Giv agt på dig selv og din lærergerning
„Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ — 1 Tim. 4:16.
1. (a) Hvem skyldes evnen til at tale, og hvad blev den brugt til fra begyndelsen? (b) Hvordan brugte den første mand denne evne til at meddele sig til andre?
BLOT nogle få ord inde i den bibelske beretning siges der at Gud talte. Han udstedte befalinger i forbindelse med skabelsen. Han gav de skabte ting navne. Han gav sit skaberværk et arbejde at udføre og satte grænser for dets virkefelt. (1 Mos. 1:1-25) I nogle få sætninger får vi at vide at Jehova skabte manden og hans hustru. Gud gav Adam befaling om „træet til kundskab om godt og ondt“. (1 Mos. 2:16, 17) Også Adam må have talt, for senere gentog Eva denne befaling. „Og Gud [Jehova] dannede af agerjorden markens dyr og himmelens fugle og førte dem hen til Adam,“ og Adam talte: „Adam gav da alt kvæget, alle himmelens fugle og alle markens dyr navne.“ (1 Mos. 2:19, 20) Da Jehova førte kvinden til manden, talte denne: „Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød; hun skal kaldes kvinde, thi af manden er hun taget!“ (1 Mos. 2:23) Lige fra da af har menneskene talt.
2. Er sproget af værdi for menneskene? På hvilke måder?
2 I alle disse år har det været af afgørende betydning for menneskene at de kunne meddele sig til hinanden. Denne evne har fremmet deres mulighed for at kunne lære af hinanden. Den er nødvendig når man skal undervise. Ved hjælp af sproget er mennesket i stand til mentalt at komme i forbindelse med sine medmennesker. Det er ved hjælp af sproget vi giver udtryk for det vi tænker, og vi bruger det også som et middel til at finde ud af hvad andre tænker og mener. Evnen til at meddele sig ved hjælp af det talte ord vokser med menneskets vækst. Man har endog sagt at små børn bliver i stand til at udtale ordene tydeligere efterhånden som de får mere fast føde og opøver tungens muskler. Apostelen Paulus, der var ekspert i ordenes brug, sagde: „Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn.“ (1 Kor. 13:11) I det store og hele er mennesker glade for at tale, og mange taler simpelt hen fordi de kan lide det. Det er ikke muligt i det nuværende korte menneskeliv at undersøge alle de ord mennesker har nedskrevet og bevaret til vor tid. Men ved at udnytte tiden, sætte sig ind i sproget og øve sig kan man blive dygtigere til at bruge sproget, og som med enhver anden færdighed gælder det også her at større dygtighed betyder større tilfredsstillelse og glæde.
3. (a) Hvad gør det muligt at tale? (b) Hvordan kan vor evne til at tale bruges på en gavnlig måde?
3 Det er Jehova, som så mesterligt udtænkte og skabte mennesket, der har givet os de nødvendige forudsætninger for at kunne tale: Læberne, tungen og struben, der med hoved og bryst som sangbund kan frembringe velklingende, behagelige lyde hvormed man kan videregive oplysninger til andre og også prise Gud. „Sproget samt evnen til at tale var en direkte gave fra Gud,“ har leksikografen Noah Webster sagt. Profeten Esajas sagde for længe siden: „Den Herre [Jehova] gav mig lærlinges tunge, at jeg skulle vide at styrke de trætte med ord.“ (Es. 50:4) Forfatteren til Salme 71 fremhævede en af de værdifulde måder hvorpå denne vidunderlige gave kan bruges: „Min mund er fuld af din lovsang,“ „min mund skal vidne om din retfærd,“ „juble skal mine læber — ja, jeg vil lovsynge dig,“ „også min tunge skal dagen igennem forkynde din retfærd.“ — Sl. 71:8, 15, 23, 24.
4. (a) Kan vi bruge taleevnen på den måde Paulus formanede Timoteus til at bruge den? (b) Hvilken virkning kan ord have?
4 Over 500 år senere understregede Paulus taleorganets rette brug: „Lad ingen rådden snak udgå af jeres mund, men kun ord, som er gode til fornøden opbyggelse, så de kan blive til velsignelse for dem, der hører dem.“ (Ef. 4:29) I Andet Timoteusbrev 2:2, 24 taler Paulus til Timoteus og nu til hver enket af os: „Og hvad du hørte af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro til pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at lære andre . . . . En Herrens tjener bør ikke leve i ufred, men være mild imod alle, dygtig til at lære fra sig.“ Vort sprog er det redskab hvormed vi underviser. Ordene i sig selv betyder så lidt, men forbundet med hinanden og sagt med følelse kan de enten være bitre, strenge, hårde, kolde og ondskabsfulde, eller de kan være elskværdige, milde, kærlige, venlige og blide.
Behovet for et ordforråd
5. (a) Hvad er dét at man snubler over ordene i regelen et tegn på? (b) Betyder det at der er mangel på ord? (c) Hvorfor bør vi tale?
5 Er vort ordforråd tilstrækkelig stort til at vi kan undervise andre med mildhed? Er vi tilfredse med lige akkurat at kunne udtrykke os så vi kan klare os, uden at opleve den glæde det er at få ordene til at arbejde for os? William Armstrong skriver i sin bog Study Is Hard Work, side 39: „Åndelig dovenskab og et begrænset ordforråd følges som regel ad.“ Vi kan muligvis klare os med nogle få hundrede ord, men nogle få tusinde ville give vort arbejde med at undervise andre med mildhed mere liv og farve, og resultere i større tilfredshed. Hvis vi ofte snubler over ordene når vi læser, eller famler efter ordene når vi læser, skyldes det sandsynligvis et begrænset ordforråd. Dette kan afhjælpes ved at vi interesserer os mere for ordene vi bruger hver dag og ved at vi gør en indsats for bedre at forstå dem. Salomon, der var berømt for sin visdom, gjorde en sådan indsats, hvilket vi læser i Prædikerens bog 12:10: „Prædikeren søgte at finde fyndord og optegnede sanddru lære, sandhedsord.“ Hvis vi undersøger det forråd af ord der findes i sproget, vil vi finde mange ord vi kan føje til vort ordforråd. Som eksempel kan nævnes at den store engelske ordbog Webster’s New International Dictionary indeholder over 450.000 opslagsord. Den danske Retskrivningsordbog indeholder cirka 40.000 opslagsord. Hvorfor udtrykke sine tanker halvt og mangelfuldt når der findes en mængde ord som blot venter på at blive brugt? Dette betyder ikke at vi skal være et omvandrende leksikon, men at vi følger det gode eksempel som de der skrev Bibelen har sat. De skrev på et jævnt, letforståeligt og dog overbevisende og udtryksfuldt sprog. Der er ingen grænse for den visdom der er at hente. Paulus udbrød: „O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud!“ (Rom. 11:33, 34) Læg mærke til hvor langt Kristus Jesus nåede under denne ypperlige læremesters vejledning. Paulus sagde herom: „Kristus, i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult til stede.“ (Kol. 2:2, 3) Med et sådant ubegrænset forråd af visdom til vor rådighed og vældige muligheder for at udtrykke os bør vi udnytte talens brug. Vi bør meddele os til hinanden.
6. Hvornår glæder vi os især over at kunne tale?
6 Det at kunne noget, hvad enten det er at bygge et hus, sy en kjole, så korn, eller spille på et musikinstrument, giver en følelse af tilfredshed og glæde. Det samme er tilfældet når man forklarer andre noget om Guds rige. Når vi ved hjælp af vore ord får tanken indprentet i andres sind så de forstår hvad vi mener, glæder vi os, og det siger Bibelen også at vi ville: „Mand er glad, når hans mund kan svare, hvor godt er et ord i rette tid.“ (Ordsp. 15:23) Jehova har sat det fuldkomne eksempel med hensyn til at opnå resultater med sine ord: „Så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — Es. 55:11.
7. (a) Hvornår skal vi holde op med at forbedre vort ordforråd? (b) Forklar hvad Jesus gjorde i Bjergprædikenen.
7 Dette betyder naturligvis arbejde og studium. Nogle siger måske: „Jeg er for gammel til at lære noget,“ eller „Jeg har for travlt til at studere.“ I et fagblad for trykkere hed det: „Af en gruppe på 400 kendte statsmænd, malere, militærpersoner, digtere og forfattere havde 35 procent udført deres største bedrifter i alderen mellem 60 og 70, 23 procent mellem 70 og 80, og 8 procent da de var over 80.“ (Printing Impressions, juli 1966, side 74) For over 300 år siden skrev Shakespeare: „Nogle mennesker synes aldrig at blive gamle; de har en stedse levende tankevirksomhed, er altid rede til at antage nye ideer og kan aldrig anklages for at være bagud for deres tid . . . De glæder sig altid over det bedste af det der er, og er de første til at finde det bedste ved det der kommer.“ Eller, som udtrykt af Tryon Edwards: „Alder afhænger ikke af år, men af temperament og helbred — nogle mennesker er født gamle og andre bliver det aldrig.“ (The New Dictionary of Thoughts af Tryon Edwards, siderne 13, 15) Det er sørgeligt at se en gammel mand der har vandret ad livets strenge og snoede vej og som, på grund af manglende muligheder, ikke har vundet sig visdom. Men det er endnu sørgeligere at se en gammel mand der har mulighed for at opnå visdom men som siger: „Jeg er for gammel til at lære noget.“ Bibelen er fyldt med beretninger om trofaste mænd og kvinder der blev ved at lære så længe de levede. Vi har endnu mere grund til at gøre fremskridt, for vi har mulighed for at opnå evigt liv. At lære sandhederne om Guds rige eller at tilegne sig et større ordforråd, gør man ikke på en dag. Det tager tid, men læg engang mærke til hvad nogle få ord og en god forståelse af Jehovas ord kan udrette. Vi har et godt eksempel i den bjergprædiken Jesus holdt i år 31 i Galilæas smukke bjerge: tre kapitler i Mattæus-evangeliet, nemlig kapitlerne fem til syv, med i alt et hundrede og syv vers. Jesus bruger her et ordforråd på seks hundrede og enogtyve forskellige ord (ifølge en optælling i New World Translation) for at udtrykke tanker som stadig kendes og høres blandt menneskene. Bibelen beretter at efter at Jesus havde holdt denne prædiken „var folkeskarerne slået af forundring over hans lære; thi han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge“. (Matt. 7:28, 29) Denne prædiken er af ikke-kristne blevet anerkendt som et enestående eksempel på klarhed og udtryksfuldhed. (Mahatma Gandhi; se Vagttårnet for 1964, side 48). I løbet af de cirka femten minutter det tager at læse denne prædiken i Bibelen, fortæller Jesus os mange vigtige ting som endog kan betyde liv for os. Vi lægger mærke til at denne usædvanlige tale ikke blot er en strøm af ord, men at ordene har mening, en mening vi kan fatte. Jesus formår med sine ord at bibringe os visse tanker.
8. (a) Beskriv de problemer folk i vor tid har med at meddele sig til hinanden. (b) Hvilken vanskelighed møder man overalt?
8 Til trods for de omhyggeligt udtænkte taleorganer som Gud har indbygget i mennesket, og til trods for de mange ord og meningsudtryk mennesket kan gøre brug af, er et af dets største problemer hvordan det kan få andre i tale og meddele sig til dem så det bliver forstået. Dette problem, som med et moderne udtryk kaldes kommunikationsproblemet, findes overalt. Industrien klager over manglende kontakt mellem ledelse arbejdere, over at én afdeling ikke giver vigtige oplysninger videre til andre afdelinger som er afhængige af den. De religiøse ledere følger ikke Moses’ eller Jesu eksempel i deres måde at tale til folk på. Det politikerne siger har i regelen mere end én betydning, og det almene folk har følgelig ikke én pålidelig udtalelse at holde sig til. Handelsverdenen med dens pågående salgsmetoder, dens omsiggribende ideer og dens stræben efter at skabe ønsker og behov, frembyder et højst forvirrende billede der viser at man ikke kan fæste lid til den. Der findes også andre skranker som hindrer udvekslingen af tanker. Videnskabsmænd taler og skriver, men det er kun andre videnskabsmænd der forstår deres sprog. De der har en bedre uddannelse taler hen over hovedet på dem der ikke har tilbragt så mange år med at uddanne sig. Lægestanden har sin egen terminologi, og hvis en patient ønsker at vide mere om hvad han fejler, må han blive ved med at spørge og får alligevel mange gange ikke et fuldstændigt billede af sin sygdom. Betragter man forholdet mellem ægtefæller, støder man på det samme problem. De siger: „Vi taler simpelt hen ikke sammen.“ De fleste forældre har svært ved at tale med deres børn. Ja, en mængde unge taler deres eget sprog, et sprog som forældrene har vanskeligt ved at forstå. Hvorfor taler folk ikke med hinanden? Hvorfor tier de som har tanker der kunne hjælpe andre?
Råd og vejledning
9, 10. (a) Hvordan ser mange på det at vejlede andre? (b) Anbefaler Bibelen denne indstilling? Hvad siger den?
9 En anden side af samme problem er at mennesker altid er ivrige efter at få andre til at vejlede dem der har brug for at ændre deres opførsel; eller advare dem om de farer de udsætter sig for. Dette ses overalt. Ægtefæller søger ægteskabsrådgivere, forældre overlader andre at opdrage deres børn, industrivirksomheder benytter sig af kontaktfolk og forligsmænd, og staterne udsender ambassadører.
10 Selv kristne forkyndere holder sig ofte tilbage fra at give den fornødne vejledning eller sige de få ord der kan hjælpe andre til at undgå vanskeligheder. De siger måske: „Det er tilsynsmandens ansvar at tage sig af sådanne ting.“ I Galaterbrevet 6:1 (NW) hedder det tilskyndende: „Brødre, selv om et menneske begår et eller andet fejltrin før han er klar over det, skal I som har åndelige kvalifikationer prøve at hjælpe et sådant menneske på fode igen i mildhedens ånd, mens du holder øje med dig selv, for at ikke også du skal blive fristet.“ Det er ikke blot menighedernes tilsynsmænd der har åndelige kvalifikationer. Ville vi, dersom vi så et skilt på vejen hvorpå der stod „Fare — broen i stykker!“, begynde at drage skiltemalerens dygtighed i tvivl, eller ville vi værdsætte advarselen som kunne frelse vort liv? Når man forstår Guds krav i forbindelse med et princip for den kristnes opførsel, bør man ubetinget advare sin kristne broder hvis man opdager at han vandrer på en vej som vil føre til overtrædelse af dette princip. Hvis en broder behøver hjælp i form af trøst eller opmuntring, vil så godt som enhver kunne yde ham denne hjælp. I Første Tessalonikerbrev 5:11 formaner Paulus: „Så trøst og opbyg hverandre indbyrdes, som I også gør.“
Dygtigere til at tale med andre
11. Hvordan hjælper Bibelen os til at forbedre vor evne til at tale med andre?
11 Hvordan bliver vi dygtigere til at tale med andre? Hvordan kan vi forbedre de hjælpemidler — deriblandt vort ordforråd — hvormed vi meddeler os til andre? Hvor kan vi hente pålidelig og nøjagtig hjælp? Bibelen er vor bedste hjælp, for den bruger ikke alene et forståeligt sprog men udtrykker sig også klart og er pålidelig. Det er Jehova Gud der er dens forfatter og han har derfor også beskyttet dens inspirerede oplysninger såvel som overvåget dens brug af passende ord og udtryk. Hvis vi daglig læser Bibelen vil vi derfor hurtigt blive i stand til at meddele os ved hjælp af lignende magtfulde og beskrivende. Det er dog ikke et spørgsmål om blot at øge sit ordforråd og forbedre sit ordvalg; man må elske sandheden fra Guds ord for at kunne overbringe oplysninger der er opbyggende og som fører til liv. Mange mennesker har et udmærket ordforråd, men de lader deres tunge løbe løbsk, til skade forandre. Som der siges i Ordsprogene 12:18: „Mangens snak er som sværdhug, de vises tunge læger.“ Det er derfor nødvendigt at vi fra Guds ord lærer sandheden om de krav han stiller til sine skabninger.
12. Hvorfor er det nødvendigt at forstå Jehovas krav hvis man skal forbedre sin tale?
12 Hvis man skal videregive oplysninger til andre må man tænke før man taler. Man kan ikke tænke en sag igennem medmindre man er i stand til at formulere tankerne med rammende ord og vendinger. Og man kan ikke tale opbyggende, oplysende ord medmindre man tænker. Læg mærke til hvordan visdommen fra Gud og tænke- og taleevnen er knyttet sammen i Ordsprogene 5:1, 2 (NW): „Min søn, giv agt på min visdom. Bøj dit øre til min skelneevne, så du beskytter tænkeevnerne; og måtte dine læber værne om kundskaben selv.“ Hvis vi ignorerer denne gode vejledning hører vi til dem der beskrives i Ordsprogene 29:20: „Ser du en mand, der er hastig til tale, for en tåbe er der snarere håb end for ham.“ Det vi må have for øje er derfor ikke blot at stræbe efter at få et godt ordforråd, men også, og det først og fremmest, at lære alt hvad vi kan om Jehovas hensigter. Mens vi således søger efter sandhedens skatte, kan vi til vort ordforråd føje nye ord og udtryk som vi har brug for når vi under forskellige omstændigheder skal fortælle andre om sandheden. Det er det Paulus hentyder til når han siger: „Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning.“ (1 Tim. 4:16) Moses havde fået en høj uddannelse ved Faraos hof (Hebr. 11:23-28); alligevel var Moses ængstelig for at han ikke kunne udtrykke sig klart, og han sagde derfor til Jehova: „Ak, Herre, jeg er ingen veltalende mand, jeg var det ikke før og er det heller ikke nu, efter at du har talet til din tjener, thi jeg har svært ved at udtrykke mig og tale for mig.“ (2 Mos. 4:10) Det var Jehova der viste Moses hvem der giver mennesket evne til at tale opbyggende, nemlig han som „har givet mennesket mund“. — 2 Mos. 4:11.
13. (a) Hvilken tjenerskare som Bibelen omtaler, har sat et godt eksempel med hensyn til at videregive vigtige oplysninger? (b) På hvilke måder videregiver den disse oplysninger?
13 Den „tro og kloge tjener“ er af Kristus Jesus udnævnt til at give tyendet mad og har indtil denne dag ført an med hensyn til at lære andre sandheden at kende. Denne trofaste tjenerskare sætter et glimrende eksempel med hensyn til på en virkningsfuld måde at bruge de mange sprog der tales i de forskellige lande, for at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Det sprog som bruges i de skrifter som udsendes under denne „tjeners“ ledelse er klart og forståeligt og indeholder tanker der stadig vender folk til Guds ord. De møder som menighederne overalt på jorden afholder, er tilrettelagt af denne „kloge tjener“ for at opbygge troen gennem større kundskab om Gud. (Rom. 10:14) Der er en tillidvækkende værdighed og en styrkende ånd i denne trofaste „tjeners“ frygtløse fastholden ved Jehovas ords principper. Fordi denne trofaste „tjener“ sætter Guds visdom over menneskers visdom, har den alene fået overdraget den opgave at forsyne tyendet med åndelig føde, og den nyder til stadighed Jehovas rige velsignelse. — Mal. 3:10.
Hvordan vi kan gøre fremskridt
14. Hvordan kan vi ved at følge vejledningen i Ordsprogene 13:20 forbedre vor evne til at undervise andre?
14 En anden måde hvorpå vi kan give agt på vor lærergerning og blive dygtigere til at gøre os forståelige over for andre, omtales i Ordsprogene 13:20: „Omgås vismænd, så bliver du viis“. Dette indebærer mere end studium, hvilket Paulus gør opmærksom på i Efeserbrevet 5:15: „Se derfor nøje til, hvorledes I vandrer, at det ikke er som uvise, men som vise,“ for vi må forstå at „det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed“. (Jer. 10:23) Bibelen beretter at „menigheden [havde] fred overalt i Judæa og Galilæa og Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens frygt og voksede ved Helligåndens trøst og formaning“. (Ap. G. 9:31) Noa vandrede med Gud. (1 Mos. 6:9) Jesus satte os et eksempel med hensyn til hvordan vi skal vandre. (1 Joh. 2:6) Det at vandre sammen med en anden vil altså sige at være ét med vedkommende og at man gør tingene sammen fordi man har samme opfattelse. Paulus viser dette i Efeserbrevet 2:1-3, hvor han blandt andet siger: „Forhen vandrede [I] . . . ledede af denne verdens tidsånd . . . Til dem hørte vi også alle forhen, da vi fulgte vort køds lyster og gjorde, hvad kødet og tankerne ville.“ Guds folk vandrer sammen idet de hjælper hinanden, og de har samme opfattelse af Bibelens principper fordi de lader sig opbygge af Guds ord, hans ånd og de modne forkyndere i menigheden. Salme 119:63 viser hvilken indstilling en forstandig Guds tjener må have: „Jeg er fælle med alle, der frygter dig og holder dine befalinger.“
15. Hvad skyldes, ifølge Paulus, den kristnes fremgang?
15 Den slutning Bibelen hjælper os til at drage, er da at man ikke kan gøre fremskridt i egen kraft; nej man må lade sig forme af Gud, hvilket Paulus viser i Andet Korinterbrev 3:5, 6: „Jeg mener ikke, at vi af os selv er duelige til at udtænke noget, som kom det fra os selv; men vor duelighed er fra Gud, som jo gjorde os duelige til at være tjenere for en ny pagt.“
Samvær med andre
16. Vis hvilke andre goder der følger med at vandre sammen med dem der respekterer Bibelens principper.
16 Det er vigtigt at vi kommer sammen med dem der lader sig lede af Bibelens principper. Man føler sig virkelig hjemme blandt sådanne mennesker. De begår ganske vist også fejl, men man kan appellere til dem på grundlag af Bibelens lære og de vil lytte til en. I vor tid hvor der er så mange stolte og hovmodige, er det en velsignelse at komme sammen med mennesker som vil tage imod vejledning og irettesættelse fra Bibelen og som reagerer med ægte imødekommenhed og siger: „Det er jeg meget ked af; jeg håber du vil glemme det.“
17. (a) Kan man hurtigt forbedre sin evne til at udtrykke sig? (b) Hvad bør vi især give agt på for at gøre fremskridt? Giv eksempler.
17 Gør vi en indsats vil vi lidt efter lidt vokse på alle områder; vi vil både få større kundskab og forbedre vor evne til at give udtryk for det vi ved. Det er her vi må give agt på os selv. Giv agt på de små ting, de små muligheder; disse vil være os en hjælp til gradvis at gøre fremskridt og vil blive til noget i årenes løb. Når vi har den forret at holde et foredrag i rigssalen, sørger vi så for at have en sådan orden i vore tanker at de kan forstås? Slår vi de ord op som vi kun sjældent bruger, så vi kan anvende dem på rette måde og udtale dem rigtigt? Når vi skal oplæse paragrafferne ved vagttårnsstudiet, har vi så forvisset os om at vi kan udtale alle ordene uden at snuble over dem? Når vi skal fra hus til hus, støtter vi os så for meget til den tanke at vi ved mere om Bibelen end de mennesker vi besøger, så vor forberedelse bliver mangelfuld eller helt udelades? Undlader vi forældre at vokse en lille smule sammen med vore børn hver dag og overlader vi i stedet til fjernsynet at opdrage dem fordi vi ikke har lyst til at tale med dem? Det er ligesom at lære et andet sprog: hvis man anstrenger sig lidt hver dag ved at føje et ord eller to til sit ordforråd og derpå anvender disse ord, vil det ikke vare længe før man har tilegnet sig nogle hundrede ord af sproget og kan tale det. Hvis vi fortsat føjer nye udtryk og ord til vor tale, vil den blive mere varieret og udtryksfuld, og være til hjælp for andre. Vær tålmodig og glæd dig over hvert lille fremskridt. Husk at spædbørn der ikke kan tale, med tiden og ved regelmæssig øvelse lærer at tale.
18. (a) Hvor finder vi et sandt billede af os selv? (b) Hvad må vi passe på?
18 Giv agt på dig selv ved at se i det spejl Jehova har givet os som en hjælp til selvransagelse, „frihedens fuldkomne lov“. (Jak. 1:25) Vær ærlig over for dig selv, men ikke så nøjeregnende at du driver dig selv til fortvivlelse og altid føler dig kørt ned. Bibelens råd går ud på at man bør bruge Guds ord som et spejl og ikke gøre som nogle der bruger andre mennesker som en målestok for alt hvad de gør. Den eneste vi skal efterfølge er Kristus Jesus, og han sagde at hans byrde var let. (Matt. 11:30) Hvis vi gør vort bedste, skal vi ikke bekymre os om hvad andre siger eller gør. På den anden side vil det ikke være klogt at indtage den ligegyldige holdning som så mange har over for muligheden for at vokse i kundskab og dygtiggøre sig. For mange betyder fremskridt kun arbejde. Og i vor moderne verden har arbejde ikke altid så stor interesse. For at bevare den rette ligevægt i denne henseende er det nødvendigt at undersøge flere andre ting, og det vil vi gøre i næste artikel.