Byg med tanke på fremtiden mens du er ung
Råd og vejledning til gavn for unge
ER DU ung, måske under tyve? Så befinder du dig i en meget vigtig og afgørende fase af dit liv. Hvorfor gør du det?
Fordi du er ved at lægge selve grundlaget for dit fremtidige liv som mand eller kvinde. Du ved allerede af erfaring at hvad du gør i dag, har indflydelse på dit liv i morgen. Hvis du skændes med en ven i dag, må du bilægge sagen i morgen hvis ikke uoverensstemmelsen skal blive større. Og hvis du læser flittigt på dine lektier i dag, vil det være betydeligt lettere for dig i skolen i morgen.
Men det du tænker, siger og gør berører ikke kun dit liv i morgen. Det berører også dit liv i næste uge og i næste måned, ja måske mange år frem i tiden. Det kan efterlade ar som kun vanskeligt lader sig fjerne. Eller det kan medvirke til at lægge en solid grundvold for et lykkeligt, virksomt og glædebringende liv. Er det dét du ønsker?
Nogle unge er allerede blevet krøblinge eller er blinde eller døve fordi de har taget en tåbelig chance, som førte en alvorlig ulykke med sig. Nogle er blevet slaver af narkotika, og deres liv er blevet en opslidende kamp for at skaffe midler til at tilfredsstille deres trang. Nogle pådrager sig veneriske sygdomme som når at øve uoprettelig skade på visse dele af legemet før de kan standses. Piger bliver gravide og bebyrdes allerede i deres tidligste ungdom med et barn født uden for ægteskab. Det er ganske vist ikke behageligt at tænke på, men som du ved, er det noget der sker. Vil sådan noget også ske for dig? Det afhænger af om du bygger klogt, med tanke på fremtiden.
Nogle har sagt: „Hvem bryder sig om hvad der kommer bagefter? Ungdommen er den eneste tid der virkelig betyder noget; når den er forbi, er alt ligegyldigt.“ Er det rigtigt?
Nej. Ungdommen er ikke dit livs højdepunkt, men blot en overgangsperiode. Dit legeme har nået sin fulde fysiske modenhed før du er et sted mellem tyve og treogtyve år. Og det kan vare endnu længere inden du er følelsesmæssigt moden. Da du altså stadig befinder dig i perioden „midt imellem“ og er ved at blive formet med henblik på fremtiden, hvorfor da betragte ungdommen som „vejs ende“?
Sandt nok er du ikke længere et barn. Men du er heller ikke voksen. Du gennemgår mange forandringer, både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt. Nogle af disse forandringer kan forvirre dig, bringe dig ud af ligevægt eller gøre dig usikker. Du føler nye fornemmelser røre sig i dig, og du ved måske ikke rigtig hvordan du bedst skal blive herre over dem. Men hvis du forstår hvad grunden er til disse forandringer og fornemmelser, kan du tilpasse dig dem, lære at leve med dem og finde tilfredshed ved at gøre det. Det er alt sammen noget du må igennem for at blive den person der netop er dig.
Ungdommen er altså en udfordring til dig. Den måde hvorpå du tager denne udfordring op, vil i høj grad indvirke på hvordan din personlighed bliver. Og husk at du ikke kan leve din ungdom om. Hvorfor spilde de muligheder som ungdommen giver for at bygge med henblik på fremtiden?
I dag får de unge som regel lov til at bruge meget af deres tid på at tilegne sig kundskab, på at udvikle deres evner eller lære et fag. Men de kan også lægge mærke til og tænke over hvad de ældre har beskæftiget sig med og beskæftiger sig med for øjeblikket, inden de selv lader sig indvikle i lignende beskæftigelser. Ja, i ungdommen begynder du at kunne forstå hvad livet i det hele taget drejer sig om. Du har mulighed for at betragte resultatet af en bestemt adfærd og kan altså undgå at gøre de samme tåbelige fejltagelser som andre har gjort, ligesom du kan høste gavn af den visdom andre har lagt for dagen. Du kan sætte dig dit eget mål i livet.
Er dette noget du selv kan finde ud af? Vil det være fornuftigt at prøve på det? Før du svarer, vil vi bede dig overveje følgende:
Ville en dreng forsøge at bygge en bilmotor helt alene uden først at have prøvet at lære noget om mekanik af andre, af nogle som har erfaring på det område? Eller ville en pige prøve på at sy en aftenkjole uden et mønster, uden at have læst noget som helst om syning eller uden nogen sinde at have set nogen sy? Ikke? Så husk på at livet er betydelig mere kompliceret end en bilmotor eller en aftenkjole.
Vi bygger alle på andres kundskab og erfaring. Sådan er det simpelt hen. Men for at kunne gøre dette må vi nødvendigvis kommunikere, udveksle tanker med hinanden. Hvis der ikke er en sådan forbindelse imellem os, vil vi ikke kunne drage nytte af andres kundskab og erfaringer. Udveksler du tanker med andre? Med hvem? Med dem der har kundskab og erfaring? Med dine forældre?
Måske ser du på verden omkring dig og føler afsky. Du ser lovløshed, uretfærdighed, krig, begær, løgn, bedrageri og hykleri. Måske siger du: „Hvorfor skulle jeg tale med de ældre når de har rodet sådan rundt i det? Hvad kan jeg lære af dem?“ Du har ret i at mange ældre er ansvarlige for disse ting — enten fordi de gør disse ting, eller også fordi de støtter eller bifalder de systemer som er ansvarlige for dem.
Men har du nogen sinde tænkt over at mange af de ældre føler lige så stor væmmelse ved den elendighed de ser, som du gør? Du må også forstå at de vanskeligheder der findes i verden ikke begyndte med dine forældres generation. Det er nu over et halvt århundrede siden at forholdene begyndte at forværres med stadig større fart; det er især siden 1914 det er sket — og folk som er gamle nu, var dengang unge mennesker på din egen alder.
Så hvorfor ikke prøve at lære alt hvad du kan af dine forældre? Når det kommer til stykket har du jo opretholdt livet indtil nu fordi dine forældre nærer kærlighed til dig og interesserer sig for dig, ikke sandt? De har givet dig mad og tøj, de har sørget for at du er blevet vasket, og de har passet dig når du var syg. Det ville være svært at regne ud hvor meget af deres tid, hvor mange penge og hvor store anstrengelser du repræsenterer. Og har du tænkt over hvem der har lært dig om faren ved ild, kogende vand, skarpe genstande, elektriske kontakter, giftige ting og trafikken i storbyerne? Tror du at du ville have haft det så godt i dag, hvis ikke det havde været for dine forældre? Hvorfor da begynde at tvivle på deres ægte interesse for dig og din lykke nu?
Det er klart at alder og erfaring alene ikke løser alle livets problemer. Hvis dét var tilfældet, ville forholdene blive bedre, ikke værre. Findes der da en højere kilde hvorfra du kan hente oplysning og vejledning? Ja, der gør. Det er din Skaber, Jehova Gud. Han har givet menneskene sit ord Bibelen som kan besvare deres spørgsmål og vejlede dem med visdom. Og Bibelen retter ikke dit håb mod den nuværende, fejlslagne tingenes ordning, som har fyldt jorden med så mange farer og vanskeligheder. Bibelen fremhæver en ny ordning som tilbyder dig noget langt bedre. — 2 Pet. 3:13; Åb. 21:1-4.
Måske har du aldrig læst i Bibelen. Det kan være du spekulerer på om de oplysninger der findes i den virkelig kan løse dine problemer og besvare dine spørgsmål. Det vil du aldrig få at vide medmindre du kigger i den. Og selv om Bibelen indeholder den bedste vejledning der gives, vil den ikke gavne dig spor hvis ikke du gør en bevidst indsats for at anvende den i dit liv.
Dette blads udgivere forstår den udfordring det er at være ung i dag. Derfor vil bladet i de kommende måneder bringe artikler som især er rettet til de unge. Det vil søge at besvare mange af de spørgsmål de unge stiller, spørgsmål som andre måske ikke har besvaret for dem. Disse artikler vil ikke blive bragt i hver udgave, skønt det er vort håb at bringe mindst én om måneden. Se efter disse artikler. Læs dem. Læg mærke til hvordan Guds ord kan hjælpe dig til at tage den udfordring op du står over for, og til at lægge grunden til en lykkelig fremtid, en fremtid som er værd at leve for.