Hvordan den sande kirke yder hjælp
DEN sande kristendom har overlevet i „et lille mindretal af personlige vidner“, en sand kristen menighed, der har holdt sig for øje hvad dens bemyndigelse går ud på. Den har derved været i stand til at gøre folk til sande Kristi disciple i stedet for blot at gøre dem til „ris-kristne“ eller navnkristne.
Da den sande kristne menighed ikke er en „rig kirke“, og da dens medlemmer hver især er vidner der personligt yder tjeneste ved ligesom Jesus og apostlene at gå direkte til folk i deres hjem, kan de godt få dem i tale, også selv om folk hjemsøges af sult og fattigdom.
Ofte deler de kristne forkyndere kår med de mennesker de forkynder for. Alligevel bruger de af deres meget begrænsede midler for at bringe Guds ord ud til menigmand. Påstanden: „Man kan ikke prædike for en sulten mand; han skal have brød og ikke ord,“ passer ikke i alle tilfælde. „Enhver, som er af sandheden, hører min røst,“ sagde Jesus. — Joh. 18:37.
Hvor forkynderen er i stand til personligt at yde hjælp i en nødsituation, vil han naturligvis gøre det, sådan som Jesus lærte i lignelsen om den barmhjertige samaritaner. (Luk. 10:29-37) Men samtidig glemmer han ikke sit hverv, at forkynde om Guds rige.
Den virkelige løsning
Hvad bør man altså gøre hvis man ønsker at følge Guds søns eksempel? Man må være barmhjertig og medfølende, ja; men hvordan kan man bedst give udtryk for sin barmhjertighed og medfølelse? Ville man nøjes med at kaste en tændstik ud til en mand som var ved at drukne i et oprørt hav? Nej. Men de gejstliges forsøg på at løse menneskehedens problemer ved at koncentrere sig sig om den materielle hjælp, minder faktisk om dette. De går ikke i dybden, de bringer ikke sand lindring. Så længe der findes selviskhed og begærlighed vil der også være fattigdom og sult.
Ja, det er hele verdensordningen der må ændres. Men hvordan? En politisk indsats kan måske ændre styreformen i et land. Men kan den ændre menneskenes hjerter? Er idet ikke dér problemet ligger?
Kirkemænd der opfordrer deres sognebørn til at gå ind for politisk aktivitet og være med i reformbevægelser, forsøger simpelt hen at lappe en gammel, udslidt klædning. Men Jesus viste at sand kristendom ikke er et spørgsmål om at sætte en ny lap på en gammel klædning. (Matt. 9:16, 17) I stedet for at lappe på den nuværende verdensordning med alle dens uretfærdigheder, dens uligheder, dens grådighed og undertrykkelse, har Gud til hensigt at kassere den som værdiløs, kun tjenlig til at blive ødelagt. I dens sted vil han indføre en ny ordning, en ordning der bygger på retfærdighed. Om Guds søn, der vil lede det retfærdige styre over jorden, siger profetien: „Han dømmer de ringe med retfærd, fælder redelig dom over landets arme. . . . gudløse dræber han med læbernes ånde.“ Da, og først da, vil fattigdom og sult forsvinde fra jorden. — Es. 11:4, 5; 2 Pet. 3:13.
Åndelig og materiel hjælp
Hvad den kristne har at hjælpe med, er ikke blot en midlertidig hjælp, men en hjælp af mere varig værdi, så sandt mennesket ’ikke lever af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund’. — Matt. 4:4
Den der tager imod livets ord som den kristne forkynder bringer ham, får noget at leve for. Han får et håb. Han ser en mening. Han forstår at han selv har værd og at han kan bruges og kan hjælpe andre. Det giver ham ønsket om at leve et menneskeværdigt liv. Han får selvrespekt. Mens håbløsheden måske før gjorde ham sløv eller fik ham til at forsømme sin familie og svigte sine pligter, eller måske ligefrem bevirkede at han hengav sig til selvødelæggende laster — en tilstand som materiel hjælp alene ikke kan afhjælpe — begynder han nu at leve et ansvarsbevidst og nyttigt liv.
Han vil måske stadig være fattig, men han vil ikke mere være elendig. Han er begyndt et helt nyt liv hvori de åndelige værdier er de vigtigste og det at ’søge Guds rige og hans retfærdighed’ kommer først. (Matt. 6:33) Han kommer ind i den kristne menighed og får venner der. Han lærer betydningen af flid, renlighed og orden. Han lærer at vise mådehold, og i stedet for at bruge sine penge uklogt lærer han at bruge dem til at gøre godt med.
Skulle han komme i virkelig nød, vil menigheden træde hjælpende til. (Jak. 2:15, 16) Ja, selv hvis forkynderne i et helt land kommer i nød, vil deres kristne brødre i andre lande søge at hjælpe dem. På den måde ydede de kristne i Makedonien og Akaja i det første århundrede hjælp til nødlidende kristne i Judæa, hvor der var hungersnød. (Ap. G. 11:28, 29; Rom. 15:26) Og efter samme mønster sendte Jehovas vidner i De forenede Stater i 1945 store mængder af tøj og mad til deres trosfæller i Tyskland som lige var kommet ud af koncentrationslejrene.
På lignende måde har Jehovas kristne vidner ved talrige lejligheder ydet materiel og menneskelig hjælp når naturkatastrofer og andre ulykker har ramt, som for eksempel da de ydede hjælp til deres kristne brødre i Peru efter jordskælvet i maj 1970.
At yde en sådan materiel hjælp er imidlertid ikke menighedens hovedopgave. De kristnes hovedopgave er at være et lys for menneskehedens verden ved den måde de lever på og ved at forkynde Guds rige og hjælpe dem der søger dette rige til at blive sande kristne.
Det rette syn på nøden i verden
Den sande kristne menighed holder sig altså sin hovedopgave for øje og bevarer det rette syn på nøden i verden. Den lukker ikke øjnene for elendigheden og den lader ikke døv over for medfølelsens stemme, men i tillid til Gud yder den en sådan hjælp som den er i stand til og er bemyndiget til at yde.
De kristne skal kærligt yde deres tjeneste i verden og hjælpe hvor de kan, men de skal i tillid til Gud holde sig for øje hvad deres bemyndigelse går ud på. Hvis de påtager sig en anden opgave end den de har fået, kommer de til kort på to måder. Dels vil de ikke kunne løse den opgave de selv har tiltaget sig, da dette arbejde ikke velsignes af Gud (Sl. 127:1), og dels forsømmer de den gerning de skulle have taget sig af og kommer da til at stå som falske kristne. Nej, for at være sande kristne må de altid holde sig for øje at den gode nyhed om Guds rige er den bedste hjælp de kan give folk.
De kristne ser megen nød og elendighed som de intet kan gøre ved. Hvordan kan de udholde at se på alt dette? Dette spørgsmål stillede afdøde redaktør Niels Jørgensen i sin bog Paa det tyske Slavemarked, hvor han omtaler de Jehovas vidner han traf i tyske koncentrationslejre. Han skriver:
„Uden at miste Modet eller gaa paa Akkord med deres Overbevisning havde disse Mænd levet i Aarevis i tyske Koncentrationslejre. . . . Bibelforskerne, som nød almindelig Respekt i Koncentrationslejrene, . . . bar deres Ofre med Taalmodighed og med en egen indre Glæde over at være udsete til at gaa i Kristi Fodspor og bære de samme Lidelser, som deres Herre og Mester engang havde baaret i en ond Verden. Der er bare een Ting ved disse Menneskers Indstilling, som jeg ikke kan begribe — og endnu mindre i Dag end den Gang, da jeg første Gang mødte dem i dyb Respekt for deres Sjælsstyrke. Det er, hvordan de har kunnet udholde at se andre lide saa forfærdeligt uden at blive tynget helt til Jorden af Medfølelsens Byrde.“
Svaret er: De har tillid til at Jehova en dag, ja meget snart, vil gribe ind og på fuldkommen måde afskaffe al nød og elendighed. Millioner som er døde nu og før i tiden, ’både retfærdige og uretfærdige’, vil få livet igen og få lejlighed til i Kristi tusindårsrige at vise hvordan de stiller sig til Kristus og hans messianske rige. — Ap. G. 24:15.
Hvis man ikke har tillid til at Gud vil og kan gribe ind, må man nøjes med at tro på menneskenes egne famlende bestræbelser, og da vil alting bestemt se meningsløst og håbløst ud. Men sådan behøver De ikke at føle det. De kan benytte Dem af den hjælp Guds kristne vidner yder. Lær sandheden fra Guds ord, Bibelen, at kende, og De vil få et sikkert grundlag for en stærk tro.
Guds sande kirke eller menighed vil vedblive med at være et lille mindretal af personlige vidner. Den har ikke et passivt lægfolk. Alle er aktive, optaget af at yde andre kærlig tjeneste. Denne menighed holder sig fri af verden, i harmoni med Jesu ord: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ (Joh. 17:16) Dens kristendom er ikke „af verden“, verdslig eller „sækular“. Den vil derfor ikke påtage sig politiske opgaver. Den vil ikke lade sig føre ind på et sidespor og begynde at beskæftige sig med andre opgaver end den ene den har fået betroet. Den må hele tiden fremholde det sande håb for menneskene, nemlig Guds rige.
Det vigtigste for hvert enkelt menneske — også de fattige og nødstedte i verden — er at komme til at stå i et ret forhold til Gud og Kristus, og derfor er de kristne vidner ikke udsendt til verden med bogstaveligt brød, der kun kan hjælpe midlertidigt, men med åndelig mad, livets ord. Disse ord fra Gud vil åbne vejen til fred med Ham og dermed vejen til livet i den velstandens verden han skaber.