Min skilsmisse — en ny chance i tilværelsen?
Da jeg sad der ved siden af min sagfører på dommerkontoret, fløj tankerne om min kommende frihed gennem min hjerne. Inden der var gået mange timer ville jeg frit kunne stifte nye bekendtskaber og gå hvorhen jeg ville; jeg ville være fri til at træffe afgørelser helt på egen hånd — fri til at gøre hvad jeg havde lyst til!
På det tidspunkt, i december 1974, var dét at få min frihed næsten det eneste der betød noget for mig i tilværelsen. Jeg var 29 år og moder til to drenge. Jeg havde et dejligt hjem i en rolig forstad i det nordlige Ohio, og jeg var fastansat i et forsikringsselskab hvor jeg havde arbejdet siden jeg gik ud af gymnasiet. Jeg gjorde op med mig selv at jeg havde det meste af hvad enhver kvinde ønsker sig — børn, et hjem og et godt job. Mit livs største fejltagelse, mit ægteskab, var ved at blive slettet med et strøg af dommerens pen.
Underfundigt gjorde vort løsagtige samfund mig mere og mere opsat på at få min frihed. De moralske normer havde ændret sig totalt siden jeg blev gift i 1966. Nu kunne jeg prøve alt det de unge piger på kontoret talte om — gøre hvad jeg ville uden at skulle stå nogen til regnskab. Jeg skulle virkelig udnytte denne nye mulighed. Der var så mange steder jeg gerne ville besøge og så meget jeg kunne tænke mig at gøre.
Jeg var sikker på at jeg kunne klare enhver situation der måtte opstå. Jeg havde læst mange bøger om skilsmisse. Og med de oplysninger jeg havde fra bøgerne samt den enorme „viden“ jeg havde opnået ved at se TV-skuespil og lytte til kontorsladder, var jeg klar til at gå i gang med at få noget ud af tilværelsen.
Hvorfor jeg tog beslutningen
Mit ægteskab gennem otte år havde ikke efterladt andet end sørgelige minder. Vort hjem var blevet som et motel, bare et sted hvor man spiste og sov. Min mand og jeg havde arbejde begge to; det hed sig at vi skulle skabe en god tilværelse for vore to sønner. Når vi ikke var på arbejde brugte vi tiden til at skændes. Vi var sjældent sammen med drengene, for vi havde så travlt — min mand skulle tjene ’store penge’.
Alligevel var det ikke let at bestemme sig for skilsmisse. Der havde aldrig været en skilsmisse i vores familie, i hvert fald ikke inden for de sidste fem generationer. Men efter at vi igen havde haft et af vore voldsomme skænderier, blev jeg omsider klar over at jeg ikke kunne fortsætte med at leve på denne måde.
I begyndelsen, da jeg havde besluttet at lade mig skille, fortalte jeg det ikke til andre end en nær ven og mine forældre. Jeg havde selv rodet mig ind i dette, og jeg skulle også nok få mig rodet ud af det igen. Imidlertid gik der ikke lang tid før nyheden løb rundt. Mange af vore nære venner gav mig moralsk støtte. Og velmente råd fik jeg masser af. Senere fandt jeg dog ud af at de fleste ikke var værd at følge. Men meningen var god nok, og jeg trængte til nogen at tale med når jeg en gang imellem følte mig nedtrykt.
Mine forældre tog nyheden om min skilsmisse langt bedre end jeg havde regnet med. Jeg havde altid haft et nært forhold til dem, men ikke så nært at vi havde ført fortrolige samtaler om mit ægteskabelige liv. De havde aldrig blandet sig i min mands og mine forhold, skønt de mange gange havde været klar over at jeg var blevet slået og mishandlet.
Jeg blev først gift da jeg var 21 år, og det meste af min barndom tilbragte jeg på en gård i Ohio. Mine forældre sagde aldrig direkte til min yngre broder og mig hvor meget de holdt af os, men de beviste deres kærlighed i handling; vi følte ikke de behøvede at sige det. Efter at jeg havde udfyldt skilsmissepapirerne, erfarede jeg at mine forældre havde været bekendt med min mands utroskab, men det havde de aldrig fortalt mig. De ville ikke gøre mig ked af det.
Forandringer
Da der gik det meste af et år med at få skilsmissen i orden, kunne jeg lidt efter lidt foretage visse nødvendige forandringer. Først var der mit arbejde. På grund af min ændrede ægteskabelige stilling måtte jeg tjene flere penge. Jeg drøftede spørgsmålet med mine chefer, efter at være blevet rusket op til det af nogle af mine bekendte som var engageret i kvindebevægelsen.
Jeg fortalte mine chefer at jeg følte mig kompetent til at klare et mandsjob; det ville berettige mig til en større løn. De besluttede at give mig chancen for at prøve. Jeg fik til opgave at føre tilsyn med tre piger som jeg tidligere havde arbejdet sammen med.
Med den større løn fulgte der imidlertid et større ansvar, og dermed forandringer som ikke altid var så behagelige. Jeg kunne ikke mere sidde sammen med pigerne og sludre længe om deres spændende natteliv. Nu var det min opgave at sørge for at de fik deres arbejde gjort. Det nære forhold vi havde før var borte. De betragtede mig ikke mere som deres fortrolige.
Det derhjemme blev ikke forandret så meget. Jeg fortsatte som hidtil, gik på arbejde hver dag, fulgte børnene i dagpleje og tog mig af husholdningsregnskabet. Den eneste væsentlige forskel var at jeg nu gik ud om aftenen for at pleje nogle af mine egne interesser. Somme tider tog jeg børnene med; det var især når jeg spillede tennis eller fulgte undervisningen i et nyt kunsthåndværk. Jeg havde planlagt noget de fleste aftener hele ugen.
Mine venner gjorde hvad de kunne for at udfylde mine weekender. De arrangerede stævnemøder og præsenterede mig for andre fraskilte. Ret hurtigt gik der noget meget vigtigt op for mig — jeg var ikke anderledes end de fleste andre fraskilte. En aften sad jeg sammen med seksten andre fraskilte ved et bord i et diskotek. I fem timer hørte jeg dem fortælle hvor elendig deres tidligere ægtefælle havde været, og hvordan de var blevet snydt for alt. Det var som om man kørte et bånd og blot ændrede navnene. De var så fulde af selvmedlidenhed, og/eller spiritus, at de nærmest var ligeglade med hvordan tilværelsen videre ville forme sig for dem.
Én ting synes alle fraskilte at have fælles: Ensomheden. Men kunne det hjælpe at sidde og drikke og græde på en bar? For manges vedkommende endte det med at de gik hjem sammen med en partner for at tilbringe en „meningsfyldt“ aften . . . i sengen. Da jeg havde levet på denne måde i omkring seks måneder var min moder så venlig at gøre mig opmærksom på at det liv jeg førte ikke adskilte sig meget fra min tidligere mands.
Omsider gik det op for mig at livet var andet og mere end det jeg gav mig af med. Jeg tænkte på mine drenge og spurgte mig selv: „Hvis jeg var i deres sted, ville jeg så være stolt af min moder? Er dette her den tilværelse jeg ønsker de skal have?“ De var altid enten hos deres dagplejemoder eller hos nogle venner mens jeg var ude.
Omsorg for børnene
Jeg besluttede mig til at vise mine børn mere personlig interesse. De var kun syv og fem år, men deres indsigt i mange ting var langt større end jeg havde regnet med. En søndag sagde jeg til drengene at jeg ville tage dem med i kirke; ingen af dem havde været der før. Min mand og jeg havde hver sin tro og kunne aldrig blive enige om hvilken kirke vi skulle gå i. Derfor blev vi hjemme.
Det kom som et chok da min yngste søn en dag spurgte: ’Har Gud en søn?’ Jeg blev forfærdet ved tanken om at mine børn intet kendte til Gud, men når jeg så tilbage på mine otte års ægteskab forstod jeg hvorfor. Min mand og jeg havde haft så travlt med at skabe ’en god tilværelse’ for børnene at vi ikke havde skænket religionen en tanke. Det eneste tidspunkt de havde hørt Gud eller Kristus blive nævnt, var når min mand og jeg skændtes, og da blev de nævnt på en blasfemisk måde.
En aften da jeg var til forældremøde på skolen traf jeg en nabo jeg ikke havde set et stykke tid. Fem år tidligere havde vi begge haft bibelstudium med et af Jehovas vidner, men jeg var holdt op efter de første to studier fordi min mand havde truet med at gribe til vold hvis jeg fortsatte. Jeg spurgte hende hvordan det gik med det Jehovas vidne der havde studeret med os, idet jeg forklarede at jeg var interesseret fordi jeg skulle opdrage to drenge der ikke kendte noget til Gud eller Bibelen. Hun fik det straks ordnet sådan at vidnet kunne besøge mig. To dage senere kom hun.
Jeg fik hjælp
En time om ugen sad vi og drøftede mine problemer. Damen fra Jehovas vidner viste mig hvordan jeg kunne anvende Bibelens gode principper. For eksempel var jeg noget forsømmelig med opdragelsen af drengene. Jeg havde trods alt berøvet dem deres fader, og da jeg nu var alene med dem havde jeg ikke lyst til at bruge al min tid på at råbe efter dem. Viste jeg dem da ikke min kærlighed ved at lade være med at tugte dem?
Ikke ifølge Bibelen, blev jeg klar over. Vidnet viste mig skriftstedet i Ordsprogene 13:24, hvor der står: „Hvo riset sparer, hader sin søn, den, der elsker ham, tugter i tide.“
Jeg satte overordentlig pris på den kundskab jeg fik. Jeg havde aldrig før forstået at Bibelen har et hovedtema — Guds rige — det rige vi beder om hver gang vi beder Fadervor. (Matt. 6:9, 10; Luk. 4:43) Dette rige skal herske over hele jorden, og dets undersåtter behøver ikke at dø og derved skilles fra dem de holder af. Det jeg lærte her begyndte at give mig den glæde jeg længtes efter, en glæde jeg kunne dele med mine drenge.
Inden længe begyndte jeg at komme til møderne i Jehovas Vidners rigssal. Det var virkelig en glædelig oplevelse. Jeg lagde mærke til at børnene ikke løb omkring; der var ingen der skubbede eller puffede, ingen der talte et grimt sprog, ingen kvinder der stod og sladrede om andre. Jeg fik en hjertelig og kærlig modtagelse jeg aldrig før havde oplevet. Her var mennesker jeg aldrig havde set før men som viste oprigtig interesse for både mine børn og mig. Seks måneder senere blev jeg døbt som symbol på min indvielse til at tjene den sande Gud, Jehova.
„Hvis bare jeg havde vidst det dengang“
Tro ikke at jeg ikke har spekuleret på om jeg havde kunnet redde mit ægteskab dersom jeg dengang havde vidst hvad jeg ved nu. Jeg har lært at det koster tre ting hvis man vil have et godt ægteskab — hensyn, samarbejde og kommunikation.
Min mand og jeg forsømte at opdyrke disse tre ting. Vi gik så højt op i vores egen personlige tilværelse at vi slet ikke viste hinanden det hensyn vi burde. Vi havde så travlt, og på den måde tænkte vi at vi skabte ’en god tilværelse’ for vores lille familie, men vi var ikke opmærksomme på familiens følelser eller på hvad den virkelig trængte til. Vi begyndte at glide fra hinanden i stedet for at prøve at samarbejde, og det påvirkede kommunikationen.
På trods af hvad nogle siger, kan ægtepar ikke løse deres problemer i soveværelset. De har måske det mest vidunderlige seksuelle forhold, men hvad hjælper det hvis de ikke kan sætte sig ned og drøfte deres problemer sammen? Mange tror at de ved nøjagtig hvad deres ægtefælle tænker når de har været gift i en årrække; men det ved de ikke altid. Det lærte jeg af erfaring. Man kan ikke hjælpe en anden hvis man ikke kender hans problem; gætteværk løser intet problem, og det gør en skilsmisse almindeligvis heller ikke.
Alligevel er der i dag millioner som regner med at en skilsmisse løser deres problemer. De er tilbøjelige til at betragte deres ægteskab som en materiel ejendel — hvis kvaliteten ikke svarer til forventningerne kasserer de det og ser sig om efter noget bedre. Opmærksomheden rettes kun indad — imod hvad der behager og tilfredsstiller dem selv. Det at lade sine egne evner komme til udfoldelse fremhæves som det vigtigste af alt. ’Du har ret til at være lykkelig,’ siger den moderne propaganda. ’Du lever kun én gang, og du fortjener det bedste.’
Denne selviske ånd havde påvirket mig. Det vigtigste for mig var blevet min egen lykke — friheden til at gøre hvad jeg ville. Mange gange har jeg set tilbage og tænkt: ’Hvad var det i virkeligheden jeg søgte?’ Ville jeg bare more mig? Men jeg fandt snart ud af at livet var andet end at danse og at ’have det morsomt’ på et diskotek. Håbede jeg på at træffe en eller anden jeg kunne dele livet med? I så fald, kunne jeg da virkelig gøre mig håb om at finde ham på en bar?
Der var også det ubehagelige spørgsmål: Søgte jeg efter kærlighed uden forpligtelse? Men lad os bare indrømme at det ikke er virkelig kærlighed; det er kun at give efter for sine lyster. Det medfører ikke virkelig lykke. Jeg er så glad for at jeg vågnede op, og begyndte at tænke på andre end mig selv — børnene. Og jeg er taknemmelig for at jeg blev ledet derhen hvor jeg kunne få den rette hjælp!
Et liv med en mening
Jeg begyndte at forstå hvad sand kærlighed er. Bibelen beskriver hvordan den kommer til udtryk. I Første Korinterbrev 13:4, 5 står der: „Kærligheden er langmodig og venlig. Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst, opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere. Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse.“
Ja, kærlighed er oprigtig omsorg for andres interesser! Den er virksom; den gør noget. Jeg har opdaget at det at vise en sådan kærlighed er nøglen til virkelig lykke, som Jesus Kristus sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apg. 20:35.
Hver dag ser jeg en sådan kristen kærlighed blive praktiseret blandt de kristne jeg nu regelmæssigt kommer sammen med. Blandt dem er der ingen der fører et grimt sprog, drikker sig berusede, ser ned på andre eller fortæller sjofle vittigheder for at blive midtpunkt. Nej, her er en hjertelig og kærlig atmosfære, med familielivet i centrum.
Det er ingen let opgave at opdrage to drenge alene, men med kristne trosfællers gode eksempel og hjælp sammen med den inspirerede vejledning der findes i Guds ord, ser jeg gode fremskridt som jeg glæder mig meget over. Lidt efter lidt får drengene en følsom samvittighed over for Gud, og de er begyndt at tænke på andre før de tænker på sig selv. De må ganske vist undvære deres fader, men de har lært at der findes en Gud som tager sig af dem — Jehova. Det er min største glæde at følge dem mens de vokser i kundskab, forståelse og værdsættelse af Ham der aldrig forlader sine tjenere men velsigner dem med liv til evig tid. (Sl. 133:3) — Indsendt.
[Tekstcitat på side 10]
„I fem timer hørte jeg dem fortælle hvor elendig deres tidligere ægtefælle havde været.“
[Tekstcitat på side 11]
„Det eneste tidspunkt de havde hørt Gud eller Kristus blive nævnt, var når min mand og jeg skændtes, og da blev de nævnt på en blasfemisk måde.“
[Tekstcitat på side 12]
„Jeg fandt snart ud af at livet var andet end at danse og at ’have det morsomt’ på et diskotek.“