Arkæologien bekræfter Bibelen

TIL stolte mennesker der stædigt nægtede at anerkende Jesus som Messias og som foragtede hans disciple, sagde Jesus: „Jeg siger jer: Hvis disse tav, ville stenene råbe.“ (Luk. 19:40) Heldigvis havde Jesus disciple som nægtede at tie, og det har han stadig. Men på en måde er de sten der var tavse vidner til de bibelske begivenheder, alligevel kommet til at „råbe“ og bevidne at Bibelen er pålidelig. Den videnskab der har givet disse sten mulighed for at tale Bibelens sag kaldes arkæologien, der defineres som „det videnskabelige studium af materielle efterladenskaber fra fortiden“.

I sit seriøse værk Light from the Ancient Past nævner Jack Finegan at „den moderne arkæologi kan siges at have taget sin begyndelse i 1798, da næsten hundrede franske lærde og kunstnere ledsagede Napoleon på dennes felttog til Ægypten“. I 1822 lykkedes det den franske ægyptolog Champollion at dechifrere hieroglyfferne på Rosette-stenen. Ved slutningen af det 19. århundrede blev der systematisk udført arkæologiske udgravninger i Ægypten, Assyrien, Babylon og Palæstina, og sådanne udgravninger er fortsat til i dag. Har arkæologens spade bekræftet Bibelens beretning?

Verdens og menneskelivets oprindelse

Et ægyptisk gravfund giver os mulighed for at sammenligne Bibelens forklaring på menneskets oprindelse med skabelsesberetningen i den gamle ægyptiske Dødebog, hvoraf et eksemplar er udstillet i en lang glasmontre på Louvre-museet i Paris. Direktøren fra Cinquantenaire Museum i Bruxelles, Louis Speleers, forklarer i det autoritative værk Supplément au Dictionnaire de la Bible: „Dødebogen beretter at [solguden] Ra en dag lod sit guddommelige øje hænge og skinne på himmelen. Shu og Tefnut bragte ham øjet tilbage, det begyndte at græde, og menneskene opstod af Ras tårer.“

Et andet arkæologisk fund der giver os lejlighed til at sammenligne den bibelske beretning med en oldtidsberetning, er en serie på i alt syv lertavler med Enuma elisj, et sumerisk-babylonisk „skabelsesepos“. Ifølge denne beretning overvandt Marduk, der var gud for byen Babylon, urhavsgudinden Tiamat og kløvede hende i to. „Af den ene halvdel formede han himmelhvælvingen, af den anden landjorden. Da dette var gjort, indrettede han verden. . . . Og så, ’for at guderne skulle leve i en verden og glæde deres hjerte’, skabte Marduk menneskeheden.“ — Larousse Encyclopedia of Mythology.

Kan vi tro på at menneskene fremstod af Ras tårer? Mange civiliserede og højtuddannede ægyptere troede på det. Eller kan vi anerkende påstanden om at himmelen og jorden er udformet af en gudindes kløvede legeme? Dette er blot to eksempler på skabelsesmyter som forgangne generationer troede på.

I dag vil mange veluddannede mennesker have os til at tro at universet og alle livsformerne på jorden er opstået spontant, uden et højere Væsens medvirken, til trods for at den franske videnskabsmand Louis Pasteur førte afgørende bevis for at liv altid opstår af liv. Er det ikke mere logisk at anerkende den bibelske beretning, der ganske enkelt siger at det stoflige univers er et udtryk for Guds „kraft og vælde“ (idet Einstein og andre jo netop har påvist at stof er en form for energi)? Og er det ikke mere rimeligt at tro på Bibelens ord om at alle livsformerne stammer fra Gud, den store „livets kilde“, og at mennesket er skabt „i Guds billede“? — 1 Mos. 1:27; Sl. 36:10; Es. 40:26-28; Jer. 10:10-13.

Arkæologien og Abraham

En af Bibelens hovedskikkelser er Abraham. Ikke alene er han stamfader til alle bibelskribenterne, til jødefolket og til mange af de arabiske stammer, men han kaldes også „fader til alle som tror“. (Rom. 4:11) Folk af alle nationer burde være interesseret i at vide om Bibelens beretning om Abraham er autentisk, for ifølge denne beretning gav Gud Abraham dette løfte: „I din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!“ (1 Mos. 22:16-18) Hvis vi ønsker at høre til dem som tror og som vil blive velsignet gennem Abrahams sæd, bør eventuelle vidnesbyrd om nøjagtigheden af Bibelens oplysninger om Abraham og hans tid interessere os overmåde meget.

Det fremgår af Bibelen at Abraham (som på det tidspunkt hed Abram) voksede op i „Ur-Kasdim“ eller Ur i Kaldæa. (1 Mos. 11:27, 28) Er dette blot en sagnby? Hvad har arkæologernes hakker og spader bragt for dagen? Så tidligt som i 1854 fastslog J. E. Taylor ved en foreløbig undersøgelse at Tell el-Muqajjar („Beghøjen“) få kilometer vest for Eufrat var identisk med det bibelske Ur. I 1869 aflagde den franske orientalist Jules Oppert en beretning i Collége de France i Paris, hvori han endeligt identificerede stedet som Ur på grundlag af kileskrifttekster fra lercylindre som Taylor havde fundet. Langt senere, nemlig fra 1922 til 1934, blev ruinhøjen udgravet af den britiske arkæolog Sir Leonard Woolley, der ikke alene bekræftede den tidligere identifikation men også opdagede at det Ur som Abraham drog ud fra, var en driftig og højt civiliseret by med komfortable huse. Desuden lå der i byen et vældigt tempeltårn, en ziggurat, der var viet til dyrkelsen af måneguden Nannar eller Sin. Historikerne havde længe udtalt deres tvivl med hensyn til byen Ur der nævnes i Bibelen i forbindelse med Abraham. Men arkæologens spade beviste at Bibelen havde ret.

Arkæologerne har også bekræftet mange af de sæder og skikke der omtales i Bibelen i forbindelse med Abraham. For eksempel har man i den gamle hurritiske by Nuzi sydøst for Nineve fundet lertavler som bekræfter følgende sædvaner: Trælle arvede deres barnløse herrer (jævnfør Abrahams bemærkning om sin træl Eliezer — Første Mosebog 15:1-4); en ufrugtbar hustru var forpligtet til at give sin mand en medhustru (Sara, eller Saraj, gav Abraham Hagar — Første Mosebog 16:1, 2); og forretningstransaktioner fandt sted i byporten (jævnfør beretningen om Abrahams køb af Makpelas mark og klippehule i nærheden af Hebron — Første Mosebog 23:1-20). De mange eksempler på hvordan fundene i Nuzi underbygger Bibelen, fylder over otte tætskrevne spalter i det videnskabelige franske værk Supplément au Dictionnaire de la Bible. (Bind VI, sp. 663-672) I Gads danske Bibelleksikon nævnes at teksterne fra Nuzi har „formået at kaste lys over adskillige vanskeligt forståelige forhold i retslig og religionshist. henseende i Gl.Test på Abrahams, Isaks og Jakobs tid“.

Egennavne bekræftet

Fra 1933 til 1939 foretog den franske arkæolog Andre Parrot omfattende udgravninger af den gamle kongeby Mari ved Eufratflodens mellemste løb. Bystaten Mari var en af de dominerende magter i Øvre Mesopotamien i begyndelsen af det andet årtusind f.v.t., indtil den blev overvundet og ødelagt af den babyloniske konge Hammurabi. I ruinerne af det vældige palads der blev afdækket, fandt de franske arkæologer over 20.000 lertavler beskrevet med kileskrift. Nogle af disse tavler omtaler byer med navne som Peleg, Serug, Nakor, Tara og Karan. Interessant nok forekommer alle disse navne i Første Mosebog som navne på Abrahams slægtninge. — 1 Mos. 11:17-26.

Denne lighed mellem gamle egennavne kommenteres af John Bright bogen History of Israel: „I ingen af disse tilfælde er det . . . de bibelske patriarker selv der nævnes. Men dette væld af vidnesbyrd fra samtidige dokumenter viser klart at deres navne passer perfekt ind i den amoritiske befolknings nomenklatur i begyndelsen af det andet årtusind, fremfor på noget senere tidspunkt. De patriarkalske beretninger er altså i denne henseende ganske autentiske.“

Så sent som i 1978 identificerede italienske og syriske arkæologer den gamle bystat Ebla i det nordlige Syrien. Ligesom Mari nævnes Ebla ikke i Bibelen, men begge navne forekommer i gamle tekster som stammer helt tilbage fra patriarkernes tid. Hvad fandt udgraverne så dette nye sted? I paladsbiblioteket afdækkede man i tusindvis af lertavler som daterer sig til slutningen af det tredje eller begyndelsen af det andet årtusind før vor tidsregning. I en omtale af dette fund skrev den franske avis Le Point den 19. marts 1979: „Egennavnene har en forbløffende lighed [med de bibelske]. I Bibelen finder vi ’Abraham’; på Eblatavlerne ’Ab-ra-um’; Esau — E-sa-um; Mikael — Mi-ki-ilu; David — Da-u-dum; Ismael — Isj-ma-ilum; Israel — Is-jra-ilu. Arkiverne i Ebla indeholder også navnene Sodoma og Gomorra, byer som nævnes i Bibelen men hvis historiske ægthed længe er blevet draget i tvivl af de lærde. . . . Hvad mere er: På tavlerne opføres visse byer i nøjagtig samme orden som den hvori de nævnes i Det gamle Testamente: Sodoma, Gomorra, Adma, Zebojim og Bela [1 Mos. 14:2].“ Ifølge Boyce Rensberger, en medarbejder ved New York Times, kan Eblatavlerne „efter nogle bibellærdes opfattelse måle sig med Dødehavsrullerne hvad det angår at bekræfte og øge vor viden om livet på Bibelens . . . tid“.

Sædvaner og love

Arkæologien har også bidraget meget til at forklare forskellige sæder og skikke der hentydes til i Bibelen, og har derved påvist at den bibelske beretning på sådanne punkter er nøjagtig. Et eksempel på dette har vi i Første Mosebog, kapitel 31, hvor det fortælles at Jakobs hustru Rakel stjal sin fader Labans „husgud“. (V. 19) Der siges videre at Laban samlede sine folk og satte efter sin datter og svigersøn og fulgte dem i syv dage før det lykkedes at indhente dem. Alt dette gjorde han for at få sin „gud“ tilbage. (V. 23, 30) Et arkæologisk fund i den føromtalte oldtidsby Nuzi i det nordlige Mesopotamien har vist at der fandtes en patriarkalsk lov om at den der var i besiddelse af familieguderne havde adkomst til sin afdøde svigerfaders ejendom. Når man tænker på at Laban boede i det nordvestlige Mesopotamien og havde optrådt svigagtigt over for Jakob, kan denne lov kaste lys over Rakels mærkelige tyveri og Labans ihærdige forsøg på at få sin „gud“ tilbage. På Louvre i Paris er der udstillet adskillige sådanne „husguder“ som er fundet i forskellige byer i Mesopotamien. Deres størrelse (blot 10 til 15 centimeter) er med til at forklare hvordan Rakel kunne skjule husguden ved at lægge den i en saddeltaske og sætte sig på den og nægte at rejse sig da Laban ledte efter den. — V. 34, 35.

En af Louvre-museets største skatte er en 2,25 meter høj sort stenstøtte som almindeligvis kaldes „Hammurabis lov“. Under et relief af kong Hammurabi af Babylon som får overdraget myndighed af solguden Sjamasj, er der skrevet 282 love med kileskrift. Eftersom Hammurabi menes at have regeret fra 1728 til 1686 f.v.t. har nogle bibelkritikere påstået at Moses, der nedskrev Israels love over 150 år senere, blot plagierede denne babylonierkonges love. Denne påstand tilbagevises imidlertid af W. J. Martin, der i bogen Documents from Old Testament Times skriver:

„Til trods for mange lighedspunkter, er der ingen grund til at antage at den hebraiske har lånt direkte fra den babyloniske. Selv på steder hvor de to lovsamlinger kun afviger lidt fra hinanden hvad bogstaven angår, afviger de meget fra hinanden hvad ånden angår. For eksempel blev tyveri og hæleri ifølge Hammurabis lov straffet med døden (Lov 6 og 22), men ifølge Israels love skulle overtræderen yde erstatning. (2 Mos. 22:1; 3 Mos. 6:1-5) Mens Moseloven forbød at man overgav en undvegen træl til hans herre (5 Mos. 23:15, 16), blev enhver der husede en flygtet træl ifølge de babyloniske love straffet med døden. — Lov 15, 16, 19.“

I Supplement au Dictionnaire de la Bible skriver den franske orientalist Joseph Plessis: „Det lader ikke til at den hebraiske lovgiver benyttede de forskellige babyloniske og assyriske love. Intet i hans værk kan bevises at være lånt. Der er interessante lighedspunkter, men de kan nemt forklares med at ensartede sæder og skikke blandt folk med en fælles baggrund er blevet ophøjet til lov.“

Mens Hammurabis lov røber et ønske om hævn og gengældelse, siger Moseloven: „Du må ikke bære nag til din broder i dit hjerte, . . . Du må ikke hævne dig eller gemme på vrede mod dit folks børn, du skal elske din næste som dig selv.“ (3 Mos. 19:17, 18) Ikke alene er det altså bevist at Moses ikke lånte fra Hammurabi, men en sammenligning af Bibelens love og de love arkæologerne har gravet frem på tavler og steler, viser at israelitternes love i Bibelen er af langt højere karat end de love der gjaldt for andre gamle folkeslag.

Arkæologien og De græske Skrifter

Hvordan så med De græske Skrifter, det der almindeligvis kaldes „Det nye Testamente“? Har arkæologien også bekræftet nøjagtigheden af denne betydningsfulde del af Bibelen? Ja. Der er skrevet hele bøger om dette. Så tidligt som i 1890 udgav den franske bibellærde F. Vigouroux en bog på over 400 sider med titlen Le Nouveau Testament et les découvertes archéologiques modernes (Det nye Testamente og den moderne arkæologis opdagelser), hvori han fremførte talrige vidnesbyrd til støtte for evangelierne, Apostelgerninger og brevene i De græske Skrifter. I 1895 udgav W. M. Ramsay sin nu klassiske bog St. Paul the Traveller and the Roman Citizen, som indeholder mange værdifulde oplysninger der påviser De kristne græske Skrifters ægthed.

Siden er der skrevet mange andre bøger og videnskabelige artikler om hvordan arkæologien har påvist Bibelens sandfærdighed. I sin bog The Archæology of the New Testament, der første gang udkom i 1970, skriver E. M. Blaiklock: „Slående bekræftelser på værdien af den bibelske historieskrivning har lært historikere at respektere både Det gamle og Det nye Testamentes autoritet, og at beundre den nøjagtighed, dybe sandhedskærlighed og inspirerede historiske indsigt man møder hos de forskellige skribenter der har givet Bibelen dens historiske bøger.“

Det er tydeligt at arkæologien underbygger Bibelen. Hvad siger andre grene af videnskaben?

[Kort på side 6]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Karan

Ebla

Mari

Nuzi

Babylon

Lagasj

Ur

Sumer

Den persiske Havbugt

[Illustration på side 6]

Ziggurat afdækket i Ur i det gamle Kaldæa

[Illustrationer på side 7]

Husgud (fundet i Lagasj)

Hammurabis lov