternes ærlighed giver os et pålideligt grundlag for at fæste lid til de tidsangivelser som disse samme skribenter opgiver, selv om de hedenske historiske optegnelser tilsyneladende ikke stemmer med dem. Hvor, for eksempel, finder vi nogen sinde blandt de praleriske assyriske beretninger nogen indrømmelse af de nederlag som disse — efter eget sigende uovervindelige — konger hentede sig på slagmarken? Dog optegnede de bibelske historieskrivere ærligt de ydmygende hændelser og nederlag som de israelitiske konger blev udsat for fra andre nationers side, deriblandt assyrerne. Vi kan læse om at den israelitiske konge Menahem betalte en skat der svarede til et beløb på over syv millioner kroner for at undgå en konflikt med den assyriske konge Tiglat-Pileser (III), og om at den frygtsomme kong Akaz af Juda betalte den samme konge for at angribe Syrien og Israel for dermed at afværge disses angreb på Juda. (2 Kong. 15:19, 20; 16:5-9) Kort tid derefter får vi at vide at det nordlige rige er gået til grunde efter at Samaria har været belejret i tre år af den assyriske hær, og at kong Hosea af Israel er blevet taget til fange. (2 Kong. 17:1-6; 18:9-11) Der gøres intet for at besmykke kendsgerningerne eller fremstille dem anderledes end de var.

Indridset i sten eller prentet i ler synes de gamle assyriske dokumenter måske nok imponerende. Men er det en garanti for deres nøjagtighed og sandfærdighed? Hvad giver det bedste grundlag for at man kan fæste lid til historiske optegnelser: skrivematerialet eller historieskriveren, hans formål med at skrive, hans respekt for sandheden og hans trofasthed mod de rette principper? Tydeligvis det sidste.

Da de bibelske beretninger øjensynlig blev nedskrevet på forgængeligt papyrus eller kalveskind er de ved stadig brug og på grund af klimaets nedbrydende virkning i Palæstina efterhånden gået til grunde, og dette er uden tvivl forklaringen på at vi ingen originalmanuskripter har til Bibelen i dag. Men alligevel er Bibelen, fordi den er Jehovas inspirerede bog, blevet omhyggeligt afskrevet og bevaret i sin helhed indtil vor tid. (1 Pet. 1:24, 25) Guds inspiration, hvorved de bibelske historieskrivere blev i stand til at nedskrive deres beretning, er en garanti for den bibelske kronologis nøjagtighed. — 2 Pet. 1:19-21.