Er min bibel fuldstændig?

FOR at være fuldstændig må en bibel svare så nær som muligt til de oprindelige manuskripter og således indeholde alt hvad der er ’inspireret af Gud og gavnligt til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed’. (2 Tim. 3:16) Men, vil du måske sige, hvordan kan jeg være sikker på at min bibel opfylder disse krav?

Som du måske har lagt mærke til, er der nogle bibeludgaver der indeholder de såkaldte „apokryfiske“ bøger: Tobits (Tobias’) bog, Judits bog, Visdommens bog, Siraks bog, Baruks bog, Første og Anden Makkabæerbog, med flere. Vil det sige at disse bibeludgaver er fuldstændige, og at de udgaver hvori de ikke findes, er ufuldstændige? Hvis disse bøger hører med til de inspirerede skrifter, vil udeladelsen af dem gøre en bibel ufuldstændig. Men er de inspirerede?

Der er klare vidnesbyrd om at disse apokryfiske bøger ikke var anerkendt som en del af de inspirerede skrifter da den kristne menighed blev oprettet. På det tidspunkt var De hebraiske Skrifters kanon allerede fastlagt, og den indeholdt ingen af de apokryfiske bøger. Den jødiske historiker Josefus skrev i det første århundrede: „Vi har ikke en Mængde Bøger, der er i Uoverensstemmelse med og strider mod hinanden, men vi har blot 22 Bøger [svarende til de niogtredive bøger i De hebraiske Skrifter efter den moderne inddeling], der indeholder en Beretning om hele Tiden — fra de ældste Dage — og de regnes med Rette for guddommelige.“ At han var klar over at der eksisterede apokryfiske bøger, fremgår af hvad han videre siger: „Fra Artaxerxes indtil vor Tid er der blevet skrevet adskilligt, men det bliver ikke regnet for lige saa troværdigt som det, der gik forud, fordi der ikke har været en fast Rækkefølge af Profeter.“ — Mod Apion, 1. bog, 8. afsnit (ifølge Eusebs Kirkehistorie, oversat af Knud Bang, 1940, siderne 129 og 130).

Den lærde Hieronymus, som i 404 fuldførte den latinske Vulgata-oversættelse, opregner i sin Prologus Galeatus til denne oversættelse De hebraiske Skrifters inspirerede bøger, og disse svarer til den hebraiske kanon (de niogtredive bøger grupperet som toogtyve). Derefter siger han: „Der er således toogtyve bøger . . . Denne prolog til Skrifterne kan tjene som udtryk for en grundfæstet indstilling til alle de bøger vi oversætter fra hebraisk til latin, så vi véd at hvad der end findes ud over dette, må det henregnes til apokryferne.“ Til en dame ved navn Læta skrev han med hensyn til hendes datters opdragelse: „Alle apokryfiske bøger bør undgås; men hvis hun nogen sinde ytrer ønske om at læse dem, ikke for at finde bekræftelse for læresætningers sandhed, men med respekt for de sandheder de giver udtryk for, skal man fortælle hende at de ikke er forfattet af dem med hvis navne de betegnes, at de indeholder meget der er fejlagtigt, og at det kræver stor skarpsindighed at finde guld i ler.“

De apokryfiske bøger hører således tydeligt nok ikke med til de inspirerede skrifter og blev ikke anerkendt som sådanne i det første århundrede. At de ikke er medtaget i en bibeloversættelse gør derfor ikke denne ufuldstændig.

Endnu en ting der kunne give anledning til tvivl om hvorvidt ens bibel er fuldstændig, er at visse ord, sætninger og hele vers som man finder i nogle gamle oversættelser, ikke findes i mange nyere oversættelser. For eksempel er følgende skriftsteder medtaget i den engelske King James-oversættelse og nogle gamle danske oversættelser: „Menneskesønnen er kommen for at frelse det fortabte.“ (Matt. 18:11) „Han var nemlig nødt til at løslade dem en på højtiden.“ (Luk. 23:17) Følgende skriftsted findes i mange ældre katolske oversættelser: „Der er Tre, som vidne i Himmelen: Faderen, Ordet og den Helligaand; og disse Tre ere Eet.“ (1 Joh. 5:7, J. L. V. Hansen) Hvis man slår disse skriftsteder op i nyere oversættelser, som for eksempel The New American Bible (katolsk), The New English Bible, An American Translation, The Jerusalem Bible (katolsk) og Ny Verden-oversættelsen, vil man ikke kunne finde de to første citater og den kursiverede del af det sidste. Hvad er grunden?