Hvad ligger der bag de græske myter?

ZEUS, Apollon, Artemis, Afrodite — disse og andre navne på græske guder og gudinder vil de fleste nikke genkendende til. Mange vil også vide at de gamle grækeres mytologi tilskriver disse guder og gudinder alle mulige afskyelige gerninger. I skildringerne skændes de indbyrdes, bekæmper hverandre og sætter den ene op imod den anden. At myterne skulle have den ringeste forbindelse med virkeligheden, kan synes vanskeligt at forstå. Så mærkeligt det end lyder kaster Bibelen alligevel lys over den mulige, ja endda sandsynlige oprindelse til disse sagn.

Ifølge den sande historiske beretning der står at læse i Første Mosebog 6:1-13 tog nogle engle, gudssønner, ophold på jorden forud for vandfloden i Noas dage og begyndte at leve som ægtemænd sammen med tiltrækkende kvinder. Afkommet af disse forbindelser kaldtes „nefilim“ eller „omhuggere“, det vil sige „dem der får andre til at falde“. De bidrog umådeligt til den umoralitet og vold som herskede på jorden dengang.

Uden tvivl har Noa og hans familie, der overlevede Vandfloden, ladet oplysningerne om tilstandene før Vandfloden gå videre til deres efterkommere. Det er derfor værd at lægge mærke til at der i de myter som tilskrives de græske digtere Homer og Hesiod, er mindelser om den beretning vi finder i Bibelen. Naturligvis fremtræder disse myter meget forvanskede i sammenligning med Bibelens beretning.

De græske guder og gudinder er i Hesiods og Homers beskrivelser iklædt menneskeskikkelser af stor skønhed, selv om de ofte er gigantiske og overmenneskelige. De spiste, drak, sov, havde seksuelt samliv indbyrdes eller endda med mennesker, levede som familier, forførte, og øvede voldtægt. Skønt de antoges at være hellige og udødelige, kunne de give sig af med enhver tænkelig form for bedrag og forbrydelse. De kunne færdes blandt mennesker enten synligt eller usynligt.

I de græske sagn optræder der foruden de egentlige guder også halvguder eller heroer, der var af både guddommelig og menneskelig oprindelse. Halvguderne besad en overmenneskelig styrke men var dødelige (Herkules havde som den eneste af dem fået tilstået det fortrin at opnå udødelighed). Disse halvguder har altså en tydelig lighed med nefilim i Første Mosebogs beretning, mens guderne synes at svare til „gudssønnerne“ der forlod deres plads i himmelen.

Tegn på babylonisk indflydelse

Men hvordan kan det være at de græske myter giver et så forvansket billede af de ting som Bibelen åbenbart kort berører? De historiske kendsgerninger der er nedtegnet i Bibelen giver os de holdepunkter der er nødvendige for at besvare dette spørgsmål.

Efter Vandfloden valgte et stort udsnit af menneskene at gøre oprør imod Jehova Gud. På Sinears sletter gav de sig til at bygge byen Babel og et tårn, sandsynligvis en ziggurat, der skulle benyttes i dyrkelsen af deres falske guder. Dette værk blev påbegyndt i trods mod Skaberens hensigt, der gik ud på at menneskene skulle spredes på jorden. Værket lykkedes ikke, for Jehova forvirrede bygningsmændenes sprog. Da de nu ikke længere kunne forstå hinanden måtte de til sidst standse deres byggearbejde, hvorpå de spredtes. — 1 Mos. 11:2-9.

Imidlertid må kundskaben om tidligere begivenheder, såsom forholdene forud for Vandfloden, have holdt sig levende i en eller anden form i de adspredtes erindring. Rimeligvis har de og deres efterkommere tilpasset denne viden efter deres religiøse forestillinger. Dette vil kunne forklare hvorfor myterne i så mange henseender adskiller sig fra den bibelske beretning.

Babel var det sted hvorfra de oprørske mennesker blev spredt, og af den grund skulle vi kunne vente at finde babylonisk eller kaldæisk indflydelse i de græske myter. Og det er nøjagtig hvad adskillige lærde har bemærket. Orientalisten. E. A. Speiser sporer de græske myters tema tilbage til Mesopotamien:

„Legenden om guder som begår usømmelige handlinger der undertiden udartede til grusomme familiefejder, blev ført fra Mesopotamien af hurrierne, blev af dem overleveret til hetitterne, og dukkede til sidst op i græske og fønikiske kilder.“ — The World History of the Jewish People, bind I, s. 260.

Flere år før havde professor George Rawlinson bemærket:

„Den slående lighed mellem det kaldæiske system og den klassiske mytologi synes værdig til særlig omtale. Denne lighed er for omfattende, og i nogle henseender for påfaldende, til at give rum for den antagelse at det hele skyldes et tilfælde. I det græske og romerske, og også i det kaldæiske, panteon genkender man den samme almindelige gruppering; man sporer ikke sjældent samme slægtskabsforhold; og i nogle tilfælde lader selv de mest velkendte navne og titler på de klassiske guddomme sig på den mærkværdigste måde belyse og forklare i kaldæiske kilder. Vi kan næppe være i tvivl om at trosindholdet på en eller anden måde er blevet udbredt — at de mytologiske opfattelser og ideer i meget tidlige tider er nået frem fra Den persiske Golfs kyster til landene omkring Middelhavet.“ — Seven Great Monarchies, bind I, s. 71, 72.

Ja, de foreliggende kendsgerninger peger på én kilde til de religiøse opfattelser der er en forvansket form af sandheden der rummes i Bibelen. Oberst J. Garnier skrev i sin bog The Worship of the Dead:

„Ikke blot ægypterne, kaldæerne, fønikierne, grækerne og romerne, men også hinduerne, buddhisterne i Kina og Tibet, goterne, angelsakserne, druiderne, mexicanerne og peruanerne, urbefolkningen i Australien, ja endog de vilde på Sydhavsøerne, må alle have deres religiøse opfattelser fra en fælles kilde og et fælles udgangspunkt. Overalt opdager vi de mest forbavsende lighedspunkter i ritualer, ceremonier, skikke, traditioner og i navnene på og slægtskabsforholdene mellem deres respektive guder og gudinder.“ — S. 3.

Selve den omstændighed at temaet i sagn der hidrører fra vidt forskellige steder, kan spores tilbage til ét oprindelsessted, Mesopotamien, viser at de ikke kan stamme fra mennesker der har udtænkt dem uafhængigt af hinanden. Og havde sagnene udelukkende haft deres udspring i fantasien, ville det være vanskeligt at forklare hvorfor guderne altid blev fremstillet i et dårligt lys. Senere græske forfattere og filosoffer søgte ganske vist at sigte Homers og Hesiods beretninger for nogle af de dårligste elementer. Men intet tyder på at folk i almindelighed nogen sinde tænkte på at sagnene bagvaskede eller spottede deres guder. Øjensynlig foretrak de at tilbede guder der kunne skildres således, for gudernes umoralitet gav dem uden tvivl grundlag for at retfærdiggøre deres egen usømmelighed.

Når grækerne og andre folkeslag i svundne tider tilbad guder hvis færd ikke var værd at efterligne, tjente disse folkeslag i virkeligheden de åndeskabninger der var blevet dæmoner. De forherligede og tilbad de ulydige gudssønner hvis gruopvækkende gerninger i tiden før Vandfloden udmærket kan have ligget til grund for de utallige myter. Apostelen Paulus skrev til de kristne i Korint: „Det som folk fra nationerne ofrer, ofrer de til dæmoner og ikke til Gud.“ — 1 Kor. 10:20, NW.