Vi gav ikke op!
Fortalt af Ilse Unterdörfer
Over 100 år i tjenesten for Gud trods store trosprøver
I SEPTEMBER 1939 befandt min veninde Elfriede Löhr og jeg os i koncentrationslejren Ravensbrück i Tyskland. Anden verdenskrig var lige begyndt.
Heinrich Himmler, den øverste leder af SS (nazistpartiets Schutz-Staffel eller elitekorps), besøgte os i koncentrationslejren Lichtenburg kort før vi blev sendt til den nye lejr i Ravensbrück. Det var hans hensigt at få Jehovas vidner til at opgive deres trofasthed mod Gud og støtte nazisternes krigsbestræbelser. Men alle som én nægtede vi. Himmler blev rasende over dette og skreg: „Det kan godt være at jeres Jehova regerer i himmelen, men her på jorden er det os der styrer! Vi skal vise jer hvem der holder ud længst, os eller jer!“
I næsten seks lange år udholdt Elfriede og jeg, sammen med mange andre af vore kristne søstre, de værst tænkelige forhold. Men vi overlevede, mens Himmler, Hitler og deres håndlangere er borte!
Flere år før, mens vi stadig var teenagere, havde både Elfriede og jeg besluttet at vi ville bruge vort liv i tjenesten for Gud, og at intet nogen sinde skulle få os til at give op! Før vi blev sendt i koncentrationslejr mærkede vi Guds kærlige omsorg mens vi forkyndte den gode nyhed om Riget trods stigende nazistisk forfølgelse. I dag er vi stadig i gang; vi har nu tjent i over 100 år tilsammen siden vi indviede os. Men lad mig fortælle jer hvordan det gik til at vi havnede i Ravensbrück.
VORE FØRSTE ÅR I TJENESTEN FOR GUD
I 1926, kun 16 år gammel, symboliserede Elfriede sin indvielse til Gud ved vanddåben. Hendes inderligste ønske blev opfyldt da hun i vinteren 1930 kunne begynde som heltidsforkynder. På grund af en alvorlig sygdom var det en tid begrænset hvad hun kunne gøre, men da jeg traf hende i marts 1937 var hun aktivt med i arbejdet under jorden. Jehovas Vidners arbejde var nemlig blevet forbudt i Tyskland efter at nazisterne var kommet til magten, og med livet og friheden som indsats deltog mange af os i uddelingen af åndelig føde i hele landet.
Som ung pige var det mit mål at hjælpe mine medmennesker; jeg ville være lærer ved en højere skole. Men i 1931 tog jeg med min moder til et stævne Jehovas Vidner afholdt i Paris. Hvad jeg hørte og oplevede dér, ændrede mit liv. Året efter, da jeg var 19 år, blev jeg døbt.
Hitler og hans nazistparti kom til magten i 1933 og begyndte næsten omgående at forfølge Jehovas vidner. Jeg blev meget glad da jeg fik det privilegium at tjene som kurér i Sachsen. I august 1936 begyndte Gestapo (det hemmelige politi) en velforberedt kampagne mod vores organisation, der arbejdede under jorden. Fritz Winkler, som havde tilsyn med arbejdet, og de fleste kredsdirektører blev arresteret og fængslet.
I september 1936 lykkedes det mig at komme til Luzern i Schweiz til et stævne, sammen med 300 andre fra Tyskland. Der overdrog J. F. Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident, Erich Frost ansvaret for at reorganisere vort undergrundsarbejde, som var brudt sammen, og nogle dage senere blev jeg udnævnt til at samarbejde med ham.
Det var broder Frost som bad mig rejse til München for at finde Elfriede Löhr. Det eneste jeg vidste om hende var at hendes fader var tandlæge. Jeg fandt deres adresse i telefonbogen og ringede, af forsigtighedsgrunde, først. Da vi mødtes fortalte jeg Elfriede at hun var blevet indbudt til at arbejde sammen med os i heltidstjenesten. Dermed begyndte et nært venskab, som har varet i over 43 år. Vi har været sammen i koncentrationslejrene og har været partnere i heltidsforkyndelsen i over 40 af disse år.
ARBEJDET UNDER JORDEN
Gestapo var på udkig efter os alle sammen. Derfor rejste vi som oftest med toget om natten og sov som vi bedst kunne. Om dagen mødtes vi med brødre og søstre på forskellige aftalte steder og gav dem duplikerede eksemplarer af Vagttårnet og andre vigtige oplysninger. Af og til tilbragte vi natten hos interesserede eller i sommerhuse der tilhørte brødre som endnu ikke var så godt kendt af Gestapo.
Vi bar aldrig skrevne adresser eller andre notater på os. Vi måtte have det hele i hovedet. Hvis vi blev arresteret ville politiet ikke finde oplysninger der rettede mistanke mod nogen. Vi følte hele tiden Jehovas beskyttelse. Dette var især tilfældet da vi organiserede uddelingen af den resolution der blev vedtaget i Luzern ved stævnet. Denne resolution indeholdt stærke protester mod den grusomme behandling Jehovas vidner blev udsat for af det romersk-katolske præsteskab og deres tyske forbundsfæller. Den 12. december 1936 mellem klokken 17 og 19 deltog 3459 brødre og søstre over hele Tyskland i uddelingen af hundredtusinder af eksemplarer af dette magtfulde budskab.
Den 21. marts 1937, mindre end to uger efter at jeg havde mødt Elfriede, blev broder Frost og jeg arresteret. Omtrent samtidig faldt nogle af kredsdirektørerne i hænderne på gestapo. Broder Heinrich Dietschi, en af kredsdirektørerne som stadig var på fri fod, overtog tilsynet med arbejdet i broder Frosts sted.
Da hverken broder Frost eller jeg mødte op til et aftalt møde i slutningen af marts, vidste Elfriede at der var noget galt. Hun kunne ikke vende hjem, for Gestapo søgte efter hende. Spørgsmålet for hende var: „Hvem er broder Frosts efterfølger, og hvordan kan jeg træffe ham?“ Efter at have bedt til Jehova fik hun den idé at søge kontakt med vennerne i Leutkirch, omkring 150 kilometer fra München. Netop den dag i Leutkirch mødte hun den broder som broder Dietschi havde sendt ud for at finde hende. Dette måtte tydeligvis være englenes ledelse!
Eftersom nazisterne hævdede at indholdet af den resolution vi havde uddelt den 12. december ikke var sandt, traf brødrene forberedelser til at uddele et „åbent brev“ i hele Tyskland som klart gav bevis på forfølgelsen af Jehovas vidner. Broder Frost og jeg var blevet arresteret under forberedelsen af denne store kampagne. Nu samarbejdede Elfriede med broder Dietschi om at afslutte forberedelserne, og kampagnen blev gennemført med succes den 20. juni 1937. Elfriede fortæller i sin rapport i Jehovas Vidners årbog for 1974:
„Broder Dietschi organiserede kampagnen. Vi var alle fulde af mod, det hele var blevet lagt vidunderligt til rette, og hvert område havde det antal breve der skulle bruges. Jeg hentede en stor kuffertfuld af dem på jernbanestationen til brug i distriktet omkring Breslau, og bragte dem til brødrene i Liegnitz. Jeg fik også selv en forsyning, som jeg på det fastsatte tidspunkt uddelte ligesom alle de andre brødre.“
I månedsvis før denne kampagne havde Gestapo pralet med at de havde ødelagt vor organisation. Så hvilken ydmygende overraskelse må det ikke have været, da hundredtusinder af eksemplarer af dette brev blev uddelt i hele Tyskland på en så velorganiseret måde. Det gav dem virkelig et chok.
VI MØDER HINANDEN IGEN
Mens Elfriede var fri befandt jeg mig altså i gestapos magt. Først fik jeg blot en dom på et år og ni måneder. Men straks efter at jeg havde afsonet denne dom blev jeg arresteret igen og sendt til koncentrationslejren Lichtenburg. Det var i begyndelsen af 1939. Til min store overraskelse var Elfriede der da jeg ankom.
Sommeren 1939 blev alle vi kristne søstre i Lichtenburg sendt til den nye lejr i Ravensbrück. Gang på gang var vi blevet truet: „Bare vent til I kommer til Ravensbrück, dér skal vi nok knække jer.“ Den nye lejr lå i omgivelser der mindede om en sandørken. De høje mure med pigtråd øverst, såvel som barakkerne til fangerne og husene til SS-officererne, var færdige. Men alt andet lå blot og ventede på arbejdere, nemlig fanger.
EN PRØVE PÅ VOR TRO
I efteråret 1939 var vi omkring 500 kvindelige Jehovas vidner i Ravensbrück. Den 19. december nægtede en række søstre at sy patronlommer på soldateruniformer; deres samvittighed tillod dem ikke at støtte krigen på denne måde. Efter dette måtte vi alle stille op på eksercerpladsen, og vi blev spurgt om vi ville gøre arbejdet. Alle nægtede. Dette førte til at man begyndte en kampagne der skulle tvinge os til at opgive vor kristne neutralitet og støtte krigen. — Es. 2:4.
Først tvang de os til at stå udendørs i kulden, fra morgen til aften, kun iført let sommertøj. Og det var en af de koldeste tyske vintre, ofte med temperaturer mellem 15 og 20 minusgrader! Om natten blev vi låst inde i cellerne, hvor vi måtte sove på det bare gulv, uden tæpper og med vinduerne åbne for at skabe en kold træk. Desuden fik vi intet at spise den første dag. De følgende fire dage med samme behandling fik vi kun en halv ration mad. Så blev vi låst inde i en mørk celle i endnu tre uger; kun hver fjerde dag fik vi noget varmt at spise. De øvrige dage fik vi et stykke brød og en kop kaffe om morgenen. Mens de fejrede jul (fra 25. til 27. december) fik vi overhovedet intet.
Efter dette kom vi tilbage til vore barakker, som blev erklæret for straffebarakker i tre måneder. Dette betød: mindre og dårligere mad, og hårdt arbejde med hakker og spader fra morgen til aften syv dage om ugen. Og vi blev nægtet al lægehjælp. Igen og igen sagde SS-kommandanterne: ’Hvis I ikke vil støtte krigen kommer I aldrig ud herfra, undtagen gennem skorstenen!’
I foråret 1940 var vi ikke andet end skind og ben. Mange af os skulle være døde under denne behandling. Men Jehova Gud, som var blevet direkte udfordret af Himmler, viste at han kan holde sit folk oppe under de værste forhold. Ikke én af os 500 søstre blev alvorligt syg eller døde. Selv nogle af SS-folkene sagde: „Det er fordi jeres Jehova har hjulpet jer.“ Og, endnu vigtigere, ikke én af søstrene havde givet op; alle havde været loyale. Det var virkelig en sejr for trofastheden mod Jehova!
Jeg kan sige at både Elfriede og jeg var klar over at vi måske skulle dø. Vi havde besluttet at være trofaste mod Jehova, uanset hvad der skete. Vi kunne sige som apostelen Paulus: „For når vi lever, lever vi for Jehova, og når vi dør, dør vi for Jehova. Derfor, både når vi lever og når vi dør, tilhører vi Jehova.“ — Rom. 14:8.
DET DAGLIGE LIV I RAVENSBRÜCK
Forholdene ændrede sig imidlertid snart til det bedre for os. Mange landbrugsarbejdere var blevet indkaldt til hæren, og dette havde skabt mangel på arbejdskraft på gårdene. Derfor blev mange fanger sendt ud for at arbejde på gårdene i nærheden af Ravensbrück. Eftersom der var større risiko for at disse arbejdere ville flygte, og eftersom det var kendt at Jehovas vidner ikke ville prøve at flygte, blev mange af os sendt ud til gårdene for at arbejde. Der fik vi mad at spise ud over den magre kost i koncentrationslejren.
Men vi var først og fremmest optaget af at skaffe os den åndelige føde. Vi opbyggede hinanden åndeligt ved at give hinanden del i den bibelkundskab vi havde opnået inden vi blev fængslet. Nyankomne fortalte også hvad de for nylig havde lært ved deres bibelstudium. Hvor blev vi glade da adskillige bibler blev smuglet ind i lejren! Så snart der var mulighed for det aflagde vi vidnesbyrd over for vore medfanger og for fangevogterne. Intet kunne afholde os fra at vise vor trofasthed mod Jehova. Vor beslutning var: „Hellere dø end give op!“
Elfriede blev sat til at udføre havearbejde for nogle SS-officerer, og jeg blev sammen med nogle andre søstre sendt til et SS-landbrug for at arbejde. Henimod slutningen af 1942 begyndte vi at overnatte på dette landbrug i stedet for at vende tilbage til lejrbarakkerne; således nød vi en betydelig frihed. I foråret 1943 lykkedes det mig at kontakte broder Franz Fritsche pr. brev. Han var en modig broder som smuglede åndelig føde ind i koncentrationslejrene. Jeg mødte ham engang i en skov nær gården. Det blev arrangeret at vi kunne begynde at modtage Vagttårnet og andre publikationer regelmæssigt. Vi fik litteratur ind i lejren på flere forskellige måder.
Men så forandrede forholdene sig igen. Broder Fritsche blev arresteret. Gestapo opdagede omsider at der regelmæssigt blev smuglet bibelsk litteratur ind i koncentrationslejrene ad organiserede kanaler. Denne opdagelse var et chok for dem! Og hvilket magtfuldt vidnesbyrd om at Guds folks ånd ikke var blevet knækket, hverken i eller uden for lejrene, efter 10 års hård forfølgelse! Omgående gav Himmler ordre til at alle lejre hvor man havde mistanke om at der var gemt bibelsk litteratur, skulle ransages.
DET VÆRSTE ÅR
Gestapo dukkede helt uventet op i Ravensbrück den 4. maj 1944. De gennemsøgte lejren grundigt for bibler og bibelsk litteratur, især Vagttårnet. De tog også derhen hvor Elfriede udførte havearbejde for SS og til det SS-landbrug hvor jeg arbejdede. Til sidst blev det besluttet at 15 søstre, der blev regnet for at være ansvarlige, skulle straffes på alles vegne. Elfriede og jeg var iblandt dem.
Først blev vi låst inde i den berygtede celleblok. Vi blev stuvet sammen i små mørke celler, og i syv uger fik vi ikke lov til at komme ud i frisk luft. Derefter blev vi overført til „straffebygningen“, hvor Elfriede og jeg igen var meget sammen. Hvad vi gennemlevede det sidste år i Ravensbrück kan næppe udtrykkes med ord. Men vi følte altid Jehovas beskyttelse og kærlige omsorg. Han gav os styrke til at holde ud. En stor hjælp var den åndelige føde, som de søstre der blev ved landbruget var i stand til at smugle ind til os. Dér havde Gestapo ikke fundet nogen bøger eller blade, for vi havde gode gemmesteder.
I løbet af de sidste måneder blev forholdene gradvis værre, især i straffebygningen hvor vi var. Barakkerne var overfyldte. De var oprindelig beregnet til 100 fanger, men til sidst var der mellem 1200 og 1500 i straffebygningen. Seks eller syv måtte sove i to senge, så ingen fik sovet rigtig godt. Fordi maden var dårlig og ofte uhygiejnisk, hørte tarmsygdomme til dagens orden. Fangerne døde i hundredvis.
Elfriede blev også alvorligt syg. Hun fik lungebetændelse og havde høj feber. Før jeg kunne gøre noget for at hindre det, blev hun overført til en af sygebarakkerne, som var overfyldt af døende. Ingen fik lov at forlade straffebygningen alene. Men med stuelederens hjælp kunne jeg nu og da komme ud og give Elfriede noget at drikke.
Det stod snart klart at Elfriede ikke ville overleve meget længere hvor hun var. Lastbiler kørte regelmæssigt op foran sygebarakkerne, og døde og døende blev læsset på dem og kørt til krematoriet. Takket være stuelederen kunne to af os gå over til Elfriede. Hendes seng stod nær vinduet. Vi samlede alle vore kræfter og fik hende ud ad vinduet. Bagefter bar vi hende tilbage til straffebygningen. En af fangerne dér, en russisk kvinde som var læge, gav Elfriede en enkel men smertefuld behandling som satte lungebetændelsen tilbage. Hendes liv var reddet.
I det tidlige forår 1945 nærmede anden verdenskrig sig hurtigt sin afslutning. Det var SS-troppernes hensigt at sprænge lejren i luften. Men russerne kom så hurtigt at de ikke fik gennemført deres djævelske planer. Den 28. april faldt Ravensbrück i russernes hænder uden kamp. På denne måde blev vi udfriet fra ’ildovnen’ efter næsten seks lange år. Dette var ud over de to år vi havde været i fængsel før vi kom til Ravensbrück.
VI HOLDER FAST VED VOR BESLUTNING
Vi havde begge lovet Jehova at hvis vi nogen sinde fik vores frihed igen, ville vi bruge al vores tid og alle vore kræfter i tjenesten for ham. På vor vanskelige hjemrejse besøgte vi broder Frost, som havde den samme indstilling. Han indbød os til, så snart som muligt, at komme til Magdeburg, hvorfra forkyndelsesarbejdet i Tyskland skulle reorganiseres.
Straks efter at jeg var ankommet til mit hjem i Olbernhau, tilbød de lokale myndigheder mig stillingen som leder af departementet for kriminalefterforskning. Jeg overvejede ikke engang tilbudet; jeg havde for længst besluttet mig til at begynde i heltidstjenesten. Kun tre uger senere var Elfriede og jeg blandt de første fem som kom til Betel i Magdeburg for at arbejde der.
I 1947 besøgte broder N. H. Knorr, som da var præsident for Selskabet, Vesttyskland. Han opmuntrede nogle brødre og søstre til at gennemgå Vagttårnets bibelskole Gilead. Elfriede og jeg ansøgte derfor om at gennemgå denne oplæring til missionærer. Efter en tid blev vi indbudt til skolen, og i 1949 drog vi af sted til USA.
Efter i så mange år at have været afskåret fra regelmæssige møder og tjeneste i Jehovas organisation, var det virkelig en velsignelse for os at få del i de åndelige goder der tilflød os på Gilead. Vi betragtede det som en stor belønning der på en vidunderlig måde opvejede de mange vanskeligheder vi havde gennemgået. Højdepunktet kom i sommeren 1950, da vi overværede Jehovas Vidners stævne „Teokratiets fremgang“ på Yankee Stadium i New York. Afslutningen for den 15. gileadklasse, vores klasse, blev afholdt på stævnets første dag.
TJENESTE SOM MISSIONÆRER
Vores første distrikt som missionærer var Köln, som ligger ved Rhinen. Vi begyndte at samarbejde med den lokale menighed på 35 forkyndere, og snart ledede vi mange gode bibelstudier og hjalp andre til at deltage i tjenesten for Riget. Efter tre og et halvt år dér blev vi sendt til Østrig. Men i mellemtiden var menigheden i Köln vokset til 214 forkyndere, og vi oplevede også indvielsen af en ny rigssal.
I de sidste 24 år har vi tjent mange forskellige steder i Østrig, for eksempel i Gasteiner-dalen, i Gmunden ved den smukke Traunsee, ved Hohenems i Vorarlberg og i Telfs i Tyrol. Nu er vi igen tilbage i Vorarlberg, i Bregenzer Wald. Vi har været med til at skaffe syv rigssale de steder vi har været. Og tre af de steder hvor vi har tjent, var der ingen eller kun en eller to forkyndere da vi kom der. Men i tidens løb blev der oprettet menigheder disse steder. Selv om vi ikke har nogen børn selv, har vi mange åndelige børn og børnebørn som vi er nært knyttet til med kærlighedens bånd.
HVAD DER HJALP OS TIL IKKE AT GIVE OP
Selv om vi udholdt store trosprøver i koncentrationslejrene, er vi flere gange blevet fristet til at opgive vores heltidstjeneste for Jehova. Der har været problemer med helbredet på grund af alder og eftervirkningerne af årene i koncentrationslejrene. Og i de senere år har folks ligegyldighed som følge af materialismens stærke greb, ofte virket nedslående. Derfor er der somme tider opstået et ønske hos os om at leve et mere roligt liv med flere bekvemmeligheder end en heltidsforkynder har mulighed for. Hvad har hjulpet os til at holde ud?
En væsentlig grund har været at vi altid har holdt vort blik rettet mod det eksempel der blev sat af trofaste tjenere for Jehova som forlod alt for at tjene ham — sådanne som Abraham, Sara, Moses, apostelen Paulus og vort største eksempel, Jesus Kristus. Dette har hjulpet os til at bevare den rette indstilling og holde fast ved sande værdier. Vi har tænkt på Jesu råd: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed.“ Vi har også husket på hvad Jesus sagde tidligere i sin bjergprædiken: „For dér hvor dine værdier er, dér vil dit hjerte også være.“ — Matt. 6:33, 21.
Dette har vi altid forsøgt at efterleve, idet vi har søgt Guds rige først og tjent ham med alt hvad vi har. Denne tjeneste er en dyrebar skat som har gjort det muligt for os at holde ud under nazisternes grusomme tyranni. Fordi vi holdt fast ved dette håb om Riget har vi i årene derefter kunnet fortsætte i heltidstjenesten for Gud uden at give op.
Vi har virkelig levet et rigt og tilfredsstillende liv! Gang på gang har vi erfaret sandheden i ordene i Malakias 3:10: „Sæt mig på prøve dermed, siger Hærskarers [Jehova], om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål.“ Vi håber og beder til at vi, med Jehovas hjælp, kan fortsætte i heltidstjenesten i al evighed sammen med Jesus Kristus og i Jehova Guds nærværelse.
[Illustration på side 19]
Ilse Unterdörfer og Elfriede Löhr som de ser ud i dag