Er du villig til at lytte?

’VÆR hurtig til at høre, langsom til at tale, langsom til vrede.’ Hvis dette gode råd blev fulgt, kunne det spare mennesker for mange sorger. — Jak. 1:19.

Denne formaning blev fremsat af en som vidste hvad det ville medføre både at lytte og ikke at lytte. Han var Jesu Kristi halvbroder. Han var uden tvivl vokset op sammen med Jesus og kendte derfor Jesu gode egenskaber — hans kærlighed, hans ydmyghed og hans forståelse for andre. Man kunne derfor meget vel tro at Jakob og hans broder Judas (som skrev Judas’ brev i Bibelen) ville have været blandt de første som sluttede sig til Jesus og blev hans apostle. Men dette var ikke tilfældet.

Apostelen Johannes har skrevet hvad der skete omkring seks måneder før Jesu død. Vi læser:

„Så sagde [Jesu] brødre til ham: ’Tag herfra og gå til Judæa, for at dine disciple også kan se de gerninger du gør. For ingen gør noget i det skjulte når han selv søger at blive offentligt kendt. Når du gør disse ting, så gør dig kendt for verden.’ Hans brødre troede nemlig ikke på ham.“ — Joh. 7:3-5.

Det lader til at disse halvbrødre til Jesus først efter Jesu død og opstandelse huskede på de ting som han havde fortalt dem, og derefter drog den slutning at han virkelig var Messias. Fordi de ikke lyttede til Jesus mens han levede, gik de glip af den glæde det ville have været at tjene sammen med ham og personligt at blive undervist af ham i de tre og et halvt år han forkyndte den gode nyhed. Det var kun på grund af Jehovas og Jesu Kristi egen ufortjente godhed at de til sidst fik øjnene op for sandheden og blev godkendt som Kristi tjenere og åndelige brødre.

Hvordan lytter du når Gud taler til dig gennem sit ord? Eller når en tilsynsmand eller en anden trofast broder taler på Guds vegne? Hører du efter? Mærker du dig det der bliver sagt, og anvender det på dig selv? Ordsprogenes bog siger: „Hør på råd og tag ved lære, så du til sidst bliver viis.“ (Ordsp. 19:20) Og kong David, som blev tugtet strengt, skrev: „Slår en retfærdig mig, så er det kærlighed; revser han mig, er det olie for hovedet, ej skal mit hoved vise det fra sig.“ — Sl. 141:5.

Tilsynsmænd bør lytte

Måske varetager du et tilsynshverv. Hvordan lytter du til andre? Det kan være at du er tilsynsmand i den kristne menighed, eller måske er du tilsynsførende eller formand på en arbejdsplads. Når en af dine medarbejdere kommer til dig med et forslag, et problem eller en anmodning, har du så ’for travlt’ til at lytte? Eller afviser du ham, som om det han siger ikke fortjener din opmærksomhed? Ler du måske endda ad det han siger, slår det hen i spøg? Eller plejer du straks at møde en anmodning med et affærdigende „nej“, i stedet for at være åben for en drøftelse?

Hvis man optræder på den måde, er man ikke virkelig kvalificeret som tilsynsmand. Man er ikke imødekommende. Man handler på en selvrådig måde, stik imod de krav der fremsættes til tilsynsmænd i Titus 1:7: „En tilsynsmand bør som en Guds husholder være uangribelig, ikke selvrådig.“

Det er ligeledes påkrævet at en tilsynsmand „holder sig til det troværdige ord med hensyn til sin undervisning“. (Tit. 1:9) Men hvis den der henvender sig til én ikke har ret i det han siger, underviser man ham ikke ved at afvise ham uden at lytte eller ræsonnere med ham. Tværtimod risikerer man at han blot bliver endnu mere overbevist om at han har ret. Han kan også blive nedtrykt og miste lysten til at komme til én en anden gang. Han fortæller måske endog andre om den hensynsløse behandling han har fået, med det resultat at de heller ikke tør henvende sig til én.

Den der varetager et tilsynshverv bør gøre sig klart at „vel står det til, hvor mange giver råd“. (Ordsp. 11:14) At rådføre sig med andre kan ofte hindre den tilsynsførende i at begå alvorlige fejl. Jehova Gud, Skaberen, er den eneste der ikke behøver nogen til at råde sig. (Es. 40:13, 14; Rom. 11:33-36) Som tilsynsmand kan man have stor gavn af at drøfte visse ting med andre. Man kan få nye ideer. Man kan også ’bevare følingen’ med det der foregår omkring én og med dem man arbejder sammen med. Ved at lytte til et problem eller en anmodning og betragte sagen fra alle sider, kan man undgå langt større problemer senere hen.

Moses blev udvalgt af Gud til at være leder for omkring tre millioner mennesker. Alligevel anså han det ikke for at være under sin værdighed at lytte til sin svigerfader, Jetro. På Jetros opfordring indsatte Moses nogle mænd som forstandere, for at han ikke selv skulle bære hele den byrde det var at træffe alle afgørelser og dømme i alle stridigheder. — 2 Mos. 18:13-26.

Endog Jehova Gud lyttede da Abraham kom med en indtrængende anmodning. Her var ikke tale om at Abraham gav Jehova råd eller øgede hans kundskab. Jehova lyttede til Abrahams bøn for de retfærdige der måtte være i Sodoma. Naturligvis ville Jehova, på grund af sin barmhjertighed, ikke lade retfærdige dø sammen med onde og gudløse. Men læg mærke til at Jehova her, som i mange andre tilfælde, viste sin tjener tilbørligt hensyn som en ven og medarbejder ved tålmodigt at lytte til ham og imødekomme hans anmodning, skønt det senere viste sig at der ikke engang var ti retfærdige i Sodoma. — 1 Mos. 18:20-33; 15:5; jævnfør Josua 10:12-14.

Selv om ægtemanden er husets overhoved, bør han lytte til sin hustru. Hun er hans medhjælp. Det hun siger, bør han respektfuldt tage hensyn til. I et lykkeligt ægteskab må kommunikationen være fri og utvungen. På samme måde over for børnene — man må lytte lige så opmærksomt til deres spørgsmål og problemer som man ville gøre til en voksens. Dette vil skabe fortrolighed og et godt sammenhold i familien. — 1 Pet. 3:7; Ef. 6:4.

Brug dømmekraft

Det er desuden vigtigt at bruge dømmekraft når man lytter til en andens råd eller anmodning. Adam var overhoved for sin husstand, men han førte ikke an på rette måde. Han burde først og fremmest have vist Gud, hvem han skyldte alt, ubrydelig loyalitet. Men, som Jehova senere sagde til ham: „Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld; . . . i dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget.“ — 1 Mos. 3:17-19.

Det er meget vigtigt at være varsom med hvem man søger vejledning hos. I den kristne menighed er det godt at henvende sig til dem der er erfarne, dem der længe og trofast har tjent Jehova Gud. Den bibelske formaning lyder: „Husk på dem som fører an iblandt jer, dem som har talt Guds ord til jer, og efterlign deres tro idet I nøje betragter udfaldet af deres adfærd.“ — Hebr. 13:7.

Lytter man til den forkerte kan det føre til ens egen død, ja det kan endog forårsage en hel nations undergang. Det gik godt for kong Joas af Juda så længe han lyttede til den vise og trofaste ypperstepræst Jojada. Men efter Jojadas død ophørte Joas med at følge hans gode råd og vendte sig i stedet til Judas øverster, som var afgudsdyrkere. At han lyttede til deres dårlige råd, der var i modstrid med Guds ord, førte til at han gjorde sig skyldig i mord, at nationen Juda led et forsmædeligt nederlag og at Joas til sidst selv pådrog sig sygdomme og blev snigmyrdet. — 2 Krøn. 24:17-25.

Tidligere havde Salomons søn Rehabeam, der var konge over Israels tolv stammer, mistet ti af stammerne fordi han i stedet for at lytte til de gamle der havde været hans faders vise rådgivere, lyttede til de unge mænd han var vokset op sammen med. De rådede kongen til ikke at tage folkets bøn under overvejelse, men til derimod at være mere hård, tyrannisk og utilnærmelig. Ved at følge dette råd forårsagede Rehabeam at nationen blev delt og aldrig mere forenet, og dette var en medvirkende grund til at de ti stammer kastede sig ud i afgudsdyrkelse. — 1 Kong. 12:1-20.

Man kan bringe sig selv i virkelig fare for at følge en forkert handlemåde hvis man kun lytter til dem der er nært knyttet til én med familie- eller venskabsbånd, eller til dem der undlader at retlede én fordi de derved opnår nogle fordele hos én. Hvem disse end måtte være, er der, hvis man er en kristen, ingen undskyldning for at afvige fra visdommens kilde, Jehova. — Ordsp. 2:6-9.

Hvis nogen, enten åbenlyst eller mere underfundigt, søger at få én til at tage afstand fra Jehovas ord eller fra den kristne menighed, som er „en sandhedens søjle og støtte“, bør man straks afvise vedkommende. (1 Tim. 3:15) Apostelen Paulus fremsatte denne regel: „Selv om vi eller en engel fra himmelen forkyndte jer noget som en god nyhed afvigende fra det vi har forkyndt jer som en god nyhed, så lad ham være forbandet.“ (Gal. 1:8) Før israelitterne drog ind i det forjættede land sagde Moses til det forsamlede folk: „Dersom din broder eller halvbroder, din søn eller datter, din hustru, som du favner, eller din ven, der er dig kær som dit eget liv, hemmeligt vil lokke dig til at gå hen og dyrke andre guder, . . . så må du ikke føje ham eller høre på ham; og du må ikke have medlidenhed med ham, vise ham skånsel eller holde hånd over ham . . . fordi han søgte at forføre dig til frafald fra [Jehova] din Gud.“ — 5 Mos. 13:6-10.

Men når nogle kommer til dig i oprigtighed, enten for at bede dig om noget eller for at retlede dig, bør du aldrig undlade at udvise Jehovas gode egenskaber — barmhjertighed og hensynsfuldhed. Du bør også være ydmyg, med et helhjertet ønske om fremfor alt at behage Jehova. (Joh. 8:29) Ved at gøre dette følger du apostelen Paulus’ formaning: „Gå foran med at vise hinanden ære.“ — Rom. 12:10.

■ Om eftermiddagen den 15. juli 1976 havde Jehovas Vidner et specielt program for de unge ved områdestævnet „Hellig tjeneste“ i Oakland i Californien. Netop under dette program blev en bus med seksogtyve skolebørn og deres chauffør, der alle var på vej til en sommerlejr, kidnappet, og sagen vakte en del opmærksomhed.

To af de børn der overværede stævnet ville have befundet sig i den bus hvis de ikke havde fået fri for at være med til stævnet. Deres fader sagde: „Jeg er så glad for at vi var til stævne. Det er tydeligt at det lønner sig at være der hvor man skal være.“