Spørgsmål fra læserne

Hvad mente disciplen Jakob da han sagde: „Ikke mange af jer bør blive lærere, mine brødre, da I ved at vi vil få en tungere dom“? — Jakob 3:1.

Jakob mente bestemt ikke at kristne skulle undlade at lære andre om sandheden. I Mattæus 28:19, 20 befalede Jesus sine efterfølgere: „Gør disciple af folk af alle nationerne, . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ Alle kristne skulle altså være lærere. Apostelen Paulus irettesatte de kristne hebræere fordi de endnu ikke var det. Han skrev: „Skønt I burde være lærere i betragtning af den tid der er gået, trænger I på ny til at nogen underviser jer fra begyndelsen i de elementære ting i Guds hellige udsagn.“ — Hebræerne 5:12.

Hvad var det så Jakob tænkte på? Hans vejledning gælder de særlige undervisningsopgaver i menigheden. I Efeserbrevet 4:11 læser vi: „Han [Jesus Kristus, menighedens hoved] gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere.“ Ligesom i de første kristne menigheder er der også i dag særlige undervisningsopgaver at varetage i menighederne. Det Styrende Råd, der repræsenterer „den trofaste og kloge træl“, har for eksempel et særligt ansvar for at føre tilsyn med undervisningen i den verdensomspændende menighed. (Mattæus 24:45) De rejsende tilsynsmænd og menighedernes ældste har også særlige undervisningsopgaver.

Frarådede Jakob kvalificerede kristne mænd at blive lærere fordi de derved ville få en tungere dom fra Gud? Nej, det gjorde han ikke. Ældsteopgaven er en stor forret, hvilket fremgår af Første Timoteusbrev 3:1, hvor der siges: „Hvis nogen tragter efter et tilsynshverv, er det en smuk gerning han ønsker.“ En af forudsætningerne for at en mand kan blive udnævnt til ældste, er at han er „egnet til at undervise“. (1 Timoteus 3:2) Jakob modsagde ikke Paulus’ inspirerede ord.

Noget tyder imidlertid på at nogle i det første århundrede ophøjede sig selv som lærere, uden at være egnede eller udnævnt dertil. De følte sandsynligvis at der var en vis værdighed forbundet med dette hverv, og de tragtede efter personlig ære. (Jævnfør Markus 12:38-40; Første Timoteusbrev 5:17.) Apostelen Johannes omtalte for eksempel Diotrefes, som ’gerne ville være først, men som ikke tog imod noget fra ham med respekt’. (3 Johannes 9) I Første Timoteusbrev 1:7 omtales nogle som ’ønskede at være lovlærere, skønt de hverken forstod det de sagde eller det de fremsatte så stærke påstande om’. Jakobs ord i kapitel 3, vers 1, gælder især dem der gerne vil være lærere, men som har et forkert motiv. De kan være til stor skade for hjorden og vil derfor få en tungere dom. — Romerne 2:17-21; 14:12.

Jakob 3:1 er også en god påmindelse for dem der er egnede og tjener som lærere. Eftersom de har fået meget betroet, vil der også blive krævet meget af dem. (Lukas 12:48) Jesus sagde: „Menneskene [skal] på dommens dag . . . aflægge regnskab for hver eneste unyttig udtalelse de fremsætter.“ (Mattæus 12:36) Dette gælder især for de udnævnte ældste, hvis ord har stor vægt.

Ældste skal aflægge regnskab for den måde de behandler Jehovas ’får’ på. (Hebræerne 13:17) Det de siger berører ’fårenes’ liv. En ældste må derfor ikke fremholde sin egen mening eller mishandle ’fårene’ ligesom farisæerne gjorde. Han må bestræbe sig for at vise dem den samme dybe kærlighed som Jesus viste. Når han skal undervise andre, især i forbindelse med udvalgssager, bør han veje sine ord, idet han ikke blot lader munden løbe eller giver udtryk for hvad han personligt mener. Hyrder der støtter sig helt til Jehova, hans ord og hans anvisninger gennem organisationen, vil ikke få „en tungere dom“, men høste rige velsignelser fra Gud.