Salmerne

Gud udfrier den hensynsfulde

HAR du lagt mærke til at folk ofte flokkes om dem der er velstående eller fremtrædende i samfundet? Og at de ofte undgår dem der er syge, forarmede eller på anden måde svage?

Det er sådan en situation der skildres i Salme 41. Denne salme kan inddeles i tre afsnit. Først nævnes det at Gud velsigner dem der behandler „de svage“ hensynsfuldt. (V. 2-4) Dernæst beskriver salmisten hvordan han selv er ramt af svær sygdom og bliver forrådt af sine venner. (V. 5-10) Endelig kommer en bøn om Guds hjælp, og salmisten udtrykker fast tillid til at bønnen vil blive hørt. (V. 11-13) Det sidste vers (14) betragtes som afslutningen på den første af de fem mindre „bøger“ som Salmernes bog inddeles i.

Ifølge overskriften til Salme 41 er det „en salme af David“. De forhold der beskrives i salmen, passer udmærket på de urolige år i Davids liv efter hans synd med Batseba. (2 Sam., kap. 11-18) De erfaringer der beskrives, svarer imidlertid til det som Guds hengivne tjenere har måttet gennemgå på ethvert tidspunkt i historien.

Salmen begynder med disse ord: „Salig den mand, der tager sig af de svage.“ (Sl. 41:2a) Det hebraiske ord for „svag“ betyder bogstaveligt „tynd“, „mager“, „spinkel“. Det bruges til at beskrive en der er svag på grund af fattigdom, sygdom eller modgang, og som trænger til hjælp. Den der hensynsfuldt „tager sig af“ de svage, ser deres behov. Han går ikke uinteresseret forbi, men standser op og viser omsorg, menneskelig medfølelse. Den hensynsfulde kan virkelig kaldes „salig“ eller „lykkelig“, både fordi han opnår den særlige glæde der er forbundet med gavmildhed og fordi han opnår gunst hos den almægtige Gud, hvis gavmildhed han efterligner. — Apg. 20:35; Jak. 1:17.

Salmisten fortsætter med at sige om den hensynsfulde: „Ham frelser [Jehova] på ulykkens dag; [Jehova] vogter ham, holder ham i live, det går ham vel i landet [han vil blive prist lykkelig på jorden, NW], han giver ham ikke i fjendevold.“ — Sl. 41:2b, 3.

„Ulykkens dag“ kan sigte til en hvilken som helst ulykkelig situation eller periode med trængsel. Af vers 4 fremgår det at salmisten navnlig tænkte på et tilfælde af svær sygdom som havde ramt den der ’tog sig af de svage’. Vedkommende gav udtryk for tillid til at Jehova ville vogte ham under hans sygdom og føre ham levende igennem den. Når andre så hvordan Gud havde udfriet ham fra den tilsyneladende håbløse situation, ville de ’prise ham lykkelig på jorden’ ved at fortælle vidt og bredt om Guds barmhjertighed mod ham.

Salmisten siger videre: „På sottesengen står [Jehova] ham [den hensynsfulde] bi, hans smertensleje gør du ham let. Så siger jeg da: Vær mig nådig, [Jehova], helbred min sjæl, jeg har syndet mod dig!“ — Sl. 41:4, 5.

Salmistens erfaring „på sottesengen“ kan have fundet sted mens hans søn Absalom lagde råd op om at bemægtige sig tronen. Det fremgår af Bibelen at der i denne periode af Davids regeringstid var uorden i statsadministrationen. Det kan have været fordi kongen var syg, så han ikke kunne tage sig rigtigt af tingene. (2 Sam. 15:1-6) Absaloms oprør og andre ulyksalige begivenheder i Davids husstand indtraf som en opfyldelse af Guds dom over kongen for hans utroskab med Batseba og hans manipulationer for at få hendes mand dræbt. (2 Sam. 11:1 til 12:12) David vidste at Gud havde tilgivet ham hans skændige adfærd. (2 Sam. 12:13) Men når han var fysisk svækket, ville han ganske naturligt komme til at tænke på hvor alvorligt han havde syndet.

Imidlertid følte salmisten at hvis han i almindelighed havde vist omsorg for de svage, ville Gud ’stå ham bi’, støtte og styrke ham mens han lå hjælpeløs på sygesengen. (Jævnfør Salme 18:25-27.) Selv om salmisten var alvorligt syg, havde han tillid til at Gud ville ’gøre ham hans smertensleje let’, ikke ved mirakuløst at gøre ende på sygdommen, men ved at styrke ham med trøstende ord der kunne indgive ham håb om helbredelse. Det ville være som om Gud ’skiftede hans seng’ (NW), eller forvandlede sygelejet til en tilstand hvor han var i bedring. Eftersom David anerkendte at han havde syndet mod Gud, kunne han igen modtage Guds gunst. Derfor kunne han bede Gud om at ’helbrede hans sjæl’ eller hjælpe ham med at komme sig af sygdommen. — Jævnfør Salme 32:1-5.

Salmisten fortæller videre hvordan hans fæller forrådte ham mens han lå i sin svækkede tilstand: „Mine fjender ønsker mig ondt: ’Hvornår mon han dør og hans navn udslettes?’ Kommer en i besøg, så fører han hyklersk tale, hans hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom.“ — Sl. 41:6, 7.

Davids fjender havde ikke noget godt at sige om ham. Hadefuldt omtalte de ham som var han et ondt menneske. Utålmodigt længtes de efter at han skulle dø og blive glemt. Og hvis én endelig kom og besøgte ham ved sygesengen, ville vedkommendes medfølende ord være hykleriske; de ville udspringe af et hjerte der i virkeligheden ønskede ham døden. I stedet for at søge at trøste, kom hykleren for at ’samle på ondt’, for at finde noget i den lidendes ord, væsen eller fysiske tilstand som kunne bruges imod ham. Så snart den besøgende havde forladt den syge konges residens, ville han ’tale derom’, det vil sige udbrede de skadelige nyheder om kongen som han måtte have fået under besøget.

I det følgende viser salmisten hvor hurtigt denne ondsindede sladder ville spredes, idet han siger: „Alle, der hader mig, hvisker sammen, de ønsker ondt over mig: ’Noget skæbnesvangert har ramt ham [er blevet hældt over ham, NW]; som han ligger der, skal han ikke mere stå op!’“ — Sl. 41:8, 9, 1977-oversættelsen.

Davids fjender stak hovederne sammen og diskuterede hviskende de rygter de havde hørt fra deres fælles kilde, til skade for kongen. De blev ved med at ’ønske ondt’ over salmisten ved at udbrede deres ondsindede rygter om at „noget skæbnesvangert“, nemlig sygdommen, havde fået et sådant tag i kongen at det var som om det var „blevet hældt over ham“. De forestillede sig at sygdommen var så alvorlig at David aldrig mere ville „stå op“ eller rejse sig fra sygelejet. Dette gav kraftig næring til deres oprørstanker.

Men David blev udsat for et endnu værre forræderi. Han skriver: „Endog min ven, som jeg stolede på, som spiste mit brød, har løftet hælen imod mig.“ — Sl. 41:10.

Endog en fortrolig ven, en der ’spiste Davids brød’ og altså hyppigt nød godt af hans gæstfrihed, vendte sig imod ham. Forræderen ’løftede hælen’ mod kongen, ligesom en hest kunne vende sig om og sparke den der gav den føden. Disse ord opfattes som en henvisning til Davids personlige rådgiver Akitofel, hvis råd blev anset for lige så værdifuldt som Jehovas eget ord. (2 Sam. 15:12; 16:23) Akitofel blev en forræder og sluttede sig til Absalom i kuppet mod kongen. (2 Sam. 15:31; 16:15)a Ikke én af disse mænd der lagde råd op mod David, viste sig at svare til beskrivelsen i salmens første vers. Ingen af dem opnåede den lykke der fulgte med at ’tage sig af de svage’.

Salmisten fortsætter: „Men du, o [Jehova], vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve gengæld imod dem.“ — Sl. 41:11.

Den svækkede konge henvender sig nu til Gud. Eftersom Davids fæller havde hævdet at han ikke mere ville „stå op“, beder salmisten nu om Gud vil ’rejse ham’, det vil sige hjælpe ham til at genvinde sit helbred og sin livskraft. Ønsket om at „øve gengæld“ mod fjenderne udsprang ikke af personlig hævngerrighed. Som landets øverste myndighed var kongen sig imidlertid bevidst at disse forræderiske sammensvorne måtte straffes efter loven af hensyn til alles bedste. — Se Femte Mosebog 19:15-21.

Dernæst udtrykker David tillid til at Gud vil høre hans bøn, idet han siger: „Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min fjende ikke skal juble over mig. Du holder mig oppe i kraft af min uskyld, lader mig stå for dit åsyn til evig tid.“ — Sl. 41:12, 13.

At Gud havde salmisten „kær“ fremgik af at Gud gav ham en indre forvisning om at hans fjender ikke ville få anledning til at bryde ud i sejrsjubel over ham. Under hans sygdom indgav Gud ham en fast overbevisning om at han ville blive holdt oppe på grund af sin uskyld. Dermed ser salmisten ikke bort fra sin egen syndighed og sine egne uretfærdige handlinger, men han henviser til at hans liv og færden i almindelighed har båret præg af helhjertet hengivenhed for Gud. Fremfor at skulle lide en for tidlig død, så salmisten frem til at leve længe ’for Guds åsyn’, det vil sige i et venskabeligt forhold til Skaberen og under hans beskyttelse.

Det sidste vers i salmen lyder: „Lovet være [Jehova], Israels Gud, fra evighed og til evighed, amen, amen!“ (Sl. 41:14) Hermed slutter den første af de fem bøger Salmerne inddeles i. Verset er en doksologi, en fast vending der udtrykker lovprisning af Jehova Gud, og svarer til den doksologi der afslutter hver af de øvrige fire bøger. — Se Salme 72, 89, 106 og 150.

[Fodnote]