Jesu kongelige ydmyghedshandling

EN AF Jesu Kristi fremtrædende egenskaber er ydmyghed. Han opgav villigt sin høje stilling i himlene for at blive et menneske, „lidt ringere end engle“. (Hebr. 2:7; Fil. 2:5-7) Og da han var på jorden søgte han ikke at lade sig tjene, men han tjente ydmygt andre. (Matt. 20:28) Imidlertid hører hans kongelige ydmyghedshandling som „kongers Konge og herrers Herre“ endnu fremtiden til. (Åb. 19:16) Der henvises til denne handling i Første Korinterbrev 15:24, hvor vi læser: „Derpå kommer enden, når han overgiver riget til sin Gud og Fader.“ For virkelig at forstå hvad dette indebærer, må vi se nærmere på hvorfor Jehova besluttede at lade sin søn regere som konge.

Da Jehova Gud skabte de første mennesker, Adam og Eva, ønskede han at de skulle forblive i hans kærlighed og i fuldstændig samhørighed med ham. Han havde skabt dem på en sådan måde at evigt liv kun ville være muligt for dem hvis de bevarede et godt forhold til ham ved at vise ham fuldkommen lydighed. Da Adam og Eva overtrådte Guds lov, fjernede de sig fra deres Skaber og mistede den åndelige forbindelse som de behøvede for at kunne fortsætte med at leve. Ved således at forspilde sin fuldkommenhed mistede Adam også evnen til at frembringe et fuldkomment afkom. „Derfor,“ siger Bibelen, „ligesom synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, . . . således trængte [døden] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Rom. 5:12) Da det at synde vil sige at forfejle målet, som er fuldkommen lydighed mod Gud, betød Adams handling at hele menneskeslægten mistede samhørigheden med sin Skaber.

Det var dog ikke Guds mening at denne situation skulle fortsætte. Det fremgår af det apostelen Paulus skrev om Kristi herredømme i Første Korinterbrev 15:25, 26: „For han må nødvendigvis herske som konge indtil Gud har lagt alle fjenderne under hans fødder. Som den sidste fjende skal døden gøres til intet.“ For at døden kan gøres til intet, må alle menneskelige svagheder og ufuldkommenheder fjernes. Det forholder sig sådan fordi, som Bibelen siger, „dødens brod er synden“. (1 Kor. 15:56) Ifølge Åbenbaringen 20:4 har Kristus og hans medregenter, der er købt fra menneskeheden, fået „tusind år“ til at gøre døden til intet ved at føre menneskeheden tilbage til fuldkommenhed.

Den ordning hvorved menneskeheden vil blive frigjort fra trældommen under synd og død, er symbolsk beskrevet i Åbenbaringen 22:1, 2. Apostelen Johannes beskriver her hvad en engel åbenbarede for ham i et syn: „Og han viste mig en flod med livets vand, klar som krystal, som flød ud fra Guds og Lammets trone . . . Og på denne side af floden og på den anden side stod livets træer som frembringer frugt tolv gange, idet de giver deres frugt hver måned. Og bladene på træerne var til lægedom for nationerne.“

Bibelen viser at syndens virkninger kun kan fjernes på grundlag af Jesu offer. Apostelen Johannes skrev under inspiration: „Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd.“ (1 Joh. 1:7) ’Floden med livets vand’ med træer langs begge sider, som er et billede på Guds foranstaltning til liv, må altså indbefatte den sonende virkning af hans søns offer. Eftersom „livets vand“ og træerne er et symbol på Guds foranstaltning til liv, må det at drage nytte af denne foranstaltning indebære at man udviser tro på den rensende virkning af Jesu blod. — Åb. 22:17.

Denne tro må komme til udtryk i handling, for, som Bibelen påpeger: „Troen [er] død uden gerninger.“ (Jak. 2:26) Hvilke gerninger kræves der? At man lydigt underlægger sig Guds riges ledelse, som udøves af Kristus og hans medregenter. Når enkeltpersoner loyalt underordner sig under Rigets styre under Kristi tusindårige regering og får den sonende virkning af hans offer anvendt til deres gavn, vil de vokse frem til fuldkommenhed.

At dette er en gradvis proces, antydes i den symbolske beskrivelse af Guds foranstaltning til liv. Træerne langs ’floden med livets vand’ giver deres frugt hver måned. Hvis det var nok at drage nytte af Guds foranstaltning til liv én gang for alle, ville der ikke være behov for en sådan regelmæssig forsyning af livsopretholdende frugter.

For at hjælpe menneskeheden vil Jesus Kristus og hans medregenter desuden bruge jordiske repræsentanter. Det vil være mænd som viser en usædvanlig hengivenhed for det der er ret og som nærer ægte kærlighed til andre. Blandt dem vil der være trofaste mænd som har været Jesu jordiske forfædre. Ved at Jesus Kristus oprejser dem til liv, bliver de hans børn. — Sl. 45:17.

Det er derfor klart at det messianske rige kun blev nødvendigt i Guds hensigt fordi menneskeslægten var blevet kastet ud i synd og død. Når alle syndens spor er fjernet, vil der ikke længere være behov for at det messianske rige udøver sit herredømme. Imidlertid vil det ikke blive bragt til en voldelig afslutning; dette rige vil ikke „forgå“, for frugten af dets arbejde vil bestå for evigt. (Dan. 7:14) Det ser ud til at det er i denne betydning at Bibelen taler om at der ’ikke skal være nogen ende’ på Kristi herredømme. — Es. 9:7; Luk. 1:33; Åb. 11:15.

Ved afslutningen af sit tusindårige styre vil Jesus Kristus have fuldført sin tildelte opgave, nemlig at føre menneskeheden frem til fuldkommenhed. I sand ydmyghed vil han da overgive den myndighed han har udøvet over menneskeheden som „kongers Konge og herrers Herre“, til sin Fader. Dermed vil ordene i Første Korinterbrev 15:28 blive opfyldt: „Når alt er blevet ham underlagt, så vil også Sønnen selv underlægge sig Ham der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt for alle.“ Efter dette eksempel vil Kristi medregenter og Rigets jordiske repræsentanter også ydmygt og med glæde give afkald på deres stilling. På dette tidspunkt vil alle mennesker være ligestillet ind for Gud, befriet for svagheder og ufuldkommenheder.

Hvilken indvirkning skulle denne viden have på os nu? Den skulle indprente os at i den kristne menighed er stillinger ikke af altafgørende betydning. Det er ikke det ansvar eller den myndighed man har fået betroet, men hvad man er som menneske og ens godkendte forhold til Gud, der er det væsentlige. I den kristne menighed er der ingen „store mænd“; selv ældste eller tilsynsmænd er kun tjenere eller trælle for deres brødre. (Matt. 20:25-27) Desuden ser det ud til at ordningen med ældste eller tilsynsmænd i dag og under Kristi tusindårige styre blot er midlertidig, og at den kun vil fortsætte indtil menneskeheden er nået frem til fuldkommenhed ind for Jehova Gud. Denne forståelse af tingene lægger i sandhed vægten på det rette sted — på den øverste Suveræn, Jehova Gud.

Lad os derfor efterligne Jesus Kristus og bevare vor ydmyghed over for Skaberen, idet vi altid tænker på at et godkendt forhold til ham er et evigt gode. (Ordsp. 22:4) Hvis vi gør det, kan det blive vort privilegium at være blandt dem der bliver vidne til Jesu kongelige ydmyghedshandling — at han overgiver Riget til sin Gud og Fader.