Kristendommen og den sande tros kendetegn
1, 2. Hvilke forskelle er der mellem Jesu Kristi lære og den form for kristendom mange bekender sig til i dag?
DEN 24. december 1976 stillede Detroit avisen Free Press følgende spørgsmål i en overskrift:
Ville de kristne i dag være de første til at korsfæste ham igen?
I den artikel der fulgte, skrev en af bladets faste medarbejdere, Sydney J. Harris:
„Hvis Kristi andet komme fandt sted juledag, ville hans anden korsfæstelse da ikke følge hurtigt efter? Og mon ikke de ansvarlige denne gang ville være, ikke romerne eller jøderne, men dem der bryster sig af at være kristne?
Jeg gad vide hvordan vi i dag ville betragte og behandle denne mand med hans sære og skræmmende og ’urealistiske’ læresætninger om menneskelig adfærd og medmenneskelige forhold. . . .
Mon ikke militaristerne iblandt os ville overfalde ham som en kujon af en pacifist, fordi han maner os til ikke at sætte hårdt mod hårdt, men gengælde ondt med godt?
Mon ikke nationalisterne iblandt os ville angribe ham som en farlig og undergravende person fordi han fortæller os at vi alle er af samme kød? . . . Mon ikke de sentimentale iblandt os ville afvise ham, som en sortseer fordi han advarer os om at vejen til frelse er trang og besværlig? . . .
Det gad jeg nok vide. Og jeg gad vide om den kristne tidsalder overhovedet er begyndt.“
2 Denne artikel understreger med stor tydelighed nogle af de uoverensstemmelser der er mellem Jesu Kristi lære og de opfattelser som næres af mange der hævder at holde sig til den sande, bibelske tro.
Jesus og den sande tro
3, 4. Hvilken opfattelse har mange i forbindelse med beretningen om Adam og Eva? Men hvad troede Jesus? (1 Mos. 1:26) og hans disciple?
3 Vi har nu set at Første Mosebog i Bibelen lærer at de første mennesker, Adam og Eva, blev skabt af Jehova Gud. Mange præster og kirkegængere som foretrækker udviklingslæren, anser kun beretningen i Første Mosebog for at være en legende, men hvad mente Jesus, kristendommens grundlægger?
4 Hos Jesus var der ingen tvivl om at Gud havde skabt Adam og Eva, menneskeslægtens stamforældre. Det samme troede hans disciple. (1 Mos. 2:21-24; 1 Kor. 6:16; 15:45; Ef. 5:31; Luk. 3:23-38) Da Jesus ved en lejlighed besvarede et spørgsmål om skilsmisse, sagde han:
„Har I ikke læst at han som skabte dem fra begyndelsen gjorde dem som mand og kvinde og sagde: ’Af denne grund vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød’? Altså er de ikke længere to, men ét kød. Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad. . . . Jeg siger jer at enhver som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.“ — Matt. 19:4-9.
5. Hvilken holdning til Bibelen vil hjælpe os til at finde frem til den sande tro?
5 Denne udtalelse af Jesus forsikrer os om at han selv og hans disciple antog Bibelen som inspireret og pålidelig. Dette er et vigtigt kendetegn for den sande tro. (2 Tim. 3:16, 17) Hver af os kan da spørge sig selv: ’Den kirke jeg tilhører — antager den Bibelen, deriblandt dens skabelsesberetning, som inspireret og sandfærdig? Har jeg personligt den samme overbevisning som Jesus og apostlene?’
6. (a) Hvad mente Jesus om ægteskab og skilsmisse, og på hvilken måde svarer den sande tro til de oplysninger Første Mosebog giver herom? (b) Hvordan stillede de første kristne sig til kønsmoral og ægteskab? (Hebr. 13:4)
6 Jesu ord i Mattæus-evangeliet 19:4-9 illustrerer også hvor konsekvent den sande tro er i forbindelse med den rette adfærd. Jesus bekræftede at ægteskabet er helligt og at ægteskabsløftet er bindende; Bibelen tillader kun skilsmisse og nyt ægteskab hvis ægtefællen gør sig skyldig i grov umoralitet. Ved at fastholde denne guddommelige standard tilskynder den sande tro alle ægtepar til at gøre alt hvad de kan for at deres ægteskab kan blive en succes. De bør ikke blot betragte ægteskabet som en slags midlertidig social kontrakt som let kan ophæves af staten. De første kristne, som fulgte den sande tro, holdt sig fra promiskuitet, men holdt fast ved Skaberens syn på ægteskabet som en hellig og bindende forening. Om de kristne i det andet århundrede har dr. C. J. Cadoux således skrevet:
„Alle kønslige forhold uden for ægteskabets rammer var strengt forbudte. De kristne tog ofte til orde imod den løssluppenhed der herskede i den hedenske verden omkring dem.“ — The Early Church and The World, s. 283.
7, 8. Har du selv erfaret at de fleste kirkegængere holder sig til Bibelens moralnorm? Er denne norm umulig at følge i dag?
7 Finder vi at de fleste kirker standhaftigt holder fast ved Bibelens moralnormer? Er det ikke snarere almindeligt at folk der kalder sig kristne, lader sig skille og gifter sig igen uden at have nogen bibelsk gyldig grund til det? Og er der ikke mange trossamfund der beholder folk som medlemmer skønt disse lever umoralsk, måske endda i polygami?
8 Hertil vil mange sikkert sige: ’Jo, Bibelens høje moral er beundringsværdig, men i dag er det ikke muligt at leve helt efter den.’ Det er imidlertid muligt for et religiøst samfund at holde fast ved høje moralnormer på trods af ’den løssluppenhed der hersker i verden omkring os’. (Hebr. 13:4) Bemærk hvad Londonbladet Daily Telegraph har skrevet om hundredtusinder af mennesker i Afrika:
„Jehovas vidner har i hele Afrika vist at de er sømmelige og ordentlige borgere der lever efter høje moralbegreber. . . . De løse forbindelser og den polygami som ellers kendetegner det afrikanske samfund er noget utænkeligt blandt vidnerne. Sekten indprenter gode vaner som sparsommelighed, punktlighed, ærlighed og lydighed.“ — 26. oktober 1972.
9. (a) Hvilken forbindelse er der mellem Bibelens udtalelser om kønsmoral og dens fordømmelse af tyveri? (5 Mos. 5:19, 21; 1 Tess. 4:4-6) (b) Hvordan foreskriver den sande tro at der bør gribes ind over for overtrædere som bliver ved med at gøre det urette uden at angre?
9 Vi finder altså at den høje kønsmoral og respekten for ægteskabet lige fra begyndelsen har været et kendetegn for den sande tilbedelse. Dette støttes endda af den respekt for ejendomsret og de fordømmelser af tyveri vi finder i Bibelen. Sådanne principper må jo også omfatte det at stjæle en andens ægtefælle eller at fratage et menneske dets moralske renhed. (1 Mos. 2:24; Ef. 4:28) Desuden siger Bibelen klart at de der bekender sig til den sande tro men alligevel fortsætter som ’utugtige, ægteskabsbrydere, tyve eller havesyge mennesker’ uden at omvende sig, skal udvises af den kristne menighed, i overensstemmelse med Guds krav: „Fjern det onde menneske fra jeres midte.“ (1 Kor. 5:11-13; 6:9, 10) En konsekvent efterlevelse af denne guddommelige moralnorm har altid været et tydeligt kendetegn for den sande tro. Vi kan hver især spørge: Hvordan forholder det sig med min gudsdyrkelse i sammenligning hermed?
Jesus og sjælen
10. Hvordan stemmer De kristne Skrifter overens med første Mosebog med hensyn til hvad „sjælen“ er?
10 I denne behandling har vi tidligere været inde på hvad Bibelen siger om sjælen. I beretningen om Adam siges der ikke at Adam havde en udødelig sjæl, men at han var en sjæl. Denne forståelse findes både i „Det gamle Testamente“ og „Det nye Testamente“. Da apostelen Paulus citerede fra beretningen i Første Mosebog (i en omtale af opstandelsen), skrev han: „Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.’ Den sidste Adam [Jesus Kristus] blev til en levendegørende ånd.“ (1 Kor. 15:45) Altså finder vi også overensstemmelse på dette punkt.
11. Hvilket håb havde Jesu disciple, og hvordan kunne de være sikre på at det var reelt og ikke bare ønsketænkning? (1 Pet. 1:3, 4; Apg. 10:39, 40; 17:31; 1 Kor. 15:3-8)
11 På grund af det der skete med Jesus selv, var hans første disciple heller ikke i tvivl om hvad sjælen er. Jesus, en menneskesjæl, blev dræbt. Han var død i tre dage, og i denne periode levede han ikke noget andet sted. (Apg. 2:22-27; 1 Kor. 15:3, 4) Han var i graven indtil Gud på den tredje dag oprejste ham med et åndelegeme, og senere vendte han tilbage til himmelen. (1 Pet. 3:18) Ved en tidligere lejlighed havde Jesus sammenlignet døden med en tilstand uden bevidsthed, som søvnen, hvorefter han havde sagt til de troende: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ (Joh. 11:11-14, 25; 5:28, 29) Hans disciple havde derfor ingen grund til at tro på en eller anden græsk filosofi om at mennesket har en udødelig sjæl.
12. Hvilken betydning har opfattelsen af hvad „sjælen“ er?
12 I lyset af dette kan vi hver især overveje hvad vi lærer i det trossamfund eller den kirke vi tilhører. Er vi blevet vejledt i overensstemmelse med den opfattelse der altid har kendetegnet sand tro, nemlig at mennesket er en sjæl, og at de døde kun kan få liv igen ved en opstandelse? Dette er ikke et spørgsmål man kan tage let på; vort håb afhænger af det.
Jesus og budene til Noa
13, 14. Hvorfor er spørgsmålet om blod af betydning i forbindelse med den sande gudsdyrkelse?
13 Vi kan med rette gå ud fra at ligesom Jesu lære stemmer overens med Bibelens beretning om Adam, sådan vil den også stemme med det vi læser i Bibelen om Noa. Det er også tilfældet. Som allerede nævnt finder vi i Første Mosebog 9:3-6 en guddommelig vejledning der skulle gælde for hele menneskeheden. Gud forbød mennesker at spise kød som endnu indeholdt blod, og at tage andre menneskers liv.
14 Fra dette tidspunkt har respekten for blodet altid hørt med til den sande tro; Gud sagde selv at blodet skulle repræsentere livet, der stammede fra ham og tilhørte ham. (3 Mos. 17:13, 14; Sl. 36:10) I harmoni med dette blev Jesu blod udgydt som et offer for hele menneskeslægten. (Ef. 1:7; Hebr. 9:11-14; 1 Pet. 1:19) Men kræves det også af de kristne at de skal afholde sig fra at spise blod og kød hvoraf blodet ikke er løbet ud? Hvis vi ser i De kristne Skrifter, „Det nye Testamente“, finder vi at der i det femtende kapitel i bogen Apostelgerninger er optegnet en bindende afgørelse truffet af apostlene og de ældste i Jerusalem, der tilsammen dannede et centralt styrende råd af kristne ældste. Under Guds ånds ledelse bekræftede de at kristne skal afholde sig fra blod, som det også blev befalet gennem Noa. — Apg. 15:28, 29; 21:25.
15, 16. Hvilken overensstemmelse er der mellem de første kristnes og Jehovas Vidners syn på blod?
15 De første kristne overholdt omhyggeligt denne lov fra Gud. Ifølge den latinske forfatter Tertullian havde de kristne i det andet og det tredje århundrede ’ikke engang dyreblod blandt retterne ved deres måltider, og de afholdt sig fra det kvalte og selvdøde’. Selv forfølgerne måtte indrømme at de der holdt sig til den sande kristne tro ikke ville spise kød som indeholdt blod. De prøvede at friste de kristne ’med blodpølser, idet de selvfølgelig var forvissede om at det var forbudt blandt dem’. — Tertullians Forsvarsskrift, første del, kapitel 9.
16 Er dette særkende for den sande tro siden blevet opgivet? Skønt de fleste kirker ser bort fra eller måske slet ikke lærer hvad Bibelen siger i denne forbindelse, er det dog stadig et kendetegn for den ægte kristendom. I 1976 fortalte en rapport fra et afrikansk land om en gruppe Jehovas vidner der var blevet fængslet fordi de fastholdt deres politiske neutralitet, ligesom de første kristne gjorde. Fangevogterne satte deres tro på prøve ved at forsøge at tvinge dem til at ’skrive et brev hvori de afsvor deres tro, ændrede deres religion, accepterede polygami eller gik ind på at spise kød hvoraf blodet ikke var løbet ud’. Vi er glade for at kunne sige at disse kristne reagerede ligesom de apostle der sagde: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apg. 5:29.
17. Hvilket andet kendetegn for sand tro kan kristne finde i Guds befaling til Noa?
17 Vi vil nu se på endnu et troens kendetegn som vi kan udlede af den befaling Gud gav Noa. På det tidspunkt, hvor hele menneskeslægten kun bestod af otte sjæle, erklærede Gud tydeligt at mennesker ikke måtte kæmpe imod hinanden eller begå mord. (1 Mos 9:5, 6) Denne følelse af broderlig samhørighed blandt alle mennesker og denne respekt for menneskelivet er et af de allertydeligste kendetegn for den sande tro. — 2 Mos. 20:13.
18. (a) Hvad sagde Jesus selv at hans disciple kunne kendes på? (b) Hvordan stillede de første kristne sig, på grund af Jesu ord, til spørgsmålet om krig? (Matt. 5:43-45; 26:52)
18 Kort før sin død sagde Jesus: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Joh. 13:34, 35) Som følge heraf nægtede de første kristne at lade sig indrullere i den romerske hær eller at kæmpe for nogen anden nation i fortiden. I sit „Essay om krigens overensstemmelse med kristendommens principper“ skriver Jonathan Dymond efter en undersøgelse af dette spørgsmål:
„De kristne som levede tættest ved vor Frelsers tid, troede med så usvigelig tillid på at han utvetydigt havde forbudt krig — at de åbent bekendte sig til denne opfattelse, og at de til støtte for dette var villige til at ofre, og ofrede, deres formue og deres liv.
Senere var der imidlertid kristne der blev soldater. — Og hvornår? Da deres generelle troskab mod kristendommen var blevet svækket; — da de også i andre henseender overtrådte dens principper; . . . Kort sagt: de blev soldater da de var ophørt med at være kristne.“ — S. 60,61.
19. Hvilket særkende for den sande tro lagde bibelskribenten Johannes særlig vægt på?
19 Apostelen Johannes henledte i meget høj grad opmærksomheden på kærlighedens centrale betydning i den sande tro. Han skrev: „For dette er det budskab som I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden; ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel. . . . Børnlille, lad os ikke elske med ord, heller ikke med tungen, men i gerning og sandhed.“ — 1 Joh. 3:11, 12, 18.
Enig støtte af Riget
20. Hvad kan vi pege på angående Riget når vi skal hjælpe andre til at finde den sande tilbedelse?
20 Endnu en grund til den verdensomspændende enhed der knytter de kristne sammen som brødre, findes i det der var Jesu forkyndelses hovedtema: himlenes rige. Sande kristne giver deres støtte og vier deres liv til dette rige, hvor på jorden de end lever. Millioner af kirkegængere gentager „mønsterbønnen“, fadervor, som Jesus lærte fra sig, og udtaler i denne bøn ordene „Komme dit rige“; men forstår de at Riget er en virkelig regering som i bogstavelig forstand skal herske over jorden til gavn for alle jordens indbyggere og velsigne menneskeheden med retfærdighed, fred, sundhed og liv? (Åb. 21:3, 4; 2 Pet. 3:11-13) Om dette rige sagde Jesus da han stod over for den romerske landshøvding Pontius Pilatus:
„Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ — Joh. 18:36.
21. Hvad viser sande kristne deres loyalitet, og hvortil vier de deres kræfter?
21 Dette rige er af himmelsk oprindelse. Sande kristne respekterer ganske vist den indsats mennesker gør for at få indført fred, men de vil alligevel ofre alle deres kræfter og ressourcer på at forkynde om det himmelske rige og det håb det fremholder for hele menneskeheden. (Matt. 24:14; 28:18-20) At tro på Riget og vise det loyalitet er derfor det vigtigste i alle Kristi sande disciples liv.
22. Hvilket standpunkt tog de første kristne i forbindelse med de verdslige regeringer? (Tit. 3:1; 1 Pet. 2:17)
22 De kristne som levede i den første tid efter apostlenes død, viste også at de troede på Kristi ord hvad dette angår. De betalte deres skat, adlød lovene i det land de boede i, og var i enhver normal henseende eksemplariske borgere. (Matt. 22:17-21; Rom. 13:1-7) Men de holdt sig til enhver tid neutrale i forhold til politiske stridigheder og grupperinger. Et historisk værk siger:
„De kristne var fremmede og pilgrimme i verden; deres borgerskab var i himmelen; det rige de så hen til, var ikke af denne verden. Den deraf følgende mangel på interesse i offentlige forhold, blev således fra begyndelsen et iøjnefaldende træk ved kristendommen.“ — Christianity and the Roman Government af E. G. Hardy, s. 39.
23. Hvorfor er Jehovas Vidners neutrale standpunkt af interesse når vi taler om den sande tro? (Joh. 15:19)
23 Når vi i dag skal finde dem der følger den sande tro, må vi derfor lede efter nogle som holder sig neutrale i forhold til jordiske regeringer, ikke af personlige grunde, men fordi de afventer at Guds rige vil gribe ind for at gøre en ende på de uretfærdigheder og lidelser vi ser i vor tid. Findes den slags kristne i dag? I en bog der for nylig er udgivet om kristendommen, står følgende iagttagelse:
„Jehovas Vidners afstandtagen fra politisk, militært og socialt engagement er af deres fjender blevet fortolket som had mod menneskeslægten, og dette har været den største årsag til den oprørende forfølgelse de så ofte er blevet udsat for.“ — American Christianity And Historical Interpretation.
I bogen From State Church to Pluralism (1971) (Fra statskirke til pluralisme), skrevet af F. H. Littell, står der:
„Hvor ufattelig og bogstavtro Jehovas Vidners besynderlige lære om Guds rige end kan synes, må vi dog ikke glemme at Rigets komme i den bibelske lære er en begivenhed der har dramatisk gennemslagskraft og strider imod normal menneskelig forventning.“ — S. 212.
Jo, ganske rigtigt afviger Bibelens lære om Riget fra det syn man anlægger i verden, ganske som det var tilfældet da Jesus stod til doms foran Pontius Pilatus. Men Jesus sagde også: „Visdommen er retfærdiggjort af sine gerninger.“ Hvis vi ønsker at finde den sande tro, er det umagen værd at undersøge hvilke gerninger de som følger Bibelen, øver. — Matt. 11:19.
Hvad betyder alt dette?
24. Hvilke vigtige kendetegn for den sande tro kan vi nævne som opsummering?
24 I denne behandling har vi langtfra beskæftiget os med alle de punkter der kendetegner den sande tro. Men det vi har set giver os dog et tilstrækkeligt grundlag til at kunne bedømme vort eget trossamfunds læresætninger og praksis, ja, vor egen personlige tro og handlemåde. På baggrund af det vi har fundet i Bibelen, og det vi ved at de første kristne levede efter, vil vi let kunne genkende den sande tro, for vi ved at den blandt andet må gå ind for følgende: At mennesket blev skabt direkte af Gud, til at leve på jorden; at mennesker ikke har en udødelig sjæl, men at de døde får en fremtidig opstandelse; at vi standhaftigt må undgå umoralitet og forsvare den ægteskabelige ordnings hellighed: at det er vigtigt at følge Guds lov om blodet og at vise kærlighed mod andre, hvilket også gør livet langt mere glædeligt; og at kristne må forkynde Guds rige med henblik på at hjælpe andre til at få det storslåede håb som Gud stiller i udsigt.
25, 26. Hvorfor er det vigtigt at vi hver især personligt sætter os ind i disse kendetegn for den sande tilbedelse? Hvad vil resultatet blive?
25 Nogle vil måske finde at den religion de bekender sig til, eller deres personlige tro og handlemåde, adskiller sig fra det der ifølge Bibelen kendetegner den sande tro. Hvis du finder at du må gøre nogle forandringer, så tøv ikke med det. Følg det inspirerede råd i Første Petersbrev 3:10-12: „For ’lad den der vil elske liv og se gode dage . . . vende sig fra ondt og gøre godt; lad ham søge fred og jage efter den. For Jehovas øjne hviler på de retfærdige.’“
26 Hvordan kan vi jage efter det der er ret? Ikke bare ved at forlade det der ikke stemmer overens med den sande tro, men også ved at tage skridt til at leve i harmoni med Guds vilje. Husk at Noa ikke blot troede. Bibelen fortæller at Noa vandrede med Gud og var „en forkynder af retfærdighed“. Det forholdt sig på lignende måde med Jesus og hans apostle. De både troede — og levede efter den rette lære. Det betød at de delagtiggjorde andre i den gode nyhed om Guds rige og om den fredelige tingenes ordning som Gud lover at indføre på jorden. (Matt. 4:17; 10:7; 28:19, 20) Hvis vi af hele vort hjerte gør det samme, vil det bringe os selv stor glæde, og samtidig give andre et håb, en mening med tilværelsen, og sand lykke. De vil modtage rige velsignelser når de finder det der kendetegner den sande tro — og lever efter den.
[Illustrationer på side 15]
I stedet for at lade sig engagere i krige og stridigheder har sande kristne opnået en verdensomspændende enhed — som bygger på deres fælles håb om Guds rige
[Ramme på side 16]
● „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ — Matt. 28:19, 20.