Er det nok at være medlem af en kirke?

’BLIVER jeg en af dem der kommer til at leve på jorden under Guds herredømme?’ Alle der tror på Guds løfte, vil sikkert stille det spørgsmål. Mange vil også gerne vide om deres tilhørsforhold til en kirke vil sikre dem Guds gunst.

Disse spørgsmål fortjener alvorlig overvejelse, især i betragtning af at der findes så mange kirker, hver med sine læresætninger og skikke.

Og hvad med dem der er døbt som Jehovas vidner? De kunne også spørge: ’Er det at jeg er tilsluttet Jehovas vidner og deltager i deres studiemøder og i forkyndelsen fra hus til hus, en forsikring om at jeg vil overleve når Gud fjerner menneskers styre for evigt?’

For at kunne besvare disse spørgsmål må man overveje hvad Gud kræver af en. Han siger: „Jeg [Jehova] din Gud er en nidkær Gud [en Gud der fordrer absolut hengivenhed, NW].“ (5 Mos. 5:9) Af hver enkelt kræver han altså absolut hengivenhed. Vi må tjene ham personligt, af hjertet, med nøjagtig kundskab om hvad der behager ham. — 1 Krøn. 28:9; Matt. 22:37.

Kundskab om Guds ord af væsentlig betydning

Denne kundskab fås kun gennem Guds sandhedsord, Bibelen. De der siger at de tjener Gud er ofte nidkære og oprigtige. De synes måske også at deres kirkes ledere er oprigtige. Men det alene vil ikke sikre dem Guds gunst.

Bibelen giver os et rammende eksempel på dette. Den understreger at en enkeltperson eller endog et helt samfund kan tjene Gud oprigtigt, og dog helt mangle absolut hengivenhed for ham. Apostelen Paulus sagde om sine landsmænd, jøderne, som han elskede: „Brødre! Jeg ønsker af hjertet og beder til Gud for dem, at de må blive frelst. Thi jeg giver dem det vidnesbyrd, at de er nidkære for Gud, men uden forståelse. De forstår nemlig ikke retfærdigheden fra Gud, men søger at opstille deres egen retfærdighed og har derfor ikke bøjet sig under retfærdigheden fra Gud.“ — Rom. 10:1-3.

Det er ikke vanskeligt at vide hvad Gud forlanger, hvis man med åbent sind læser og accepterer det der står i Bibelen, og gør det uden fordom som følge af tidligere overbevisning og læresætninger. Det kan illustreres med følgende: Lige før Gud udtalte kravet om absolut hengivenhed, sagde han:

„Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det.“ (5 Mos. 5:8, 9) Læg mærke til at Gud siger at man ikke måtte gøre sig billeder og ikke tilbede dem. Senere erklærede Gud: „Jeg er [Jehova], så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.“ — Es. 42:8.

Hvis De derfor har brugt billeder i Deres tilbedelse, hvad enten det nu har været af Kristus, engle eller helgener, så ved De at De, ligegyldigt hvad mennesker siger, ikke har vist Gud absolut hengivenhed.

Uden tvivl forstår De så også at medlemskab af en kirke der lærer sine medlemmer at bruge billeder i deres gudsdyrkelse, ikke kan beskytte Dem, heller ikke selv om man siger at der kun ydes billederne relativ tilbedelse. Alt hvad der ikke ærer Gud, tager en del af den absolutte hengivenhed Gud kræver. Og ingen religiøs organisation der har læresætninger der vanærer Gud eller er i modstrid med hans ord, kan give sine medlemmer Guds velsignelse. I stedet vil man, hvis man er medlem af eller støtter en sådan organisation, blive tilintetgjort når Gud fjerner alt det fra jorden der ikke ærer ham. — 2 Tess. 1:7-9.

Vor egen opførsel vigtig

De studerer måske Bibelen flittigt. De kender måske de principper den fremholder, specielt dens moralprincipper. Men hvad enten De omgås andre der bekender sig som kristne, eller ikke — ja uanset om De kommer sammen med dem som De ved viser Gud absolut hengivenhed — så er spørgsmålet: Lever De selv i overensstemmelse med disse rette principper?

Apostelen Peter peger på det ansvar der påhviler hver enkelt der bekender sig som kristen, idet han siger: „Og hvis I som Fader påkalder ham, der uden personsanseelse dømmer enhver efter hans gerning, så må I også vandre i frygt, så længe I er udlændinge her [det vil sige lever i verden uden at være en del af den].“ Længere fremme advarer han: „Nu er tiden inde, da dommen tager sin begyndelse med Guds hus; men kommer den over os først, hvad skal det så ende med for dem, der er ulydige mod Guds evangelium? Og hvis den retfærdige kun frelses med nød og næppe, hvad skal der så blive af den ugudelige og synderen?“ — 1 Pet. 1:17; 4:17, 18.

Man kan altså ikke sætte sin lid til sit medlemskab af eller tilhørsforhold til en kirke. Man kan heller ikke komme i sikkerhed blot ved at melde sig ud af en kirke der støtter urette læresætninger eller tillader handlinger der er i modstrid med Bibelen. Man må også gøre noget for at lære Guds vilje at kende, og så følge den. Det vil sige at man må komme sammen med og samarbejde med dem der aktivt yder Gud absolut hengivenhed og ren tilbedelse.

Og selv da må man give agt på sig selv. Efter at have omtalt nogle der — skønt de tilhørte Guds udvalgte folk i fortiden — mistede deres fodfæste fordi de begik urette handlinger, skrev apostelen Paulus videre til de kristne i Korint: „Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!“ (1 Kor. 10:6-12) Det kræver konstant årvågenhed og selvransagelse at tjene Gud fortsat. Ingen enkeltperson eller organisation kan frelse et menneske, for „hver af os [skal] aflægge regnskab for sig selv over for Gud“. — Rom. 14:12; jævnfør Hebræerbrevet 4:12, 13.

Selv den højt begunstigede apostel Paulus sagde om sig selv: „Jeg løber derfor ikke på må og få; jeg kæmper som en nævekæmper, der ikke støder i luften, men jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ — 1 Kor. 9:26, 27.

Som en opsummering af svaret på om det er nok at være medlem af en kirke, kan vi sige bestemt nej! Den der ønsker at tjene Gud må forlade sit kirkesamfund hvis det ikke følger Guds ord. Hans næste skridt må være at søge sammen med dem der yder Gud ren tilbedelse. For at yde Jehova Gud absolut hengivenhed, må han derefter leve på en sådan måde at hans liv „kan være en pryd for Guds, vor frelsers, lære“. (Tit. 2:10) Den der gør dette, kan have tillid til Guds løfte:

„Nær er [Jehova] hos alle, som kalder,

hos alle, som kalder på ham i sandhed.

Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker,

hører deres råb og frelser dem.“ — Sl. 145:18, 19.