Der spilles mere end nogen sinde — hvad mener du om det?
SET på verdensplan har der i de senere år været en betydelig forøgelse i antallet af statskontrollerede spil — lotterier, tipning, totalisatorspil, og så videre. Over femoghalvfjerds lande har i dag statsdrevne lotterier.
Flere asiatiske lande har for nylig legaliseret kasino-spil, hvilket også er meget populært i afrikanske lande som Swaziland, Lesotho og Botswana.
I 1960 vedtog det engelske parlament at legalisere sådanne populære spilleformer som spil på heste uden for væddeløbsbanerne (såkaldt „off-track betting“) og kasino-spil. I Australien findes omkring 2500 statsautoriserede bookmakere. Australierne spiller for over 5,5 milliarder dollars om året, hvilket er mere end staten bruger på uddannelse, forsvar, boligstøtte og sociale ydelser tilsammen!
I De forenede Stater spiller omkring halvtreds millioner mennesker hvert år for milliarder af dollars, skønsmæssigt for et beløb mellem 30 og 100 milliarder. De fleste af disse penge bruges på ulovligt spil. Mange stater synes imidlertid nu at have travlt med at legalisere lotterispil, godkende nye væddeløbsbaner og etablere totalisatorspil uden for væddeløbsbanerne. Byen New York startede sin Off-Track Betting (OTB) i 1971, og det ser ud til at flere andre amerikanske byer snart vil følge efter. Desuden menes det at staterne New Jersey, Maryland og Hawaii overvejer at legalisere kasinospil ligesom Nevada.
Danmark har i mange år haft legalt lotterispil i stort format. Det årlige indskud i Klasselotteriet (oprettet 1753) til fornyelse af lodsedlerne før hver trækning er over 100 millioner kroner. Varelotteriet (oprettet 1887) har et årligt indskud på cirka 20 millioner kroner, og Landbrugslotteriet (oprettet 1907) nogenlunde det samme. Danmark er antagelig det eneste land i verden hvor der arrangeres totalisator spil ved kapflyvninger med brevduer. Den første bevilling blev givet i 1921. Omsætningen var i 1972 over 11 millioner kroner. Dansk Tipstjeneste A/S har siden 1949 organiseret ugentlige væddemål om fodboldkampes udfald. Den årlige omsætning er på omkring 200 millioner kroner. Der er ti foreninger eller selskaber der har bevilling fra staten til at afholde hestevæddeløb med totalisatorspil. Dette har været legalt siden 1895. Omsætningen var i 1972 over 100 millioner kroner. I juni 1974 ændredes loven om totalisatorspil for at sikre væddeløbsbanernes beståen, idet gevinsterne øgedes og det således blev sjovere for folk at spille. Resultatet har været en stigende omsætning. Også Dansk Tipstjeneste samt Landbrugs- og Varelotteriet kan melde om øget omsætning.
Hvad er grunden til at man søger at legalisere mere eller mindre hasardprægede spilleformer, som i vidt omfang tidligere blev drevet ulovligt?
Grundlaget for legalisering
Den ændrede lovgivning i mange lande skyldes for en stor del en ændring i den offentlige indstilling. For en generation eller to siden betragtede man lykkespil som moralsk forkasteligt, selv når overskuddet gik til et „godt“ formål. Men sådan ser de færreste på det i dag. Hvad mener du?
Et amerikansk tidsskrift, Newsweek, har sagt om denne udvikling: „Tendensen kan delvis tilskrives samfundets almindelige eftergivenhed. Ligesom alkohol, marihuana og seksuel frihed mister også hasardspillet gradvis sin chokeffekt og accepteres som hørende med til en moderne livsform.“
Nogle lovgivere har presset på for at opnå mere liberale love om spil. De hævder at spil er underholdning og at staten, fremfor kriminelle borgere, bør tjene de penge folk mister ved denne form for underholdning. Øjensynlig har de større trossamfund ikke noget at indvende imod dette, hvis man kan dømme efter følgende udtalelse af den episkopale præst William S. Van Meter: „Officielt mener episkopale, jøder og katolikker ikke at hasardspil er umoralsk.“
Men hvad mener du? Kan det virkelig være kristent, i overensstemmelse med Bibelen, at tilskynde til noget som har skabt problemer for så mange? Åbenbart mener nogle at statsdrevet og statskontrolleret spil retfærdiggøres af håbet om at det lovlige spil vil fortrænge det ulovlige.
Har dette været tilfældet? Hvilke erfaringer har man for eksempel gjort i De forenede Stater, specielt i New York?
Har det skadet det ulovlige spil?
For ikke så længe siden hed det i en rapport fra National Science Foundation: „Statslotterier har haft en meget begrænset virkning på det illegale spil . . . Det legale spil er ikke tilstrækkelig attraktivt til at trække spillerne bort fra det illegale spil.“
Erfarne spillere ved at de får mindre gevinster pr. indskudt dollar i statslotterierne end pr. ulovligt spillet dollar. Ikke engang New Yorks OTB har taget ret meget af handelen fra de ulovlige bookmakere. De fleste storspillere er blevet hos dem på grund af de fordele de kan tilbyde. Gevinsterne er skattefri, man kan få kredit, og der er former for spil som den legale bookmaking ikke byder på.
Desuden sker langt det meste ulovlige spil i forbindelse med sportsgrene som basketball og amerikansk fodbold (en slags rugby). I U.S.A. findes der nemlig ingen lovlige muligheder for at spille om penge i forbindelse med sådanne sportskampe. Tilmed har det vist sig at etableringen af lovlige lotterier og OTB har vakt folks lyst til at spille illegalt ved de nævnte sportskampe. Det resultat kom en politiundersøgelse for nylig til.
Denne undersøgelse anslog at det ulovlige spil i New York var tiltaget med 62 procent i 1972. Politichef Paul F. Delise har forklaret: „Der er blevet skabt et klima for at spille. Da det nu er muligt at spille legalt på heste, er der tusinder af mennesker — som aldrig ville have tænkt på at spille på amerikansk fodbold, basketball eller baseball — der nu gør deres indsats hos bookmakerne.“
Der spilles som aldrig før
Cirka 200.000 gør nu deres indsats hver dag i New Yorks over 120 nye OTB-spillesteder. Omkring 23 procent af byens voksne befolkning spiller dér. I 1973 var omsætningen på 691 millioner dollars, og for 1974 har man regnet med et beløb på 800 millioner. Imidlertid spilles der sikkert for det dobbelte i byen illegalt! Nogle sportsjournalister anslår at over halvdelen af fodboldentusiasterne indgår væddemål om kampene.
„Det er blevet så almindeligt at spille at det er regelen, ikke undtagelsen,“ klager byrådsmedlem Ruth Spirito fra Northeast Bronx i New York.
Andre lande som har legaliseret visse former for hasardspil, har gjort samme erfaring. Londonbladet Daily Mail skriver: „Der spilles nu så meget at det udgør en samfundstrussel.“
Er spil virkelig en trussel? Hvilke følger har det?
[Illustration på side 27]
Over 75 lande har i dag statsdrevne lotterier