Ord eller brød til en sulten verden?

„KRISTNE udplyndrer kristne“ hedder et foredrag af Helder Camara, den katolske ærkebiskop af Recife i Brasilien.

„Døbte udplyndrer udøbte,“ skriver den tyske teolog Helmut Gollwitzer i bogen De rige kristne og den arme Lazarus.

Hvad mener disse kirkemænd?

Den engelske metodistpræst Colin Morris forklarer sit syn på denne måde: „Kirken har et grænseløst ansvar [over for de fattige i verden], for har den ikke i århundreder udbasuneret sit formynderskab for jordens små mennesker?“ Han omtaler „det lille hvide, kristne og vestlige mindretal“ som de rige i verden der ikke udgør mere end 20 procent af jordens befolkning. De øvrige 80 procent af menneskene lever i sult og fattigdom, og han skriver:

„Sammenlignet med disse sultende millioner er kirken så rig som Krøsus og så pengebegærlig som Midas. Vi er en rig kirke i en sultende verden; det er derfor vort budskab klinger så hult, og vor indflydelse bliver mindre.“a

Flere og flere har hørt kirkemænd rette sådanne angreb på kirkerne i den senere tid. Der holdes prædikener om at ’det er på tide at kirkerne holder op med at diskutere og begynder at handle’. „Det er gerningen, der efterlyses,“ skriver man; giv de fattige og sultne brød, de „kan ikke spise vore ord“. Ja, flere og flere kirkemænd siger at det først og fremmest er på denne måde man ’følger Jesus i vore dage’.

Er det rigtigt? Hvad mener De om det? De fleste længes ganske afgjort efter at se jorden befriet for fattigdom og sult. Men mon ikke der er en bedre og mere effektiv måde at hjælpe verdens fattige og sultne på, end den måde disse kirkemænd anbefaler?

Hvis man gerne vil være en sand discipel af Jesus Kristus må man prøve at finde ud af det. Hvad kan man gøre, hvad bør man gøre som en sand kristen? Lad os først betragte nogle af de metoder de såkaldte „sækularteologer“ eller „revolutionsteologer“ går ind for i dag.

De moderne teologers metoder

Ofte henviser de til den tyske teolog Bonhoeffer der, før han blev henrettet af nazisterne i 1945, foreslog „at kirkens første skridt må være at skille sig af med al sin ejendom til fordel for dem, som er i dyb nød“. Det er ikke nok med den traditionelle kirkelige godgørenhed, der kaldes „caritas“, siger de. „Caritas i traditionel forstand, d.v.s. lindring af nøden gennem almisser, er ikke tilstrækkelig . . . fordi nøden er al for stor.“ — De rige kristne og den arme Lazarus.

Nej, siger de, der skal også en politisk indsats til. Helder Camara skriver: „Hvis vi latinamerikanske kristne indser vort ansvar for underudviklingen i dette kontinent, så kan og skal vi arbejde for at fremme radikale ændringer på alle områder af samfundet, især inden for politik og uddannelse.“ På verdenskirkekonferencen i Uppsala i Sverige i juli 1968 hørtes det samme signal.

Målet er at ændre det uretfærdige samfund. Helder Camara foretrækker ikke-voldsaktioner på linje med den store bevægelse for raceintegration som blev ledet af Martin Luther King. Andre af disse præster og teologer går ind for anvendelse af en voldelig revolution. Den tyske teolog Gollwitzer skriver i sin bog at „det normale og mest nærliggende for den kristne er den absolutte pacifisme“, men som en sekundær mulighed anfører han: „Af ansvarlig kærlighed til dem, der lider, vil han i en given situation beslutte sig for revolutionær voldsanvendelse.“

Hvordan prøver de som kristne at begrunde sådanne metoder? Ved at hævde at Jesus Kristus var revolutionær! Colin Morris skriver at hvis ikke kirken stiller sig på de fattiges side, vil den være „på den forkerte side af barrikaderne i vor tids revolution“. Derpå hævder han at „Jesus er på den anden side af den barrikade; det kan der ikke være skygge af tvivl om, for han er revolutionær“.

Er disse konklusioner og de metoder der anbefales på grundlag af dem, rigtige? Eller bygger man på en misforståelse? Bibelen viser at de kristne ikke blot skal elske med ord, men „i gerning og sandhed“. (1 Joh. 3:18) Men hvilken gerning? Skal de ændre et uretfærdigt samfund ved politiske midler eller måske endog med „revolutionær voldsanvendelse“? Var Jesus en ’revolutionær’ der først og fremmest beskæftigede sig med at skaffe bogstavelig mad til folk, eller udførte han et arbejde som var endnu vigtigere og som havde et mere ophøjet mål? Hvad viser kendsgerningerne?

Misforståelsen rettes

At nogle er blevet ’udplyndret’ og at kristenhedens kirker har en del af ansvaret, kan ikke med rette benægtes. Historien viser at kristenhedens kirker og kirkeledere i mange lande har taget de riges parti og har begunstiget dem fremfor de fattige. Den viser at kirkerne ofte selv er blevet meget velstående. I Mexico, for eksempel, ejede den katolske kirke engang langt det meste jord i hele landet. De har muligvis selv læst om kirkernes velstand. Nu vedkender nogle kirkemænd sig det ansvar deres kirker og kirkemedlemmer har for en stor del af verdens fattigdom. De føler sig skyldige, og dét med rette.

Men selv om disse udplyndrere kan regnes med blandt de „døbte“, kan de da med rette kaldes „kristne“? Må ægte kristne også bære en del af skylden? Og vil uddelingen af ’brød i stedet for ord’ råde bod på kirkens ’hultklingende budskab’ og det verdensomspændende ’tab af indflydelse’ som disse kirkemænd er så bekymrede over? Var det dét Jesus gik ind for?

En forkert fortolkning

Det er kun ved kraftigt at beskære og radikalt at omtolke mange passager i Bibelen, at disse teologer kan få den opfattelse at Jesus var revolutionær. For eksempel anfører de ofte, således på konferencen i Uppsala, Jesu ord fra Mattæus 25:40: „Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.“

Det fortolkes sådan at ’Jesu mindste brødre’ er alle mennesker i verden som lider nød, og de kristne skal altså gøre godt mod dem ved at give dem mad, drikke, tøj, lægehjælp og så videre. Dette gøres bedst, mener man, gennem en politisk indsats, gennem u-landshjælp og lignende. Jesus identificeres med enhver nødlidende man træffer, også selv om den nødlidende er „parat til at sige og gøre, hvad der efter enhver bibelsk målestok er ligefrem ondt“.b

Men hvem siger Jesus at hans brødre er? I Mattæus 12:50 siger han: „Enhver, der gør min himmelske Faders vilje, han er min broder.“ Jesu „brødre“, ja selv de „mindste“ af dem, er naturligvis hans disciple, altså den kristne menighed.

Læs selv Jesu ord i Mattæus 25:31-46. Hvem er det der samles foran kongens trone for at blive skilt i to skarer, „får“ og „bukke“? Ja, hvem er det der dømmes på grundlag af den hjælp de har ydet Kristi brødre? Ikke Kristi menighed, men jordens folkeslag, menneskene uden for den kristne menighed, og de dømmes efter hvordan de behandler menigheden, Kristi brødre.

At det er sådan Jesu ord skal forstås, vises meget tydeligt af det han sagde ved en anden lejlighed, som refereret i Mattæus 10:40-42: „Den, som tager imod jer, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som udsendte mig. . . . Og den, som giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg eder: han skal ingenlunde gå glip af sin løn.“ Der er altså ikke tale om at hjælpe en fattig fordi han er fattig, men der er tale om at hjælpe en kristen discipel, „fordi han er en discipel“. Der er tale om at anerkende disciplen som det han er, acceptere hans budskab, og stille sig på hans side ved selv at blive en Kristi discipel.

Jesu ord i Mattæus 25 skildrer altså ikke de kristne som „de rige“ der er i stand til at hjælpe de fattige i verden rent materielt. Det er snarere omvendt. Det er mennesker i verden der har lejlighed til at hjælpe de kristne, Kristi åndelige brødre, som er i nød. På den måde kan disse ikke-kristne tage standpunkt for det kristne budskab.

Folk som ikke selv er Kristi åndelige brødre kan altså rent bogstaveligt hjælpe disse kristne forkyndere med mad og drikke, tøj og lægehjælp og ved at besøge dem i fængsler. Sande kristne vil nemlig meget ofte være i situationer hvor en sådan hjælp er kærkommen, ikke mindst i lande hvor de forfølges og fængsles. Jesu ord kan ikke bruges som et vidnesbyrd om at de kristnes tjeneste skal tage sigte på at give verdens fattige materielle fornødenheder.

En forkert opfattelse af den kristne menighed

Hvad er grunden til at teologerne fortolker disse Jesu ord forkert? Mon ikke den at de går ud fra at „det lille hvide . . . og vestlige mindretal“ der udgør de rige i verden — at det er de kristne, den sande kristne menighed? Består deres fejl ikke i at de tror at kristenhedens kirker og alle deres medlemmer — at det er de sande kristne? Nogle af disse teologer indser at et frafald fra sand kristendom har fundet sted, men de drager åbenbart ikke den fulde konsekvens af denne forståelse.

En af dem, metodistpræsten vi har citeret, Colin Morris, forstår at dette frafald muligvis fandt sted da „hele samfund kunne blive døbt i Jesu navn“. Da blev kirken „en magtfuld institution i stedet for at forblive et lille mindretal af personlige vidner, i hvem ord og handling var helt forenet“. Men han drager ikke konsekvensen af denne tankerække: At så er kristenhedens kirker ikke længere identiske med den kristne menighed.

Disse teologers forsøg på at forny og vække kristenhedens kirker hviler således på et forkert grundlag. Det store passive lægfolk de prøver at gøre aktive, er ikke kristne. Opgaven består derfor ikke i først at gøre dem aktive. Den består i først at gøre dem kristne.

Ikke med brød

Kristenhedens kirker har før i tiden ad politisk vej fået gjort hele befolkninger til kirkemedlemmer. Men de har ikke gjort de enkelte til sande kristne, idet den virkelige bibelkundskab og den personlige tilegnelse af kristendommen som regel manglede. Disse mennesker blev blot navnkristne. Mange i dag er kirkemedlemmer fordi de er blevet døbt som spædbørn, og ikke fordi de personligt har taget standpunkt for Bibelens lære. De er navnkristne. Nogle er blevet kirkemedlemmer fordi der socialt er fordele forbundet med det. De er navnkristne.

Når kristenhedens missionærers indsats har bestået i at yde lægehjælp, dele mad ud, give råd med hensyn til landbrug, er de mennesker de har fået kontakt med, ofte blevet til „ris-kristne“, det vil sige mennesker der foregiver interesse for kristendommen for at få ris eller anden hjælp. Det kendte religiøse ugeskrift The Christian Century skrev i 1960: „Nye katolske kirker som blev bygget nogle steder [på Taiwan] hvor der ikke fandtes en katolsk menighed, blev indrettet med oplagsrum og med udlevering af mad til nødstedte for øje. . . . Præster anvendte de amerikanske overskudsvarer som de købte meget billigt, til at lokke nye med og til at holde på de nye som lod sig lokke.“

Samme ugeskrift skrev den 20. februar 1960 at der på det tidspunkt ikke var flere „ris-kristne“ på det kinesiske fastland. Ud fra denne oplysning kan man slutte at nu var det Mao Tse-tung der gav dem ris, og så var det ham de troede på. „Ris-kristne“ er ikke virkelig kristne. Man gør ikke mennesker til sande kristne ved hjælp af disse eller lignende metoder.

Jesu eksempel

Kun ved at følge Jesu eksempel kan kristne gøre andre til sande kristne. Jesus var først og fremmest forkynder og lærer. Han sagde: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Joh. 18:37) Hans mirakler, at han helbredte syge, bespiste sultne, oprejste døde, skulle tjene som et tegn der viste at han var Messias, den der var sendt af Gud og hvis ord man skulle give agt på. Miraklerne var samtidig et vidnesbyrd om hvad han som kongen i Guds rige til sin tid vil gøre til evig gavn for hele menneskeheden.

Bortset fra at Jesus ofrede sit liv som en løsesum, var det væsentlige i forbindelse med hans tjeneste for nitten hundrede år siden imidlertid det han sagde, de ord han talte. Han talte livgivende ord som han havde hørt fra Gud, ord som, hvis man fulgte dem, ikke blot ville give én brød som kunne række til et måltid eller to, men som kunne føre én til det største af alle mål — det evige liv. Til nogle han mirakuløst havde givet brød, sagde han dagen efter: „Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig, men for den mad, som varer til evigt liv.“ — Joh. 6:27.

Da han sendte sine disciple ud, sendte han dem ikke ud med brød, men med livets ord. Han sagde: „De ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv.“ (Joh. 6:63) Det ville blive kendt at de udgjorde den sande kristne menighed fordi de fulgte Jesu eksempel. Denne menighed af sande disciple eksisterer stadig og består stadig af „et lille mindretal af personlige vidner“. Hvad menneskehedens verden angår, lyder dens opgave: „Evangeliet skal først prædikes for alle folkeslagene,“ og: „Gør alle folkeslagene til mine disciple . . . idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ — Mark. 13:10; Matt. 28:19, 20.

Kun denne menighed kan gøre mennesker til ægte kristne, og kun den kan gøre dem aktive i den sande kristne tjeneste. Kun i samarbejde med denne menighed vil de enkelte mennesker være i stand til at gøre de rette kærlighedens gerninger, i overensstemmelse med Guds vilje og til varig gavn for nødlidende i verden. Den enkelte må derfor i første omgang finde den sande menighed, personligt tage standpunkt for kristendommen og slutte sig til denne menighed.

[Fodnoter]