De første kristnes loyalitet mod Gud prøvet

ALLE har et naturligt ønske om at være accepteret. Derfor er det ikke let at udholde stadig bagtalelse, had og dårlig behandling. Dette udholdt de første kristne imidlertid.

Deres modstandere rettede pøbelens og øvrighedens vrede imod dem. De bagtalte dem og skabte det indtryk at kun uerfarne og uvidende mennesker kunne være dumme nok til at antage kristendommen. En af disse modstandere, Celsus, skrev for eksempel:

„Naar de faar Børnene under fire øjne og med dem nogen stakkels ufornuftige Kvindfolk, saa udvikler de deres mageløse Lærdomme, at de ikke skal bryde sig om deres Far eller Lærere, men kun høre paa dem, de andre vaaser og har taget Skade paa Forstanden, befangne som de er i Tant hverken veed de eller kan udrette noget virkeligt godt; de selv alene veed, hvordan man bør leve, og hvis de unge vil følge dem, skal de baade selv blive salige og gøre hele Familien lykkelig. Naar de saa under disse Foredrag ser en af Lærerne og de forstandigere komme eller Husfaderen selv, saa kniber de forsigtigere af dem ud, men de mere energiske tilskynder Børnene til at kaste Tøjlerne af.“

Hvorfor blev de første kristne, trods en sådan absurd bagtalelse, ved med at forkynde og gøre disciple? Hvorfor ventede de ikke bare til folk kom til dem, i stedet for selv at tage initiativ til at udbrede deres tro? Fordi de vidste at deres Herre, Jesus Kristus, havde givet dem til opgave at forkynde sandheden for andre og gøre disciple. (Matt. 28:19, 20) De ønskede at udføre denne opgave trofast, selv om det medførte forfølgelse.

Noget andet som gjorde de kristne til genstand for had, var at de holdt sig adskilt fra verden. (Joh. 15:19) De tog ikke del i politisk virksomhed, og de tjente ikke i romerrigets hære. Derfor blev de stemplet som upatriotiske, og deres stilling blev fremstillet som tåbelig, ja som en fare for statens sikkerhed. Hvorfor lod de kristne sig ikke overtale til at gå ind i hæren og forsvare romerriget? Fordi de anerkendte princippet i Esajas 2:4: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ Tydeligvis med denne profeti i tanke skrev den kristne skribent Justinus Martyr:

„Vi der var optaget af krig, indbyrdes myrderi og enhver form for ondskab, har hver især i hele verden lavet vore krigsvåben om — vore sværd til plovjern og vore spyd til landbrugsredskaber.“

De kristne betragtede sig endvidere som medlemmer af et internationalt broderskab. Modstanderne forstod ganske vist ikke de kristnes indbyrdes kærlighed, men de måtte erkende at den fandtes. Der blev sagt om de kristne: „De elsker hinanden næsten før de kender hinanden . . . og de kalder hinanden broder og søster uden forskel.“ Som følge af deres inderlige kærlighed til hinanden kunne verdens had og splittelser ikke ødelægge deres enhed. — Joh. 13:35; 1 Pet. 5:9.

De nægtede også at befatte sig med nogen form for afgudsdyrkelse. I bogen A History of Christianity siges der:

„Fordi de kristne nægtede at deltage i hedenske ceremonier, blev de kaldt ateister. Da de næsten ikke tog del i det offentlige liv — de hedenske fester, de offentlige forlystelser som i de kristnes øjne var gennemsyret af hedenske opfattelser, skikke og umoralske handlinger — blev de spottet som hadere af menneskeslægten. De blev i almindelighed beskyldt for at øve de værste umoralske handlinger.“

Hvorfor var de første kristne så fast besluttede på at undgå at dyrke afguder? Fordi de anså afgudsdyrkelse for at være brud på loyaliteten mod Gud, hvilket både var tåbeligt og afskyeligt i deres øjne. Justinus Martyr skrev:

’Vi ser at disse afguder er døde og ikke har Guds skikkelse. Håndværkerne laver noget som de kalder en gud; det finder vi ikke alene tåbeligt, men endog en hån mod Gud, der på denne måde får sit navn knyttet til ting som er forgængelige og kræver stadig tjeneste. De der fremstiller dem er både umådeholdne og hjemme i enhver last. Selv deres egne trælpiger som arbejder sammen med dem, fordærver de.’

Da de kristne pådrog sig verdens had som følge af deres nidkære forkyndelse og deres afstandtagen fra verdens konflikter, politik og afgudsdyrkelse, blev de ofte ført for øvrighedspersoner og straffet. Disse øvrighedspersoner gav dem som regel lejlighed til at afsværge kristendommen og dermed undgå straf, ja måske døden. Plinius den Yngre skrev til kejser Trajan hvilken metode han brugte:

„Jeg har spurgt dem personligt, om de var kristne. Tilstod de det, spurgte jeg dem for anden og tredje gang under trussel om straf . . . Man har forelagt et anonymt anklageskrift indeholdende navnene på mange mennesker. De, som sagde, at de ikke var eller havde været kristne og, idet jeg sagde ordene for dem, anråbte guderne og ofrede røgelse og vin til dit billede, som jeg med dette formål havde ladet bringe ind sammen med gudernes billeder, og desuden forbandede Christus — og de, som virkelig er kristne, siges ikke at kunne tvinges til noget af dette — dem fandt jeg burde frifindes.“

Alt hvad man behøvede for at undgå straf var at udføre det religiøse ritual en enkelt gang. Men de sande kristne forblev loyale mod Gud. De tænkte ikke at dette blot var en lille ting, og at de bagefter kunne bede Gud om tilgivelse. — Jævnfør Lukas 4:6-8.

Vi ved at mange af de første kristne holdt fast ved deres loyalitet under grusomme pinsler der endte med døden. Om den frygtelige forfølgelse de blev udsat for under kejser Nero, der gav dem skylden for Roms brand, skriver historikeren Tacitus:

„Alle de der erkendte sig skyldige [blev] først arresteret; på grundlag af deres oplysninger blev dernæst en umådelig mængde erklæret skyldige, ikke så meget i den forbrydelse at afbrænde byen som i had mod menneskeheden. Spot af enhver art blev føjet til deres dødsmåde. Dækket med dyreskind blev de revet ihjel af hunde, eller de blev naglet til kors eller blev dømt til flammerne og brændt, idet de tjente som en slags aftenillumination når dagslyset var svundet.“

Der findes i dag kristne som med livet som indsats har vist en tilsvarende loyalitet mod Gud. De kalder også hinanden „broder“ og „søster“, og de nærer dyb kærlighed til hinanden og undgår på nogen måde at blande sig i denne verdens politik og konflikter. På trods af bagvaskelse forkynder de nidkært sandheden. Har du også den tro der er nødvendig for at vise en sådan loyalitet mod Gud? Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig.