Paven i FN — håbets budbringer?

SOM svar på generalsekretær Kurt Waldheims indbydelse besøgte pave Johannes Paul II De forenede Nationer den 2. oktober 1979. Alt i alt tilbragte han syv dage i De forenede Stater, idet han gjorde ophold i Boston, New York, Philadelphia, Des Moines, Chicago og Washington, D.C. Overalt hvor hans bilkortege passerede forbi, trængtes både katolikker og ikke-katolikker for at få en fordelagtig plads så de kunne se et glimt af den livskraftige, 59-årige pave.

Selv i FN, hvor man er vant til at få besøg af højtstående personer, vakte pavens besøg særlig interesse. Hans tale i FNs generalforsamling dannede højdepunktet på hans besøg i Amerika. Om denne tale hed det i en ledende artikel i New York Post: „Han opfordrede indtrængende til en ny begyndelse, nye visioner og et genoplivet håb.“

Indeholdt hans budskab et grundlag for et nyt håb? Hvilket hjælpemiddel til løsning af menneskehedens problemer pegede han på?

Talte til gunst for FN

På De forenede Nationer. Paven sagde: „Jeg håber at De forenede Nationer altid vil forblive det ypperste forum for fred og retfærdighed, det autentiske sæde for frihed for folkeslag og enkeltpersoner i deres længsel efter en bedre fremtid.“

Men ikke én gang i sin 62 minutter lange tale nævnte paven Jesus Kristus eller det himmelske rige. Er det ikke forbavsende, i betragtning af at han har taget titlen „Kristi stedfortræder“? Denne undladelse forekommer især ejendommelig når man betænker at det ifølge Bibelen ikke er ved De forenede Nationer, men ved Kristi Jesu rige, at Gud vil indføre fred på jorden. Kan ønsket om ikke at fornærme de ikke-kristne og de ateistiske medlemmer af FN retfærdiggøre denne undladelse?

Pegede på menneskehedens behov

Paven pegede imidlertid på nogle af menneskehedens væsentligste behov som ikke opfyldes i dag. Han talte for eksempel om „den forfærdelige ulighed mellem overordentlig rige enkeltpersoner . . . [og] et flertal der består af fattige, for ikke at sige nødlidende, der mangler mad og muligheder for arbejde og uddannelse, og som i et stort antal er dømt til sult og sygdom“.

Dette forhold må ændres, understregede paven. „Det er ingen hemmelighed,“ sagde han, „at den afgrund der skiller mindretallet af umådeligt rige fra mængden af nødlidende er et meget alvorligt symptom i ethvert samfund.“ Men har pavens egen kirke sat et eksempel med hensyn til hvordan en retfærdig fordeling eller udligning af ressourcerne kan opnås?

Pave Johannes Paul II pegede også på nødvendigheden af at værne om „religionsfrihed og samvittighedsfrihed“. Alle der elsker retfærdighed kan naturligvis være enige med paven da han sagde: „Det er en sag af største betydning at . . . alle mennesker i enhver nation og ethvert land effektivt bør kunne nyde deres fulde rettigheder under et hvilket som helst politisk regime eller system.“ Men har den katolske kirke selv sat et eksempel med hensyn til at kæmpe for religionsfrihed for alle?

Endnu et presserende behov fremhævede Johannes Paul II da han gentog nogle ord fra den tale pave Paul VI for 14 år siden holdt i FNs generalforsamling: „Ikke mere krig. Aldrig mere krig.“ Der er afgjort et behov for at gøre ende på krig og krigsforberedelser. Men igen spørger vi: Hvilket eksempel har den katolske kirke sat i denne henseende?

Blot nogle få dage før paven talte i FN havde han, under sit besøg i Irland, sagt til katolikkerne dér: „På mine knæ beder jeg jer om at vende jer bort fra voldens stier og vende tilbage til fredens veje. . . . Mere vold i Irland vil kun ødelægge det land I hævder at elske og de værdier I hævder at hæge om.“

Kan vi forvente at Johannes Pauls besøg i Irland og De forenede Stater vil bidrage til at løse de alvorlige problemer menneskeheden står over for? Har den kirke han repræsenterer sat et godt eksempel med hensyn til at opfylde de behov han talte om? At dømme efter de millioner der mødte op for at se ham og lytte til ham, betragtede mange ham åbenbart som en håbets budbringer. Men er han det? Lad kendsgerningerne svare.