Hvem er egnet til at undervise i menigheden?
„Hvem er viis og forstandig iblandt jer? Lad ham ved sin gode adfærd vise sine gerninger med en mildhed der hører visdom til.“ — Jak. 3:13.
1. Hvorfor er det meget vigtigt at de der underviser i den kristne menighed også er egnede til det?
EN LÆRERS indflydelse kan enten være gavnlig eller skadelig. Det gælder navnlig i spørgsmål om gudsdyrkelse. Om farisæerne sagde Jesus Kristus: „De er blinde vejledere. Hvis en blind leder en blind, vil begge falde i et hul.“ (Matt. 15:14) Alle som blindt fulgte farisæernes ubibelske lære styrede mod åndelig ruin og død, hvorimod de der fulgte Guds søns sunde lære befandt sig på livets vej. (Matt. 7:13-20, 24-27) Da det drejer sig om menneskeliv, er det bydende nødvendigt at de der underviser i den kristne menighed også er egnede til det.
2. Hvorfor kunne apostelen Paulus sige: „Jeg er ren for alles blod“?
2 Af det apostelen Paulus sagde om sig selv til de ældste fra menigheden i Efesus, fremgår det at en kristen lærer kan pådrage sig blodskyld eller holde sig fri for blodskyld, alt efter hvordan han røgter sit ansvar. Apostelen sagde: „Derfor kalder jeg jer på denne dag til vidne på at jeg er ren for alles blod, for jeg har ikke holdt mig tilbage fra at meddele jer hele Guds råd.“ (Apg. 20:26, 27) Hvis nogle af de ældste i Efesus-menigheden blev troløse og begyndte at fordreje Skriften til deres åndelige undergang og til skade for deres medtroende, ville det ikke være Paulus’ fejl. (Jævnfør Apostelgerninger 20:29, 30.) De ville pådrage sig selv blodskyld. Apostelen havde gjort sit yderste for at bibringe dem „hele Guds råd“. Han havde ikke unddraget dem noget som helst af det der var nødvendigt for deres frelse. Han havde ikke søgt at blive populær ved at kildre deres ører eller ved at undgå emner der tydeligt ville afsløre en forkert indstilling eller urette ord og handlinger. — Jævnfør Andet Timoteusbrev 4:3, 4.
3. Hvad må vi, i overensstemmelse med Paulus’ eksempel, vente af en mand der er egnet til at undervise i menigheden?
3 I overensstemmelse med apostelen Paulus’ eksempel må en mand der er egnet til at undervise i den kristne menighed, kende og forstå alt hvad der er nødvendigt for at opnå frelse, sådan at hans undervisning ikke bliver mangelfuld på vigtige punkter. Han må også være villig til at fremholde „hele Guds råd“, uden hensyn til menighedens indstilling. Der kan være tider da menigheden reagerer positivt på tugten og retledningen fra Guds ord. Men der kan også være tider da mange faktisk ikke ønsker at ændre deres forkerte indstilling og handlemåde. Men den kristne lærer må fortsat holde sig trofast til Guds ord når han yder åndelig hjælp. Hvis nogle har en forkert holdning må han beherske sig og ikke blive utålmodig med dem, men blive ved med at forkynde sandheden. Bemærk i den forbindelse hvad apostelen Paulus skrev til Timoteus: „Forkynd ordet, vær på færde når tiden er gunstig og når tiden er ugunstig, retled, irettesæt, tilskynd, med al langmodighed og undervisning.“ — 2 Tim. 4:2.
4. Hvem var vejledningen i Jakob 3:1 rettet til?
4 Eftersom den sunde lære har betydning for menneskers frelse, er undervisning en opgave og et ansvar der kun bør betros mænd som er egnede. Den kristne discipel Jakob skrev: „Ikke mange af jer bør blive lærere, mine brødre.“ (Jak. 3:1) Denne inspirerede formaning blev ikke givet for at fraråde kvalificerede mænd at blive lærere, for Bibelen siger også: „Hvis nogen rækker ud efter et tilsynshverv, er det en smuk gerning han ønsker.“ (1 Tim. 3:1) Jakob henvendte sine ord til mænd der optrådte som lærere over for deres medtroende selv om de ikke var udnævnt eller egnede til at undervise. Disse uegnede mænd tragtede efter den anseelse og myndighed der var forbundet med at være lærere, uden hensyn til om de opfyldte kravene. De må have lignet de mænd som apostelen Paulus beskrev med ordene: „De ønsker at være lovlærere, skønt de hverken forstår det de siger eller de ting hvorom de fremsætter så stærke påstande.“ — 1 Tim. 1:7.
„En tungere dom“
5. I hvilken forstand får lærerne „en tungere dom“?
5 Eftersom disse mænd der gerne ville optræde som lærere ikke havde den fulde forståelse eller værdsættelse af „hele Guds råd“, var det nødvendigt at indskærpe dem hvor alvorlig en lærers situation var. Jakob understregede at lærere, han selv indbefattet, ville „få en tungere dom“. (Jak. 3:1) Da en lærer stiller sig op for at vejlede andre, forventes der mere af ham end af menighedens øvrige medlemmer. Det er i harmoni med det bibelske princip: „Den man betror meget, af ham vil man kræve mere end sædvanlig.“ (Luk. 12:48) En lærers ord og handlinger bliver således bedømt mere kritisk end andre kristnes. Og hvis en lærer fejler i sin undervisning og det fører til problemer for andre i menigheden, eller hvis hans handlinger med rette volder anstød, kan han vente at få en alvorlig dom af Jehova Gud gennem Herren Jesus Kristus. Guds søn sagde: „Jeg siger jer at menneskene på dommens dag skal aflægge regnskab for hver eneste unyttig udtalelse de fremsætter; for ud fra dine ord vil du blive erklæret retfærdig, og ud fra dine ord vil du blive fordømt.“ — Matt. 12:36, 37.
6. Hvilken fare er der når man underviser, ifølge Jakob 3:2?
6 Disciplen Jakob fortsætter sin argumentation med at sige: „For vi fejler alle mange gange. Hvis nogen ikke fejler i ord, så er han en fuldkommen mand.“ (Jak. 3:2) Da selv udmærkede lærere er tilbøjelige til at fejle i ord, er faren for at ukvalificerede personer gør det, naturligvis langt større. Og jo flere og større fejl en lærer begår, jo mere skade vil det volde menigheden og jo strengere vil han selv blive dømt.
„Hvem er viis og forstandig?“
7. Hvad viser spørgsmålet i Jakob 3:13 angående de krav der må stilles til en lærer?
7 I betragtning af de farer der er forbundet med at undervise andre, er det på sin plads at spørge: Hvem er egentlig egnet til at undervise? Disciplen Jakob stillede et lignende spørgsmål: „Hvem er viis og forstandig iblandt jer?“ (Jak. 3:13) Det er værd at bemærke at Jakob ikke blot spurgte: ’Hvem har gode talegaver?’ For at undervise godt er det ikke nok at man bare er god til at udtrykke sig. Man må også have visdom og forstand. Den vise nærer en behørig frygt for Jehova Gud og forstår at anvende kundskab på en måde der fører til gode resultater. (Ordsp. 9:10) Den forstandige ejer evnen til at gennemskue en sag, at finde ud af hvad den drejer sig om, og at se hvordan forskellige aspekter af en situation forholder sig til hinanden. Han fatter den fulde betydning af det han har med at gøre. Det vil sige at han nødvendigvis må være en moden kristen, en hvis ’opfattelsesevner gennem brugen er blevet opøvet til at skelne mellem ret og uret’. — Hebr. 5:14.
8. Hvoraf fremgår det om en mand har den fornødne forstand og visdom til at kunne undervise sine medtroende?
8 Hvordan kan man se om en mand har den fornødne visdom og forstand til at belære sine medtroende? Hans livsførelse må vidne om at han er i besiddelse af den visdom og forstand der følger med en dyb ærefrygt for Jehova Gud. Disciplen Jakob siger videre: „Lad ham ved sin gode adfærd vise sine gerninger med en mildhed der hører visdom til.“ (Jak. 3:13) Andre må altså kunne se at han opfører sig på en måde der stemmer med Guds indstilling, handlemåde og personlighed.
9. Hvordan kan en mand vise den „mildhed der hører visdom til“, og hvorfor er dette vigtigt hvis han skal undervise i menigheden?
9 En ret adfærd indbefatter at han også viser „en mildhed der hører visdom til.“ For at være egnet til at undervise må han være venlig, rolig og fredelig, ikke skrap, højrøstet og stædig eller arrogant. Han må heller ikke være tilbøjelig til at fremsætte stærke påstande uden at underbygge dem med gode argumenter eller beviser. Den der mangler mildhed vil have meget svært ved at følge Paulus’ råd til Timoteus: „En Herrens træl bør ikke strides med nogen, men bør være mild imod alle, egnet til at undervise, idet han finder sig i ondt og med mildhed belærer dem som ikke er gunstigt stemt.“ — 2 Tim. 2:24, 25.
Egenskaber som diskvalificerer
10. (a) Hvordan kan bitter skinsyge give sig udslag? (b) Hvad vil stridbarhed sige?
10 Især med adresse til mænd som antog at de var egnede til at undervise i menigheden, pegede disciplen Jakob derefter på nogle egenskaber der havde diskvalificerende virkning. Vi læser: „Men hvis I har bitter skinsyge og stridbarhed i jeres hjerte, så pral ikke og lyv ikke imod sandheden.“ (Jak. 3:14) Disse ord maner til selvransagelse. Man kunne spørge sig selv: ’Huser jeg bitter skinsyge i mit hjerte? Er jeg stridbar?’ Den skinsyge viser blandt andet et upassende ønske om at fremhæve sig selv og sine egne meninger. Det kan for eksempel give sig udslag i at han stædigt og fanatisk holder fast ved sine egne synspunkter mens han åbent angriber og taler dårligt om meninger der afviger fra hans, eller ikke vil indse at andres visdom og forstand kan være lige så god, eller endog bedre, end hans. Den stridbare har en trættekær og krigerisk indstilling. Han kan være tilbøjelig til at benytte sig af midler der volder uro for at skabe forvirring og for at fremme sine egne planer. En sådan stridbarhed kommer af stolthed og selvisk ærgerrighed.
11. Hvorfor kunne Jakob med rette antyde at den der husede bitter skinsyge og stridbarhed i sit hjerte og alligevel gerne ville være lærer, i virkeligheden ’pralede og løj imod sandheden’?
11 Når den skinsyge og stridbare henviser til at han er egnet som lærer, praler han i virkeligheden — og det til trods for at den kristne sandhed, som han foregiver at undervise i, fordømmer de dårlige karaktertræk han lægger for dagen. Den der har en splittende kappestridens ånd og som alligevel mener at han er egnet til at undervise i menigheden, giver et forkert billede af — eller lyver imod — den sandhed der fremholdes i Bibelen. I betragtning af hans uønskede egenskaber har han ikke noget grundlag for at prale af sin egnethed som lærer. Hvis han gør det, lyver han. Fordi han søger sit eget og har et stridbart hjerte, er han uegnet til at være lærer i menigheden.
12. Hvilken form for visdom er det den skinsyge og stridbare er i besiddelse af?
12 Den visdom en sådan selvisk og stridslysten mand gør krav på at have, kan ikke være himmelsk visdom. Disciplen Jakob skriver: „Dette er ikke den visdom der kommer ned ovenfra, men den jordiske, sjælelige, dæmoniske.“ (Jak. 3:15) Guddommelig visdom står i stærk kontrast til bitter skinsyge og stridbarhed. — Ordsp. 6:16-19.
13-15. Hvordan kan denne visdom siges at være (a) jordisk, (b) sjælelig og (c) dæmonisk?
13 Den der med urette tragter efter at blive lærer, har en visdom som er karakteristisk for gudfremmede jordiske mennesker. Han er som de der ikke har nogen åndelighed men som bruger deres tid og kræfter på at pleje deres egne lyster eller på at vinde gods og anseelse i denne ustabile tingenes ordning. (Fil. 3:19; Kol. 3:2) Hans motiv til gerne at ville være lærer er forkert. Han er stolt og vil gerne have den respekt og ære som han i sit eget sind forbinder med opgaven.
14 Den stoltes og stridbares visdom er også sjælelig, det vil sige, den hænger naturligt sammen med at mennesket er en sjæl, en skabning der opfatter med sine sanser. Ifølge Bibelen er både mennesker og dyr sjæle. (4 Mos. 31:28, NW; 1 Kor. 15:45; Åb. 16:3) Menneskesjælene er udrustet med moralsk sans og forstandsevner, hvorimod dyresjælene er fornuftløse. (2 Pet. 2:12; Jud. 10) Når denne visdom omtales som „sjælelig“, peges der altså på at den er uåndelig, at den er et resultat af kødelige sanseindtryk, ønsker og tilbøjeligheder.
15 Derefter siger Jakob med rette at denne visdom også er dæmonisk. Det er den fordi dæmonerne (de onde ånder) har et sindelag der er i modstrid med den guddommelige visdom. De er ikke milde men grusomme og ondskabsfulde, hvilket ses af den sørgelige tilværelse de dæmonbesatte førte. (Mark. 5:2-5) Og med hensyn til Satan Djævelen, dæmonernes hersker, viser Bibelen at det var stolthed og ærgerrighed der var skyld i hans fald. — 1 Tim. 3:6.
De ønskværdige egenskaber der er forbundet med himmelsk visdom
16. Hvilke træk kendetegner den himmelske visdom?
16 For at være egnet til at undervise sine medtroende, må man være fri for de egenskaber der er forbundet med den jordiske, sjælelige og dæmoniske visdom. Man må tværtimod i sin livsførelse vise at man ledes af den himmelske visdom. Disciplen Jakob beskriver denne visdom på følgende måde: „Visdommen ovenfra er først og fremmest ren, derefter fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter, ikke partisk, ikke hyklerisk.“ (Jak. 3:17) Lad os overveje hvad det indebærer.
17. Hvad menes der med „ren“ og „fredsstiftende“?
17 De der egner sig til at tjene som lærere, betegnes som ’rene’; de er ubesmittede på sind og hjerte. De er ikke blot fredsommelige, men de stifter fred. De undgår altså ikke blot at være aggressive eller krigeriske, men de gør sig direkte umage for at skabe et godt forhold til og mellem andre. (Rom. 14:19; 1 Tim. 3:3) De giver sig ikke af med noget eller billiger noget der vil forstyrre freden. — Jævnfør Ordsprogene 16:28; 17:9.
18. Hvordan viser man at man er (a) rimelig, (b) rede til at adlyde og (c) fuld af barmhjertighed og gode frugter?
18 Den rimelige er parat til at bøje sig; han er fornuftig eller moderat, ikke fanatisk i sin nidkærhed. Han vil ikke holde fast ved lovens bogstav eller insistere på at få sin egen mening igennem, men se menneskeligt på en sag og vise passende hensyn. (Jævnfør Første Petersbrev 2:18.) Fremfor at være stædig, vil den der ejer himmelsk visdom være „rede til at adlyde“. Han er samarbejdsvillig og parat til at efterkomme rette anmodninger. Han bøjer sig for Skriftens ord. Han er ikke den type der holder fast ved et standpunkt han én gang har taget, uanset om det er rigtigt eller forkert; nej, hvis det tydeligt viser sig at han har taget et forkert standpunkt eller har draget fejlagtige slutninger, vil han være hurtig til at rette det. Den der er i besiddelse af himmelsk visdom, er også „fuld af barmhjertighed og gode frugter“. Han er hensynsfuld over for andre. Han har medynk med dem der er ilde stedt, og han er ivrig efter at gøre hvad han kan for at hjælpe dem. Hans „gode frugter“ indbefatter alle handlinger som er i harmoni med godhed, retfærdighed og sandhed. — Ef. 5:9.
19. Hvad menes der med at en person ikke er partisk?
19 Den der lader sig lede af himmelsk visdom, er „ikke partisk“. Han favoriserer ikke nogen på grund af deres udseende, stilling, rigdom, position i verden eller indflydelse i menigheden. (Jævnfør Jakob 2:1-4.) Han stræber efter at behandle sine medmennesker upartisk.
20. (a) Hvad er en hykler? (b) Hvordan viser den der ejer himmelsk visdom at han ikke er hyklerisk?
20 Den himmelske visdom gør aldrig et menneske hyklerisk. En hykler er en der foregiver at være noget han ikke er. Den der lægger himmelsk visdom for dagen går ikke med maske. I alt hvad han foretager sig, er han pålidelig og retskaffen. — Ef. 4:25.
21. Hvordan kan vi personligt drage nytte af det Bibelen siger om kravene til dem der tjener som lærere i menigheden?
21 Det der kræves af kristne lærere bør få os alle til omhyggeligt at ransage os selv. Viser vi at vi gerne vil leve i overensstemmelse med den himmelske visdom? Uanset om vi har til opgave at undervise i menigheden eller ej, har vi alle som Kristi disciple pligt til at lære andre sandheden at kende. Derfor er det vigtigt at både vor indstilling, vore ord og vore handlinger er i harmoni med det vi giver udtryk for at være. (Rom. 2:21, 22) Måtte vi blive ved med at stræbe efter at blive bedre til at tjene vor himmelske Fader, og måtte vi glæde os over de velsignelser han har skænket os. — Jævnfør Første Timoteusbrev 4:15, 16.
[Illustrationer på side 20]
„Hvis en blind leder en blind . . .“ — Matt. 15:14.