Tillæg ikke andre et uret motiv

„SIG mig, hvorfor kunne du ikke hilse da vi mødtes på gaden forleden? Hvad har jeg gjort dig?“

„Vi! Mødtes? Det kan jeg ikke huske!“

„Umuligt! Vi gik lige forbi hinanden, og du så direkte på mig, men du hilste ikke! Hvad har du imod mig?“

Har du nogen sinde stået i en situation som denne, eller været vidne til den? Måske kan du henvise til endnu alvorligere tilfælde, hvor en eller anden er blevet tillagt et forkert motiv. Ubegrundet mistænksomhed og mistillid behager ikke Gud. Det kan man forstå når man betænker hvilke forfærdelige følger disse karaktertræk kan have. Lad os se hvad der skete med Israels folk på Bibelens tid.

Da israelitterne havde indtaget det forjættede land bosatte de to og en halv stamme sig i de landområder de havde fået tildelt på den anden side af Jordanfloden. Dér byggede de et alter, ikke for at bringe brænd- eller slagtoffer på det, men for at det kunne tjene til vidnesbyrd om at de og deres efterkommere ikke havde forladt den sande gudsdyrkelse. De andre stammer tillagde dem imidlertid et uret motiv; de mistænkte de to og en halv stamme for at være faldet fra Jehova og besluttede derfor at føre krig imod dem. Lykkeligvis blev sagens rette sammenhæng opklaret og krigen afværget. — Jos., kap. 22.

Kong David sendte engang sine tjenere til kong Hanun af Ammon for at vise ham sin deltagelse efter faderens død. Men ammonitterne mistænkte fejlagtigt David for at have sendt mændene for at spionere, og ydmygede dem derfor på det groveste. Dette udløste en krig, og ammonitterne og aramæerne led et stort nederlag. Hvilke ulykkelige følger, blot fordi nogle tillagde andre et dårligt motiv! — 2 Sam., kap. 10.

Når et godt motiv drages i tvivl

Beretninger fra de første kristnes tid viser også at folk dengang tillagde hinanden forkerte motiver. For eksempel blev apostelen Paulus udsat for det. Han følte sig derfor tilskyndet til at skrive: „Jeg har ikke været en byrde for jer. Dog, siger I, var jeg ’underfundig’ og fangede jer ’ved list’.“ Ja, visse trosfæller i Korint påstod fejlagtigt at Paulus ikke handlede i kærlighed. Med urette tillagde de den trofaste apostel dårlige motiver. — 2 Kor. 12:16.

Et enestående tilfælde har vi i Guds søn. Han kom til jorden med de ædleste motiver. Han bestræbte sig til enhver tid for at ære og ophøje Jehova Gud, og dog blev han falskeligt anklaget for gudsbespottelse. (Matt. 26:64, 65) En frygtelig skæbne ramte dem der med overlæg tillagde Guds søn urette motiver, forårsagede hans død og søgte at hindre mange i at opnå frelsen. — Matt. 23:29-39.

Selv Jehova Gud er blevet tillagt dårlige motiver. Satan og dæmonerne hævder at Gud ikke hersker i kærlighed, ja, Djævelen påstår at Jehova i selviskhed forholder menneskene visse goder når han pålægger dem begrænsninger i moralsk og etisk henseende. Desuden anklager Satan Gud for at købe menneskers lydighed. (Job 2:3-5) Og som Guds gode motiver drages i tvivl, således også hans tjeneres. Læser vi ikke at Djævelen „anklager dem dag og nat for vor Gud“? (Åb. 12:10) Gudfrygtige mennesker skulle aldrig ønske at efterligne Satan og uden grund tillægge andre et dårligt motiv.

Undgå misforståelser

Hvad kan kristne i så henseende lære af Bibelens beretning? For eksempel dét at man kan have misforstået den andens holdning og motiv. Det var det ammonitterne gjorde da David sendte sine mænd til kong Hanun for at udtrykke sin deltagelse. Nogle mennesker er sky og tilbageholdende. Deres ansigtsudtryk virker måske også hårdt. Andre kan drage den fejlagtige slutning at de er kolde, stolte og ukærlige, skønt det måske slet ikke er tilfældet.

Det sker at folk uberettiget tillægger andre dovenskab. Men den de anser for at være doven, gør måske sit bedste. En fysisk svaghed eller sygdom hindrer ham måske i at gøre mere, eller at arbejde hurtigere. Det er derfor godt at huske at ikke alle kan være lige effektive.

Til tider sker det også at den der prøver på at vise andre venlighed, tillægges et dårligt motiv. For eksempel har man på et bestemt kontor den ordning at flere skiftes til at tage telefonen efter normal arbejdstid. De behøver ikke at sidde ved telefonen men er fri til at beskæftige sig med noget andet i et nærliggende værelse. En dag kom en ansvarshavende forbi telefonen netop som den ringede, og selv om han ikke havde telefonvagt besvarede han opkaldet, så den der havde vagten ikke behøvede at afbryde det han var i færd med. Uheldigvis tillagde den der havde vagten imidlertid den anden et forkert motiv, i stedet for at takke den betænksomme for hans kærlige hjælp. En bagatel? Ja, men tilfældet viser at man skal vogte sig for misforståelser når man bedømmer andres indstilling og motiv.

Lad tvivlen komme den anden til gode

Når vi forstår hvilke ulykkelige konsekvenser det kan få at tillægge en anden et uret motiv, ønsker vi afgjort ikke at gøre det. Den kristne vil forstandigt lade tvivlen komme den anden til gode. Dette er i overensstemmelse med det guddommelige princip at kærligheden „tror alt“, som apostelen Paulus udtrykte det. (1 Kor. 13:7) Hvis vi fastholder dette princip må konsekvensen være at vi nærer tillid til en medkristen i tilfælde af tvivl, og ikke er urimeligt mistænksomme over for ham.

Ved at lære andre bedre at kende kan man måske lettere undgå at tillægge dem urette motiver. Dette tager undertiden måneder, om ikke år. Men som regel er det sådan at jo mere man ved, des mindre er faren for at man tillægger andre et dårligt motiv.

Når vore motiver drages i tvivl

Men hvad nu hvis andre betvivler vore motiver? Hvordan bør vi da reagere? Det er klogt ikke at tage anstød, for i Prædikeren 7:9 står der: „Vær ikke hastig i dit Sind til at fortørnes.“ (Kalkar) Med tiden lærer den anden dig måske bedre at kende og ændrer sit syn på dig. Når det går op for ham at han har taget fejl, vil han holde så meget mere af dig, især hvis du ikke er blevet vred. Kristne ønsker at efterligne Gud, og han viser selvbeherskelse når nogen retter beskyldninger imod ham. Desuden kender Jehova vore motiver, og han vil trøste os. Salmisten råder: „Stol på [Jehova] og gør det gode.“ Hvis vi altid følger dette råd, vil vi finde glæden, og hvis det behager Jehova at give os oprejsning i en sag, da kan han gøre det når tiden er inde. — Sl. 37:3-8; Apg. 15:8; 2 Kor. 7:6.

En særlig vanskelig situation opstår hvis man får vejledning af en der fejlbedømmer ens motiver. Alt hvad man siger til sit forsvar betragtes måske som forsøg på at retfærdiggøre sig. Nu kan det jo være at vejledningen er malplaceret fordi alle faktorer ikke er taget i betragtning. Men selv om man prøver på at præcisere hvordan det virkelig forholder sig, er den velmenende vejleder måske alligevel tilbøjelig til at tillægge én et forkert motiv. I så fald — og hvis dét sagen drejer sig om er af mindre betydning — vil man måske vælge ikke at gøre yderligere forsøg på at ændre vejlederens synspunkt, forudsat at det ikke skader nogen at man forholder sig tavs. Men man behøver ikke altid at afholde sig fra at sige noget i tilfælde af at ens holdning eller motiver er blevet misforstået. Det ville givetvis være moralsk forkert at lade en usandhed forblive uimodsagt. Der gives tilfælde hvor det er hensigtsmæssigt at man roligt forklarer sin holdning eller indstilling, så man har ro i sin samvittighed fordi man ved at man i det mindste har gjort et forsøg på at udrede sagen og ikke i svaghed har accepteret en falsk anklage. En sådan rolig forklaring vil måske også gavne vejlederen, idet han får mulighed for at udvikle større ligevægt i sin måde at vejlede på.

Et tysk ordsprog lyder: „Den der én gang har løjet, tror man aldrig mere, selv om han taler sandt.“ Dette bør imidlertid ikke gælde kristne indbyrdes. Lad os sige at én begår en overtrædelse der bliver kendt for andre. Senere sker der noget andet som får nogle til at mindes den nævnte overtrædelse i fortiden. Bør man nu nære mistanke til denne tidligere overtræder? Ikke nødvendigvis, for kærligheden er ikke hurtig til at dømme. Hvis vi, skønt uskyldige, blev mistænkt for et eller andet, blot fordi vi engang har gjort noget lignende, ville vi så ikke blive ulykkelige over den mistillid der blev vist os? Naturligvis. Mange mennesker har ved Guds ånds indflydelse foretaget enorme forandringer til det bedre, og kærligheden „holder ikke regnskab med hver en forurettelse“. Lad os altid huske det. — 1 Kor. 6:9-11; 13:4, 5.

Forsigtighed og ligevægt nødvendig

I vore bestræbelser for at følge princippet om ikke at tillægge andre et uret motiv, og at bevare ligevægten hvis vore egne motiver misforstås, bør vi huske at forsigtighed er nødvendig. Når kristne for eksempel lever under et styre der forfølger Guds sande tjenere, griber visse embedsmænd måske til list for at få dem til at forråde deres trosfæller. I sådanne tilfælde kan man naturligvis ikke tro på alt hvad forfølgerne siger eller lover, vel? Følgende princip i Guds ord er aktuelt i en sådan situation: „Den tankeløse tror hvert ord, den kloge overtænker sine skridt.“ Som Jesus sagde, skal vi være „forsigtige som slanger“. — Ordsp. 14:15; Matt. 10:16.

Kristne bør imidlertid nære tillid til deres brødre og medtjenere så længe der ikke er noget afgjort vidnesbyrd om at disse er illoyale. Vi gør klogt i at genkalde os disse inspirerede ord: „Hvem er du at du dømmer en andens hustjener?“ „En er lovgiver og dommer, han som er i stand til at frelse og ødelægge. Men du, hvem er du, at du dømmer din næste?“ — Rom. 14:4; Jak. 4:12.

Husker du det tilfælde vi nævnte i indledningen? En mand havde ikke hilst på en kvinde han mødte, og hun havde tillagt ham et dårligt motiv. Da de senere talte sammen viste det sig at manden havde været optaget af sine egne tanker og ikke havde bemærket kvinden. Det var den eneste grund til at han ikke havde hilst. I stedet for at tie og bære nag talte denne kvinde fornuftigvis med manden om hvilket indtryk det havde gjort på hende. Men det havde været endnu bedre om hun straks var gået ud fra at han slet ikke havde observeret hende.

Ja, vi er nødt til at anlægge en ligevægtig vurdering af andres motiver. Lykkeligvis kommer der en tid hvor intet menneske på jorden vil betragte sine medmenneskers ord eller handlinger med skepsis. I den nye tingenes ordning vil det efterhånden blive sådan. Da vil alle vise kærlighed og have øje for andres gode egenskaber, og intet vil give anledning til fornærmelser, hjertesorg, bitterhed eller modløshed. Men indtil da må vi passe på ikke at tillægge andre dårlige motiver.