Vær ikke for selvsikker!

BERETTIGET selvtillid er en god og nyttig egenskab, men såvel den verdslige som den bibelske historie advarer mod for stor selvtillid. Oldtidens Babylon følte sig tryg bag sine mure men blev indtaget af Kyros, og om Napoleons selvtillid forud for slaget ved Waterloo fortæller den kendte franske digter og forfatter Victor Hugo fra forrige århundrede:

„Kejseren havde aldrig været i så godt humør som i dag. . . . Den mand som havde været alvorlig ved Austerlitz [hvor Napoleon ti år før havde vundet sin betydeligste sejr] var munter ved Waterloo. I det øjeblik Wellington trak sig tilbage fyldtes Napoleon af fryd. Tilbage var kun at gøre sejren fuldstændig ved at tilintetgøre fjendens hær. Napoleon vendte sig brat og gav ordre til at meddele i Paris at slaget var vundet.“

Men var slaget allerede vundet? Var sejren virkelig blevet hans? Hans selvsikkerhed fik ham til at slutte det, men historien skulle fortælle noget andet. Ja, udtrykket „at møde sit Waterloo“ er tilmed blevet et stående udtryk for „at lide et afgørende eller skæbnesvangert nederlag“.

Der er god grund til at mene at Napoleons nederlag ved Waterloo til dels skyldtes hans alt for store selvtillid. Et historisk værk siger for eksempel at „den franske kejser ikke viste den sædvanlige omhu og grundighed ved udstedelsen af sine ordrer, eller sin sædvanlige udstrakte dømmekraft under deres udførelse“. Trods sin selvtillid burde han have husket på at der stadig var mange ting han ikke havde nogen indflydelse på, for eksempel vejret. Og det var netop dette der medvirkede til nederlaget.

Den bibelske historie indeholder også eksempler på selvsikkerhedens snare. Bibelen fortæller at den syriske konge Benhadad engang sagde til Israels konge: „Dit sølv og dit guld er mit, og dine smukkeste hustruer og sønner er mine.“ — 1 Kong. 20:3, NW.

Israels konge fandt det klogest at give efter for dette krav og svarede derfor: „Som du byder, herre konge! Jeg og alt, hvad mit er, tilhører dig!“ Men i stedet for at blive ved dette blev kong Benhadad nu selvsikker og øgede sine krav. Nu forlangte han at hans folk skulle have lov til at gennemsøge Israels konges og dennes tjeneres huse og tage „alt, hvad de lyster“. Dette blev Israels konge for meget og han sendte følgende bud tilbage: „Dette krav kan jeg ikke opfylde!“

Efter at have modtaget denne besked pralede Benhadad af hvad han ville gøre ved Samaria. Hertil svarede Israels konge: „Den, der spænder bæltet [på sin rustning], skal ikke rose sig som den, der løser det [når han er vendt sejrrig hjem fra slaget]!“ Da de to konger og deres hære stødte sammen, sørgede Jehova Gud for at Israels konge vandt sejr trods den store overmagt. — 1 Kong. 20:1-21.

Den kristne apostel Peter kom også i vanskeligheder på grund af for stor selvtillid. Den nat Jesus ventede at blive forrådt havde han sagt til sine elleve trofaste apostle: „I denne nat skal I alle forarges på mig.“ Men Peter sagde selvsikkert: „Om så alle forarges på dig, vil jeg dog ikke gøre det. . . . Selv om jeg skulle dø med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.“ Men Peters selvtillid blev gjort sørgeligt til skamme. Kort efter havde han fornægtet sin herre ikke mindre end tre gange. — Matt. 26:31-35, 69-75.

Selvsikkerhed er altså noget man skal passe på. Ikke blot fordi fremtiden altid er usikker, men også fordi vor selvsikkerhed kan bevirke at vi handler med ringe dømmekraft og således skader os selv. Det er grunden til at apostelen Paulus, efter at have givet eksempler på israelitternes alvorlige fejltagelser, siger at alt dette „blev skrevet til påmindelse for os . . . Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!“ — 1 Kor. 10:5-12.

I stedet for selvsikkert at se fremtiden i møde vil det være visdom at sige: „Hvis Herren vil, så skal vi leve og gøre det eller det.“ Altid og i alle forhold må vi have Jehova i tanke. — Jak. 4:15; Ordsp. 3:6.

Står du over for et nyt arbejde, en ny opgave? Så vær på vagt over for tendensen til at være for selvsikker og sige: „Det er let nok!“ eller til at mene at du har bedre forstand på det der skal gøres end de der har arbejdet med det i mange år. Det er rigtigt hvad der siges i ordsproget: „Med ydmyge følger der visdom.“ Vær derfor ydmyg. — Ordsp. 11:2.

Unge skal især passe på ikke at falde i selvsikkerhedens snare. De har måske erhvervet sig nogen viden, men er de altid i stand til at gøre brug af den? De vil meget gerne køre bil, men hvor god er deres dømmekraft? Deres iver efter at blive gift kan til dels skyldes deres selvsikkerhed. Mange tager ikke det ansvar og de forpligtelser der følger med ægteskabet alvorligt nok. Og byrderne er naturligvis tungere at bære når parterne ikke er følelsesmæssigt modne nok. Hvert andet ægteskab indgået af teenagere ender derfor også med skilsmisse!

Også den kristne forkynder som skal fremlægge Guds ord for en offentlig forsamling må tage sig i agt for selvsikkerhedens snare. Selvsikkerhed kan bevirke at man ikke forbereder sig ordentligt. Resultatet bliver et foredrag som kun indeholder almindeligheder og måske nogle unøjagtigheder. Især må de fra hvem ordene flyder let og ubesværet være på vagt. De må tænke på at de ikke taler blot for at underholde men for at opbygge deres tilhørere åndeligt. Apostelen Paulus satte et godt eksempel i denne henseende, for han anmodede sine kristne brødre om at bede for ham, så han kunne forkynde den gode nyhed på rette måde og med frimodighed. — Ef. 6:18-20.

Der er ingen tvivl om at det er uklogt at være for selvsikker. Det forstandigste er at udvise forsigtighed og ydmyghed og at se hen til Jehova Gud efter hjælp. Dette bekræftes, som vi har set, både af den verdslige og den bibelske historie.