Hvorfor bør man tage pligter alvorligt?

BLANDT de pligter mange mennesker i dag ikke tager alvorligt, er pligten til at betale skat. Ifølge en tidligere embedsmand inden for skattevæsenet i De forenede Stater „er skattesnyderi ved at blive acceptabelt i samfundet. Massevis af mennesker synes det er en morsom forbrydelse“.

Tilsyneladende er der umådelig mange der prøver at bevise at Benjamin Franklin havde uret da han sagde: „I denne verden er ingenting sikkert, undtagen død og skatter.“ Blandt de mere grelle eksempler på dette kan nævnes en tidligere underdirektør for et af Amerikas ledende stålaktieselskaber. I treogtyve år udfyldte han ikke engang en selvangivelse, en forsømmelighed der kostede ham 70.000 dollars i skatterestancer og bøder. Et endnu mere iøjnefaldende eksempel er ingen ringere end en tidligere direktør for De forenede Staters skattedepartement, nationens øverste skatteopkræver. Han undlod at opgive 160.000 dollars af sin indtægt, og blev for dette idømt en bøde på 15.000 dollars og en fængselsstraf på fem år.

På alle områder er der en tendens til ligegyldighed med hensyn til at påtage sig sine pligter — skatterne er blot et enkelt felt. Et populært amerikansk boligindretnings- og haveblad klager således over at folk i dag er ligegyldige, at ingen tager deres pligter alvorligt: „Vi ser på hvad der er lettest og mest fordelagtigt for os selv. . . . Tjenesteydelser bliver dårligere. Det er vanskeligt at finde en reparatør der vil gøre arbejdet ordentligt første gang. . . . På kostbare nye varer falder knapper og håndtag af som på billigt legetøj. Tjenere optræder som om de viser folk en gunst ved at servere for dem. Ekspedienter står og snakker mens man må vente. Læger træffer aftaler om konsultationstid . . . som om ens tid ikke var noget værd. . . . Luftfartsselskaber fejlsender tusinder af kufferter.“

Der kan også nævnes det eksempel at ægtefæller undlader at tage deres forpligtelser over for hinanden alvorligt. Og endnu mere udbredt er det at folk i almindelighed fuldstændig ignorerer deres pligter over for deres Skaber, Jehova Gud. — Job 35:10, 11.

Der er forskellige grunde til at så mange undlader at tage deres pligter alvorligt. Når det drejer sig om Gud, er det indlysende svar mangel på tro. Umådelig mange har den indstilling at Gud er død, at Gud ikke ser noget eller bekymrer sig om noget, eller at Gud ikke har i sinde at gøre noget. — Ez. 8:12; 2 Tess. 3:2.

Når det drejer sig om andre pligter, er der mange der prøver at undskylde eller bortforklare deres handlemåde. For eksempel er der mange der ikke opgiver alt på selvangivelsen fordi ’andre heller ikke gør det’. Eller de synes at de i forvejen betaler nok i skat. Når en familiefader har vanskeligt ved at få det til at løbe rundt, synes han måske at skattesnyderi er det mindste af to onder. En ægtemand der flirter med andre kvinder forklarer måske at grunden til at han ikke opfylder sine forpligtelser over for sin kone, er at hun er doven eller ikke påskønner ham.

Hvorfor bør vi tage vore pligter over for Gud og vore medmennesker alvorligt? Først og fremmest fordi Gud er til. Selve universet er et bevis for at han findes. Han ser alt. „Ingen skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab.“ Og hans ord advarer: „Nogle menneskers synder er åbenbare for alle og fører øjeblikkelig til dom; hvad angår andre mennesker bliver deres synder også åbenbare, men senere.“ — Hebr. 4:13; 1 Tim. 5:24, NW.

Vi bør også tage vore pligter alvorligt fordi det er reelt, ret og redeligt at gøre det. Vi kan ikke komme uden om den gyldne regel: at vi bør behandle andre som vi gerne vil at de skal behandle os. For at have en god samvittighed, for at have selvrespekt, må vi oprigtigt bestræbe os for at leve efter det vi ved er rigtigt. Det giver en indre tilfredshed, en følelse af styrke, når man overvinder fristelsen til at bedrage staten, sin ægtefælle eller sin næste. Den der opfylder sine forpligtelser er så frimodig som en løve, men den der ikke gør det er som den luskede hyæne. — Ordsp. 28:1.

Desuden er der altid den mulighed at man kan blive opdaget. Sker det, kan man komme ud for at skulle betale bøder og afsone fængsel, for slet ikke at tale om skammen ved at blive afsløret. Selve frygten for sådanne konsekvenser skulle virke afskrækkende.

Især forældre har et ansvar, både for at lære deres børn nødvendigheden af at tage pligter alvorligt og for selv at gøre det. Allerede før skolealderen kan børn lære at røgte det ansvar at være ordentlige med sig selv og deres ting, for eksempel ved at lægge deres legetøj på plads.

Når de bliver ældre kan de lære at gøre noget for andre, hjælpe deres mindre søskende, hjælpe mor i huset eller hjælpe far med det han tager sig af i hjemmet. De bør oplæres til at være pålidelige, at fuldføre det de lover eller siger ja til at gøre. De bør også lære at man har pligt til at tage ansvaret for sine handlinger. De bør lære at tage følgerne når de gør noget forkert, og ikke prøve at finde på undskyldninger eller skyde skylden på andre. En sådan oplæring vil hjælpe dem til at tage deres pligter alvorligt når de engang flytter hjemmefra.

Indviede kristne ordets tjenere bør naturligvis være de første til at tage deres pligter alvorligt. Da de har forpligtet sig til at gøre Guds vilje, er de i særlig grad ansvarlige over for ham. De har pligt til at give kejseren hvad kejserens er, men Gud hvad Guds er. (Mark. 12:17) At de giver kejseren hvad kejserens er, indbefatter at de betaler skat. At de giver Gud hvad Guds er, indbefatter at de tager hvervet med at forkynde Guds navn og rige, alvorligt. (Es. 43:10-12; Matt. 24:14) Det indbefatter også at de tager pligten til at leve et retskaffent, rent og kristent liv, alvorligt. Og det indbefatter at de tager pligten til at komme sammen med andre kristne for at opmuntre hinanden, alvorligt. — Gal. 5:22, 23; Hebr. 10:24, 25.

Hvorfor bør man tage pligter alvorligt? Kort og godt fordi Gud forlanger det. Fordi det er ret, fordi det er fornuftigt, ja, fordi det lønner sig at gøre det.