Salmerne
Hvad er mere værd end livet?
FOR mange mennesker er selve livet det dyrebareste de ejer. Men for Guds sande tjenere er der noget som har større betydning. De sætter et fortroligt forhold til deres himmelske Fader højere end alt andet, endog højere end et liv uden Skaberen. Som det fremgår af Salme 63, var det sådan David så på det. Eftersom han i denne salme omtaler sig selv som konge og befandt sig i Judas ørken, har han muligvis skrevet den på det tidspunkt da han måtte flygte fra Jerusalem på grund af sønnen Absaloms oprør. — 2 Sam. 15:13, 14, 23; Sl. 63:1.
I denne ørken bestående af lave, afrundede og golde bjerge findes der hverken vandløb eller kildespring. Tænk hvor tørstig man kunne blive i et sådant område! David brugte den virkning som opholdet i dette tørre og golde område havde på ham, som en beskrivelse af den længsel han følte efter sin Gud. Han sammenligner sit ønske om fællesskab med Gud med længselen efter vand i en ørken: „Gud, du er min Gud, dig søger jeg, efter dig tørster min sjæl, efter dig længes mit kød i et tørt, vansmægtende, vandløst land.“ (Sl. 63:2) Hvorfor søgte David sin Gud? Fordi han ønskede Jehovas gunst, vejledning og beskyttelse. Ja, så inderligt var Davids ønske om hjælp og styrke fra Jehova, at han sagde at ’hans kød’ længtes efter Gud.
Tvunget af omstændighederne var David flygtet fra det sted hvor Jehovas bolig var repræsenteret. Derfor tænkte han med længsel tilbage på den tid da han havde haft fri adgang til helligdommen. Han sagde: „Derfor søger jeg til dig i helligdommen for at se din magt og herlighed.“ (Sl. 63:3, 1977-oversættelsen) Ved templet følte David i særlig grad Guds nærhed. Det var som om han så den Almægtige. Det var dér Jehovas magt og herlighed kunne ses. Tilbedernes lovprisning, taksigelse og glæde var med til at herliggøre Jehova. Det der blev sagt og gjort, understregede eller fremhævede Jehovas magt til at frelse. Når hans hengivne tjenere af hjertet lovpriste ham og rettede bønner til ham, blev hans store magt åbenbar.
Dernæst omtalte David sin værdsættelse af at have Jehova som sin Gud. Han udtrykker det således: „Thi din nåde [loyale hengivenhed, NW] er bedre end liv, mine læber skal synge din pris. Da vil jeg love dig hele mit liv, opløfte hænderne i dit navn. Som med fede retter mættes min sjæl, med jublende læber priser min mund dig.“ (Sl. 63:4-6) Davids fornemste mål i livet var at prise Jehova Gud for den loyale hengivenhed eller barmhjertige omsorg han viste ham. Jehovas nåde var mere værd end selve livet, for det var hans loyale kærlighed der gav Davids liv virkelig mening. Af den grund følte David sig tilskyndet til fortsat at prise Jehova — ja, han var besluttet på at lovprise den Højeste resten af sit liv. Mens han løftede hænderne i bøn, ville han takke Jehova. Fordi Gud havde ladet ham mærke sin kærlighed og omsorg følte han sig mæt og veltilpas. Han havde så at sige fået det bedste. Derfor ville han vedblivende prise den Almægtige „med jublende læber“.
Selv når David lå vågen om natten tænkte han på sin Gud og på det som Gud havde gjort for ham. Han siger: „Når jeg kommer dig i hu på mit leje, i nattevagterne tænker på dig; thi du er blevet min hjælp, og jeg jubler i dine vingers skygge.“ (Sl. 63:7, 8) På Davids tid regnede man i Israel med tre nattevagter. Den første varede fra klokken 18 til 22, den næste fra klokken 22 til 2, og den sidste fra klokken 2 til 6 om morgenen. At salmisten lå vågen i disse nattevagter og tænkte på Jehova, vidner om hans dybe værdsættelse af den hjælp og beskyttelse han havde fundet under Jehovas vinger. Således beskyttet kunne David juble.
Fordi David elskede Jehova søgte han at efterligne ham. Han fortsætter: „Min sjæl hænger ved dig [har fulgt lige efter dig, NW].“ Med hvilket resultat? „Og din højre hånd holder mig fast.“ (Sl. 63:9, 1977-oversættelsen) Ja, Jehova udrakte sin højre hånd som et tegn på sin gunst, for at hjælpe og støtte sin tjener.
For dem der ignorerer Skaberen bliver resultatet et ganske andet. Vi læser: „Forgæves står de mig efter livet, i jordens dyb skal de synke, gives i sværdets vold og vorde sjakalers bytte.“ (Sl. 63:10, 11) Med disse ord udtrykte David sin tillid til at hans fjender ville lide nederlag og blive kastet i dødens gab. De ville blive dræbt med sværdet, og deres kroppe ville blive til føde for ådselædende sjakaler. Og ganske rigtigt: Absalom og hans mange tilhængere led et forsmædeligt nederlag i kampen, og tusinder af hans tilhængere blev dræbt. — 2 Sam. 18:7, 8, 15-17.
David blev med andre ord ikke skuffet i sin tillid til Jehova. Hans tillid udtrykkes godt i salmens sidste vers, der lyder: „Men kongen glædes i Gud; enhver, der sværger ved ham, skal juble, thi løgnernes mund skal lukkes.“ (Sl. 63:12) På grund af det Jehova ville gøre for ham, var David i stand til at glæde sig. Andre der ligesom David i oprigtighed kunne sværge i Jehovas navn, kunne juble eller være stolte af dette. Hvorfor? Fordi det vidnede om at de havde et godt forhold til den Højeste. De der fremholdt løgne i Jehovas navn, de der ikke havde et godt forhold til ham, ville derimod få munden lukket i døden.
David havde i sandhed ret da han sagde at Jehovas loyale hengivenhed var mere værd end livet. At vi opnår et nært forhold til vor himmelske Fader som hans godkendte tjenere, giver vort liv virkelig mening og sikrer os hans hjælp og vejledning. Det betyder endog at vi ifølge Guds løfte kan se frem til et evigt liv i lykke. — Åb. 21:4.