Universets ophav — en gådefuld kraft eller en virkelig person?

REJSER til månen og videnskabelige iagttagelser har føjet umådelig meget til vor viden om universet. Dets vældige udstrækning og den forbløffende orden der præger det alle vegne, bliver mere og mere åbenbar. Mange finder det ulogisk at et sådant univers skulle kunne eksistere uden at der er en eller anden kraft som er ophav til det og styrer det. Millioner har mistet troen på kirkerne, trosbekendelserne og religionen i almindelighed, men tror dog stadig på „Gud“.

Men hvad forbinder de med ordet „Gud“? Er det en gådefuld kraft? En upersonlig intelligens? En fjern, udefinerlig og navnløs person?

Eller opfatter de „Gud“ som en person der står dem nær og som de holder meget af, som en kærlig fader? For dem der går ind for videnskab og teknologi kan et sådant gudsbegreb lyde som det rene nonsens. Men overvej engang dette:

Videnskab og teknologi har deres begrænsninger

Hvad opdagelser og oplysning angår, lever vi i et spændende århundrede. Menneskets bedrifter har været enestående. Begavede forskere har beriget menneskeheden med forbløffende opfindelser der har udvidet vore kundskabsfelter ganske enormt og har flyttet grænserne for vort virke ud i en sådan grad at det synes utroligt.

Og dog vil forskerne, med al deres viden og avancerede teknologi, selv være de første til at indrømme at de ikke magter at fremstille så meget som én levende celle. At fremstille noget så almindeligt som et græsstrå overstiger langt deres evner.

I et forsøg på at forklare de mange underværker omkring os, griber nogle skribenter til udtryk som „moder Natur har skabt . . .“ eller „evolutionen har frembragt . . .“, som om der var tale om personer udstyret med intelligens. Men siger det ikke næsten sig selv at en fornuftløs kraft umuligt kan være årsag til de forbløffende varierede livsformer man finder eller den ubegrænsede magt og visdom man møder i universet?

Den intellektuelle eller åndelige side

Når vi betragter den intellektuelle eller åndelige side af mennesket, er der flere ting som giver anledning til spørgsmål. Hvorfra stammer sådanne egenskaber eller begreber som visdom, retfærdighed, barmhjertighed, kærlighed og sandhed? Kan noget menneske forklare hvordan samvittigheden fungerer og hvorfra den stammer — denne forbløffende mekanisme i vort indre som kan fortælle os hvornår vi handler forkert? Dyrene har ikke denne egenskab. Men selv primitive eller uoplyste mennesker har den. Den kristne bibelskribent Paulus forklarede: „De viser, at Lovens krav er skrevet i deres hjerte, deres samvittighed afgiver vidneforklaring, deres tanker drøfter indbyrdes deres sag som henholdsvis anklagere og forsvarere.“ (Rom. 2:15, Seidelin) Disse ting overstiger menneskets fatteevne. Dog må vi sige at menneskets intellektuelle og åndelige formåen er af langt større betydning end dets fysiske formåen.

Mange dyr er fysisk set bedre udrustet end mennesket. Elefanter er stærkere, ørne kan se længere, rådyr kan løbe hurtigere, flagermus kan høre bedre, hunde har finere lugtesans. Men hvilket dyr kan udtænke nye ting? Fugle kan bygge reder, bævere kan konstruere dæmninger, edderkopper kan spinde net, ja; men alle disse skabninger laver gang efter gang det samme og det samme igen. Ingen af dem kan lægge planer og opfinde noget nyt.

I skarp kontrast hertil kan menneskene finde på, regne ud og fremstille en umådelig variation af ting. Hvad enten det drejer sig om at strikke en sweater eller at bygge et rumskib der kan flyve til månen og tilbage igen, finder mennesket stor tilfredsstillelse ved at fremstille noget. Det er en del af dets natur. Men selv om mennesket har åndsevner der står langt over dyrenes og en medfødt evne til at skabe eller frembringe, er det dog kun en ufuldkommen afglans af den Almægtige, som skabte mennesket i sit billede. — 1 Mos. 1:26.

Lad os nu betragte en anden egenskab som mennesket har forud for dyrene — dets ønske om at tilbede. Det er ubestrideligt at menneskene til alle tider og alle vegne har vist et dybtliggende, iboende ønske om at ære en usynlig kraft eller usynlige kræfter.

Moderne tænkere vil måske benægte dette og sige: „Vi er kommet videre.“ Men videre til hvad? Til en verden der vakler fra den ene krise til den anden og som kryber sammen af frygt for en verdenskatastrofe der hænger over den som en truende paddehattesky. Og hvorfor? Fordi alt for mange har tilbedt teknologien og forskellige ideologier som guder, mens de har forkastet den Almægtiges visdom. — Jer. 8:9.

På trods af deres skuffelse over kirkerne og religionen er mange derfor enige med følgende ord fra verdens mest udbredte og respekterede bog, Bibelen: „[Guds] usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har menneskene helt fra skabelsen af kunnet se og erkende af hans gerninger.“ — Rom. 1:20, den norske oversættelse Godt nytt.

Videnskabsmænd har ydet et stort bidrag

Jo mere videnskabsmændene udforsker universet, atomet og enhver form for liv, jo mere erfarer de hvor kompliceret det hele er og hvilken skønhed og harmoni der præger det. Det svimler for os når vi tænker på hvor umådelig vidtstrakt universet er, og hvor fint det alligevel er opbygget. Men der er ikke nogen virkning uden en årsag. Bag al denne skønhed, hele den storslåede manifestation af visdom og kraft, ser og erkender vi den store Skabers usynlige væsen. Vi ved at universet styres af uforanderlige love. Understreger dette ikke at der må være en overordnet Lovgiver? Vi kan se at livsbetingelserne på jorden i utallige retninger nøjagtigt er tilpasset menneskets behov. Alt dette er virkninger som må have en tilsvarende ÅRSAG, en stor Livgiver og Forsørger.

Hvad siger nogle videnskabsmænd om dette?

Biofysikeren Frank Allen har udtalt: „Livsbetingelserne på jorden er alt for talrige til at det kan tilskrives en tilfældighed.“

Professor i matematik ved Cambridge-universitetet, P. Dirac, har i Scientific American skrevet: „Gud er matematiker, en matematiker i topklasse, og . . . han har benyttet en matematik af højeste orden ved opbygningen af universet.“

Sir Isaac Newton, der af mange videnskabshistorikere betegnes som „den største videnskabsmand verden nogen sinde har set“, skrev i sit hovedværk Principia: „Dette forunderlige system bestående af solen, planeterne og kometerne, kan kun hidrøre fra et Væsen som har intelligens og magt til at udtænke og styre det. . . . Den øverste Gud er et evigt, uendeligt, absolut fuldkomment Væsen.“

Er du enig med Sir Isaac Newton? Finder du også glæde ved de tindrende stjerner, den strålende sol, den lysende måne, den forfriskende regn, de stolte bjerge, det urolige hav, de altid skiftende skyformationer, den fascinerende variation af planteliv og dyreliv, børns latter, venners godhed og en ægtefælles kærlighed? Så erkender du dybt i dit hjerte at alt dette er tilvejebragt af en virkelig PERSON — universets store Bygmester. — Hebr. 3:4.

Ja, alle fornuftslutninger fører frem til at den Almægtige må være en VIRKELIG PERSON. Spørgsmålet er så: Har han et navn? Og i så fald hvilket navn?

[Tekstcitat på side 4]

„Gud er matematiker, en matematiker i topklasse, og . . . han har benyttet en matematik af højeste orden ved opbygningen af universet.“ — Professor P. Dirac, Cambridge-universitetet.

[Tekstcitat på side 4]

„Dette forunderlige system bestående af solen, planeterne og kometerne, kan kun hidrøre fra et Væsen som har intelligens og magt til at udtænke og styre det.“ — Sir Isaac Newton.