Ebla — En oldtidsby dukker frem af glemselen

I sommeren 1962 inspicerede den unge italienske arkæolog Paolo Matthiae sletterne i det nordvestlige Syrien uden at vide om han ville finde noget. Den almindelige opfattelse var at der ikke var meget at finde af arkæologisk interesse i det indre af Syrien. Men i forbindelse med udgravningerne der blev foretaget to år senere ved Tell Mardikh, omkring 60 kilometer sydvest for Aleppo, dukkede noget frem som mange anså for at være ’det vigtigste arkæologiske fund i det 20. århundrede’.

GAMLE inskriptioner bevidnede at der engang havde eksisteret en by ved navn Ebla. Men ingen vidste under hvilken af de mange teller (ruinhøje) der lå rundt omkring i Mellemøsten, denne by fandtes. En tekst berettede om den sejr Sargon, Akkads konge, havde vundet over „Mari, Jarmut og Ebla“. I en anden inskription fortalte den sumeriske hersker Gudea om noget værdifuldt tømmer han havde modtaget fra „Iblas [Eblas] bjerge“. Navnet Ebla optrådte også i den ægyptiske by Karnak i en liste over de oldtidsbyer Farao Thotmes III havde erobret. Det er derfor forståeligt at arkæologer havde forsøgt at finde Ebla.

Da man foretog yderligere udgravninger, blev der dog gjort nogle interessante fund. I 1968 opdagede man en del af en statue der forestillede Ibbit-Lim, en af Eblas herskere. Statuen bar en votivindskrift på akkadisk der viste at den var blevet viet til gudinden Ishtar, som „’strålede’ i Ebla“. Ja, arkæologiske fund begyndte at afsløre „et nyt sprog, en ny kultur og ny historisk viden“.

I årene 1974 og 1975 fandt man ved Tell Mardikh nogle kileskrifttavler hvor navnet Ebla forekom flere gange, og det bekræftede at Tell Mardikh ligger der hvor oldtidens Ebla engang havde ligget. Udgravningerne viste også at byen havde eksisteret mindst to gange. Efter at have øvet indflydelse i en periode var den blevet ødelagt. Derefter var Ebla blevet genopbygget — blot for at blive ødelagt igen og forsvinde i glemselen i mange hundrede år.

Mange historiske oplysninger om byen

De fleste oldtidsbyer blev bygget på flodsletter, som den der ligger mellem Tigris og Eufrat, hvor det var muligt at drive intensivt landbrug. De første byer som er nævnt i Bibelen, lå i Mesopotamien. (1 Mosebog 10:10) Det ser ud til at navnet Ebla betyder „hvid klippe“ og refererer til den undergrund af kalksten byen var opført på. Man valgte øjensynlig at opføre byen på dette sted fordi kalkstenslaget var en garanti for at der fandtes en naturlig vandforsyning, noget som er vigtigt i et område der ligger langt fra store floder.

Ebla lå i en nedbørsfattig egn. Det begrænsede jordbruget til at omfatte korn, vinstokke og oliventræer, som man så dyrkede i stort omfang. Området egnede sig også til husdyrhold, især får. Eblas strategiske placering mellem den mesopotamiske slette og Middelhavskysten skabte gunstige betingelser for handelen med tømmer, halvædelsten og metaller. Byen beherskede et område hvor der levede 200.000 mennesker. Op mod en tiendedel af dem boede i selve byen.

Resterne af et stort palads vidner om den pragt der kendetegnede denne første epoke af den eblaitiske civilisation. Der var adgang til paladset gennem en 12 til 15 meter høj portal. Paladset var i tidens løb blevet udvidet for at man kunne efterkomme en stadig mere magtfuld administrations voksende behov for plads. Embedsmændene var underlagt et indviklet hierarki der bestod af kongen og hans gemalinde, som blev bistået af „stormænd“ og „ældste“.

Der er fundet over 17.000 lertavler og fragmenter. Oprindelig har der sandsynligvis eksisteret mere end 4000 komplette tavler, som omhyggeligt har været anbragt på træhylder. Disse dokumenter viser hvor omfattende Eblas handel med omverdenen var. For eksempel drev byen handel med Ægypten, hvilket fremgår af fundet af to faraoners kongelige symboler. Lertavlerne blev fortrinsvis skrevet med kileskrift på sumerisk. Men nogle var skrevet på eblaitisk, et meget gammelt semitisk sprog som man nu kunne tyde takket være disse dokumenter. Opdagelsen af et så gammelt semitisk sprog overraskede orientalister. Det er interessant at nogle af tavlerne indeholder tosprogede sumeriske og eblaitiske ordlister. Bogen Ebla — Alle origini della civiltà urbana (Ebla — ved oprindelsen til bykulturen) kalder dem for „de ældste ordbøger vi kender til“.

Ebla var tydeligvis en militærmagt, for på fragmenter af billedskærerarbejder som man har udgravet, ses eblaitiske krigere i færd med at henrette fjender eller fremvise afhuggede hoveder. Men Eblas storhed endte i den periode da Assyrien og Babylon fik større og større magt. Det er ikke nemt at spore de begivenheder der førte til Eblas fald, men det lader til at byen først blev angrebet af Sargon I (ikke den Sargon der er omtalt i Esajas 20:1) og derefter af hans barnebarn Naram-Sin. Arkæologiske fund viser at træfningerne var blodige, og angrebene voldsomme.

Som tidligere nævnt kom Ebla dog på fode igen efter et stykke tid, og den blev endda en betydningsfuld by i området. Den nye by blev opført efter en nøjagtig plan der understregede dens pragt endnu mere. I den lavereliggende del af byen lå et helligt område der var viet til gudinden Ishtar, som ikke blot indbyggerne i Ebla, men også babylonierne regnede for en frugtbarhedsgudinde. De fleste har hørt om den berømte Ishtarport som man har gravet frem af Babylons ruiner. I Ebla var der en særlig imponerende bygning der øjensynlig blev brugt til at huse nogle løver, som ifølge gudinden Ishtar var hellige. Dette fører os frem til hvilke guder man dyrkede i Ebla.

Eblas guder

Folk i Ebla tilbad en hel gudeverden, ligesom mange andre folkeslag i oldtidens Mellemøsten. Nogle af disse guder var Ba’al, Hadad (et navn som indgår i visse aramaiske kongenavne) og Dagan. (1 Kongebog 11:23; 15:18; 2 Kongebog 17:16) Indbyggerne i Ebla nærede ærefrygt for dem alle. De ærede endog andre folkeslags guder. Arkæologiske fund viser at man særlig i det andet årtusind f.v.t. også tilbad guddommeliggjorte kongelige forfædre.

Folk i Ebla stolede dog ikke fuldt og fast på deres guder. Omkring det genrejste Ebla var der to imponerende ringmure, som kunne gøre stort indtryk på enhver fjende. Ydermuren, som man stadig tydeligt kan se omridset af, havde en omkreds på næsten tre kilometer.

Men også det genopbyggede Ebla gik til grunde. Muligvis var det hetitterne der omkring år 1600 f.v.t. endeligt besejrede det der engang havde været en stormagt. Ifølge et gammelt digt blev Ebla „knust som en keramisk vase“, og byen forsvandt hurtigt ud af historien. Nogle korsriddere som var på vej mod Jerusalem i 1098 e.v.t., nævner i et dokument det sted hvor Ebla engang havde ligget, et sted ved navn Mardikh, og omtaler det som en fjern yderpost i landet. Ebla var praktisk talt blevet glemt, og der skulle gå mange hundrede år inden man opdagede byen igen.

[Ramme på side 14]

EBLA OG BIBELEN

En artikel der blev bragt i 1976 i tidsskriftet Biblical Archeologist, vakte nysgerrighed blandt bibelforskere. Manden der havde tydet lertavlerne fra Ebla, nævnte blandt mange andre ting, at nogle af de person- og stednavne som var nævnt på tavlerne, var de samme som dem der blev nævnt i Bibelen flere hundrede år senere. Nogle som måske gik længere end artiklen i virkeligheden gav belæg for, skrev at der i Ebla var fundet arkæologiske beviser for at beretningen i Første Mosebog var troværdig.a Jesuitten Mitchell Dahood hævdede at „lertavlerne [fra Ebla] kaster lys over Bibelens uklarheder“. Han mente for eksempel at tavlerne kunne klargøre „spørgsmålet om hvor langt tilbage i tiden Israels Guds navn har været brugt“.

Man er nu ved at foretage en mere saglig undersøgelse af disse tekster. Eftersom både hebraisk og eblaitisk er semitiske sprog, kan det ikke udelukkes at nogle by- eller personnavne er identiske med nogle af navnene i Bibelen. Men det er ikke et bevis for at de refererer til de samme steder eller personer. Hvor stor indflydelse fundene ved Ebla vil få på bibelforskningen, må tiden vise. Hvad angår Guds navn, har forfatteren til artiklen i Biblical Archeologist benægtet at han nogen sinde skulle have sagt at „Jahve“ blev nævnt i teksterne fra Ebla. Ifølge nogle forskere betegner det kileskrifttegn der er blevet tolket som ja, blot en af de mange guder i den eblaitiske gudeverden, mens adskillige andre eksperter ikke udlægger det som andet end et grammatisk tegn. I ingen af tilfældene henviser det til den eneste sande Gud, Jehova. — 5 Mosebog 4:35; Esajas 45:5.

[Fodnote]

[Kort/illustration på side 12]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DET STORE HAV

KANA’AN

SYRIEN (Aram)

Aleppo

Ebla (Tell Mardikh)

Eufratfloden

[Kildeangivelse]

Arkæolog: Missione Archeologica Italiana a Ebla - Università degli Studi di Roma ’La Sapienza’

[Illustration på side 12, 13]

En guldhalskæde fra cirka 1750 f.v.t.

[Illustration på side 13]

Resterne af et stort palads

[Illustration på side 13]

En gengivelse af hvordan lertavler blev opbevaret i et arkivrum

[Illustration på side 13]

Kileskrifttavle

[Illustration på side 13]

Kongelig kølle fra Ægypten, 1750-1700 f.v.t.

[Illustration på side 13]

Eblaitisk kriger med hovederne af nogle fjender

[Illustration på side 14]

En stele viet til gudinden Ishtar

[Kildeangivelse]

Missione Archeologica Italiana a Ebla - Università degli Studi di Roma ’La Sapienza’

[Kildeangivelse på side 13]

Alle billeder (undtagen af ruinerne af paladset): Missione Archeologica Italiana a Ebla - Università degli Studi di Roma ’La Sapienza’