Stol på Gud, ikke på din egen forstand
DE DER yder Jehova Gud udelt hengivenhed forstår at menneskehedens endelige dom ligger i hans hænder. Kong David sagde i sin afskedsformaning til sin søn og efterfølger Salomon: „[Jehova] ransager alle hjerter og kender alt, hvad der rører sig i deres tanker.“ — 1 Krøn. 28:9; 1 Sam. 16:7.
Derfor behøver vi ikke at nære ængstelse for hvilken dom visse mennesker eller grupper får. Imidlertid giver Jehova os nogle retningslinjer så vi kan vælge den kurs der vil give os en gunstig dom, og som også vil medvirke til at give andre en stilling der er ret i Guds øjne.
På grund af den store kærlighed og ømhed der gør sig gældende i forholdet til små børn, og i betragtning af Guds principper om familiefortjeneste der er behandlet i de to foregående artikler, opstår der nogle beslægtede spørgsmål som bør behandles.
Adoptivbørn
’Hvad med små børn der bliver adopteret?’ har nogle spurgt. ’Er de ikke en del af den familie der adopterer dem, og vil deres stilling hos Gud ikke være bestemt af deres plejeforældres stilling?’ Jo, sandsynligvis. Hvis plejeforældrene er sande kristne vil de lære barnet Guds ords sandhed. Dersom barnet adlyder sine plejeforældre og de af Guds love det er i stand til at forstå, vil dét apostelen Paulus sagde i Første Korinterbrev 7:14 øjensynlig gælde i dette tilfælde.
Hvis barnet på den anden side opdrages af ikke-kristne plejeforældre, vil det sandsynligvis komme ind under den dom de får af Gud. Men hvis barnet er gammelt nok til at skelne ret og uret, og også gør det ved at vise en afgjort kærlighed til retfærdighed, og alvorligt søger sandheden og søger at følge den, selv om plejeforældrene ikke gør det, kan det naturligvis få Guds gunst. — Ez. 18:14-18; 33:18, 19.
I tilfælde hvor et ægtepar juridisk har adopteret et barn og derfor har påtaget sig ansvaret for det, har de en stor andel i at afgøre barnets stilling enten i god eller dårlig retning. Men enkeltpersoner eller ægtepar som blot har et barn boende for en slægtning, eller får penge for at tage sig af et barn, kan ikke forvente at dette barn kommer ind under Guds gunst blot fordi de tager sig af det. De er ikke ansvarlige for barnet, og princippet om familiefortjeneste gælder ikke her. Hvis de imidlertid, mens de har barnet i pleje, oplærer det ud fra Guds ord i den udstrækning de kan, vil dette naturligvis være til gavn for barnet, dersom det lytter og følger de gode ting det lærer.
Guds tjenere bør gøre alt hvad de kan for at lære andre sandheden, men de der ikke har det direkte ansvar for et barn bør ikke føle at de nødvendigvis må gribe ind i forældrenes ret. Hvis man har ikke-troende slægtninge er det forældrene i sådanne ikke-troende familier der har ansvar for at opdrage børnene, og Gud lader dem gøre det som de har lyst. Hvis man får lejlighed til at fortælle sådanne børn om sandheden, kan man naturligvis gøre det. Men at gå ud over dette, for eksempel ved at prøve at få juridisk myndighed over børnene, ville være at blande sig i andres sager. (1 Pet. 4:15, NW) Det gør Gud ikke; hvorfor skulle vi så gøre det? Overlad tingene til Gud, som har omsorg for dem der har en ret hjerteindstilling.
Faren ved at gifte sig med en ikke-troende
Man må lægge mærke til at selv om Gud velsigner familien hvor blot den ene er troende, er det meget uklogt af en kristen af gifte sig med en ikke-troende. For selv om Gud betragter det ægteskabelige forhold som helligt, betyder det ikke at der ikke kan opstå meget ulykkelige problemer. Det er meget sværere at undervise børnene i Guds principper i en husstand som er delt i religiøs henseende. Den ikke-troende prøver måske at modvirke den undervisning børnene modtager, eller endog at forhindre at denne undervisning finder sted. Dette vil gå ud over børnene. Det kan være at de ikke er lydige mod de ting som den troende fader eller moder lærer dem, og hvis det er tilfældet vil disse børn komme ind under Guds dom over den ikke-troende ægtefælle.
Der kan opstå en meget vanskelig situation hvis den ikke-troende vil skilles fra den troende på grund af religiøse uoverensstemmelser. Hvis den ikke-troende insisterer på at få separation, kan den troende lade ham (eller hende) få den. Apostelen Paulus fremhæver at „ingen broder eller søster er trælbunden i sådanne tilfælde. Til fred har Gud kaldet os“. (1 Kor. 7:15) Men hvad nu hvis der er børn? Den ikke-troende prøver måske at få børnene og tilkendes måske forældremyndigheden af retten. Så har den troende ægtefælle kun ringe mulighed for at se børnene og fortælle dem om Guds principper, og det er måske ikke tilstrækkeligt til at forme børnene på den rigtige måde. Og selv om den ikke-troende rejser og overlader børnene til den troende, betyder det i sandhed genvordigheder for denne! Det lægger øgede byrder på den kristne ægtefælle, der må forsørge børnene og samtidig tage sig rigtigt af deres åndelige velfærd.
Ja, ugifte bør rette sig efter apostelens råd, som er til deres eget åndelige bedste, og også til bedste for de børn som de måske sætter i verden. Apostelen er i overensstemmelse med Bibelens vejledning til israelitterne om ikke at indgå ægteskab med ikke-troende, da han giver enker det råd kun at gifte sig „i Herren“. — 1 Kor. 7:39; 5 Mos. 7:3, 4.
Til dem der allerede er gift med en ikke-troende eller er bundet på en anden måde som rejser visse problemer i forbindelse med tjenesten for Gud, siger apostelen derimod: „Den stilling, som enhver var i, da han blev kaldet, brødre, den skal han blive i for Gud!“ (1 Kor. 7:24) Selv om et menneske er gift når det kommer til kundskab om sandheden, og ægtefællen ikke bliver troende, regner Gud ikke desto mindre ægteskabet for helligt. Men en ugift som gifter sig med en ikke-troende, lader ikke forholdet til Gud komme i første række. Han bringer sin åndelighed i alvorlig fare og udsætter sin integritet for et ekstra pres.
Stol på Guds retfærdighed
Der opstår andre spørgsmål i forbindelse med princippet om familiefortjeneste. Bibelen besvarer ikke dem alle. Den overlader afgørelsen af hvert enkelt tilfælde til Jehova og hans søn, som han har udnævnt til at dømme verden med retfærdighed. — Ap. G. 17:31; 2 Tim. 4:1.
Skulle vi ængstes og spekulere på hvem der vil overleve „den store trængsel“, eller hvem der vil få en opstandelse? Hvis vi lever i overensstemmelse med Guds bud nu og forkynder den gode nyhed efter bedste evne, gør vi Guds vilje.
Med hensyn til Jehovas domme vil vi, hvis vi lærer Gud at kende, stole på ham og være som Abraham, der vidste at Gud var retfærdig og barmhjertig og brugte dette som grundlag for en forbøn for indbyggerne i de onde byer Sodoma og Gomorra, idet han sagde: „Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges skyld, som findes derinde? Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse, så de retfærdige får samme skæbne som de gudløse — det være langt fra dig! Skulle den, der dømmer hele jorden, ikke selv øve ret?“ Jehovas uforlignelige barmhjertighed gjorde at han lyttede til Abrahams bøn. Ja, blot der var ti retfærdige mænd i området ville Gud helt skåne byerne! — 1 Mos. 18:22-33.
Så i stedet for at være alt for bekymrede, er det bedre at vente på Jehova og samtidig fortsætte med at gøre hans vilje med samme tillid som udtrykkes af salmisten, der sagde: „[Jehova], jeg ved, at dine bud er retfærdige.“ — Sl. 119:75.