Når sult ikke kendes mere

DET kan meget vel være at du aldrig har mærket sulten gnave dag efter dag. Det er der imidlertid millioner af mænd, kvinder og børn der kender til. Efter en forsigtig bedømmelse har nogen anslået at 460 millioner af jordens indbyggere ikke får det de kan spise. Andre mener at tallet skal sættes så højt som en milliard mennesker. Det er især børnene det går ud over. Sulten kan hos dem medføre blindhed, hæmmet vækst, større modtagelighed for infektioner og, når galt skal være, en for tidlig død.

Det er i høj grad tiltrængt at sult afskaffes. Men hvem kan afskaffe den? Menneskets skaber, Jehova Gud, har sat sig for at gøre ende på sult. En profeti hos Esajas stiller således jordens befolkning i udsigt at den kan komme til at deltage i et festmåltid hvor alle vil kunne få tilstrækkeligt at spise. Vi læser: „Hærskarers [Jehova] gør på dette bjerg et gæstebud for alle folkeslag.“ — Es. 25:6.

For de sultende millioner kan sådan et løfte lyde utroligt. De vil mene at jorden simpelt hen ikke kan give føde nok til alle. Men sådan forholder det sig ikke. Scientific American for september 1974 skriver: „Jorden og teknologien kan sandsynligvis skaffe mad til en befolkning på mellem 40 og 50 milliarder.“ Hvordan kan det da være at så mange må sulte? Et mangelfuldt samarbejde imellem folkene, økonomiske systemer der er indrettet på at give store profitter samt en dårlig forvaltning af jordens ressourcer hører til de faktorer der skaber den sørgelige situation der består i dag.

Alt dette kommer af at så få interesserer sig for deres medmenneskers vel, hvilket er ganske ude af samklang med den opfordring Guds søn Jesus Kristus gav: „Derfor, alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Matt. 7:12) Eftersom Jesu lære har sin oprindelse hos hans Fader, må det sige sig selv at sultproblemet, når det kommer til stykket, er et resultat af at menneskene har vendt Guds lov ryggen. — Joh. 7:16.

Det er værd at lægge mærke til at Jehova Gud for hundreder af år siden forklarede israelitterne at de kunne undgå sult hvis de var lydige mod hans bud: „Hvis I nu lyder mine bud, som jeg i dag pålægger eder, så I elsker [Jehova] eders Gud og tjener ham . . . så vil jeg give eders land dets regn i rette tid, . . . så du kan høste dit korn, din most og din olie; . . . og du skal spise dig mæt.“ — 5 Mos. 11:13-15.

Israelitternes historie bekræfter disse ord. Mens kong Salomon regerede adlød Israel trofast Guds lov, hvad der medførte velstand og tryghed. Bibelens beretning lyder: „Juda og Israel boede trygt, så længe Salomo levede, hver mand under sin vinstok og sit figentræ, fra Dan til Be’ersjeba.“ (1 Kong. 4:25) Ordene i Salme 72, der oprindelig blev skrevet med henblik på hvad folket kunne vente sig af Salomons herredømme, viste sig at være sande: „Korn skal der være i overflod i landet.“ — Sl. 72:16.

Den fred og velstand som var almindelig mens Salomon var konge, skildrede profetisk de herlige forhold der skal klæde jorden under den større Salomons, Jesu Kristi, herredømme. (Matt. 12:42) Det ved vi fordi ordene i Salme 72:8 gentages i Zakarias 9:10, som direkte sigter til Messiasstyret: „Hans ord stifter fred mellem folkene, han hersker fra hav til hav, fra floden til jordens ende.“ — Sammenlign Zakarias 9:9 med Mattæus 21:4, 5.

Eftersom hele jordkloden vil blive omfattet af Jesu Kristi herredømme vil han sørge for at alle indbyggerne får andel i jordens rigdomme. Tillige vil han uskadeliggøre alle dem som ikke ønsker den fred han tilbyder, alle dem der stædigt går deres egne veje og bliver til fortræd for deres medmennesker. Imens Jesus levede på jorden forklarede han sine disciple at han skulle optræde som domsfuldbyrder på en tid da menneskene ville være ude i store vanskeligheder og være plaget af bekymring og ængstelse. (Luk. 21:25-36) Den tid må være meget nær i betragtning af de mere og mere forvirrede verdensforhold.

Når Jesus Kristus gør op med de mennesker der trodsigt plejer deres egne selviske interesser og som vender sig imod hans styreform, vil det afslutte de grådige kommercielle systemer, den skæve forvaltning af jordens ressourcer, den uretfærdige fordeling af levnedsmidlerne, og alle de andre faktorer som er medvirkende årsager til at menneskene lider hunger og sult.

Derefter vil Jesus Kristus samle sin opmærksomhed om at hjælpe sine undersåtter til at opnå en menneskeværdig tilværelse, hvilket vi kan være overbeviste om når vi ved hvor meget folks ve og vel lå ham på sinde mens han var på jorden. Tænk på episoden da han sammenkaldte sine disciple og sagde følgende til dem: „Jeg har inderligt ondt af de mange mennesker, for de har allerede været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise; og jeg vil ikke lade dem gå fastende herfra. De kunne måske blive helt udmattede på vejen.“ (Matt. 15:32) I sin medfølelse øvede Jesus et mirakel. Med syv brød og nogle få fisk skaffede han mad til fire tusind mænd, foruden kvinder og børn. (Matt. 15:34-38) Ved en tidligere lejlighed havde han gjort et lignende mirakel med fem brød og to fisk. — Matt. 14:17-21.

Det lyder måske ikke videre sandsynligt at Jesus ved et mirakel kunne fremskaffe rigeligt med brød og fisk. Men er det ikke netop hvad man burde forvente af den som står langt højere end et almindeligt menneske, den som er selveste Guds søn? Og når han kunne øve det mirakel at skaffe mad i tilstrækkelig mængde, må det sandelig også stå i hans magt at få ’landet til at give sin grøde’ i rigt mål når først han har fjernet de mennesker som forurener kloden og „ødelægger jorden“! — Sl. 67:7; Åb. 11:18.

Vi kan derfor tillidsfuldt spejde frem til en ikke alt for fjern fremtid da sult ikke kendes mere. Dersom du bryder dig om at opleve den tid, må du tage positive skridt til at vise at du ønsker at tjene Gud og Kristus i lydighed. Så vil du i lighed med hvad der var tilfældet for israelitterne under Salomons styre, være blandt de mange som vil opleve en tid med fred, tryghed og velstand.

[Illustration på side 339]

„Korn skal der være i overflod.“ — Sl. 72:16.