Kristendommens ikke-kristne vidner

KRISTENDOMMEN har sin egen urokkelige og evige grundvold! Den læner sig ikke til verdslige historikeres skrifter eller vidnesbyrd for at finde støtte. De mennesker, som betvivler Bibelens troværdighed, bør imidlertid omhyggeligt studere, hvad profanhistorikerne har skrevet til støtte for Bibelens vidnesbyrd. Lige så vel vil kristne gøre klogt i at læse de hedenske vidnesbyrd, for deri vises det, hvilket vældigt slag kristendommen var mod den gamle græske og romerske verden for 1900 år siden. Ikke-kristne forfatteres udtalelser og kommentarer er yderligere vidnesbyrd om, at Bibelens beretninger ikke skylder mennesker deres oprindelse og ikke er fantasifulde eventyr eller produkter af en livlig indbildningskraft. Nej, de begivenheder, der er nedskrevet i Bibelen, har virkelig fundet sted. Deres historiske ægthed er vel befæstet, og selv den foragt, hvormed oldtidens filosoffer betragtede Bibelen, tjener kun som yderligere bevis for, at de deri omtalte begivenheder virkelig er indtruffet.

Nogle vil måske mene, at det er forholdsvis få henvisninger til Kristus og hans efterfølgere, man finder i de bevarede skrifter fra de første to århundreder. Men husk, at selv om de kristne på den tid havde udgjort flertallet af menneskene, var det kun få fjender, der ville have omtalt deres historie i enkeltheder. Kendsgerningerne viser imidlertid, at profanhistorikerne så ned på den unge kristendom og betragtede den som en lille og mærkelig sekt, en udløber af de foragtede jøder, en „ny og skadelig religion“, der stilede efter at omstyrte den tids populære afgudsdyrkelse.

„Der er derfor kun liden grund til at forvente, at en hedensk historiker, der skriver om sin egen tid og ikke har nogen personlig interesse for de kristne, skulle omtale dem ret mange gange eller være særlig nøjagtig og præcis i sin beskrivelse af dem. Og vi har endnu mindre grund til at forvente, at litterære mænd fra denne tid, hvis emner ikke nødvendigvis har tilknytning til kristendommen, skulle gøre sig den ulejlighed at nævne den. Ved nærmere undersøgelse vil vi ikke desto mindre finde, at en hel del hedenske forfattere på en eller anden måde anerkender kristendommens eksistens og udbredelse i de første to århundreder.“ — The Critical Handbook of the Greek New Testament af Edward C. Mitchell, 1896, kapitel III.

De græske historikere Appianos og Pausanias og de latinske historikere Livius, Paterculus, Valerius, Justinus og Florus skrev alle om en periode forud for Tiberius’ regeringstid, og det er derfor ikke overraskende, at de ikke nævner kristendommen. Tacitus, der siges at være blandt de første af oldtidens historikere, hvad nøjagtighed og ærlig dømmekraft angår, blev født omkring år 54 e. Kr. I sine Annaler, bog 15, fortæller Tacitus, hvordan der gik det rygte, at det var Nero, der havde brændt Rom, og siger så i paragraf 44:

„For at blive det rygte kvit lagde Nero skylden på en klasse mennesker, der var hadet for deres vederstyggeligheder, og som af folket kaldtes kristne, og udsatte dem for den mest udspekulerede tortur. Kristus, fra hvem navnet stammer, led under Tiberius’ regering den hårdeste straf ved en af vore landshøvdingers, Pontius Pilatus’, hånd, og en højst skadelig religion, som der således i øjeblikket var sat en stopper for, opstod atter, ikke alene i Juda, ondets første udspring, men endog i Rom, hvor alt, hvad der er skændigt og skammeligt fra alle dele af verden, finder deres samlingssted og bliver populære. Man arresterede derfor først alle dem, som erkendte sig skyldige, og på deres oplysninger blev en uhyre stor mængde mennesker straffet, ikke så meget for den forbrydelse at have brændt byen af som for had imod menneskeheden. Til deres død blev føjet al mulig spot. Iklædt dyreskind blev de flået i stykker af hunde og omkom, eller de blev korsfæstet eller prisgivet luerne og brændt og tjente som illumination om aftenen, når dagslyset var borte.“ — Oversat af A. J. Church and W. J. Brodribb.

Den romerske satiriker og digter Juvenal (ca. 60-140 e. Kr.) henviser til Tacitus’ beskrivelse af kristenforfølgelsen. (Sat. i. 155-157) Den højt anskrevne statsmand og filosof Seneca (ca. 4 f. Kr.–65 e. Kr.), som var Neros rådgiver, omtaler flygtigt kristendommen. (Epist. xiv.) Det gør også Dio Chrysostomos (ca. 40-115 e. Kr.), den „gyldenmundede“ græske sofist. (Orat. Corinthiac. xxxvii., s. 463) Det samme er tilfældet med den græske historiker og filosof Arrian, som blev født omkring år 96 e. Kr. (Dissertat. iv 7., § 5, 6) Suetonius, den romerske historiker, der fødtes imod slutningen af det første århundrede, siger i sin skildring af Claudius Cæsars liv: „[Claudius] forviste fra Rom de jøder, der på foranledning af Chrestus [Kristus] ustandselig var årsag til uroligheder.“ (Vit. Claud. kap. 25.) Og Suetonius siger videre i sin omtale af den frygtelige forfølgelse under Nero: „De kristne blev straffet, en skare mennesker med en ny og skadelig overtro.“ — Vit. Nero. kap. 16.

Plinius’ og Trajanus’ vidnesbyrd

Plinius den Yngre skrev som guvernør over Bitynien til kejser Trajanus for at spørge, hvordan det var bedst at behandle de første kristne. Dette skete ikke mere end fyrre år efter apostelen Paulus’ død, og hans brev er derfor et klassisk dokument, der tvinger alle, som nægter at tro på Bibelens beretning om Kristus, til at indrømme, at han har levet, at han var en stor lærer, at han vandt hengivne disciple, som levede et liv så forskelligt fra hedningerne, at det fik selv de romerske kejsere til at lægge mærke dertil.

Efter at Plinius i sit brev har tilstået, at han ikke personlig har overværet „retssagerne mod dem, der bekender sig til kristendommen“, siger han: „Den metode, jeg har anvendt over for dem, der er blevet stillet for mig som kristne, er denne: Jeg spørger dem, om de er kristne.“ Dersom de tilstod dette, blev de straffet. Der var imidlertid andre, der „under afhøringen benægtede, at de var kristne eller nogen sinde havde været det“. Når disse blev stillet på prøve, ofrede de ikke alene hedenske ofre, men „spottede endog Kristi navn, hvorimod ingen, efter hvad der siges, kan tvinge dem, der er virkelige kristne, til nogen form for eftergivenhed“. Endnu andre, siger Plinius, indrømmede, at de engang var kristne og endog „bad en slags bøn til Kristus som til en guddom“, men nu havde de i nogen tid ikke ønsket at være kristne. — Harvard Classics, b. 9, s. 425-428.

Plinius ønskede at vide, om Trajanus anerkendte disse metoder og fremgangsmåder. I sit svar roste kejseren Plinius for den måde, hvorpå han greb sagen an. „Du har gjort ret,“ skrev Trajanus, „i at undersøge anklagerne mod de kristne, som blev stillet for dig.“ Trajanus’ nevø, der efterfulgte ham som kejser (117-138 e. Kr.), erklærede i en skrivelse til prokonsulen i Asien angående de kristne: „Hvis derfor, for så vidt det angår den slags anklager, folkene i provinsen med rette kan føre noget klagemål mod de kristne, og de ønsker at indanke sagen for retten, så lad dem blot tage deres tilflugt til denne og ikke til uformelle beskyldninger og råben og skrigen.“ — Ap. Euseb., Hist. Eccles., iv. 9.

Andre modstandere i vidneskranken

Den græske lærer i talekunst, Lukianos, der fødtes hen imod slutningen af Trajanus’ regering, angreb de kristnes lære og latterliggjorde deres form for gudsdyrkelse. I et brev til Cronius angående Peregrinus Proteus’, en berømt kynikers død, siger Lukianos blandt andet, at de kristne „talte om ham [Kristus] som en gud og regnede ham for en lovgiver og ærede ham med titlen Herre. De tilbeder derfor stadig den store mand, som blev korsfæstet [pælfæstet på et crux simplex] i Palæstina, fordi han indførte denne nye religion i verden.“

Origenes, en af de mest fremragende „kirkefædre“ (185-254 e. Kr.), har bevaret adskillige andre ikke-kristnes vidnesbyrd fra gammel tid. F. eks. siger Origenes, at en græsk filosof ved navn Numenius, som levede i den sidste halvdel af det andet århundrede, „citerer et brudstykke af Jesu Kristi historie, hvori han søger den skjulte fortolkning“. (McClintock & Strong, Cyclopedia, b. 7, s. 225) Origenes taler også om, at Phlegon, som levede i midten af det andet århundrede, nævner opfyldelsen af visse profetier angående Kristus. — Contra. Cels., lib. ii., § 14.

Celsus, en voldsom fjende af kristendommen, der levede omkring 130 år efter Jesu død, citerer mange gange fra de kristne græske skrifter, idet han forklarer: „Vi bruger disse ting fra jeres skrifter for at ramme jer med jeres egne våben.“ Celsus’ oprindelige værker er gået tabt, men Origenes har bevaret næsten 80 af hans citater fra skrifterne til os. Jesus, siger Celsus, blev fremstillet som Guds ord, blev kaldt Guds søn, var fra Nazaret, søn af en tømrer, påstod at være blevet undfanget ved et mirakel. Celsus hentyder til, at Jesus blev bragt ned til Ægypten, til hans dåb i Jordan, til stemmen, der erklærer ham for at være Guds søn, til fristelserne i ørkenen, til udvælgelsen af de 12 apostle. Han indrømmer, at Jesus udførte store mirakler: mættede skarer af mennesker, åbnede blindes øjne, helbredte de vanføre, lægte de syge, oprejste de døde. Han henviser også til mange af Kristi lærepunkter, og til sidst hentyder han til Judas’ forræderi, Peters fornægtelse, piskningen, kroningen og hånen, som Jesus led, såvel som til det mørke og jordskælv, der indtrådte ved Jesu død, og til opstandelsen, som fulgte. Således beviste denne hedenske forfatter uforvarende, at sådanne ting var skrevet ned og blev almindelig troet af kristne på den tid. — Mitchells Critical Handbook of the Greek New Testament.

Endnu et ikke-kristent vidne kaldes i skranken, nemlig den berømte jødiske historiker Flavius Josefus. En vending i hans Antiquities of the Jews (bog XVIII, kap. iii, § 3), som af nogle påstås at være falsk, lyder: „Omkring denne tid levede Jesus, en viis mand, hvis det da er lovligt at kalde ham en mand, for han udrettede vidunderlige ting, en lærer for sådanne mænd, som med glæde tager imod sandheden. Han drog mange, både blandt jøderne og hedningerne, til sig. Han var Kristus. Og da Pilatus, efter henstilling fra de ledende mænd iblandt os, havde dømt ham til korset, svigtede de, som elskede ham fra begyndelsen, ham ikke; for han viste sig levende for dem på den tredje dag, eftersom de guddommelige profeter havde forudsagt disse og ti tusinde andre vidunderlige ting om ham. Og de kristne, der kaldes således efter ham, er ikke uddøde til denne dag [ca. 93 e. Kr.].“ Josefus fortæller videre (bog XX, kap. ix, § 1), hvordan ypperstepræsten Ananus „samlede sanhedrinet af dommere og stillede Jesu Kristi broder, hvis navn var Jakob, for dem“. — Oversat af William Whiston.

Således stadfæster mange vidners vidnesbyrd, at kristendommen ikke er en nyere opfindelse, men har dybe rødder i gammel historie. Måtte derfor alle ikke-troende, som mener, at Bibelen ikke er grundlagt på beviselige kendsgerninger, lægge deres falske ideer og forkerte opfattelse til side og værdsætte Bibelen på rette måde for det, den er — Jehova Guds uangribelige og uforgængelige sandhedsord! Menneskets dage er som græs, men „Herrens ord bliver evindelig. Og dette er det ord, der er blevet forkyndt jer i evangeliet“. — Joh. 17:17; 1 Pet. 1:25.

Jehova er nær hos dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er brudt. Den retfærdiges lidelser er mange, men Jehova frier ham af dem alle. Jehova forløser sine tjeneres sjæl, og ingen, der lider på ham, skal bøde. — Salme 34:19, 20, 23.