Vandrer du som i Guds nærværelse?

PÅ GRUND af den nedarvede menneskelige svaghed er det på mange arbejdspladser nødvendigt at holde øje med de ansatte for at de ikke skal stjæle eller drive den af. Det er grunden til at der for eksempel på alle store postkontorer i U.S.A. er ansat en „inspektør“ til at overvåge personalet. Det er disse inspektørers job at afsløre alle ansatte der har „lange fingre“ og som måtte blive fristet til at tilegne sig værdifulde postforsendelser. Inspektørerne arbejder bag særlige spejle der virker sådan at de kan se personalet uden at personalet kan se dem.

Nu er det ikke sådan at postfunktionærer er mere uærlige end andre. Uærlighed blandt de ansatte har bredt sig voldsomt i hele verden, og tabene beløber sig til milliarder af kroner. Ifølge statistikkerne er der, omregnet i kroner og ører, størst uærlighed blandt tilsynsførende og ledere.

Én ting er sikker: Der var ingen af disse der ville begå uærligheder hvis de vandrede som i Guds nærværelse. At vandre som i Guds nærværelse vil først og fremmest sige at man må tro på at Gud virkelig eksisterer. Vidnesbyrdene overalt omkring os bekræfter eksistensen af en skaber, Jehova Gud, og det samme gør hans ord Bibelen. Men at tro at Gud eksisterer er ikke nok. Bibelen siger nemlig: „Du tror der er én Gud, ikke sandt? Det gør du vel i. Dog, dæmonerne tror også — og gyser.“ (Jak. 2:19) Vi må gå videre. Vi må også have tro på Guds retfærdighed, visdom og magt. Vi må forstå at Gud er klar over og interesserer sig for det der foregår på jorden blandt menneskene.

Ja, Gud ser alt. Hans synsevne overgår langt menneskers, og han behøver ikke særlige spejle for at kunne se uden selv at blive set. Om han personligt tager sig af tingene eller om han gør det ved hjælp af sin umådelige organisation af engle, er underordnet. Virkningen, resultatet, er det samme: „Alle vegne er [Jehovas] øjne, de udspejder onde og gode.“ Vi kan være forvisset om at „der er ingen skabning som er usynlig for ham, men alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab“. Læg mærke til at vi skal stå Gud til regnskab. — Ordsp. 15:3; Hebr. 4:13.

At vi skal stå Gud til regnskab, skulle få os til at se meget alvorligt på spørgsmålet om hvorvidt vi vandrer som i Guds nærværelse. Vi må huske at Gud hele tiden ser hvad vi gør. Moses, Jehovas profet og fører for det gamle Israel, var en af dem der var fuldstændig klar over dette, for vi læser om ham at „han holdt stand som så han den usynlige“. Gud var virkelig for Moses, og det skulle han også være for os. — Hebr. 11:27.

Hvis vi vandrer i Guds nærværelse undgår vi at komme i konflikt med ham, for det vil betyde at vi nærer sand gudsfrygt — frygt for at komme til at mishage Gud — idet vi ved at der ikke er nogen mulighed for at undslippe hans dom. Det vil hjælpe os til at holde os fra den vej den gudløse følger, om hvem der siges: „Gudsfrygt har han ikke for øje.“ (Sl. 36:2) At frygten for Gud kan beskytte os mod at give efter for fristelse og dermed komme i vanskeligheder, ses af den måde hvorpå patriarken Jakobs yndlingssøn, Josef, svarede da han blev opfordret til utugt af sin ægyptiske herre Potifars hustru: „Hvor skulle jeg da kunne øve denne store misgerning og synde mod Gud!“ (1 Mos. 39:9) Han vandrede som i Guds nærværelse, som om Gud iagttog ham hele tiden og som om han hele tiden kunne se Gud. Dette tjente som en beskyttelse for ham.

Uanset om angrebene fra vores modstander Satan Djævelen kommer i form af fristelser til at begå umoralitet eller andre selviske handlinger, eller de kommer i form af pres for at få os til at bryde vor loyalitet over for Jehova Gud, vil vor eneste beskyttelse være at vi vandrer som i Guds nærværelse. Det betyder at Gud må være virkelig for os. En hjælp i den retning vil være at tænke på Gud. Det kan vi for eksempel gøre ved regelmæssigt at bede til Gud. Hvis vi gør bønnen til en vane, vil vi uvilkårligt henvende os til Gud for at få hjælp når vi står over for fristelser eller pres. At bede til Gud styrker vor tro, for bøn er et udtryk for tro, og Gud besvarer bønner der er rettet til ham på den rigtige måde og om de rigtige ting. (1 Joh. 5:14, 15) Men det er selvfølgelig en betingelse at vi også gør vor del. Vi må arbejde på det vi beder om, og gøre det af hele vort hjerte. — Fil. 4:6, 7.

Det kan vi for eksempel gøre ved at øge vor viden om Jehova Gud ved at studere hans ord og de bibelstudiebøger han har tilvejebragt. Vi kan nyde godt af de ugentlige møder i menigheden. Jo bedre vi kommer til at lære Gud at kende, jo mere vil vi elske ham og jo mere vil han være i vore tanker og være den vigtigste person for os. Alt dette tager naturligvis tid, og det er grunden til at Paulus formaner os med ordene: „Se derfor nøje til hvordan I vandrer, at det ikke er som uvise men som vise, idet I køber jer den belejlige tid, fordi dagene er onde.“ Det er sandt at vi behøver en vis tid til at skaffe os livets fornødenheder på en ærlig måde og til at spise og sove, men er det sådan at vi ud over dette spilder en masse tid på overdreven hvile, en masse fornøjelser eller tidkrævende hobbyer? — Ef. 5:15, 16.

En af grundene til at lovløsheden stadig er stigende her i de sidste dage, er at folk mere end nogen sinde før ignorerer at Gud ser alting og at vi skal stå ham til regnskab. Hvis vi er vise, vil vi ikke ignorere dette men hele tiden vandre som i Guds nærværelse.

● „Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker.“ — Kol. 3:23.