Vidnesbyrd om en Skaber

BETRAGT de umådelige himle gennem et kraftigt teleskop, eller spejd gennem et avanceret mikroskop ind i molekylernes og atomernes forunderlige verden. Hvad ser du? Fra det kæmpestore til det diminutive små, ja i hele det fysiske univers er der orden, skønhed og planmæssighed. Og hvilken slutning må vi drage når noget følger en plan? Mon ikke den vi finder udtrykt i Bibelen, i Hebræerbrevet 3:4? Dér står: „Ethvert hus bygges jo af en eller anden, men den der har bygget alt er Gud.“

Og hvad siger det os når der er orden? Naturforskeren Sir Isaac Newton, der var en gudfrygtig mand, iagttog som den første at alt i universet bevæger sig fra orden til uorden. Dette førte til den slutning at der ved enhver omdannelse af stof i verden omkring os går en del af planmæssigheden tabt, medmindre en formålsbestemt kraft udefra spiller ind. Den oprindelige planmæssighed brydes ned. Fra starten må en eller anden altså have planlagt og skabt tingene og derpå anbragt dem i en bestemt orden. Men hvis denne Planlægger ikke greb ind i tingene, ville den orden de er underlagt brydes ned konstant.

At en intelligent Planlægger har frembragt universet stemmer overens med den skabelsesteori som nogle videnskabsmænd kalder „Big Bang“-teorien. I de senere år har denne teori vundet frem på bekostning af „Steady State“-teorien, ifølge hvilken man hævder at universet har eksisteret altid, og altså ingen begyndelse har. Vi er dog ikke henvist til at støtte os til den moderne videnskabs flyvesandsteorier for at bevise at der findes en Skaber, for Skaberen tilkendegiver selv tydeligt hvem og hvad han er: „Så siger [Jehova], . . . Det var mig, som dannede jorden og skabte mennesket på den; mine hænder udspændte himlen, jeg opbød al dens hær.“ (Es. 45:11, 12) Vidnesbyrd om hans skabervirke kan iagttages i utallige af de ting der omgiver os og som vi så ofte forbavses over.

„Det var mig, som . . . skabte mennesket“

På et eller andet tidspunkt har vi sikkert alle kærtegnet et spædbarns små fingre — sarte, smukt formede og uvurderlige — langt mere forfinede end et dyrs poter! Og vi har uden tvivl funderet over hvordan denne lille skabnings liv begyndte, da et æg på størrelse med en nålespids blev forenet med en sædcelle så lille at den ikke kunne ses med det blotte øje. Ja, sådan begyndte vi alle, som en lille bitte ægcelle der delte sig og til sidst var blevet til de cirka 70.000.000.000.000 celler som udgør det voksne menneske og som „vidste“ hvornår de skulle holde op med at dele sig.

Hele undfangelsesprocessen og barnets udvikling i livmoderen er så fantastisk at det overgår vores fatteevne. Men det overgår ikke Guds fatteevne, for han er forplantningens Ophav. Som kong David sagde: „Mine ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i løndom, . . . som foster så dine øjne mig, i din bog var de alle skrevet.“ Ja, vi er alle dannet efter en kærlig Skabers „arbejdstegning“; vi har fået et vidunderligt legeme og er blevet udrustet med moralske egenskaber og evner, for at vi kan leve harmonisk og glæde os over tilværelsen. Vi kan derfor med god grund tilslutte os ordene i den sang David skrev for 3000 år siden: „[Jehova], du ransager mig og kender mig! . . . Du har dannet mine nyrer, vævet mig i moders liv. Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine gerninger, det kender min sjæl til fulde.“ — Sl. 139:1, 13-16.

Utallige undere findes indbygget i Guds skaberværk mennesket. Hvordan kan nogen påstå at livet begyndte ved en tilfældighed og at mennesket har udviklet sig fra en amøbe? I den uendelig lille menneskecelle findes de kædelignende DNA-molekyler, der er specielt programmeret til hvert enkelt menneske, og de samme instruktioner om liv står skrevet i hver eneste af cellerne, der formerer sig ved deling. Instruktionerne går videre til de nye celler så de „ved“ om de skal blive til øjne, næse, tunge, ører, tænder, hud eller andre legemsdele. Instruktionerne sikrer at det nye individ har de karakteristika der hører til „arten“, altså at det er et menneske og ikke en abe, en hund eller et andet dyr. Desuden giver de besked om hvilke arvelige træk det nye menneske skal have. Alle de specialiserede enkeltheder der bliver følgen af denne vækstproces vidner uomtvistelig om en eminent Planlægger eller Konstruktør!

Menneskesindet

Det mest forunderlige ved Guds jordiske skaberværk mennesket, er utvivlsomt hjernen, der rummer sindet. Hjernen vokser hurtigt; den når tre fjerdedele af sin fulde vægt i løbet af de første to år af barnets liv. Det skulle derfor ikke undre os at småbørn er så nysgerrige og spørgelystne. ’Hvem har lavet himmelen? fuglene? katten? blomsterne?’ spørger de. ’Og hvem har lavet mig?’ Ja, selv i den spæde alder går det op for børn at tingene omkring dem er fremstillet af en eller anden. De kommer derfor til den slutning at alt har en Skaber. Hvordan kan det være at så mange voksne er kommet bort fra denne logiske måde at ræsonnere på?

Hjernen er i sig selv et under af levende elektronik. Tusinder af systematikere arbejder måske i årevis på at konstruere og programmere en datamat der skal behandle data inden for et specielt område, og hvis de skulle konstruere en datamat med menneskehjernens kapacitet og alsidighed ville den fylde et hus på størrelse med en af de højeste skyskrabere. Men se nu menneskehjernen! Med sine cirka 1375 gram er den ikke større end at man kan have den i en hånd, og dog er den fuldt udstyret til at klare programmeringen selv og til at behandle ethvert område af betydning inden for menneskets tilværelse. Og når den opsamler oplysninger fra syns-, høre-, føle-, smags- eller lugtesansen og igangsætter sin ejermands tale og handlinger, fungerer den på et plan som ingen menneskeskabt datamat nogen sinde vil kunne nå. Og hvor findes den datamat der kan reagere på den kærlighed, venlighed, taknemmelighed eller værdsættelse et menneske kan føle i sit hjerte? Og hvilken datamat vil tænke på, grunde over, fortælle om eller tilbede sin Skaber?

Selv når vi betragter menneskets fantastiske opbygning og hele den skabte verden omkring os, må vi dog sige som Job: „Se, det er kun omridset af hans vej, hvad hører vi andet end hvisken?“ (Job 26:14) Men vi behøver ikke nøjes med en hvisken om vor Skaber. Hvis vi søger i hans ord, Bibelen, kan vi lære meget, ikke alene om hans skaberværk men også om den storslåede hensigt der ligger bag det.