’Vi anbefaler os som Guds tjenere’
FORTALT AF FINDA, FELISA OG INÉZ CARVAJALINO
VI ER tre ud af en børneflok på ni, sat i verden af oprigtige katolske forældre i byen Ocaña i det nordlige Colombia. Jeg, Finda, havde i 1919, blot elleve år gammel, følgende oplevelse i skolen:
Min lærerinde, en nonne, som plejede at undervise os ud fra en stor billedbibel, chokerede os en dag. Hun afslørede at hun var meget ked af livet i klosteret. Hun frarådede os endog at indtræde i det når vi blev ældre. Til vores overraskelse udtrykte hun sin overbevisning om at den katolske tro ikke var den sande, men sagde at ’når verdens ende nærmede sig, ville der fremstå mennesker som lærte den sande tro’. Kun lidet anede jeg at jeg selv en dag ville blive regnet blandt disse mennesker og derved også få mulighed for at ’anbefale mig’ som en af Guds tjenere. — 2 Kor. 6:4.
I 1929 flyttede vores familie til landsbyen Aracataca i naboprovinsen Magdalena. Mens vi boede dér fik vores svindende tillid til den katolske tro endnu et knæk. En af sognepræsterne vidste at vi et stykke tid ikke havde skriftet, og han ønskede at vide hvorfor. Da vi fortalte ham at det var for at undgå kontakt med en af de andre præster, indrømmede han at denne havde gjort sig skyldig i en dårlig opførsel. Han gav os derfor lov til for fremtiden at gå til alters uden først at have skriftet. Vi tænkte: ’Enten er skriftemålet værdiløst, eller også har altergangen ingen betydning.’
Mens vi boede i Aracataca døde vore tre yngste brødre af malaria inden for en periode på to år. Fader døde også dengang. Dermed hvilede ansvaret for familien på Antonio, vores ældste broder. På det tidspunkt havde han fået kommunistiske anskuelser, og han blev aktivt medlem af kommunistpartiet. Da han blev truet på livet af nidkære rivaliserende partimedlemmer, bad vi ham indtrængende om at flytte familien til den store kystby Barranquilla. Dette gjorde han i 1946.
Guds sandhed finder os
I 1948 kom en missionær fra Jehovas kristne vidner, James Webster, til vores dør. Han talte med vores broder og gav ham brochuren De sagtmodige arver Jorden. I den fandt vi oplysninger om en vidunderlig fremtid som indtil da var ukendt for os.
Nogle måneder senere, efter at vi var flyttet, aflagde en anden af Vagttårnets missionærer, Olaf Olson, et besøg i vores hjem. Selv om Antonio ikke længere var aktiv kommunist, holdt han stadig fast ved den kommunistiske lære. Da dette Jehovas vidne talte om teokratiet, troede Antonio at det han virkelig mente, var kommunismen. Vi hørte tilstrækkeligt af samtalen til at forstå at missionæren ikke talte om kommunismen.
Efter at dette vidne havde haft en række diskussioner med vores broder, syntes vi at det var på tide at vi præsenterede os. Den næste gang han aflagde besøg kom vi derfor ud af baglokalet, hvor vi syede kjoler, og sagde til ham: „Hør her, señor. Vores broder taler om kommunismen, men vi er ikke enige med ham. Efter at vi har læst de hæfter De har efterladt, kan vi se at de taler om Gud og hans rige. Vi forstår at det er Gud der vil løse problemerne, og ikke de politiske regeringer.“ Olaf Olson efterlod da en bibel hos os og tilbød os et gratis studium af den i vort hjem ved hjælp af studiebogen „Sandheden skal frigøre jer“.
Vi begyndte at studere Guds ord i august 1948. Da vi forstod behovet for at hjælpe andre til at lære sandheden at kende, tog vi fire måneder senere del i hus-til-hus-arbejdet. Tidligt året efter indviede vi os til Jehova og blev døbt i vand sammen med vores broder, Antonio, og vores ældre søster, Eusebia. Når vi anbefaler os som Guds tjenere kan vi ikke lade være med at tænke på de mange gange vi siden selv har tilbudt et gratis hjemmebibelstudium til andre som er ivrige efter at lære Guds ords sandheder at kende.
Eftersom missionærerne fra Jehovas vidner først var begyndt at forkynde i Barranquilla i 1946, var vi ikke mange i menigheden dengang. Men hvor menigheden dog voksede! Ved slutningen af 1951 var der to menigheder.
Efterhånden tog vi mere og mere del i forkyndelsesarbejdet og brugte mindre og mindre tid til vort verdslige arbejde. Inden længe havde vi solgt nogle af vore ejendele, blandt andet tre af vore fire symaskiner.
Vores første distrikt som heltidsforkyndere
Tidligt i 1953 planlagde James Webster som da førte tilsyn med Vagttårnsselskabets afdeling i Colombia, en tur til den lille by Montería, der lå inde i landet i provinsen Córdoba. Vores broder, som på det tidspunkt var i heltidsforkyndelsen, tilbød at tage med. Da afdelingstilsynsmanden nogle få dage senere vendte tilbage, lod han Antonio blive i Montería, hvor han senere blev udnævnt til specialpioner.
Da broder Webster igen kom til Barranquilla, spurgte han os om ikke vi havde lyst til at vende tilbage sammen med ham, som heltidsforkyndere af Guds ord. Da det igennem nogen tid havde været vort ønske at begynde i heltidstjenesten, var vort svar et enstemmigt ja. Derefter stuvede han os alle, også vores moder, vores ældre søster og en nevø, Tomás Dangond, ind i Vagttårnsselskabets stationcar, og vi tog af sted til Montería. Blot en måned efter vores ankomst døde moder, der var oppe i årene, og fem måneder senere blev vi tre udnævnt til specialforkyndere af Guds ord.
Selv om Montería ikke var nogen stor by, var den et handelscenter. Derfor brugte vi megen tid til at tale om Guds ord på gaderne og på markedspladsen. (Jævnfør Apostlenes Gerninger 17:16, 17.) Efter at vi havde haft en livlig diskussion på markedspladsen med en fremtrædende advokat, skrev den lokale avis følgende: „Der er kommet nogle unge damer til Montería som er blevet dygtigt oplært i brugen af Bibelen og som derfor udgør en fare for den katolske tro. Vi henleder derfor de borgerlige og kirkelige myndigheders opmærksomhed på dette, for at få sat en stopper for denne propaganda.“
Men vi fortsatte med at forkynde Bibelens sandheder i og omkring Montería, idet vi boede hos interesserede mennesker. Nogle gange sov vi på gulvet, og en gang imellem endog på jorden. Vi tog af sted tidligt om morgenen og plejede at aflægge besøg i alle husene langs vejen. Folk spurgte undertiden hvor vi boede. Ved en lejlighed, da vi vendte tilbage efter en dejlig dag i forkyndelsesarbejdet, blev vi overrasket over at finde en gruppe på ikke mindre end fyrre mennesker der ventede på os. Antonio benyttede sig af lejligheden og holdt et offentligt bibelsk foredrag.
Rigets arbejde havde stor fremgang i Montería. Efter blot et år var der en menighed på tyve vidner, deriblandt en lokal heltidsforkynder. Det distrikt vi havde fået tildelt dér, udgør nu en del af tre kredse; Guds sandheder har således fortsat fået en god modtagelse i provinsen Córdoba.
’Vi anbefaler os som Guds tjenere . . . i fængsel’
Den oplevelse vi havde i vort næste distrikt som heltidsforkyndere minder os om apostelen Paulus’ ord: „Som Guds tjenere anbefaler vi os . . . i fængsler.“ (2 Kor. 6:4, 5) Vi kom til en større olieby, flodhavnebyen Barrancabermeja. Der var allerede én heltidsforkynder af Guds ord i byen, men hun behøvede hjælp. Kort før vi ankom, var Barrancabermeja blevet erklæret for „katolsk missionsområde“. Det betød at det var forbudt andre religiøse grupper at hverve proselytter dér.
To dage efter vores ankomst, mens vi fulgtes med det lokale Jehovas vidne i forkyndelsesarbejdet, blev vi alle fire taget med af kriminalpolitiet. Senere fandt vi ud af at nogle der tilhørte den evangeliske tro havde opsøgt den katolske biskop med Vagttårnet og Vågn op! for at anmelde at Jehovas vidner uddelte disse blade. Biskoppen havde derfor givet ordre til at vi skulle arresteres. Efter at vi var blevet arresteret, anholdt politiet vores broder og vores nevø og konfiskerede de bibelske bøger og blade, i alt tyve kartoner.
Da vi nægtede at betale en bøde på 200 pesos hver, idømte de os tre måneders fængsel. Snart efter befandt vi os i et stort bart rum sammen med en halv snes andre kvinder, som var fængslet for frygtelige forbrydelser, nogle endog for mord. Selv blandt disse syndige kvinder var der ikke desto mindre nogle som syntes ivrige efter at lære Bibelen at kende. Vi glædede os over at forklare Guds sandheder for dem, idet vi brugte en lille bibel som det var lykkedes os at beholde. Da det blev sengetid lånte nogle af dem os deres halmmåtter at sove på, mens de selv lå på det bare cementgulv. Så snart alt var blevet roligt kom der store hvide rotter ud af kloakken.
Den næste dag lykkedes det vores broder at komme til at tale med militærborgmesteren og få ham overbevist om at det var en frygtelig skændsel for hans administration at fire kristne kvinder var spærret inde under sådanne beklagelige forhold. Han bad om at vore domme måtte blive lagt til hans og vores nevøs. Mærkeligt nok blev anmodningen bevilget. Efter at have tilbragt cirka fireogtyve timer i den frygtelige celle blev vi derfor løsladt, men forblev under politiets opsyn. Da vi tog af sted blev vi omfavnet af to af de kvindelige indsatte som glade havde lyttet til budskabet om Riget, og de spurgte om vi ville give dem vores lille bibel, hvad vi med glæde gjorde.
James Webster og en af vore fætre, som på daværende tidspunkt var sagfører i hovedstaden Bogotá, gjorde hvad de kunne for at hjælpe, og resultatet var at vores broder og nevø blev løsladt fra fængselet en uge senere, på betingelse af at vi forlod byen. Selv om det var præsidentens kontor der havde beordret deres løsladelse og også tilbageleveringen af de konfiskerede bibelske bøger og blade, viste en præst sig uvillig til at efterkomme ordren. Det viste sig at han havde haft opsyn med de tyve kartoner bibler og bibelske publikationer i domkirkens sakristi. Han krævede 200 pesos for at levere dem tilbage. Da borgmesterkontoret, som allerede følte regeringens pres, hørte om præstens krav, beordrede det en afdeling soldater til domkirken for at hente bøgerne og bladene, om nødvendigt med magt. Præsten var nu lidt mere imødekommende. Da myndighederne den næste dag anbragte os og vore ejendele i et par busser til Bucaramanga, havde vi derfor bøgerne og bladene med os.
Vore fem år i Bucaramanga
Da vi begyndte at tale med folk i Bucaramanga viste de tegn på frygt på grund af de politiske voldshandlinger som var almindelige i området, og fordi vort arbejde var nyt for dem. Men da de først forstod hvad vort arbejde gik ud på — at vi havde et håbets budskab der byggede på Guds ord — modtog de os meget mere venligt. De der lyttede plejede at fortælle deres slægtninge og venner at vi var Guds tjenere som forklarede Bibelen. Således spredtes rygtet. På denne måde fik vi snart mange hjemmebibelstudier.
Vi lejede et stort værelse på første sal i et gammelt hotel nær centrum, og her boede vi i de fem år vi var i Bucaramanga. Vi begyndte også at have den kristne menigheds møder her. Inden længe måtte vi bede om et tilstødende værelse hvor vi kunne bo, så vi kunne bruge det store udelukkende til møderne. Ved særlige lejligheder optog vi begge værelser og måtte endda lade nogle tage plads på trappen.
Omkring 1955 mødte jeg, Finda, en kvinde i hus-til-hus-arbejdet som sagde at hun og hendes mand kendte alt til Bibelen, da de tilhørte den evangeliske tro. Ikke desto mindre inviterede hun mig indenfor, og hun lyttede da jeg læste flere skriftsteder for hende om at Paradiset vil blive genoprettet her på jorden. (Åb. 21:3, 4; Luk. 23:43, NW) Hun undrede sig over hvordan det kunne være muligt, da det eneste håb hun kendte til var om liv i himmelen. Hun blev imidlertid snart overbevist og bad mig tale med hendes mand.
Det viste sig at manden var evangelisk prædikant. Han begyndte med at sige at han ville tale med mig på den betingelse at kun Bibelen blev benyttet. Det sagde jeg ja til. Han stillede spørgsmål om mange emner, som jeg besvarede med skriftsteder fra Bibelen. Da jeg gik sagde han til mig: „Señorita, jeg kunne godt tænke mig at vide hvad De ved.“ Jeg tilbød ham så et bibelstudium med hele familien, hvilket han tog imod. Kun to uger efter trak han sig tilbage som evangelisk prædikant. Familien begyndte at komme sammen med Guds sande prædikanter og delte snart de bibelske sandheder med andre. Når han fortalte disse sandheder til evangelisk troende, plejede han at sige: „Jeg ville ønske at De ville gøre som jeg har gjort: forlade et samfund som ikke lærer sandheden.“
Mens vi forkyndte Bibelens sandheder i Bucaramanga mødte Antonio en ældre enke som helt havde mistet modet. Hun fortalte senere at hun havde været parat til at tage gift da vores broder besøgte hende. Antonio overlod besøget til to af os så vi kunne studere med hende. En dag viste hun os et værelse der var fyldt med afgudsbilleder. Hun mente at når hun havde så mange, var hun godt beskyttet mod tyve. Vi studerede et kapitel i bogen „Gud Maa Være Sanddru“ med titlen „Gudebilleder og afgudsdyrkelse“. Da vi næste gang kom for at studere, havde hun skaffet sig af med billederne, med undtagelse af et stort et som hun kort efter ødelagde. Det varede ikke længe før hun blev døbt og anbefalede sig som en heltidsforkynder af Guds ord og rige. Hun er stadig i heltidsforkyndelsen, og selv om hun er over halvfjerds år nu, er hun, i stedet for at være modløs, kendt for sit strålende håb og smil.
I 1958 døde vores broder, Antonio, af kræft, og vores nevø, Tomás Dangond, blev præsiderende tilsynsmand. Året efter blev tilsynet med menigheden overladt til lokale vidner og vi modtog en ny distriktstildeling. I dag glæder vi os over at vide at fem menigheder blomstrer i Bucaramanga.
Vi medvirker til udvidelse i Bogotá
Vor nye distriktstildeling førte os til Bogotá. Når vi forkyndte Guds ord her fra hus til hus blev vi ofte tvunget til at flygte for pøbelhobe der var samlet af katolske præster. Men ved at forlade skuepladsen og genoptage vort arbejde i et andet kvarter, fortsatte vi med at blive fyldt af glæde. (Jævnfør Apostlenes Gerninger 13:50-52.) Fra én menighed i 1959 har arbejdet haft fremgang, så der på nuværende tidspunkt er treogtyve menigheder her.
Mens vi arbejdede i Bogotá i 1961 mødte jeg, Inéz, en ung gift kvinde som svarede imødekommende. Der blev oprettet et studium. Midt under studiet kom hendes moder uventet på besøg. Hun spurgte hvorfor hendes datter ikke havde fortalt hende at hun studerede Bibelen. Da datteren vidste at hendes moder var oprigtig katolik, svarede hun at hun havde været bange for at fortælle hende det. Moderen stillede mig forskellige spørgsmål, med det resultat at hun også bad om at få et studium.
Efter at have studeret nogle få gange udtrykte moderen ønske om at invitere sin nabo med til studiet. Hun ringede hende op. „Jeg vil gerne dele noget med dig,“ indledte hun. „Jeg nyder en herlig ret, men jeg vil ikke spise den alene. Jeg vil være glad for at du kom herover, så du også kan få noget af den.“
Naboen, som dengang var næsten halvfjerds år, kom. Efter nogle få studier inviterede hun sin ældre søster og dennes søn. Inden længe blev endnu tre indbudt til at overvære studiet. Alle syv er nu døbt og tjener Jehova.
„Som fattige, der dog gør mange rige“
Vi kunne fortælle mange lignende oplevelser. De har været en kilde til glæde for os og har ansporet os til at fortsætte med at anbefale os som Guds tjenere. Vi tror at vi ligesom apostelen Paulus kan sige: „Som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende . . . som fattige, der dog gør mange rige; som de, der intet har og dog ejer alt.“ — 2 Kor. 6:4, 10.
I materiel henseende er vi fattige. Vi har sat vor lid til at Jehova vil forsyne os med de nødvendige materielle ting. (Matt. 6:33) Han har sørget godt for os gennem sin organisation. Sammen med vores ældre søster, Eusebia, som har været heltidsforkynder af Guds ord siden 1958, bor vi nu bag ved Sydmenighedens rigssal her i Bogotá.
Men uanset hvor fattige vi er i materiel henseende, er vi rige åndeligt set. Og ved at dele Guds ords sandheder med andre kan vi i sandhed sige at vi har gjort andre rige. Siden vi i 1954 flyttede til Bucaramanga har det været os en ubeskrivelig glæde at blive brugt af Jehova til at hjælpe 210 mennesker til at indvi deres liv til ham og symbolisere deres indvielse ved vanddåben. Hvor mange vi yderligere har hjulpet indirekte, ved vi ikke. Vi roser os ikke i os selv, men i Jehova. — 1 Kor. 1:31.
Vi regner det for en glæde at studere Bibelen med mennesker som er ivrige efter at blive Jehovas tjenere. Vi har kærlighed til dem og inderlig hengivenhed for dem. De bliver som højt elskede børn for os. Selv om vi har været i stand til at leve efter apostelen Paulus’ ord om at forblive ugift for at kunne hellige sig Guds tjeneste „ufravendt“, har vi derfor ikke været uden familie. (1 Kor. 7:34, 35) Tværtimod har vi i tilgift fået åndelige fædre og mødre, brødre og søstre og børn, nemlig „dem, som hører Guds ord og handler efter det“ — alt sammen som et resultat af at vi har anbefalet os som Guds tjenere. — Luk. 8:21; Mark. 10:29, 30.