Missionærer sendt ud — af hvem?
’I REJSER nu ud som sendebud, men for hvem?’ var det spørgsmål Milton Henschel rettede til de femogtyve missionærer i Vagttårnets bibelskole Gileads 60. klasse, ved afslutningshøjtideligheden i New York søndag den 7. marts.
Henschel, den tredje af de seks talere, besvarede selv spørgsmålet for de nyuddannede missionærer og de hundreder af pårørende og trosfæller som var til stede. Han henviste til den største missionærs eksempel. Jesus Kristus sagde: „Jeg kender [Gud], for jeg er et sendebud fra ham, og han har udsendt mig.“ — Joh. 7:29.
Taleren henledte opmærksomheden på at Jesus blev udsendt fra himmelen. Han kom herned og skulle leve blandt ufuldkomne mennesker, hvis tankegang og adfærd var Gud fjern. (Es. 55:8) Jesus beklagede sig aldrig, ej heller forherligede han sig selv som Guds udsending; han ophøjede Ham der havde sendt ham.
Theodore Jaracz, der virkede som ordstyrer, indledte med at nævne at en hel del af elevernes slægtninge fra udlandet var kommet til stede. Han bemærkede at det var en ung klasse; eleverne var otteogtyve år i gennemsnit, men de havde tjent som vidner for Jehova gennemsnitligt i tretten år, næsten halvdelen af deres liv.
Jaracz bad derpå U. V. Glass, der er lærer på Gilead, rette et par afskedsord til eleverne. Glass ledte tankerne ind på det menneskelige øre og dets evne til at skelne selv minimale forskelle i en lyds tone og karakter. Den kristne, understregede han, kender „lyden“ af sandheden, den nøjagtige „tone“ som er sandheden fra Guds ord — den rigtige hyrdes stemme. (Joh. 10:2-5) Han rådede eleverne til at være vågne for at afvise falske eller bedrageriske „toner“, der kunne lokke dem bort fra det mål de har som missionærer.
John C. Booth, den næste taler, har i mange år beklædt en post der har givet ham mulighed for at blive bekendt med næsten alle de mere end 5000 elever der har gennemgået Gileadskolen siden den blev oprettet i 1943. Booth opmuntrede eleverne ved først at spørge: „Er I kvalificerede til at blive sendt ud som missionærer?“ Så henviste han til de foregående nioghalvtreds klasser. Er væksten af lovprisere af Gud i de lande hvortil missionærerne er blevet sendt, ikke et talende bevis på at de var kvalificerede?
Efter dette indlæg var der en afbrydelse i programmet hvor tilhørerne havde lejlighed til at strække benene, mens skolens forstander, E. A. Dunlap, oplæste telegrammer fra nær og fjern som udtrykte taknemmelighed for skolen og gode ønsker for eleverne når de kom ud i deres nye distrikter.
„Pas på I ikke går ud af løbet,“ var det tema Lyman Swingle talte over. Han mindede eleverne om at de havde studeret Bibelen før de kom på Gileadskolen, og føjede til at de havde lært meget mere under deres ophold på skolen. Men i virkeligheden var de kun lige begyndt at lære. Dersom de troede noget andet ville de miste deres åndelighed og til sidst glide ud af missionærernes rækker. Selv uønskede omstændigheder, som man måske kunne benytte som undskyldning for at glide ud, kunne i realiteten blive en ekstra lektion der bibragte dem styrke.
„Intet af det vi kan gøre vil berige Jehova Gud. Og dog opfordrer han os til at bringe vore gaver til ham.“ Med disse ord indledte Leo Greenlees en beskrivelse af Guds foranstaltninger til at der kunne bringes ham ofre i templet i det gamle Jerusalem. Kun sunde, lydefri ofre kunne godtages. Det samme gælder når vi bringer et „lovprisningsoffer, det vil sige frugt af [vore] læber“; det må være oprigtigt, helhjertet og ledsaget at bøn. — Hebr. 13:15; Sl. 141:2.
Som den sidste taler ved formiddagens to timers program byggede N. H. Knorr sit indlæg over temaet „Hvordan tænker du?“ De der rejser ud i en fremmed missionærmark kunne blive påvirket i deres tankegang som følge af at de skifter sprog, vaner og levevilkår. De kunne begynde at spekulere på om de skulle opgive deres missionæropgave. Kun ved at holde sig nøje til den tankegang der findes i Guds ord vil de kunne forblive trofaste. Han fortsatte med at henvise til det tilfælde hvor apostelen Peter, oprigtigt men påvirket af mennesketanker, forsøgte at tale Jesus fra at fuldføre den vej han var begyndt på og som ville føre til hans offerdød. Jesus, der tænkte Guds tanker, afviste imidlertid straks Peters måde at tænke på og fastholdt sit rette forsæt. — Matt. 16:21-23.
Efter indlæggene fik de nye missionærer overrakt deres afgangsbeviser og tildelt deres opgaver i tolv forskellige lande, deriblandt Island, Seychellerne, Spanien og Indien.
Eftermiddagsprogrammet havde eleverne selv tilrettelagt. I denne klasse var der grupper af elever fra Skotland, England, Amerika, Tyskland, Spanien og Hawaii. Hver lille gruppe havde sikret sig andres hjælp og øvet med dem, så resultatet blev et program der fornøjede tilhørerne. Derpå fulgte opførelsen af tre skuespil der byggede på bibelske beretninger.
Broder Jaracz afsluttede den glædelige dags sammenkomst med at citere apostelen Paulus’ ord til de ældste i den gamle by Efesus: „Og nu betror jeg jer til Gud og til hans ufortjente godheds ord, som kan opbygge jer og give jer arven blandt alle de helligede.“ — Apg. 20:32.